Tag-arkiv: forskning

HPV-vaccinen og alternativ brug af kilder

Lige en kort intro til et lidt langt indlæg

HPV-vaccinen fylder fortsat meget i medierne – både med indlæg, der kritiserer TV2 for deres dokumentar “De vaccinerede piger” (der nu kan ses på YouTube med engelske undertekster), indlæg fra forældre til børn med påståede bivirkninger fra vaccinen, forsvar fra en af TV2s redaktionschefer, og kommentarer fra Lægemiddelstyrelsen. Tilslutningen til HPV-vaccinen er stadig sørgeligt lav, og usikkerheden er fortsat udbredt i befolkningen. Ydermere har TV2 bebudet, at de arbejder på en ny dokumentar om emnet.

Så, ja, det er fortsat relevant at beskæftige sig med, og der er stadig rigtig meget misinformation – ikke mindst på de sociale medier. Derfor bliver jeg også ved med mine beskedne forsøg på oplysning, for det er jo ikke første gangJeg interesserer mig ikke så meget for de enkelte personer eller grupperinger – jeg er her ligesom i andre sammenhænge interesseret i argumenterne: Hvad siger data? Hvad viser den nyeste forskning? Jeg har ingen særlig interesse i at gå ind og debattere imod en eller anden tilfældig person på Facebook (Penkowa var interessant, fordi hun nåede meget langt ud på grund af sit navn – derfor fandt jeg det relevant at gennemgå hendes argumenter i detaljer).

Og nu den nye del!

Der er efterhånden flere, der har skrevet til mig om den samme person på Facebook, der åbenbart også skriver rigtig meget om HPV-vaccinen, om end med en noget anden vinkel end jeg. Nu fik jeg så kigget lidt mere på det, og det viser sig, at hun er medstifter af gruppen “HPV Update”, der er imod vaccinen og bl.a. udgiver “HPV-magasinet”, som jeg kritiserede i et tidligere indlæg for deres noget lemfældige omgang med kilder. Det gør det jo lidt mere relevant, og jeg har derfor kigget på nogle af hendes mange opdateringer. Jeg har fokuseret på dem, der fremsætter reelle argumenter og gerne med kilder, og primært dem der lader til at være ret udbredte antagelser.

Hun omtaler konsekvent pigerne som værende bivirkningsramte, uagtet at der jo netop ikke foreligger evidens for en kausal sammenhæng med HPV-vaccinen. Jeg vil gerne igen understrege to ting: For det første at vaccinen naturligvis har risiko for bivirkninger ligesom al anden virksom medicin. Det afgørende er hvilke bivirkninger, hvor alvorlige, og hvor hyppige. Her adskiller HPV-vaccinen sig ikke fra andre vacciner generelt, og den er både sikker og effektiv. For det andet at jeg ikke betvivler pigernes lidelser – det er årsagen, der diskuteres. Jeg er sikker på, at de har det rigtig skidt, og de fortjener at få hjælp. Jeg er kun interesseret i at finde frem til såvel årsag som behandling, hvis det er muligt, men det hjælper ingen at holde fast i en forkert konklusion. Tværtimod skaber det risiko for unødvendig død og lidelse for de mennesker, der ikke bliver vaccineret af frygt for ikke-eksisterende bivirkninger.

Det er helt umuligt for mig at gå i dybden med alle de mange ting, hun skriver, så jeg har valgt lidt ud. Måske vender jeg tilbage senere, men for nu giver det i hvert fald mig et indtryk af, hvor valide argumenterne er. Jeg har valgt ud på baggrund af, hvor specifikke hendes påstande er, om der er kildehenvisninger, jeg kan tjekke, og om det er argumenter, der bruges ofte af andre.

For fuldstændighedens skyld er her links til de fulde indlæg på Facebook med min korte beskrivelse af hendes hovedargumenter, som jeg fokuserer på i det følgende. Det er ikke en opfordring til at gå ind og kommentere men husk at opføre jer pænt, hvis I alligevel skriver.

Indlæg fra 29. januar: Ekstremt misvisende brug af data

Denne opdatering handler primært om, at der ifølge skribenten er rigtig mange alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinen, men at myndigheder og læger dækker over det og endda arbejder for at vaccinere endnu flere trods den overhængende fare ved vaccinen.

Jeg må erkende, at jeg slet ikke forstår det menneskesyn, hun lægger for dagen. Mener hun oprigtigt, at alle disse mennesker – læger, forskere, embedsmænd osv. – bevidst vælger at promovere en farlig vaccine? Hvorfor dog? Det er jo mennesker som du og jeg med søstre, døtre og koner. Skulle de bevidst vælge at skade unge mennesker, mens de er på arbejde, for så at tage hjem til familien? Det er en absurd tanke, og den er jo heldigvis ikke korrekt.

Som argument for de mange alvorlige bivirkninger henviser hun til Mercks dokumentation for Gardasil (selv om vi bruger Cervarix for tiden i Danmark) med sidetal og det hele, og så viser hun følgende billede:

Sådan som det præsenteres, kunne man jo få den tanke, at tabellen er taget fra Mercks materiale (bortset fra den medfølgende tekst), og det ser jo skræmmende ud! Er der virkelig 2.3% alvorlige bivirkninger? Bemærk sproget, der indikerer, at Merck har forsøgt at dække over tallet, men nu har de endelig afsløret det … ved at læse i det offentligt tilgængelige produktresumé.

Men kan det virkelig passe? Lad os fluks kigge på side 8 i dokumentet, som hun henviser til, så vi kan finde ud af, hvor dette tal stammer fra. Her er den rigtige tabel med medfølgende tekst, så man rent faktisk kan forstå, hvad den viser:

Hov, det er jo slet ikke det, hun påstår! Det er IKKE frekvensen af alvorlige bivirkninger men noget helt, helt andet: Forskerne har kigget på den samlede kohorte – både dem der fik Gardasil, og dem der fik placebo (enten saltvandsplacebo eller adjuvanskontrol – mere om det nedenfor). De har opgjort antallet af indrapporterede symptomer, der kan indikere en autoimmun lidelse uafhængigt af årsagen, og tabellen viser antallet af de forskellige lidelser i de to grupper. Der er ganske rigtigt 2.3% af pigerne, der fik Gardasil, som viser symptomer på mulige autoimmune lidelser – men der er også 2.3% af pigerne i kontrolgruppen, der viser disse symptomer.

Når frekvensen er den samme i interventions- og kontrolgruppen, er den videnskabelige konklusion, at vaccinen er sikker og ikke ser ud til at forårsage autoimmune lidelser. Det er jo derfor, man har en kontrolgruppe. Der er ikke evidens for, at de vaccinerede personer fik disse symptomer hyppigere end de ikke-vaccinerede.

Om det er bevidst eller ej, så er det en grov fordrejning af data, der slet ikke viser det, hun påstår. Desværre er dette et tal, der dukker op igen og igen i debatterne, så det er jo rart at vide, hvor det kommer fra, og hvad det rent faktisk dækker over: De 2.3% lader til at være baggrundsfrekvensen af mulige autoimmune lidelser, og den påvirkes ikke af vaccinen.

Hvor den tabel, hun deler, stammer fra, ved jeg ikke, men det er ikke korrekte oplysninger. Men, spørger du sikkert, når nu hun oplyser et forkert tal, hvad er den korrekte hyppighed af alvorlige bivirkninger ved vaccinen så? Det står faktisk i selvsamme dokument på siden lige før den tabel, hun så groft misrepræsenterer:

“Of the entire study population (29,323 individuals), 0.04% of the reported serious systemic adverse reactions were judged to be vaccine related by the study investigator.”

Så svaret er 0.04% … det er jo lidt noget andet.

Indlæg fra 31. januar: Aluminium er farligt! Og noget med nano…

I dette indlæg flyttes fokus over på, at bivirkningerne skyldes brugen af aluminiumadjuvans i vaccinen. Ifølge skribenten kan man ikke sige noget om sikkerheden af vaccinen, da placebogrupperne har fået aluminiumadjuvans i deres injektioner. Derudover har producenterne – igen ifølge skribenten – aldrig undersøgt, om det er sikkert at anvende aluminiumadjuvans, ligesom det er på nanoform og derfor, må man forstå, helt vildt farligt. Fordi nano.

Der er flere store problemer ved denne (meget udbredte) argumentation, der heldigvis betyder, at hun tager fejl. Hendes frygt er ubegrundet.

Det er korrekt, at de fleste (men ikke alle) studier har anvendt en placebogruppe, der fik aluminiumadjuvans i deres injektioner, eller som fik en anden vaccine i stedet, men der findes også andre, mindre studier, der anvendte saltvandsplacebo – her fra 2007 med et follow up fra 2014. Når man har valgt denne fremgangsmåde, er det for at kunne se, om de specifikke ingredienser i HPV-vaccinen forårsager negative reaktioner. Det giver jo mening, da aluminiumadjuvans har været anvendt i andre vacciner længe og har en veldokumenteret sikkerhedsprofil med lokalirritation ved injektionsstedet som den mest udbredte bivirkning:

“The aluminium adjuvants are considered relatively safe and billions of doses of vaccines, particularly DTP vaccine with aluminium phosphate or hydroxide, have been inoculated into children and infants. Cases of local reactions following administration of aluminium adjuvants in vaccines or allergen extracts, however, were reported.”

Med andre ord har det ikke været nødvendigt for producenterne at lave selvstændige studier af sikkerheden ved at anvende aluminiumadjuvans, da det allerede eksisterer i den videnskabelige litteratur. Det er ikke kun her, hun er misrepræsenterer feltet. Hendes citater fra bl.a. den medicinske teknologivurdering er ekstremt selektive. Ja, der står ganske rigtigt:

“I de publicerede studier, hvor HPV-vacciner har været undersøgt har placebovacciner indeholdt adjuvans, hvilket kan forklare, at der har været stort set den samme forekomst af bivirkninger i vaccine og kontrolgrupperne”

Hun nævner bare ikke, at de igennem hele rapporten beskriver hvilke bivirkninger – bl.a. på selvsamme side lige oven over citatet:

“Lokale reaktioner som ømhed, rødme og hævelse kan ofte delvis tilskrives effekt af adjuvans. Adjuvans kan også medvirke til reaktioner som knudedannelse (granulom) eller sterile bylder (abscesser) ved injektionsstedet. Endelig kan kombinationen mellem et effektivt adjuvans og vaccineantigen betyde, at flere vaccinerede får generelle (systemiske) reaktioner, som feber og generel sygdomsfornemmelse efter vaccination.”

Så, ja, der er velkendte bivirkninger, men de er meget milde. Det er også vigtigt at huske på, at som med alt andet er det mængden, der er afgørende. Aluminium er et af de mest udbredte grundstoffer i naturen, hvor det udgør 8% af Jordens overflade, og det findes overalt – i mad, vand og vores krop. I store mængder er det toksisk, som mange andre metaller, men aluminium er ikke et af de farligste metaller. Der er evidens for mulige skadelige effekter ved et dagligt indtag på omkring 40 mg/kg kropsvægt.

Her er det interessant at kigge på et andet metal, som mange glædeligt spiser i kosttilskud: Jern er giftigt allerede ved et indtag på 20 mg/kg kropsvægt – og dødeligt ved 60 mg/kg kropsvægt. Blot for lige at sætte tingene i perspektiv (og, nej, jeg anbefaler ikke at droppe jerntabletterne, hvis du har fået dem ordineret).

Men hvad med vaccinerne? Cervarix indeholder 0.5 mg aluminium per dosis, Gardasil indeholder 0.225 mg aluminium, og Gardasil-9 indeholder 0.5 mg aluminium. Det er meget langt fra en eventuel grænse for toksicitet. Det er også interessant, at modstanderne af HPV-vaccinerne peger på, hvor farlig vaccinen er på grund af adjuvansen. De er muligvis ikke klar over, at en anden vaccine, der gives til stort set alle børn, indeholder dobbelt så meget aluminium som Cervarix og Gardasil-9: DiTeKiPol-vaccinen indeholder 1 mg aluminium per dosis, men vi ser interessant nok ikke en masse børn med de samme påståede bivirkninger.

