Kategoriarkiv: Biologi

Indlæg om biologi.

Følelser og Roundup i folketinget

Efter en PhD, og et lille årtis erfaring med eksperimentel syntesekemi i rygsækken, er jeg halv-paranoid type når det kommer til de kemikalier som jeg er i kontakt med i hverdagen. Det rækker også til kemien udenfor laboratoriet. Jeg er bevidst om hvor den chokolade jeg spiser har sin kakao fra, da kakaobønnen er god til at akkumulere tungmetaller. Jeg rører ikke mikrobølgeovnspopkorn, grundet risikoen for perfluorerede stoffer, hvis skadelige effekter er anerkendte. Jeg holder vejret når lugten af stearin fra dieseltoget spreder sig på perronen om morgenen, og jeg tjekker hyppigt luftkvaliteten i mit nærområde.

Roundup, fra de fødevarer som jeg spiser, er ikke på min liste. Mine bekymringer har jeg et nogenlunde fagligt belæg for, men min faglige viden frigør mig også fra en del bekymringer om kemikalieeksponering, deriblandt Roundup. Jeg har tidligere skrevet om toksicitet af Roundup (eller manglen på samme) i et andet indlæg. I det indlæg kom jeg bl.a. ind på hvad Roundup består af, hvordan man bruger det og hvorfor eksponering via fødevarer ikke er farligt for os. Grunden til at jeg tager fat i Roundup igen er, at det har fået folkelig og politisk modstand i Danmark den seneste tid. En underskriftindsamling på borgerforslag.dk som foreslår ”Øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer” har nået de 50.000 underskrifter, hvilket betyder at forslaget skal fremlægges i folketinget. Det Radikale Venstre fremlægger et lignende forbud hvis regeringen tøver, så der er reelt to forslag på vej til folketinget.

Sundhed og glyphosat

At noget er et pesticid, betyder ikke at det er giftigt for alt. Vi bruger pencillin til at slå bakterier ihjel, og det er sikkert for os, da der er en forskel på bakterier og mennesker. Måden glyphosat er giftigt på overfor planter, er ligeledes ikke gældende for dyr.

Glyphosat virker ved at hæmme et enzym i planter, der er nødvendigt for plantens produktion af bestemte aminosyrer. Dyr og mennesker har ikke det pågældende enzym, så vi går fri af nogen effekt af stoffet. Det er meget vandopløseligt, så skulle man have spist det, kommer det hurtigt ud med urinen. Mit tidligere indlæg går i dybden i kemien og sundheden, men det korte af det lange er, fra det sundhedsmæssige perspektiv ikke er noget at være bange for. Det er også biologisk nedbrydeligt, så det forsvinder af sig selv i naturen, med en halveringstid mellem 2-197 dage, alt efter de konkrete betingelser. Nedbrydningsprodukterne kan ligeledes totalt nedbrydes til vand og CO2, så en vedvarende forurening er ikke mulig.

Det er ikke overraskende det er så populært. Det virker som det skal, uden nogle ubehagelige overraskelser.

Hvad med miljøet?

Der, hvor der kunne være noget at komme efter, er påvirkningen af glyphosat i natur og miljø. Biodiversitet og natur er i høj grad truet af landbrug, og kunsten er at finde en balance.

Om glyphosat er mere eller mindre skadeligt for miljøet, i forhold til andre dyrkningsformer, er et teknisk kompliceret spørgsmål. Alle dyrkningsformer skal på den ene eller anden måde håndtere ukrudt, og hver metode har sine fordele og ulemper.

Det er skadeligt for miljøet at pløje, og glyphosat tillader pløjningsfri dyrkningsformer. En landbrugsform, som jeg er begejstret for, er ”Conservation Agroculture”, som er en dyrkningsform, hvor naturen i højere grad trives på den opdyrkede jord.1 Denne dyrkningsform benytter sig af glyphosat. Min pointe er dermed, at Roundup kan facilitere dyrkningsmetoder, der muligvis er mindre destruktive for naturen, end økologiske dyrkningsmetoder hvor bestemte pesticider som udgangspunkt ikke må bruges, heriblandt glyphosat.

Det store perspektiv om hvilke dyrkningsformer der er de bedste, er jeg ikke kvalificeret til at vurdere. Det jeg taler imod, er en dogmatisk og følelsesladet tilgang til emnet, og min forståelse er at der ikke er én korrekt landbrugsform, men at specifikke omstændigheder afgør hvad de bedste valg er.

Landbruget er det endelige mål

At offentligheden bruger så meget tid på at debattere Roundup, virker for mig bizart. Debatten synes mest at have rod i følelser om landbrugsformer, og det står klart, at det egentlige formål for borgerforslaget og de politiske partier, der støtter det, er at fjerne glyphosat fra landbruget og ikke kun den private borger.