Hvorfor det skulle blive mere farligt af at blive kaldt nano, ved jeg ikke, men der er vel også grænser for, hvor store aluminiumspartikler hun vil have os til at injicere. Enkeltmolekyler er helt naturligt ret små…

Hun refererer også til en artikel, der ifølge hende beskriver:

“specifikke undersøgelser af aluminium adjuvansen i vacciner, der dokumenterer toksitet og kronisk tilstande, som desværre ikke nedbrydes naturligt, men som resulterer i autoimmune reaktioner og skader på celleplan og DNA. Dokumentationen viser tydeligt at flere personer bliver invaliderede og meget alvorligt syge af HPV vaccinen.”

Der er en række problemer med dette ret ringe studie. Først og fremmest viser artiklen slet ikke det, hun påstår. Det er ikke en specifik analyse af aluminiumadjuvans, der er ingen dokumentation af toksicitet, og der er ingen bevis for invaliderede personer. I stedet har de taget godt 40 vacciner og analyseret ca. 20 μl fra hver med et elektronmikroskop. Der er overhovedet ingen forsøg med toksicitet, og det er en generel analyse af indholdsstofferne.

Prøverne udtørres under vakuum, hvilket selvsagt betyder, at bl.a. salte fælder ud. Det giver nogle fine billeder, som man åbenbart også kan skræmme folk med. For der er PARTIKLER i vaccinen!

Interessant nok giver de ingen koncentrationer, hvilket ellers er temmelig relevant viden, fordi det er koncentrationen, der afgør eventuel toksicitet. I stedet opgiver de “antal partikler”, som de har talt manuelt, hvilket ikke er den mest troværdige metode. I Cervarix finder de eksempelvis 1569 partikler!!! Det er jo skræmmende mange, ikke? Især når de også skriver nogle uhyggeligt udseende kemiske formler som CaSiAl (hvilket i sig selv er misvisende, da de ikke har fundet dette stof men hvert element for sig – altså Ca, Si og Al).

Man kunne selvfølgelig prøve at regne fra antal partikler til molær koncentration, hvilket jeg ikke har gjort, men min hovedregning siger mig, at vi taler om forsvindende små mængder (det viser sig, at andre har lavet dette regnestykke for mig – deres analyser viser faktisk det modsatte af det, der påstås fra vaccinemodstanderne: De testede vacciner er ekstremt rene).

Endnu værre: Der er ingen kontroller! Hvor meget ville de finde i rent vand? Det ved vi ikke. Ergo er det ubrugelig information, da det ikke sammenholdes med en blank prøve. Det er en helt elementær videnskabelig fejl, de begår.

Og fik jeg nævnt, at artiklen er publiceret i et tidsskrift fra MedCrave, der ikke ligefrem udstråler “høj videnskabelig standard”?

Indlæg fra 19. februar: Anmeldte bivirkninger og erstatninger

I den sidste opdatering, jeg har valgt, kigger hun på anmeldelser til og erstatninger fra Patienterstatningen. Budskabet er, at indtil 2013 fik en stor andel tilkendt erstatning for skader efter HPV-vaccinen, men efter 2013 er det gået i stå, og ingen har fået erstatning. Der er et eller andet fordækt på  spil, fornemmer man, hvor systemet ignorerer de syge piger.

Men er det nu også rigtigt? Hendes argument er, at indtil 2013 var der 10 anmeldte HPV-vaccineskader, hvoraf 2 fik tilkendt erstatning. Det er jo en meget høj rate på 20%. Herefter er antallet af anmeldelser eksploderet, men ingen får tilkendt erstatning.

Hvad siger tallene så? HPV-vaccinen blev indført 1. januar 2009, og indtil september 2013 (dvs. på knapt 5 år) blev der ganske rigtigt tilkendt erstatning i 2 sager – hvad hun glemmer at nævne er, at der er tale om alvorlige men heldigvis meget sjældne bivirkninger, der kendes fra vaccinationer generelt. Der er altså ikke tale om noget, der har specifik med HPV-vaccinen at gøre. Det er ret væsentligt.

Derudover misrepræsenterer hun tallene ved at sige, at 2 ud af 10 anmeldelser gav erstatning uden at gå mere i detaljer. Der var i perioden 28 anmeldelser, hvoraf de 10 var afgjort, og 2 gav erstatning.

Men hvad er der så sket siden? Det er jo faktisk så heldigt, at vi i Danmark har adgang til rigtig meget information om disse ting – bl.a. tal for anmeldelser, kategorisering som alvorlig eller ej, og de trufne beslutninger med argumenterne opsummeret. Hvorfor hun har valgt tallene op til 2013, ved jeg ikke, men jeg fandt nogle nyere tal fra slutningen af 2015 (tallene til og med 2016 kommer nok snart). De inkluderer tallene efter TV2s dokumentar og alle de mange artikler i tabloidpressen.

Ud af 257 anmeldelser er de 205 blevet afvist, de 3 har givet erstatning, og de resterende 49 må man formode endnu ikke var afgjort. Altså blev der, som hun skriver, tilkendt erstatning i 2 tilfælde fra 2009 til 2013, og efterfølgende endnu et tilfælde frem til 2015. Det virker jo ret konsekvent, vil jeg mene. I en tidligere beskrivelse med lidt flere detaljer kan man se, at de 3 tilkendte erstatninger ikke drejer sig om bivirkninger, der er specifikke for HPV-vaccinen, men om allerede kendte men meget sjældne bivirkninger ved vaccinationer generelt. Derudover kan man læse, at de anmeldte bivirkninger i mange af de afviste sager var til stede før vaccinationen, og at der på det tidspunkt kørte 11 ankesager.

Hendes forsøg på at få det til at se ud som om, at myndighederne behandler sagerne på en mistænkelig måde, falder lidt til jorden, når man finder ud af, hvor meget information, der ligger frit tilgængeligt. Du kan læse kvartalsoversigten over indrapporterede bivirkninger, ligesom Lægemidddelstyrelsen har en hyppigt opdateret side dedikeret til rapporter om bivirkninger ved HPV-vaccinen. Informationerne er der. Det er blot et spørgsmål om at læse dem.

Tilføjelse efter udgivelse: Jeg har ændret teksten lidt omkring de to tabeller i første del for at gøre det helt klart, hvor tabellerne stammer fra.

Til foredrag om “HPV-vaccinen – hvad nu?”

I slutningen af marts var jeg til debatmøde om HPV-vaccinen på Panum arrangeret af Onkologisk Selskab for Medicinstuderende. Det var et rigtig godt arrangement, hvor der var tre oplægsholdere. Jeg vil her kort give et par højdepunkter.

Elsebeth Lynge

Den første taler var professor Elsebeth Lynge fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Hun gav en rigtig god gennemgang af, hvad sammenhængen mellem HPV-infektion og livmoderhalskræft er, hvordan vaccinen er udviklet, og ikke mindst de store studier bag – herunder sammensætningen af kohorter.

Nogle af de vigtigste pointer herfra var, hvordan effekten af vaccinen afhænger voldsomt af, hvilken gruppe man tilhører: Er man “HPV-naiv” dvs. usmittet? Har man tidligere været inficeret? Eller har man en aktiv infektion? Som bekendt yder vaccinen effektiv beskyttelse imod de inkluderede HPV-varianter, men graden af beskyttelse afhænger i høj grad af, hvornår man vaccineres.

Den bedste beskyttelse opnås, hvis man vaccineres inden den seksuelle debut, så man aldrig har været udsat for smitte – her er beskyttelsen omkring 90% på populationsniveau. Hvis man tidligere har været smittet, falder beskyttelsen til ca. 80%. Hvis man oven i købet har en aktiv HPV-infektion, falder den yderligere til under 20%. Det taler i høj grad for, at vaccinationen skal foretages i en ung alder, hvor man får det fulde udbytte.

Det er vigtigt i forhold til alle de forældre, der lige nu venter og ser: Jo længere tid du venter, jo højere risiko for at dit barn ikke bliver beskyttet. Det er vigtigt at huske.

Elsebeth Lynge gennemgik også de studier, der ligger til grund for, at man er gået fra 3 til 2 doser. Ja, hun viste også foreløbige resultater, der peger på, at man måske kan gå ned til 1 dosis. Det er dog ikke afgjort endnu, men det ville især have stor effekt i U-lande, hvor der er store problemer i forhold til logistik og opbevaring, og hvor HPV-infektioner er et endnu større problem end eksempelvis herhjemme i Danmark. Hun viste også nogle interessante grafer:

Solid Fabric Backdrops for photography

Graferne viser sammenhængen imellem dækningen (hvor mange procent piger og drenge, der er vaccineret) på x-aksen og reduktion i HPV-infektioner på y-aksen. Hvis kun piger bliver vaccineret (grafen til venstre), skal dækningen være omkring 80%, før også drengene oplever en rimelig beskyttelse. Hvis man vaccinerer både drenge og piger (højre), skal dækningen hos begge køn være omkring 60% for at opnå en art flokimmunitet på godt 90%. Med faldende tilslutning hos pigerne er det i mine øjne et godt argument for også at vaccinere drengene.

Jesper Mehlsen

Den anden oplægsholder var overlæge Jesper Mehlsen fra Synkopecenteret på Frederiksberg, der jo har fået henvist mange af de piger, det drejer sig om. Jeg havde set frem til netop dette oplæg, da Mehlsen ofte bliver brugt af de grupper, der arbejder imod HPV-vaccinen. Så hvad havde han fundet ud af?

Lige en indledende disclaimer: For det første er der tale om foreløbige resultater, der endnu ikke er udgivet og derfor heller ikke har været igennem peer review på nuværende tidspunkt. Tingene kan derfor ændre sig med tiden. Der mangler også en kontrolgruppe, hvilket gør det umuligt at konkludere noget om kausalitet, da man jo skal have et sammenligningsgrundlag for at udtale sig om forskelle. Dette arbejdes der dog på, og Jesper fortalte mig, at de har rekrutteret godt 100 piger til en kontrolgruppe. Det bliver spændende at følge.

Som jeg forstår det, består kontrolgruppen af vaccinerede piger uden symptomer, hvilket kan bruges til at sige noget om forskelle på disse to grupper (vaccinerede med og uden symptomer). Dette er dog i mine øjne ikke helt nok, og man burde også inkludere ikke-vaccinerede piger med og uden symptomer. Så kan man kigger efter signaler, der adskiller hhv. vaccinerede/ikke-vaccinerede og syge/symptomfri. Uden denne akse er dette ikke muligt. For at komme tættere på spørgsmålet om kausalitet burde man oplagt også se på frekvensen af disse symptomer og biomarkører blandt vaccinerede sammenlignet med den almene befolkning.

Lad mig starte med konklusionen, som alle jo venter på: Mehlsen og hans gruppe har ikke påvist en sammenhæng imellem HPV-vaccinen og de symptomer, som pigerne lider af. Det gjorde han klart både inden og under foredraget. Desværre kom han stadig til at omtale det som “bivirkninger” undervejs, ligesom han kom til at kalde pigerne “bivirkningsramte”. Det er jo uheldigt, når data (endnu) ikke underbygger det. Det skal dog også nævnes, at han fortsat anbefaler vaccinen, selv om hans strategi ikke er den officielle og fortsat mangler håndfaste argumenter: Nemlig 1 dosis Gardasil-9 ved 9-års alderen.

Følgende er baseret på mine noter, så jeg kan have skrevet nogle tal forkert eller misforstået noget – jeg skal nok opdatere indlægget, hvis jeg bliver gjort opmærksom på fejl.

Jesper startede med at gennemgå de symptomer, han havde observeret: Hovedpine, træthed, føleforstyrrelse, besvimelse og meget andet. Det var interessant nok primært catch-up gruppen, det drejede sig om – dvs. unge kvinder der fik vaccinen senere end de anbefalede 12 år og igen uden evidens for en kausal sammenhæng. Det er dog relevant i forhold til hele debatten, der jo oftest drejer sig om pigerne, og hvor mange vælger at vente (hvilket jvf. Elsebeth Lynges indlæg er en dårlig idé).

Der havde været 793 henvisninger til Synkopecenteret siden 2011. Patienterne selvrapporterede starten på deres symptomer, og i dette studie kiggede de på den delmængde, hvor starten lå indenfor 2 måneder af vaccinationen (med alle de usikkerheder, der ligger i det). De havde analyseret 66 blodprøver, men jeg er ikke helt sikker på, om det er den fulde patientgruppe, eller om de fortsat er i gang med prøverne.

Det var et kort oplæg, hvor man ikke kunne nå at gå i detaljer, men indtil videre tyder det på, at patienterne lider af en autoimmun lidelse. Mehlsen nævnte bl.a. genet HLA-DQB1, der er impliceret i andre autoimmune lidelser såsom diabetes, cøliaki og multipel sklerose. De analyserede blodprøver viste også antistoffer imod forskellige receptorer, der passer på de rapporterede lidelser: M2, NOP og beta2, der bl.a. er involveret i hjerterytme, migræne og fordøjelse. Han nævnte også, at de havde positive erfaringer med behandling med betablokkere, ligesom nogle af patienterne havde brugt cannabisolie til smertebehandling.

Det er jo positivt, hvis hans forskning kan hjælpe pigerne og nå frem til en forklaring og en mulig behandling. Det er værd at hæfte sig ved. Som nævnt er der fortsat ingen evidens for en kausal sammenhæng mellem lidelserne og vaccinen, men hvis det er en autoimmun lidelse, er vi da blevet klogere. Det ærgrer mig derfor, at man fortsat kobler det op på vaccinen.

Bolette Søborg

Den tredje og sidste oplægsholder var Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen. Hun fortalte mest om deres opfattelse af debatten og om årsagerne til faldet i tilslutningen – og ikke mindst om deres tiltag på området. Bolette viste en interessant graf over antal Google-søgninger, og der var nogle sigende udsving: Generelt var emnerne ikke særlig populære, men bivirkninger ved vaccinen lå lavest. Da Mira Wanting døde af livmoderhalskræft i 2012, var der en voldsom interesse i “HPV infektion” og livmoderhalskræft. Da TV2 sendte deres dokumentar om “De vaccinerede piger” i 2015, var der tilsvarende en voldsom interesse for HPV-vaccine og bivirkninger. Siden da har billedet ændret sig markant, som vi alle ved.

Bolette præsenterede også data fra Sundhedsstyrelsens befolkningsundersøgelse. Baseret på deres interviews er godt 50% af befolkningen tilhængere af vaccinen, ca. 33% er i tvivl, og de sidste ca. 17% er direkte imod. Det er interessant, at man kan have 50%, der synes godt om vaccinen, mens vi kun ser en tilslutning på 15-20% … måske er folk ikke helt ærlige, eller også er der mange, der venter på Gardasil-9 i stedet. Der var også store forskelle i, hvor man opsøgte information om vaccinen – om man gik til lægen, spurgte fagfolk eller benyttede Facebook. Hun fortalte også, at det – ligestilling til trods – fortsat primært er moderens beslutning, om datteren skal vaccineres eller ej.

Tak til Onkologisk Selskab for Medicinstuderende for arrangementet.

***

Tilføjet den 9/4-2017: Efter udgivelse fik jeg nogle spørgsmål om kontrolgrupper, og jeg har derfor tilføjet et afsnit.

En HPV-tretrinsraket

Jeg ved godt, at der er andet i livet end HPV-vaccinen, livmoderhalskræft og uvidenskabelig vaccinationsmodstand. Ikke desto mindre kommer der lige et tredje indlæg om emnet fra mig som opfølgning på mine to tidligere indlæg her og her. Der er nemlig sket tre ting, der fortjener en hurtig kommentar.

1) Omtale på Vaccinations Forum

Lad os starte i den lettere ende: På hjemmesiden vaccineinfo.dk kan man læse om Vaccinations Forum, der – ifølge deres egen beskrivelse – er en objektiv forening. De “er principielt hverken for eller imod vaccinationer”. Det lyder jo godt. Det kræver dog ikke mange minutter på hjemmesiden, før man får indtryk af noget ganske andet – det er de klassiske antivaccinationsargumenter, man hører igen og igen. Uvidenskabeligt, konspiratorisk, misinformerende og frygtskabende. Det er også en forening, hvor formanden Else Jensen havde et fantastisk svar, da hun i Kristeligt Dagblad blev præsenteret for noget så træls som fakta og statistik:

“Jeg havde håbet, at vi ikke skulle ud i at tale i tal og måle værdien ud fra, hvor mange, der bliver skadede eller syge.”

For det er jo helt irrelevant at se på antallet af bivirkninger i forhold til antallet af sygdomstilfælde, man forebygger…

Nå, de har skrevet en artikel, der bl.a. henviser til mit forrige blogindlæg, hvor jeg kritiserer overlæge Kim Varming, fordi han kræver studier, der ‘beviser’ HPV-vaccinens virkning. Som jeg forsøger at forklare, er hans krav absurd, fordi det ville forudsætte et dybt uetisk forskningsprojekt. Heldigvis har Vaccinations Forum en løsning, som de kækt fremhæver er blevet overset af både undertegnede og eksperter i HPV-vaccinen: Man behøver da ikke lave et dobbeltblændet, kontrolleret studie (sådan som Varming ellers antyder) – man kan jo bare følge populationen og tælle antallet af livmoderhalskræft i den vaccinerede vs. den ikke-vaccinerede del. Tada! Dumme forskere.

Det sjove er bare, at det netop var min pointe: Etisk og praktisk kan man kun gøre det retrospektivt ved at se på incidensen i vaccinerede vs. ikke-vaccinerede piger. Man må også se på de eksisterende studier, der viser, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion fra bestemte vira. Da vi derudover ved, at HPV-infektion kan medføre celleforandringer, og at celleforandringer kan føre til kræft, kan man så regne på det forventede antal kræfttilfælde og dødsfald, man forhindrer ved f.eks. at vaccinere en årgang. Der er derfor en klar og videnskabeligt velunderbygget forventning om, hvad der vil ske. Men – som både jeg, Sundhedsstyrelsen og andre har pointeret – kan det reelle antal først gøres op om mange år. Indtil da er det eneste etisk forsvarlige valg at lade piger (og drenge) vaccinere. Jeg vil også endnu engang understrege, at man ikke kun skal fokusere på antallet af dødsfald efter livmoderhalskræft. Der er flere andre kriterier, der er væsentlige: Følgevirkninger af cancer og behandling (smerter, inkontinens, barnløshed osv.), andre former for cancer, andre sygdomme osv.

Det interessante er her, at en forening af vaccinationsmodstandere foreslår, at vi gør netop det, vi er i gang med. Tak for det.

Det er også væsentligt at fremhæve en anden detalje: Inden vaccinerne blev godkendt, har de selvfølgelig været igennem omfattende kliniske studier, hvor bl.a. bivirkninger er blevet undersøgt. Derudover bruger man jo netop den metode, vaccinationsmodstanderne her foreslår (og som man må formode, at de finder brugbar), til løbende at holde øje med indrapporterede bivirkninger, og man kan konstatere, at der ikke er evidens for en højere frekvens af alvorlige bivirkninger i den vaccinerede del af befolkningen. Så må de vel anerkende, at der ikke er videnskabelig dokumentation for de påståede bivirkninger?

2) HPV-magasin fra Dansk Handicap Forbund

Så til noget lidt mere alvorligt. Dansk Handicap Forbund er en fantastisk forening, der har eksisteret siden 1925. De yder en stor og vigtig indsats for mennesker med bevægelseshandicap i form af f.eks. hjælp til kompensation, rettigheder og fællesskab, ligesom de arbejder for at sikre tilgængelighed i byrummet generelt, så man ikke ekskludere mennesker med handicap. Da nogle af de såkaldte HPV-piger jo netop lider af bevægelseshandicap, er det oplagt og prisværdigt, at Dansk Handicap Forbund også kæmper deres sag.

Jeg har tidligere skrevet, at der jo ikke er nogen tvivl om, at pigerne lider, og at de skal have hjælp og udredning, så man kan yde dem den bedst mulige behandling.

Hvad jeg har advaret om, og som jeg stadig vil understrege, er, at hvis man på forhånd har låst sig fast på en forklaring, så udelukker man samtidig alle andre mulige forklaringer. Hvis man derfor – stik imod den videnskabelige dokumentation – holder fast i, at HPV-vaccinationen er årsagen til pigernes lidelser, så risikerer man altså aldrig at finde den rigtige årsag. Det tjener hverken de ramte piger eller samfundet generelt. I stedet må målet være at finde ud af, hvad pigerne fejler, og hjælpe dem bedst muligt.

Nu har Dansk Handicap Forbund udsendt “HPV-magasinet” med det prisværdige mål at få nuanceret debatten. Det kan jeg kun bakke op om. Desværre synes jeg ikke, at foreningen lever helt op til målet. Magasinet er på mange måder mere balanceret end flere andre publikationer, men der er stadig en del problemer, og der er en i mine øjne tydelig underliggende antagelse om, at HPV-vaccinen er skyld i disse alvorlige bivirkninger. Det er problematisk.

En positiv ting er, at de i starten af magasinet skriver, at vaccinen virker, og at man forventer at forhindre omkring 1400 tilfælde af cancer og omkring 280 dødsfald om året. Jeg synes godt, man kunne have gjort mere ud af at fremlægge den gode videnskabelig evidens for, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion og derfor må forventes at forebygge cancer (jvf. ovenfor), men det kan diskuteres. De kommer desværre heller ikke ind på alle de andre alvorlige følgevirkninger, der kan komme af en HPV-infektion – ikke bare dødsfald men også inkontinens, smerter, barnløshed osv. Meget af magasinet er enten interviews med piger eller fagfolk, der er kritiske. Det farver alt andet lige budskabet, og det er efter min smag for meget pathos og for lidt fakta.

De oplister en række studier, som de giver et kort resumé af. Desværre er det ikke alle, der har fulde henvisninger, hvilket gør det svært at finde originalartiklerne. Jeg har heller ikke haft tid til at gennemgå alle artikler men startede fra en ende af:

  • “Det dansk-svenske studie”: De refererer helt korrekt, at dette ret omfattende studie ikke fandt en sammenhæng imellem HPV-vaccinen og 53 alvorlige bivirkninger. Som kritik skriver de så, at studiet ikke kigge på POTS, hvilket er korrekt – det var ikke en parameter, så derfor kan de ikke udtale sig om denne diagnose. Intet studie er komplet, og det er ikke en fair kritik. Man kunne i stedet pege på de store randomiserede, kontrollerede studier [1, 2, 3], der ikke har fundet symptomer på POTS eller CRPS.
  • “Spansk Studie”: Referatet er fejlbehæftet, da der bliver rodet lidt rundt i tallene. Artiklen kigger på frekvensen af synkope (besvimelse) og krampeanfald efter vaccination. Tallene for HPV-vaccinen er 17 tilfælde af synkope ud af 100,000 doser (6.4 ud af 100,000 doser for andre vacciner) og 3.2 tilfælde af krampeanfald ud af 100,000 doser (0.4 for andre vacciner). Der er altså øget frekvens for HPV, men konklusionen i artiklen (som udelades i magasinet) er (SAR: Serious Adverse Reaction):

“the overall information obtained on SARs following the qHPV vaccine suggests a good safety profile.”