Zenia Stampe og Jens Rohde fra Radikale Venstre lægger direkte op til et totalt forbud.

De skriver:

”…kemikalieindustrien har trods adskillige advarsler forsømt at udvikle miljøvenlige alternativer. EU har derfor givet industrien og landbruget fem år til at udfase brugen af Roundup og udvikle alternativer. Men fra 2023 er det slut.

Om det reelt er slut med at bruge Roundup i 2023, må tiden vise. Som kemiker har jeg svært ved at forestille mig et stof med mindre skadelige karakteristika, og jeg håber at et mere fagligt syn på emnet vil få vind blandt magthaverne og i befolkningen. Et totalforbud mod glyphosat er jeg sikker på, ikke er et skridt i en fagligt funderet retning.

Modstanden mod Roundup er en interessant situation, for modstanden hviler på et meget følelsesladet grundlag, på trods af der stort set er enighed om sikkerheden blandt de nationale fødevare- og kemi agenturer. 2

Politik, følelser og faglighed

På trods af alt dette, har folkestemningen vendt sig mod glyphosat. Præcist hvordan det er sket, ved jeg ikke, men jeg tror, det har noget at gøre med, at det er berømt, og alle kender navnet.3 Derudover har firmaet Monsanto også et utroligt dårligt image, og sammen bærer Monsanto og Roundup en fortælling om globalisering, industrialisering, monopoldannelse, og gift.

Amerikanske domstole har tilkendt erstatninger til kræftramte, der mener at deres sygdom skyldes glyphosat, mens der er i faglitteraturen ikke belæg for, at der skulle være en sammenhæng.4 Videnskab afgøres dårligt ved retssager, noget som Gallileo nok gerne vil skrive under på, efter han fik stuearrest for at støtte hypotesen om, at solen er centrum i vores solsystem. Jeg kan dog godt forstå den skepsis og frygt offentligheden har.

Der er en del tilfælde, hvor kemiske produkter, der ikke var gennemtænkte, blev taget i brug, med katastrofale følger. Vi er blevet klogere, men tilliden til kemien vakler. Her står kemien i en særlig position, i forhold til andre videnskaber. Der er tillid til broer, på trods af at dårlig ingeniørkunst har kostet menneskeliv. Ingeniører lærer af deres fejl, og det gør kemikere også. Ingeniørvidenskaben tilgives i højere grad deres fejl, måske fordi det er en umiddelbart mere intuitiv videnskab. Kemien er mere fremmed, og det gør dens rygte mere udsat.

Det hjælper bare heller ikke der stadig er kemiske produkter i omløb, der vides at være meget problematiske. Et eksempel er at Brasilien benytter sig af et pesticid der er baseret på perfluorerede fedtsyrer der aldrig bliver nedbrudt i naturen, men derimod akkumuleres op igennem fødekæden, ligesom tungmetaller og dioxiner.

Lande, der handler med Brasilien, ville kunne presse landet til at forbyde dette kemikalie, men det vil nok kræve mere medieopmærksomhed på problemet. I hvert fald ville offentlighedens energi være bedre brugt bedre på at begrænse udbredelsen af produkter som disse, end på glyphosat.

Disclaimer

Som en pre-fodnote vil jeg gerne gøre det klart at jeg ingen tilknytning har til landbrug eller kemikalieproducenter. I forhold til det aktuelle emne har jeg ingen interessekonflikter, og er på ingen måde betalt for at engagere mig i dette emne. Den eneste grund til at jeg skriver er samfundsengagement. Min forskning er pt. støttet af Novo Nordisk Fonden, og er på ingen måde relateret til emnet.

Det konkrete forslag om et privat forbud, er mig ligegyldig. Jeg er af den overbevisning at havepleje er rekreativt, og haveejere snyder sig selv for et zen øjeblik ved ikke at bruge knofedt. Men jeg er ikke haveejer, så det er en billig holdning for mig at have. Jeg tror dog ikke der er noget zen ved mekanisk at tømme en mark for ukrudt.

————————————————————————————-

1. Landmanden Søren Ilsøe der driver et landbrug med denne metode har givet et interview på Zetland. Det er værd at læse.