  • “Amerikansk studie”: Det første, der springer mig i øjnene, er forfatternavnene: Det er far/søn-duoen Mark og David Geier, der tidligere har været i vælten for uetisk forskning. Faderen er læge men ikke uddannet i vacciner, og hans søn er bachelor i biologi men har ingen lægelig uddannelse. De har været i vælten før, da de anbefalede kemisk kastration af autistiske børn, og Mark Geier mistede da også sin autorisation i 2011. De tilhører den uvidenskabelige gruppe af propagandister, der stædigt holder fast i, at kviksølv i vacciner giver autisme. Ingen burde tage “forskning” fra dem seriøst.
  • “Data fra 13 lande peger på invaliderende symptomer efter HPV-vaccinen”: Dette studie fremstilles ikke retvisende, og afsnittet om “kritik” får det til at lyde som om, at det kun kan kritiseres for ikke at passe med EMAs konklusion. For det første er det en spørgeskemaundersøgelse, hvilket ikke er nær så stærkt som et reelt klinisk studie. Det er kun 45 respondenter, og de er udvalgt ved at kontakte personer, der havde indrapporteret svære lidelser – det siger altså intet om frekvensen i forhold til en kontrolgruppe. I stedet starter artiklen med at sige, at flere af de omtalte lidelser har overlappende symptomer, hvilket gør det svært at adskille dem fra hinanden. I dette studie udspørger de patienterne detaljeret for at inddele dem i tre grupper for at give et mere detaljeret billede. Det er det hele. Man kan ikke konkludere noget om hyppighed eller andet, da alle deltagere jo netop havde lidelser.

Selvfølgelig er der bivirkninger ved HPV-vaccinen ligesom der er ved al anden medicin, der har en effekt. Spørgsmålet er hvilke bivirkninger, hvor hyppige og hvor alvorlige. Jeg kan sagtens sætte mig i forældrenes sted, og jeg forstår til fulde deres ønske om en forklaring og om muligt behandling af deres børn. Det er klart, og jeg ønsker dem og deres børn alt det bedste.

Det er bare vigtigt at se på data og holde den reelle risiko for at få en alvorlig bivirkning op imod risikoen for en HPV-infektion og de virkninger, det kan have.

3) Analyse af de danske indrapporterede bivirkninger

Endelig er der netop kommet en undersøgelse i Ugeskrift For Læger, der er den første samlede rapport, der ser nærmere på de indrapportede bivirkninger efter HPV-vaccinen i Danmark. Selve introduktionen er god og giver en hurtig gennemgang af fakta:

  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 70-90% af livmoderhalskræft (afhængigt af udgaven).
  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 90% af kondylomer (kønsvorter).
  • Gardasil har medført et signifikant fald i antallet af kondylomer i Danmark.
  • HPV-vaccinerede kvinder i Danmark har 70-80% lavere risiko for celleforandringer i livmoderhalsen.
  • Der har været et drastisk fald i tilslutningen til vaccinen: 82% af piger født i 1998-2000 fik alle tre anbefalede doser, mens kun 18% af piger født i 2002 fik alle tre doser.
  • Siden HPV-vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark den 1. Januar 2009, er over 500,000 piger og kvinder blevet vaccineret. Antallet af mænd er knapt 13,400.

Artiklen gennemgår vores viden på området og er anbefalelsesværdig. Den samlede frekvens af alvorlige bivirkninger ligger på ca. 0.1% af vaccinerede personer, men der har været en markant stigning siden 2012. Der er bl.a. en ret sigende graf, der viser udviklingen i indrapporterede bivirkninger over tid, og som har en markant stigning på det tidspunkt, hvor det blev en sag i medierne.

Nu skal man passe på med at sammenblande korrelation og kausalitet, men der er gode grunde til at antage, at der kunne være en sammenhæng.

HPV-debatten tager endnu en tur

Debatten om HPV-vaccinen dukker op i medierne igen og igen. Jeg skrev tidligere et længere indlæg om sagen, og dette blog-indlæg er en redigeret og udvidet udgave af en opdatering, jeg skrev på Facebook.

Hvis man har fulgt med, ved man, at der for nylig udkom en rapport fra EMA (European Medicines Agency), der endnu engang understregede, at HPV-vaccinen er sikker, og at der ikke er evidens for en sammenhæng mellem de indrapporterede bivirkninger og vaccinen. Denne rapport blev for få dage siden kritiseret af bl.a. Peter Gøtzsche. Denne kritik går mere på formen end på indholdet, og jeg er enig i dele af den – bl.a. at EMA ikke burde have kritiseret en navngiven forsker, og at de til tider fremstår for firkantede. Som jeg selv nævner i mit oprindelige indlæg, så bør man tage pigerne alvorligt, da de jo lider og har det dårligt, og man bør ikke affeje dem. Omvendt skal man – som EMA også gør – stå fast på, at der ikke er evidens for, at deres lidelser skyldes vaccinen, og det er det væsentlige.

Nu udtaler overlæge Kim Varming fra Aalborg Universitet så kritik af Sundhedsstyrelsen, fordi den – ifølge overlægen – vildleder befolkningen ved at hævde, at HPV-vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft. Han går endda så vidt som til at anklage Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm for videnskabelig uredelighed, hvilket er den mest alvorlige anklage imod en forsker, man kan komme med. Der er ikke foretaget studier, der beviser, at vaccinen redder liv, mener Varming, og derfor handler Sundhedsstyrelsen uredeligt.

Og det er rigtigt – disse studier findes ikke!

Men det er en absurd stråmand, han kommer med, og det overrasker, at en person med forskningserfaring kan rejse denne kritik. Hvordan forestiller Kim Varming sig, at man skulle opstille et sådan forskningsprojekt og få den nødvendige etiske godkendelse? Det ville aldrig komme til at ske, da man per definition ville være nødt til at lade forsøgspersoner dø undervejs for at få bevist virkningen. Skulle man lade to grupper af kvinder – en vaccineret gruppe og en kontrolgruppe – udvikle celleforandringer uden at gribe, før det udviklede sig til cancer – og så stadig ikke gribe for at man kan tælle antallet af dødsfald? Jeg håber, at det blot drejer sig om, at overlægen ikke lige har fået tænkt tanken til ende og blev fanget af et farvet spørgsmål.

Faktum er, at HPV-eksperter internationalt (og det dækker hverken overlægen eller undertegnede) er enige om følgende:

  • HPV-infektion er en nødvendighed for at udvikle langt de hyppigste former for livmoderhalskræft, og den kan føre til andre former for kræft og kønsvorter.
  • HPV-vaccinerne beskytter mod infektion af de udvalgte HPV-typer, der findes i vaccinerne.
  • Ved at beskytte mod infektion, beskytter HPV-vaccinerne derfor imod forstadier til kræft. Dette er bevist.
  • At der er færre HPV-infektioner vil føre til færre celleforandringer, hvilket oplagt vil lede til færre kræfttilfælde og færre dødsfald.

Som nævnt er jeg enig i noget af den kritik, der er blevet rejst omkring EMAs måde at udtale sig på – det var dumt og kritisabelt ikke blot at holde sig til fakta. Dernæst skal Sundhedsstyrelsen lære at kommunikere bedre, da den nuværende strategi tydeligvis ikke virker.

Det er tankevækkende, at Informations artikel starter med at nævne, at “internationale eksperter” bakker overlægen op. Det lyder jo som om, at hele den internationale forskerverden er imod Sundhedsstyrelsen. Dette er slet ikke korrekt. Konsensus på området er klar og er på linie med den danske politik. I stedet har Information gravet en kendt vaccinemodstander frem i form af professor Christopher Shaw, der tidligere har lavet tvivlsom forskning på området og bl.a. har måttet trække en artikel om HPV-vaccinen tilbage. De nævner også Diane Harper, der igen og igen bliver misrepræsenteret af medierne.

Det er en skam, at der er så meget dårlig journalistik på området, hvilket nok er en af hovedårsagerne til, at tilslutningen til HPV-vaccinen i Danmark er skræmmende lav. Jeg tilhører klart den gruppe, der mener, at vi vil komme til at se resultatet i dødsstatistikkerne om føje år.

Edit: Jeg kom til at omtale Kim Varming som professor. Det er nu rettet til overlæge.

Er GMO en god ide?

Da jeg for nylig skrev om HPV-vaccinen i et forsøg på at få lidt flere nuancer og lidt mere fakta ind i debatten, havde jeg ikke regnet med den voldsomme diskussion, det medførte på Facebook. Hvis der er et andet emne, der kan bringe følelserne frem i folk, så er det åbenbart diskussionen om genmodificerede organismer (GMO). Jeg blev for nylig opfordret til at deltage i en debat om dette emne på Facebook, og det var en voldsom oplevelse… Ikke desto mindre er det et emne, der i mine øjne er så vigtigt, at jeg vover pelsen atter engang. Hvad er den videnskabelige konsensus egentlig, når det kommer til GMO? Bør vi forbyde brugen af GMO? Er det sundhedsskadeligt? Eller er frygten baseret på uvidenhed?

Det er måske på sin plads hurtigt at definere GMO: Det er enhver organisme, hvor man har brugt genteknologi til målrettet at modificere organismens DNA. Det kan være, at man har taget et gen fra én organisme og indsat i en anden, eller at man har lavet ændringer direkte i organismens eget DNA. Det er en langsommelig og kostbar proces, og det er bestemt ikke ligetil at få en ønsket egenskab udtrykt i en specifik art. Hvis det endelig lykkes, er det (heldigvis) heller ikke ukompliceret at få den sikkerhedsgodkendt og frigjort til dyrkning. Målet for forskerne kan for eksempel være at skabe varianter, der bedre kan overleve tørke eller hedebølger, som er mere næringsrige, eller som kan gøre dem resistente overfor bestemte skadelige organismer.

Det er også relevant at forklare (meget kort og forsimplet), hvordan man i dag prøver at fremavle varianter med nye egenskaber uden brug af genteknologi. Du skal have to varianter af den art, du arbejder med – en allerede anvendt god variant, og en ny variant med den ønskede egenskab. Man skal så krydse de to, hvilket giver f.eks. frø med en blanding af DNA fra de to forældre. Frøene skal sås ud og vokse op, og nogle af de nye planter vil have den ønskede egenskab og nogle (men ikke alle) de gode ting fra den allerede anvendte variant. Dem kan man så arbejde videre med ved f.eks. at krydse dem tilbage med den oprindelige anvendte variant, således at man arbejder sig hen imod en ny variant, der har den nye egenskab og de fleste gode ting fra den allerede anvendte variant. Dette er meget langsommeligt, arbejdstungt og kompliceret, og man er ikke garanteret, at det virker.

Det interessant spørgsmål til dig, kære læser, er: Hvor kommer varianten med den nye egenskab fra? Tænk lidt over det…

I princippet kan man godt forestille sig, at man finder en naturligt forekommende variant derude et sted, som har en eller anden ønsket egenskab. Det er dog meget usandsynligt. I stedet bruger man andre metoder, hvor man udsætter eksempelvis frø for stråling eller kemikalier, der laver tilfældige, talrige og ofte store ændringer i cellens DNA – det kan være enkelte mutationer eller store stykker, der ødelægges. Disse frø kan man så plante ud og se, hvad der sker. Således opbygger man store frøbanker, og hvis man er heldig, får man en variant med en interessant egenskab.

Den målrettede procedure, hvor man specifikt ændrer et eller flere gener, kaldes GMO og er generelt ikke velanset. Den mere tilfældige procedure, hvor man ikke ved hvilke og hvor mange ændringer der er i organismens DNA, er ikke GMO og derfor accepteret. Under alle omstændigheder er det et faktum, at vi mennesker har grebet – og stadig griber – voldsomt ind i naturens gang, når det kommer til eksempelvis de afgrøder, vi alle tager for givet. Er det et problem? Ikke i sig selv. Er det problemfrit? Ikke nødvendigvis.

Disclaimer

Baseret på mine erfaringer fra HPV-debatten er det nok nødvendigt at pointere et par ting til at begynde med – og så kan jeg jo kun håbe på, at folk tror mig: Jeg er ikke betalt af Monsanto eller andre GMO-virksomheder. Jeg har faktisk aldrig arbejdet med GMO som sådan (om end en del af det data, jeg har set i tidens løb, naturligvis kommer fra genmodificerede organismer). Jeg har ingen interesser i GMO, men jeg brænder for, at vi baserer vores valg på den bedste forhåndenværende viden. Uenighed er fint, men lad det ske på et fagligt fundament. Jeg køber selv i vid udstrækning økologiske varer – om end ikke eksklusivt – og jeg ser helt oplagte fordele i f.eks. at minimere brugen af pesticider og forbedre dyrevelfærden. Jeg har dog også nogle problemer med den nuværende definition af økologisk landbrug såsom brugen af homøopatisk “medicin” og modstanden imod netop GMO.

Min egen holdning er klar: GMO som teknologi kan bruges både godt og skidt, og at gå ind for et generelt forbud er helt forfejlet og vidner i udstrakt grad om manglende faktuel viden og en ubegrundet teknologiforskrækkelse. Det betyder ikke, at vi skal tillade alt, eller at der ingen problemer kan være. Netop fordi GMO er et ret kompliceret emner, er dette indlæg på ingen måde fyldestgørende, men jeg vil forsøge at indsætte relevante links, så man kan læse videre selv.

Anti-GMO som bevægelse

Hvis man har fulgt debatten i noget tid, er det ret tydeligt, at der er en del lighedspunkter med andre grupperinger, der går imod den videnskabelige konsensus – uanset om det er vaccinationer, klimaforandringer eller GMO. I den nævnte Facebook-debat om GMO var der en blanding af meget omfattende konspirationsteorier, der involverer eksperterne på området (forskere, læger, politikere, virksomheder osv.), og en markant mistillid til (eller manglende viden om) den videnskabelige litteratur. Dette blev suppleret med en stærk tillid til selvudråbte “eksperter”, mavefornemmelser og i udpræget grad den naturalistiske fejlslutning. Det var også interessant at se, at de få, der forsvarede GMO, meget hurtigt blev angrebet på deres motiver – hvem var de betalt af? Der var dog også flere, der luftede reelle bekymringer og spørgsmål, som fortjener svar. Følgende er en opsummering af de mest gængse argumenter:

  • Det er “unaturligt”.
  • Det er sundhedsskadeligt.
  • Man bør mærke varer, der indeholder GMO.
  • Manglende kontrol og tillid.
  • Det fører til større forbrug af pesticider.
  • Det skader naturen og skaber monokulturer.
  • Man risikerer at skabe farlige superplanter.
  • Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.
  • Man har aldrig udviklet en GMO, der er gavnlig.
  • Monsanto er onde.
  • Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien.

Naturlighedsargumentet

Som udgangspunkt er dette en logisk fejlslutning – at noget er naturligt, gør det ikke godt. Bare tænk på alle de ting i naturen, der kan slå dig ihjel eller gøre dig alvorligt syg. Men det er da rigtigt, at vi med GMO påvirker naturen og forsøger at fremavle egenskaber, vi gerne vil have. Det har vi dog gjort i årtusinder til stor glæde for os alle, og vores “unaturlige” fremgangsmåde har været med til at fremavle sorter, der er langt mere velsmagende og næringsrige end de naturlige varianter.

Det er sundhedsskadeligt

Nej, GMO er med alt overvejende sandsynlighed ikke en helbredsrisiko. Den videnskabelige konsensus på området er meget stærk og støtter klart op om sikkerheden ved GMO – og det gælder for en lang række af de store nationale og internationale videnskabelige organisationer. Når der er så stærk konsensus blandt eksperterne, er der normalt god grund til at antage, at det nok passer. De få studier, der sår tvivl om sikkerheden ved GMO, kommer – ligesom man ser det med f.eks. vacciner – fra enkelte grupper, der har gjort det til deres levevej. Flere af disse studier er nu under kraftig mistanke for manipulation og dårlig videnskabelig praksis, og nogle af de mest udbredte artikler – f.eks. om GMO-majs der giver rotter cancer – er blevet trukket tilbage på grund af seriøse problemer med deres forskning. På trods af den overvældende opbakning fra videnskaben (88% af “American Association for the Advancement of Science”-medlemmer), så er det kun 37% af voksne amerikanere, der tror, det er sikkert at spise GMO. Det er den største forskel mellem fagfolk og den almene borger blandt alle de undersøgte emner – selv klimaforandringer og evolution skaber mindre splid.

Det fører til større forbrug af pesticider.

Dette er ikke så sort/hvidt, som det ofte præsenteres. GMO kan bruges til at forhindre (eller minimere) brugen af pesticider, men også til at fremme brugen af bestemte pesticider fremfor andre. For eksempel opdagede man, at bakterien Bacillus thuringiensis producerer et stof, der fungerer som insektgift. Ved at indsætte dette gen i f.eks. majs, har man produceret såkaldte “Bt-varianter”, der ikke behøver at blive sprøjtet i samme grad imod insekter. Det burde alle da være glade for.

Så er der den anden og mere sprængfarlige variant: Monsantos “Roundup Ready”-varianter. Her har man udviklet planter, der er resistente overfor Roundup, således at bønderne kan sprøjte imod ukrudt uden at skade deres afgrøder. En konsekvens er i flere tilfælde, at der bliver sprøjtet med mere Roundup end ellers, da det er en effektiv behandling. Det vil altså føre til et større forbrug af en bestemt pesticid. Spørgsmålet er så, om det er værre eller bedre end alternativet. Det afhænger af flere faktorer: Er Roundup mere eller mindre skadelig end andre pesticider? Selv om man selvfølgelig skal undgå direkte kontakt med Roundup som med alle andre sprøjtegifte, så forsvinder Roundup relativt hurtigt fra både jord og vand, ligesom det tyder på at være en relativt sikker pesticid – men sikkerheden er ikke 100%, og der er stadig ubesvarede spørgsmål. Et andet alternativ er at bearbejde jordbunden for at begrænse ukrudtsvækst, men også det har en række negative konsekvenser såsom udtørring og øget udvaskning af kvælstof. Med andre ord er det ikke så simpelt, som det ofte præsenteres, og man er nødt til at se på de samlede effekter.

Det skader naturen og skaber monokulturer.

Mange frygter, at brugen af GMO på en eller anden måde skader miljøet, på trods af, at GMO ofte har fokus på netop at skabe planter, der kan klare klimaforandringer og belaster miljøet mindre. Igen må man derfor kigge på data for at vurdere, hvad konsekvensen har været over tid. Et stort studie, der undersøgte konsekvenserne af GMO over en 15-årig periode, havde nogle meget vigtige konklusioner: Brugen af GMO har medført et fald i brugen af pesticider på 474 millioner kg (8.9%), hvilket er ret markant og burde blive mere alment kendt. Derudover har brugen af GMO medført et fald i udledningen af drivhusgasser svarende til at fjerne 10.2 millioner biler fra vejene. Overordnet set har brugen af GMO været positivt for miljøet. Spørgsmålet om monokulturer hænger mere sammen med den måde, landbruget drives på i dag, end det har noget med GMO at gøre.

Man risikerer at skabe farlige superplanter.

Denne frygt er på overfladen forståelig, men som altid er djævlen i detaljen. For det første er det vigtigt at se på, at der aldrig har været eksempler på GMO-planter, der har produceret et eller andet nyt, farligt stof – og der er heller ingen grund til, at GMO skulle gøre det, eller at det skulle ske hyppigere end ved traditionel forædling som skitseret i starten. Tværtimod er GMO netop en mere målrettet proces, så den traditionelle metode er “farligere”.

Men der er et andet potentielt problem ved f.eks. de Roundup Ready-varianter, jeg skrev om ovenfor – nemlig at forøget brug af Roundup kan være med til at fremelske ukrudt, det ligeledes er resistente imod Roundup. Vi kan se, at det netop er sket, hvilket er en direkte konsekvens af, hvor populære Roundup Ready-planter har været. Forskere har pointeret, at det delvist skyldes dårlig praksis, idet man bør rotere afgrøder for at skifte imellem forskellige pesticider (hvilket vil minimere risikoen for udviklingen af resistens), men Monsanto har ikke villigt indrømmet deres del af ansvaret, om end de har opdateret deres retningslinier for korrekt brug. Dette er dog ikke kun et GMO-problem, da det ikke skyldes spredning af gener men er en konsekvens af langvarig brug af en bestemt pesticid, og man har også talrige eksempler på planter, der er resistente imod f.eks. atrazin, uden at der har været GMO indblandet.

Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.

Dette er sandt – men det er allerede tilfældet med ikke-GMO afgrøder. Bønderne køber f.eks. såsæd fra store virksomheder. Det er muligt at gemme korn efter høsten og bruge det næste sæson, men kvaliteten er ikke lige så god, og derfor kan det ikke betale sig. Man kan selvfølgelig diskutere, om man kan lide denne model eller ej, men det har intet med GMO at gøre.

Der findes ikke en gavnlig GMO

Det er oplagt ikke rigtigt. Til gengæld er det rigtigt, at anti-GMO bevægelsen ofte har haft succes med at forhindre eller forsinke disse projekter, hvilket har målbare konsekvenser i form af dødsfald og mangelsygdomme, man kunne have forhindret. Nogle eksempler på “biofortified” fødevarer, der er blevet udviklet i tidens løb er:

  • Golden rice: En risvariant der producerer beta-karoten, som kan omdannes til A-vitamin. Mangel på A-vitamin leder årligt til, at mellem 250,000 og 500,000 underernærede børn bliver blinde, og omtrent halvdelen af disse børn dør indenfor det efterfølgende år.
  • Golden banana: En variation over samme tema er en banan, der overproducerer beta-karoten. Menneskeforsøg, der skal vise om den dannede beta-karoten er tilgængelig, blev forsøgt stoppet af anti-GMO bevægelsen. De mener, at man ikke har eftervist, at det er sikkert for mennesker (om end det er i modstrid med videnskaben jvf. ovenfor), men vil samtidig ikke have der forsøg, der kunne vise sikkerheden.
  • Cassava: Cassava er en vigtig afgrøde i Afrika, men det lave vitaminindhold leder til fejlernæring. Forskere har derfor udviklet en variant, der producerer mere B6-vitamin, hvilket kan være med til at forhindre nogle af de alvorlige følger.
  • Perlehirse: Indiske forskere har udviklet en variant af perlehirse, der har et højere indhold af jern og zink. Den bliver dyrket i forsøg nu, og rapporterne er positive.

Mulighederne er til stede, men viljen mangler.

Man bør mærke varer med GMO

Det mener jeg egentlig ikke, fordi der ikke er nogen grund til det. GMO er ikke sundhedsskadeligt, så hvad skulle pointen med det være? Det ville kun skabe en endnu større unødig frygt i befolkningen, da det ville signalere, at der var et eller andet potentielt farligt ved GMO – for hvorfor dog ellers mærke dem? Derudover er der alle de praktiske problemer i forslaget, for hvad skal mærkes? 100% GMO? 1% GMO? Og hvorfor skulle dette DNA være farligere end andet DNA? Grundlæggende mangler jeg et argument for, hvorfor en mærkningsordning skulle være relevant.

Manglende kontrol og tillid.

Der er tydeligvis et stort skel imellem fagfolk og den almene befolkning, når det kommer til GMO, og det har medført en stor skepsis til GMO. Det er en skam, da der ikke er nogle videnskabelige argumenter imod brugen af GMO. Hvordan denne manglende tillid kan genopbygges, har jeg ikke et nemt svar på. Forhåbentlig kan et øget fokus på fakta i stedet for følelser i debatten være et skridt på vejen. I forvejen er der skrappe krav til forsøg af GMO for at teste indholdet af f.eks. de vitaminer, man ønsker at tilføje, og for at sikre sikkerheden, inden de kan godkendes til dyrkning. Denne kontrol skal man selvsagt bevare, og jo mere åbenhed der er omkring forskningen og resultaterne, jo bedre er det for alle.

Monsanto er onde.