2. Et enkelt agentur bryder med de øvrige, International Agency for Research on Cancer (IARC), og de har i 2015 klassificeret glyphosat som 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende. Blandt de statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer står IARC alene med denne vurdering. Den praktiske anvendelse af IARCs klassificering er begrænset, idet ikke tager dosis med i deres vurdering.Glyphosat udgør det man kalder en hazard og ikke risk. Hvis noget vurderes som en hazard  skal det forstås at IARCs ikke kan udelukke, at der ikke er scenarier hvor glyphosat ikke kan forsage kræft. Efter denne definition er glyphosat i kategori med natarbejde og varme drikke i forhold til en chance for at udvikle cancer (cancer hazard), men glyphosat vurderes mildere end rødt kød. Forskellen på hazard og risk er lidt kringlet. Der er en hazard forbundet med at drikke kakao med teskeen nede i koppen, da man kan blive blind af at få den i øjet under de rigtige omstændigheder. Hvad den reelle risk er, er en anden snak. Hazard vurderinger er i min optik en lidt løjerlig konstruktion, men hvis man ikke har tilstrækkelig data om et emne kan de give et praj. Det er ikke tilfældet her. IARCs klassificering af glyphosat har fået kritik som følge af at meget få dyreforsøg var udslagsgivende, hvori epidemilogisk data blev mindre vægtet. Vurderingen resulterede i at flere statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer genovervejede glyphosat som et risikabelt stof, men de holdte fast i deres gamle konklusion; at glyphosat med alt sandsynlighed ikke forsager kræft. Dvs. IARC stadig står alene med deres vurdering, godt nok med enkelte lande, og amerikanske stater, der vælger at ændre bestemmelser i dette efterspil.

Det skal også nævnes formanden for den pågældende arbejdsgruppe der vurderede glyphosat til at være kræftfremkaldende hos IARC, har modtaget er honorar på 120.000 pund, for at vidne i de californiske retsager mod Monsanto, som er den oprindelige patenthaver af glyphosat. Hele sagen omkring IARCs klassificering har ikke medført en konstruktiv videnskabelig dialog i min optik.

3. Jeg har tidligere snakket med en PR repræsentant fra Monsanto. Vedkommende mente at det skyldes Monsanto i midten af 2000erne droppede alt lobby-modstand mod Enviromental Working Group, som er en Amerikansk interesseorganisation, støttet af øko-lobbien. Der er sikkert flere faktorer på spil, men klikker man rundt på EWGs side er det klart de lukrerer på glyphosat frygten.

4. Læs evt. mit tidligere indlæg. Der er selvfølgelig forskere der tager overskrifter med at have fundet en sammenhæng, efter nok statistiske krumspring, men det er ikke god forskning. Det seneste skud på stammen over forskere der mente der var en sammenhæng er denne, som svar på den vil jeg referere til DTUs notat om dette studie.

Tiden er i gang, jagten kan begynde

Jeg er faldet over et helt fantastisk TV-program, som jeg bliver nødt til at fortælle om.

Det er egentlig ikke så tit, jeg ser naturprogrammer længere. Jeg har været gennem de fleste af BBCs fremragende serier som The Blue Planet og Planet Earth, der begejstrer gennem flotte kameraoptagelser, også selv om BBC gerne snyder lidt for at få de imponerende optagelser i hus. Som tilskuer er man desværre også blevet lidt forvænt. Det vil næsten være underligt i dag, hvis et naturprogram ikke er båret oppe af helt enestående billeder.

TV2 viser dog, at naturudsendelser også kan produceres for et markant mindre budget. Faktisk startede serien “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” tilbage i december 2017, men det er først nu, jeg falder over den, og efter at have binge-watched begge sæsoner på et par dage, vil jeg tillade mig at gøre lidt reklame.

Programmet er kort fortalt et underholdningsprogram, hvor 2 hold på tid dyster om at opspore 3 forskellige dyr i den danske natur.

Deltagerne er ikke tilfældige ukendte danskere, der har søgt om deltagelse i programmet, men derimod de fire erfarne naturformidlere Morten D.D. Hansen, Sebastian Klein, Bjørli Lehrmann og Vicky Knudsen. Man har endda sparet den sædvanlige kække quizvært væk, og i stedet bare ladet Sebastian Klein stå for introduktionen til opgaverne, som han så selv kaster sig ud i med sin holdkammerat.

Det er altså fagligheden, der er i højsædet, selv om både underholdning og drama skam også er i top. Der bliver f.eks. moonet ud af sideruden, når det ene hold overhaler det andet, og at se Bjørli Lehrmann kaste sig over og fange en aggressiv hugorm minder én om en nordisk udgave af Steve Irwin.

Deltagerne er alle entusiastiske og karismatiske, og der er stærke følelser med i programmet. Der fældes ofte en tåre, enten fordi det ene hold efter timers søgning taber med kun et enkelt minut, eller ganske enkelt fordi programmet byder på særdeles stærke naturoplevelser. Det ene hold har f.eks. held til at komme i nærkontakt med en lille nysgerrig ræv, der kommer helt hen for at undersøge dem.