Jeg skal ikke forsvare Monsanto eller andre store virksomheder – de har som mål at tjene penge, og derfor vil nogle af dem forfalde til ufine metoder eller træffe tvivlsomme valg for at øge profitten. Den slags skal der selvsagt være kontrol med, og enhver virksomhed, der bryder loven, skal straffes. Når det er sagt, er det dog nødvendigt at forholde sig til fakta – også hvis man ikke kan lide dem, der bliver angrebet. For kan det nu passe, at Monsanto konsekvent opfører sig ulovligt og uetisk på en måde, der får SPECTRE til at blegne? Efter at have undersøgt sagen lidt mere, er det min opfattelse, at Monsanto ikke er værre end så mange andre virksomheder, men at de til gengæld er udsat for konstante og misvisende angreb fra ideologiske modstandere. Her er et par af de anklager, man ofte hører:

  • Terminator gene: Monsanto kritiseres ofte for at udvikle planter, der vokser i en enkelt periode, men hvor næste generation er sterile. Dette er ikke sandt – de har købt et firma, der har denne teknologi, men det har aldrig og bliver aldrig anvendt.
  • Monsanto sagsøger folk, hvis GMO-pollen blæser ind på deres marker: Dette er ikke sandt, om end florerer masser af historier om det. Faktum er, at Monsanto er meget udfarende, når det kommer til at forsvare deres patenter, og de sagsøger bønder, der bevidst planter deres GMO-såsæd uden at betale licens – det kan f.eks. være bønder, der gemmer frø fra høsten for at plante dem i næste sæson, hvilket er et brud på kontrakten med Monsanto. Men Monsanto har aldrig sagsøgt nogen for at have planter voksende, der kommer fra vindblæst GMO-pollen. Tværtimod har de tilbudt at fjerne disse uønskede GMO-planter, og kun sagsøgt folk, hvis de udnytter disse planter ved at gemme frø og så dem senere. Det er en ret væsentlig forskel. Man kan synes som patentsystemet eller ej, men det har intet med GMO at gøre.
  • Monsanto har ført til selvmord blandt indiske bønder: Flere aktivister hævder, at antallet af selvmord blandt bønder steg voldsomt, efter Monsanto kom ind på det indiske marked med deres Bt-bomuld, da det har medført økonomisk ruin. Historien bliver gentaget ofte, og den burde jo være nem at be-eller afkræfte. Selvmord blandt indiske bønder er et trist problem, men det har intet med Monsanto at gøre.

Monsanto er ganske givet ikke en samling englebørn – det er en stor virksomhed, der vil tjene penge – men lad os holde kritikken til det, der rent faktisk foregår.

Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien

Det er forkert. Ganske simpelt. At forfalde til dette angreb er at fjerne fokus fra substansen, så man slipper for at forholde sig til data.

Konklusion

GMO er et kompliceret emne, der har det med at skabe en umiddelbar og voldsom reaktion fra de fleste mennesker. Men netop fordi det er kompliceret, er det på sin plads at lytte til dem, der kender emnet – forskerne. Her er konsensus klar: GMO er ikke en sundhedsrisiko, og der er mange gode eksempler på, hvordan teknologien kan bruges positivt. Desværre er der en generel modvilje i befolkningen, der står i skarp kontrast til fagfolkenes. Forhåbentlig kan en åben og ærlig debat være med til at flytte på det.

Den store HPV-debat

Den 19. januar delte jeg et link til denne artikel på Facebook sammen med følgende tekst:

Dette er desværre et glimrende eksempel på, hvad folks manglende kritiske sans kan føre til. Skal vi lytte til eksperterne, der har lavet store kohortestudier af vaccinen, eller til en eller anden mor til en teenagepige, der bestemt tror, at der er en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og datterens svimmelhed?

Her er tale om en grundigt undersøgt vaccine, der ikke giver nogle alvorlige bivirkninger, men som til gengæld beskytter imod bl.a. livmoderhalskræft.

Én gang til: En vaccine imod kræft. Kræft!

Og så vælger forældrene aktivt vaccinen fra … Jeg fatter det ikke. Det er kun et spørgsmål om tid, før en ung kvinde udvikler cancer, fordi forældrene havde læst en skide artikel i MetroExpress eller hørt Liselott Blixt udtale sig om sagen.

Som jeg har for vane, gjorde jeg opslaget offentligt. Det har til dags dato (den 26. januar) medført et hav af kommentarer (langt de fleste fra folk jeg ikke kender, og jeg har slet ikke formået at læse endsige svare på dem alle) og næsten 900 “likes”, ligesom min tekst er delt af mere end 130 mennesker. Det havde jeg ikke forudset.

Når effekten af en sølle statusopdatering fra lille mig er så voldsom, viser det meget tydeligt, at HPV-vaccinen (og vaccinationer generelt) deler vandene, og der kommer nogle meget følelsesladede kommentarer i debatten. Med udgangspunkt i debatten og de mange kommentarer vil jeg gerne nuancere mit indlæg og besvare nogle af de mest hyppige kritikpunkter. Jeg har forsøgt at inddele dem i kritik af mig personligt og mine motiver, mere overordnede kommentarer til diskussionen, og endelig kritik af selve vaccinen.

Inden da vil jeg gerne slå et par ting fast: Ethvert virksomt medicinsk indgreb indebærer også risikoen for bivirkninger – nogle gange trivielle og andre gange alvorlige, nogle gange hyppige og andre gange sjældne. Faktum er dog, at hvis du foretager dig noget, der har en indvirkning på kroppens fysiologi, så vil der også være en risiko for, at du påvirker kroppen negativt. Al medicin er i den forstand en afvejning af fordele og risici. Ved alvorlige lidelser er man ofte villig til at løbe en større risiko, men i sidste ende er det en vurderingssag.

Vaccinationer generelt udmærker sig ved at have en lav risiko og en høj virkning. Nogle vacciner er bedre end andre, og nogle har højere frekvens af bivirkninger end andre, men generelt er det en af de mest sikre og effektive medicinske landvindinger, menneskeheden har gjort. Jeg vil derfor ikke sige, at der ikke forekommer bivirkninger ved vaccinationer, for det gør der. Jeg gentager: Man risikerer bivirkninger, når man lader sig vaccinere. Det springende punkt er dog, hvor alvorlige disse bivirkninger er, hvor hyppige de er, hvor effektiv vaccinen er, og hvad den beskytter imod. Alt dette er helt afgørende for at forstå diskussionen om vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed.

Om mig og min person
Nogle af kritikpunkterne i debatten omhandler ikke HPV-vaccinen overhovedet men drejer sig i stedet om mig, min opdatering og mine motiver.

Min tekst er polemisk, debatskabende, polariserende og sexistisk
Noget af kritikken går på selve min opdatering. Jeg står ved det skrevne, men jeg indrømmer gerne, at det var et polemisk indlæg, der helt oplagt ikke tager alle nuancer med. Jeg havde ikke forventet den voldsomme interesse – så havde jeg måske givet lidt flere informationer. Omvendt havde et langt, tørt indlæg næppe medført den samme interesse. En af dem, der kritiserer mine toner, skriver også, at mit indlæg netop lagde op til en meget nødvendig debat, så det er en balancegang. Dette blogindlæg er så mit forsøg på at komme med lidt flere fakta for at bakke mine synspunkter op. En enkelt fandt mit indlæg sexistisk, fordi jeg spydigt skriver, at folk hellere lytter til “en eller anden mor til en teenagepige” end til eksperterne. Jeg beklager, hvis det er blevet opfattet sexistisk, for det var bestemt ikke hensigten. Jeg kunne også have skrevet far eller – måske endnu bedre – forælder, men min oplevelse er, at det primært er mødre, der har fyldt i debatten. Jeg har ikke lavet statistik på det, så jeg kan tage fejl. Så, ja, jeg skrev polemisk og polariserende, men det er nogle gange nødvendigt for at tage hul på en nødvendig debat.

“Ingen livmoder, ingen holdning”
Apropos anklagen om sexisme ovenfor fik jeg også denne kommentar. Det er oplagt meningsløst – min fysiologi har ingen indvirkning på min viden om emnet, som mand kan jeg også smittes af HPV og udvikle cancer (om end ikke i livmoderhalsen), og så har jeg både en kone, to søstre, en mor, en datter og mange kvindelige venner. Selvfølgelig har jeg ret til at blande mig i debatten uanset køn.

Hvorfor promoverer jeg vaccinen?
Nogle enkelte forsøgte at så tvivl om mine hensigter ved at antyde, at jeg havde en eller anden interesse i at promovere vaccinen. Udover en almen interesse i videnskab og kritisk tænkning (for ikke at nævne en interesse i at mine medmennesker ikke udvikler cancer) kan jeg berolige med, at jeg ikke er på lønningslisten hos firmaet bag Gardasil (eller er det bare det, jeg vil have jer til at tro?!?).

Om debatten
Der er to mere overordnede kommentarer, der blev fremsat flere gange. Begge er i mine øjne relevante og fortjener at blive taget alvorligt og besvaret ordentligt.

Man skal lytte til kritikken
Jeg er som udgangspunkt helt enig i dette synspunkt. Som sagt indebærer al medicin risikoen for bivirkninger, så det er derfor bydende nødvendigt, at forskere og læger lytter til patienternes oplevelser og tager rapporter om mulige bivirkninger alvorligt. Man er jo nødt til at undersøge, om der er en årsagssammenhæng imellem indgrebet og bivirkningerne – ellers kan man jo ikke træffe de korrekte foranstaltninger. Når det kommer til HPV-vaccinen er det vigtigt at understrege, at det jo netop er det, der er sket: Der kom rapporter om bivirkninger, de blev undersøgt af forskerne, og konklusionen var, at der ikke var en sammenhæng imellem alvorlige bivirkninger og HPV-vaccinen, og at man kun så de alment kendte bivirkninger (f.eks. ømhed, kløe og træthed umiddelbart efter injektionen). Dette resultat er blevet gentaget flere gange, senest i en analyse fra 2015 der konkluderer:

The recombinant human papillomavirus types 6, 11, 16 and 18 vaccine was safe and well tolerated. The main adverse effects related to vaccination were pain, erythema, edema and fever. The low frequency of severe adverse effects encourages the administration of the vaccine in the population at risk.

Et tilsvarende resultatet så man i den meget omtalte rapport fra EMA (European Medicines Agency), der ligeledes konkluderer:

Taking into account the totality of the available information the PRAC concluded that the evidence does not support that HPV vaccines (Cervarix, Gardasil, Gardasil 9, Silgard) cause CRPS or POTS. The benefits of HPV vaccines continue to outweigh their risks.

Men som gode videnskabsfolk anbefaler de, at man fortsat holder øje med rapporterne og følger udviklingen. Konklusionen er, at man har lyttet til kritikken, men at data viser, at vaccinen er sikker. Man kan selvfølgelig vælge at ignorere fagkundskaben og den videnskabelige metode for i stedet at sætte sin lid til anekdoter, men det valg har konsekvenser.

Forældre vil jo bare gøre det bedste for deres børn
Jeg er fuldstændig enig. Jeg er da overbevist om, at de forældre, der fravælger vaccinen til deres børn, netop tror at de beskytter deres børn. Jeg kunne aldrig finde på at hævde andet. Netop derfor er det bare så vigtigt at udbrede fakta, så forældrene kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Det er normalt at være bekymret, når man udsætter sit barn for et indgreb, man selv aktivt har valgt, men man er nødt til at veje fordele og ulemper. Netop i spørgsmålet om vacciner er svaret indlysende: Du beskytter ikke bare dit eget barn men andres børn med et minimum af risiko. Det burde være et nemt valg. Derfor bliver jeg virkelig frustreret, når løgne og myter afskrækker forældre fra at beskytte deres børn imod meget alvorlige sygdomme.

Om HPV-vaccinen (og lidt om vaccinationer generelt)
Endelig er der alle myterne omkring vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed. Her prøver jeg at svare på nogle af de mest hyppige, men jeg vil også henvise til sidste års gæsteindlæg om emnet her på bloggen.

Det er unaturligt
Nogle debattører ville ikke lade deres børn vaccinere, fordi det er unaturligt. Det er jo et synspunkt – et ganske dumt synspunkt, men ikke desto mindre et synspunkt. Hele opdelingen i “naturlig” og “unaturlig” er tåbelig og bygger på en forfejlet ide om, at naturen er god og rar, imens alt det unaturlige er farligt. Det er ganske oplagt forkert: Vi lever gode, lange liv på grund af alle vores “unaturlige” opfindelser, og der findes ganske mange “naturlige” ting, der gerne slår os ihjel – herunder en del af de sygdomme, vi vaccinerer imod.

Kontrolgruppen fik ikke placebo
Det er blevet fremhævet flere steder, at en af de undersøgelser, der blev udført, ikke brugte en ren placebo i sammenligningen med HPV-vaccinen. I stedet injicerede de en blanding, der indeholdt den aluminiumsadjuvant, der findes i de fleste vaccinationer. Kritikken lyder, at man derfor ikke kan konkludere noget om HPV-vaccinens sikkerhed. Jeg vil dels påpege, at denne undersøgelse ikke står alene jævnfør de andre undersøgelser, der er linket til ovenfor, dels at denne adjuvant netop er til stede i næsten alle vacciner. Hvis HPV-vaccinen var særligt farlig, ville denne undersøgelse jo netop vise de specifikke problemer – men det gjorde den ikke. Jeg kan også lige nævne årsagen til, at man bruger aluminium i vacciner, da det ofte bliver nævnt som nervegift og alt muligt farligt af folk, der er ideologisk imod vacciner: Man tilsætter en adjuvant til vaccinen for at fremprovokere et stærkere immunrespons og derved få en bedre effekt af vaccinen. Det er såmænd den gode forklaring på det. Og, nej, det er ikke i en form eller mængde, der er farlig for kroppen.

HPV er ikke så slemt
Flere kritikere nævner, at HPV da slet ikke er så slemt endda, og at der jo findes andre måder at beskytte sig imod virus (afholdenhed, kondom) eller opdage cancer (celleskrab). For det første: HPV (Human Papillomavirus) er så sandelig en alvorlig sag. Denne familie af vira kan medføre kønsvorter, der kan være utroligt generende og kosmetisk skæmmende men som dog kan behandles. I værste fald kan HPV medføre cancer hos både mænd og kvinder. I 2012 opstod der over en halv million(!) nye tilfælde af livmoderhalskræft på grund af HPV, og med et dødstal på 266,000 er det en ganske alvorlig cancer, som det for nylig blev fremhævet endnu engang i Nature. Livmoderhalskræft er den fjerde hyppigste cancer hos kvinder, og den fjerde hyppigste årsag til cancerdødsfald. Så, jo, det er en virkelig alvorlig sag, og hvis vi effektiv og sikkert kan afhjælpe smitten, vil det have en stor og direkte effekt på antallet af cancertilfælde og dødsfald på verdensplan. I Danmark dør årligt omkring 100 kvinder af livmoderhalskræft som følge af HPV, og yderligere ca. 300 kvinder overlever deres cancer. Det er dog desværre vigtigt at understrege, at det er en ganske alvorlig sag også for de kvinder, der er så heldige at overleve. Kemoterapi er ikke en triviel behandling, og efter operation oplever mange kvinder desværre alvorlige gener som eksempelvis inkontinens, smerter og manglende sexlyst. Det er derfor en sygdom, hvor de alvorlige konsekvenser ikke kun skal aflæses i de høje dødstal.

Vaccinen virker alligevel ikke
Ingen vaccination er 100% effektiv (det er bl.a. derfor, at det er så vigtigt at få vaccinationstallet op, så vi beskytter hinanden), men HPV-vaccinen er faktisk en meget effektiv vaccine. Flere studier har vist dette, bl.a. en artikel fra 2012 der konkluderer, at de tilgængelige vacciner beskytter rigtig godt imod de vira, de er designet imod:

Both vaccines exhibited excellent safety and immunogenicity profiles. The vaccines also demonstrated remarkably high and similar efficacy against the vaccine-targeted types for a range of cervical endpoints from persistent infection to cervical intraepithelial neoplasia grade 3 (CIN3) in women naïve to the corresponding type at the time of vaccination. […] Taken together, the excellent clinical trial results strongly support the potential of the vaccines as high value public health interventions and justify their widespread implementation to prevent anogenital HPV infections and their associated neoplasia.

De første vacciner beskyttede imod 2 HPV-varianter, der er skyld i de fleste af disse cancertyper – herunder ca. 70% af livmoderhalskræft men også flere andre cancertyper, ligesom de beskytter imod omkring 90% af kønsvorter. Det er ret imponerende, og i dag er der vacciner, der beskytter imod endnu flere HPV-varianter.

Der er rigtig mange rapporter om bivirkninger
Det er sandt – de danske medier har f.eks. været fulde af historier om unge piger, der lider voldsomt, og hvor skylden oftest placeres hos HPV-vaccinen. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke betvivler, at disse piger lider, men data peger på, at årsagen skal findes et andet sted end hos HPV-vaccinen. Som nævnt ovenfor har forskerne taget bekymringen alvorligt og undersøgt sagen, og konklusionen har som sagt hver gang været, at der ikke er en sammenhæng. Men hvordan kan det dog være? Der er flere ting, man er nødt til at have i baghovedet, før man hopper med på vognen: For det første: Er der flere tilfælde af disse lidelser i gruppen af vaccinerede end i den almene befolkning? Hvis ikke det er tilfældet, så kan det jo ikke være HPV-vaccinene, der er skyld i lidelserne. For det andet: Er det overhovedet de samme ting, disse piger lider af? Mange af symptomerne er vage og generelle og kan derfor skyldes mange forskellige ting. Hvis ikke det er den samme lidelse, er der jo ikke noget at lede efter. For det tredje: Skyldes de mange rapporter om bivirkninger, at der er stort fokus i medierne? Det er velkendt, at der er en vis “medløbereffekt”, hvor man pludselig bemærker noget, fordi man læser om det – det kan være rigtigt, men det kan også være en selvforstærkende effekt. For det fjerde: Korrelation betyder ikke nødvendigvis kausalitet. Blot fordi man bemærker symptomerne dagen efter vaccinationen, betyder det ikke, at vaccinationen forårsagede symptomerne – det er derfor, man systematisk indsamler rapporter og analyserer dem objektivt. Det kan være svært at acceptere for mange, da vi som mennesker godt kan lide at finde årsagssammenhænge, men det leder ganske ofte til forkerte konklusioner, fordi vi vil have en årsag. Måske kommer disse symptomer i de tidlige teenageår, og derfor rammer det ofte sammen med vaccinen? Måske var de der tidligere, men man tænkte ikke over det indtil efter vaccinationen? Og så videre. Pointen er, at anekdoter kan virke stærkt overbevisende men ganske ofte er forkerte – det er derfor, vi har den videnskabelige metode, der går systematisk og objektivt til værks, og konklusionen har som nævnt været entydig: Der er ikke en sammenhæng.

Læger/forskere/medicinalindustrien dækker over noget …
Rigtig mange af debattørerne udtrykker en stærk uvilje imod medicinalindustrien, lægestanden og forskerne. De tilskriver dem en masse fordækte motiver og sår tvivl om forskningens validitet. Jeg vil starte med en personlig observation, som du kan bruge eller lade være: Jeg kender en del forskere i medicinalindustrien, og fælles for dem er, at de vil hjælpe syge mennesker med at blive raske. Virksomhederne er selvfølgelig også ude på at tjene penge (ligesom dem der laver kosttilskud eller homøopatiske piller), og jeg vil ikke påstå, at de alle er Guds bedste børn – der findes skrækhistorier hvor medicinalvirksomheder har misbrugt deres magt eller tilbageholdt information – men at afskrive alle eksperter og al forskning med en mistanke om en stor konspiration uden at have skyggen af bevis, er i mine øjne hysteriske konspirationsdrømme. Forestiller man sig, at medicinalvirksomhederne, universitetsforskere og offentligt ansatte alle lyver om vaccinen? Og med hvilket formål? At tjene nogle penge mens folk dør af cancer? Der har jeg dels lidt større tiltro til mine medmennesker, men i endnu højere grad tiltro til den videnskabelige metode. Ja, man skal være meget opmærksom på mulige interessekonflikter, og det er vigtigt, at disse bliver oplyst tydeligt. Så vidt jeg kan se, så er det tilfældet i HPV-forskningen. Det vidner dog om en misforstået opfattelse af forskningsverdenen, hvis man ikke vil have forskere, der modtager penge fra medicinalvirksomhederne (hvem skal så finansiere forskningen i disse emner? Så mange offentlige midler er der jo ikke), og heller ikke vil have forskerne til at fungere som rådgivere (jeg vil da foretrække, at eksperterne på området bliver spurgt). Som sagt skal finansieringen være åben, men i sig selv er det ikke et problem, og slet ikke når resultaterne fra forskellige grupper bliver lagt frem og kan sammenlignes.

Forskeren bag Gardasil advarer selv imod vaccinen.
Selv hvis dette var rigtigt, ville det være ligegyldigt, når samtlige studier viser, at HPV-vaccinen er sikker og effektiv. En enkelt forsker betyder ikke så meget som den samlede konsensus. Når det er sagt, så passer historien heller ikke: Forskeren har ikke undsagt HPV-vaccinen, men det stopper ikke skræmmekampagnerne fra at misbruge hendes ord.

Konklusion
Jeg blev overrasket over den voldsomme interesse for min opdatering om HPV-vaccinen, og jeg håber, at denne noget længere tekst har belyst emnet lidt mere fyldestgørende. Når jeg vælger så aktivt at gå imod kritikerne og anbefale HPV-vaccinen, skyldes det dels en respekt for videnskab og evidens, dels et ønske om, at vi kan forhindre nogle tilfælde af cancer og død. Her har vi et enestående medicinsk indgreb, der har lav risiko og høj effektivitet. Det er en succeshistorie, der fortjener at blive udbredt.

Tilføjet kort efter publicering:
Der er en interessant vinkel, der ofte overses (også af mig i ovenstående) – nemlig at det kun er piger, der får tilbudt HPV-vaccinen gratis i Danmark. HPV kan også medføre sygdomme i seksuelt aktive mænd – herunder både kønsvorter og cancer – så selvom risikoen er størst for kvinder, er der også en gavnlig effekt for mænd (specielt for bi- og homoseksuelle mænd). Det er endnu ikke en del af vaccinationsprogrammet i Danmark, men jeg ville anbefale det til drenge også.

Tilføjet den 15. februar: Link til selve opdateringen på Facebook, så man kan læse de mange kommentarer.

At feje for egen dør

Jeg har opbygget lidt af en fascination af vores Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som jeg har skrevet om et par gange – dels om hans syn på tro og viden, dels om hans prioriteringer som minister for et helt centralt område. Især sidstnævnte finder jeg problematisk, da hans uvilje imod Det Frie Forskningsråd er tydelig. At beskære den frie forskning med en tredjedel er i mine øjne den helt forkerte vej at gå.

Der er dog en anden ting, der undrer mig, og som tydeligvis også optager flere andre for tiden…

Som bekendt har ministeren en erhvervs-Ph.D, som han har opnået i et samarbejde imellem Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum. Og hvad er så en Erhvervs-PhD? Det kan man læse på Innovationsfondens hjemmeside, men lad mig lige citere en del af beskrivelsen med mine egne fremhævelser:

En ErhvervsPhD er et erhvervsrettet forskningsprojekt og en ph.d.-uddannelse, der gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. ErhvervsPhD-kandidaten er ansat i virksomheden og samtidig indskrevet på universitetet, og arbejder på det samme projekt begge steder. Kandidaten bruger al sin arbejdstid på projektet og uddannelsen, og deler arbejdstiden mellem virksomheden og universitetet. Projektets længde svarer til uddannelsens længde, som i Danmark er på tre år. Udenlandske ph.d.-uddannelser kan vare længere. ErhvervsPhD udgør sammen med ErhvervsPostdoc Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram. Erhvervsforskerprogrammet har til formål at uddanne og udvikle forskertalenter til erhvervsforskere, der er specialiseret i at skabe vækst og beskæftigelse i Danmarks erhvervsliv gennem forskning, udvikling og innovation.

Ministeren har netop været i Deadline, hvor han blev udspurgt ganske habilt af Nynne Bjerre Christensen. Hun kom til slut ind på ministerens egen Ph.D, og hvordan den harmonerer med hans ønske om at begrænse den frie forskning og i stedet have et stærkere fokus på erhvervsrettet forskning. Ministeren svarede, at han jo netop havde en Erhvervs-PhD og argumenterede lidt vævende for, hvorfor hans projekt om Grundtvig var relevant for dansk erhvervsliv, men han sagde dog også, at hans Ph.D-projekt “ikke skaber kolde arbejdspladser ude i virksomhederne”.

Jeg er stor tilhænger af fri og bred forskning, og jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over Esben Lunde Larsens Ph.D-projekt, der ligger milevidt fra mit eget felt, men jeg sidder dog tilbage med en række spørgsmål:

  • Grundtvigsk Forum er en forening, der så vidt jeg kan gennemskue har nogle indtægter fra noget forlagsdrift og udlejning af lokaler. Når man læser retningslinierne for en erhvervs-Ph.D, står der dog igen og igen, at det skal være en privat virksomhed. Hvordan kan man bruge en forening som Grundtvigsk Forum? Selv hvis de har lidt indtægter fra bøger og lokaleleje, er det så – om jeg så må sige – ånden i lovteksten?
  • Målet med en erhvervs-Ph.D er at skabe vækst og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvordan harmonere det med ministerens Ph.D, der jo med hans egne ord ikke havde det for øje?
  • Hvordan kan ministeren forsvare, at han skærer i midlerne til den frie forskning og vil have mere erhvervsrettet forskning, når han så åbenlyst selv har brugt 5 år på at forske i et område, der har hans interesse men ingen reel relevans for erhvervslivet?
  • Ifølge ministerens CV har Esben Lunde Larsen været 7 år om at opnå sin kandidatgrad og 5 år om at opnå sin Ph.D-grad. Ikke at jeg er stor fan af at tvinge alle folk hurtigt igennem systemet, men det bør bemærkes, at det samlet set burde have taget 8 år. Står der ikke i beskrivelsen af en erhvervs-Ph.D, at man skal arbejde fuld tid på projektet i 3 år?

Jeg synes, at der er en vis diskrepans, imellem hvad forskningsministeren synes, landets forskere skal gøre, og hvad han åbenbart mener, han selv skal gøre. Man undres.

Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af? 

Anmeldelse – 3 forskellige apps til hverdagens naturregistrering

Smartphones med kamera og lokalitetsregistrering har givet befolkningen en helt ny måde at deltage i forskning på.

Meget feltarbejde er omstændigt da der skal meget data til, før man kan konkludere noget signifikant. Citizen science er en mulighed for at lade hverdagens befolkning indgå som aktiv dataindsamlingsenhed, der tilmed giver deltagerne mulighed for at lære lidt om eksempelvis naturen omkring dem. Dette kan give en større forståelse, og dermed tit også interesse, og samtidig hjælper det videnskaben med at sætte fokus på hvor de efterhånden sparsomme ressourcer kan sættes ind i kampen mod tabet af biodiversitet. En app der kan registrere hvor, hvornår og hvad du observerer af natur, kan være et meget værdifuldt værktøj.

Når sådan en app skal bygges op, er det hele tiden en afvejning af at det skal være nemt og samtidigt ikke for enkelt. Forskere kan eksempelvis ikke bruge at jeg har registreret en ”fugl” i min baghave, hvorimod det er interessant at jeg har registreret en spætte eller en strandskade.

På den anden side må det ikke være for indviklet. Dem af læserne der kender til www.fugleognatur.dk ved at for det første er hjemmesiden lidt gammeldags at navigere rundt i, den er også præget af et noget omstændigt arbejde når der skal uploades billeder og skrives kommentarer, hvilket kan snævre brugerfeltet ind til en lille hårdkogt skare, og begrænse mængden af registreringer til dem, der også giver lidt kredit (aka de mere sjældne/sjove arter) i kratluskerkredse.

Der er pt. tre bud på brugervenlige naturregistreringsapps, Naturtjek fra Danmarks Naturfredningsforening, Naturbasen der udspringer af netop fugleognatur i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus og så har WWF denne sommer lanceret en Opdag Havet app, der også er koblet op på åbne events hvor biologer har vist havet frem for de fremmødte. Opdag havet og Naturtjek er forbløffende ens i deres opbygning.

Så næste gang du skal lokke børnene med i skoven, skal på fisketur, eller blot slentre rundt i din baghave, så tag telefonen op af lommen og registrér mere end din nabo.

Alle tre apps kan hentes på både Google Play og App Store.

 

NaturTjek – www.biodiversitet.nu/ og Danmarks Naturfredningsforening

Man er hurtigt i gang, men man kan kun registrere 30 på forhånd bestemte arter. Det er sjovt at gå lidt på opdagelse i de registreringer der er lavet forskellige steder. NaturTjek

Hvem? Appen er udviklet af www.biodiversitet.nu, der er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og forskere på både Københavns Universitet og Aarhus Universitet og finansieret af Aage V. Jensen naturfond.

Hvorfor? Dine registreringer bliver sendt til førende forskere inden for biodiversitet. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening vil de undersøge, om det går op eller ned for naturen i Danmark.

Hvem kan? Alle der opretter en bruger og logger ind kan registrere. Man kan også logge ind med sin facebookprofil.

Hvor mange? Knap 61.000 registreringer i alt.

Brugervenlighed? Appen er nem at bruge, og især kortfunktionen hvor man kan se andres indberetninger er underholdende.

Begrænsninger? Der er kun 30 arter og 12 levesteder der på forhånd er udvalgt der kan registreres. Folkene bag appen udtaler selv at de skal bruge 150.000 registreringer om året frem til 2020 hvis det skal give mening. Det er ret mange.

Egern erfaring: Man bør på forhånd sætte sig ind i, hvilke 30 arter der bliver spurgt til, da man ellers kan gå fejl virkelig mange gange. Jeg ville f.eks registrere både birketræ, en snegl og noget tang inden jeg fangede at ingen af disse var blandt de 30 udvalgte arter. Omvendt var der mange af de udvalgte arter, jeg ikke kender. Når man først har fanget det, er det nemt at smide en registrering når man observere en af de 30 arter. Hvis man husker det.

Bonusinfo: Man kan også ikke-registrere, altså ”jeg har ikke observeret nogen af de 30 arter her”. Har i samarbejde med Det Danske Spejderkorps (DDS) og KFUM udviklet spejdermærker, spejderne kan opnå når de har lavet registreringer nok. Appen har en ”in-aktivitetsbesked” funktion, den har jeg dog endnu ikke stødt på.

 

NATURBASEN – Naturhistorisk Museum, Aarhus

Meget grundig, hvilket kan spænde ben for mængden af indregistreringer. Dog er funktionen ”Hvad er det?” ret sjovt, og har medvirket til at ikke-nørder har registreret endda meget sjældne arter.

NATURBASENHvem? Naturbasen er udviklet af Naturbasen ApS i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus og delvis finansieret med støtte fra Nordeafonden, Undervisningsministeriets udlodningsmidler samt Tips- og Lottomidler fra Friluftsrådet. Naturbasen er en integreret del af www.fugleognatur.dk.

Hvorfor? Naturbasen er et opslagsværk og spørgeforum til alle naturinteresserede. Gennem indberetningerne kan man følge med i, hvad der sker i naturen i løbet af året. Samtidig bruges data i både forskning og forvaltning af vores natur. I den forbindelse samarbejder Naturbasen med universiteter, museer, kommuner, nationalparker og foreninger.

Hvem kan? Alle kan bruge appen, det kræver dog at du opretter en bruger på www.fugleognatur.dk inden brug.

Hvor mange? I alt 163.2146 registreringer (inkl dem på www.fugleognatur.dk)

Brugervenlighed? Når først du har fået oprettet en profil på hjemmesiden og logget ind går det fint. Dog bøvlede jeg en del med at få godkendt et brugernavn, og hjemmesiden er ikke super brugervenlig for førstegangsbesøgende. Inde i appen er det nemt at navigere mellem spørgefunktionen og registreringsfunktionen.

Begrænsninger? Der kan kun registreres direkte på lokaliteten. Hvis du først efter hjemkomst fra skovturen kan artsbestemme svampen, skal du derfor ind på hjemmesiden for at registrere den. Appen kræver 100% artsnøjagtighed, hvilket gør den rigtig stærk i forskersammenhæng, men lidt mere tung at danse med.

Egen erfaring: Jeg har afprøvet både ”Hvad er dette” og ”Indberet”, men har ikke fået tilbagemelding på nogen af dem endnu. Listen over ”Hvad kan jeg se her?” er en blandet fornøjelse, da den blot viser standart beskrivelse af arterne, men ikke viser hvor, hvornår og hvem der har observeret. Jeg ved blot at inden for en rækkevidde af 5 km fra hvor jeg står nu, er registreret en havørn. Det mister lidt den der personlighed, der gør det ekstra interessant at gå på opdagelse.

Bonusinfo: Appen har sin oprindelse i www.fugleognatur.dk, som den er fuldt integreret med.

 

Opdag Havet – WWF

Tilpas med arter der kan registreres, hvad enten du er strandgæst eller dybdedykker, havbiolog eller kassedame. Skal helt sikkert findes frem på min næste strandtur. Opdag havet

Hvem? WWF Verdensnaturfonden. Appen har dog en forbløffende lighed med NaturTjek i sin opbygning.

Hvorfor? Appen er udviklet for at sætte fokus på havmiljøet i Danmark, og data sendes til Center for Makroøkologi, Evolution og Klima. Appen er finanseret af Aage V. Jensen Naturfond.

Hvem kan? Alle kan se registreringer, men for selv at registrere skal du oprette en bruger og logge ind, hvilket kan gøres direkte i appen. Du kan også bruge Facebook til at logge ind.

Hvor mange? Der er ifølge appen lavet 1.500 registreringer.

Brugervenlighed? Bygget op på samme måde som NaturTjek, dog er den delt op i registreringer af arter i havet og registrering af arter ved kysten. Der er 75 på forhånd oprettede arter du kan indberette, hvilket dækker de fleste ting man kan støde på som almindelig strandgæst. Hvis man ser mere sjældne arter, eksempelvis særfinnet ringbug eller langhalse skal du have åbnet din Naturbasen app.

Begrænsninger? Det kan være svært at indberette ”on the spot” da det ikke er alle der har deres smartphone med i vandet når de er ude at bade, snorkle eller fiske. Heldigvis kan man nemt manuelt markere en position så man kan sidde hjemme i sin stue og lave registreringer efter en tur i vandet.

Egern erfaring: Jeg havde tastet en hel indberetning ind, før den bad om at man loggede ind først. Så måtte stå i regnvejr(det kan appen jo selvfølgelig ikke gøre for) og  oprette mig som bruger og så starte forfra med indberetningen. Men så snart man er logget ind er det meget nemt at registrere løbende på strandturen. Hvis man ikke har lyst til at bruge sin Facebook som login, er det lidt svært at finde ”opret bruger” knappen. Til gengæld er du hurtigt i gang, og skal ikke forbi en www først. Jeg oplevede desværre at den crashede for mig et par gange, og så var det den eneste app der opleve et total signalsvigt.

Bonusinfo: Indeholder ekstra info om havets tilstande de fire årstider, dog er teksten ret mangelfuld. Hen over sommeren har der været events rundt om på de danske strande, hvor folkene bag appen har stået klar til at guide dig ud i havet og opdage det i både 2015 og 2016.

IMG_3547
Det er ikke altid der er signal der hvor hvor man gør de gode fund

 

Generelt er det ret sjovt, og minder lidt om fænomenet Geocaching der vandt frem med de håndholdt GPS’er for et par år siden. Især detaljen med “hvad er det” funktionen i Naturbasen vil jeg helt sikkert benytte mig mere af. Af egne indberetninger vil jeg nok holde mig mest til WWF´s Opdag Havet, da jeg er marinebiolog af hjerte og hjerne. Dog ville jeg elske hvis der ret hurtigt kom tilbagemeldinger med, hvad mine data konkret bruges til, så jeg ikke går og registrere tang og sæler for ingen nytte. Jeg kan godt være skeptisk overfor brugbarheden af de indberettede data, men det må tiden vise.

APP2
Registrering af blæretang med Opdag Havet app. Foto: Jacob Vinjegaard

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.