På et andet tidspunkt bliver Morten D.D. så begejstret, at han bogstaveligt klasker kolort i panden på sig selv, med resultatet at han mister det netop fundne dyr før det kan dokumenteres af kameraet.

Så ja, programmet er i bestemt underholdende, men det er så sandelig også lærerigt. Vi hører om en lang række spændende dyr, som lever lige her i naturen rundt omkring os på steder, hvor vi alle kan gå ud og finde dem.

Vi kommer forbi leopardsneglenes fantastiske sexliv, som jeg før har skrevet om her på bloggen, men der fanges også igler (ja, deltagerne må på barfodet jagt i søer) og spottes hvaler, rovfugle, padder, insekter og pattedyr.

Det er min påstand, at selv erfarne naturfolk kan lære nyt af programmet, men der er noget for enhver smag. Med flotte dronebilleder (måske har TV2 alligevel lært lidt af BBC…) får vi præsenteret de forskellige danske naturområder, og vi lærer, at Danmark har masser af både flot og forskelligartet natur, som mange sikkert ikke kender i forvejen.

Og så minder programmet os om, at naturen ikke er en zoologisk have. Dyrene står ikke og venter bag det næste hegn. Skal man ud og finde de rigtig store naturoplevelser, så skal man måske ikke så langt – men man skal ofte have tålmodighed. Det glemmer vi nemt i dagens zapperkultur, men jeg har selv stået stillet i timevis og ventet på bestemte dyr, og det har givet mig oplevelser som vilde pingviner, springende pukkelhvaler, og endda de sky kiwier som jeg beskrev i dette blogindlæg.

Jeg er ikke den eneste, der er begejstret; seerne har skamrost programmet, og har du ikke set det, bør du straks gå på TV2 Play og komme i gang!

Kan en rotte tænde på en vest?

Gæsteindlæg: På SDU i Odense har tre studerende i biokemi og molekylærbiologi, Robin Nilsson, Flemming D. Nielsen og Mark Lyng, startet en såkaldt comedy-podcast: Spækbrættet. Hver tirsdag kommer en nyt afsnit, hvor de forklarer forskning, så alle kan forstå det. De tager udgangspunkt i videnskab, der gerne må være dum, fjollet eller helt igennem vanvittig interessant.

Du kan følge dem på Facebook og http://spaekbraettet.com, samt iTunes, Spotify eller hvor end du hører podcasts.

I dette gæsteindlæg fortæller de om: Physiol Behav. 2013 Oct 2;122:1-7. doi: 10.1016/j.physbeh.2013.08.005. Epub 2013 Aug 14. Somatosensory conditioning of sexual arousal and copulatory behavior in the male rat: a model of fetish development. Pfaus JG1, Erickson KA, Talianakis S.

Vi er Flemming, Robin og Mark fra Spækbrættet; en podcast om vanvittig videnskab. Vi er tre kandidatstuderende fra Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk universitet i Odense, som er blevet enige om, at videnskab er langt sjovere og mere vanvittigt, end de fleste går og tror.

Når mange hører om naturvidenskab tænker de på støvede bøger og firkantede mennesker. Det har vi dog erfaret langt fra er sandt. Der findes hundredvis af kreative og tossede mennesker med vanvittige forsøg blandt faglitteraturen, men de er så dybt begravet i fagtermer og teori, at deres viden er utilgængelig for de fleste. Det er her Spækbrættet kommer ind. Vi finder de mest vanvittige og skøre videnskabelige artikler frem og forklarer dem så alle kan forstå dem.

Følgende artikel er et eksempel på den slags videnskab vi dækker på podcasten.

Læs videre Kan en rotte tænde på en vest?

Endnu en absurd debat om mæslingevaccinen

Debatten om vacciner bølger frem og tilbage. For nylig meldte WHO ud, at vaccinationsmodstand er på deres top 10 over trusler mod folkesundheden i 2019, der er for tiden et stort udbrud af mæslinger i USA, og i Europa døde der i 2018 over 70 personer af mæslinger.

Det absurde er jo, at der er tale om en sygdom, som vi kan forebygge med en sikker og effektiv vaccine, så hvorfor pokker kommer der stadig udbrud af mæslinger?
Læs videre Endnu en absurd debat om mæslingevaccinen

Naturvejledning i 2019

Gæsteindlæg: Mark Källstrøm er født i 1989 og uddannet skov- og landskabsingeniør. Han tog naturformidler-uddannelsen hos Natur & Ungdom i 2018 og har siden arbejdet med sin selvstændige virksomhed Naturhandel.dk, som er en klassisk webshop med en niche inden for naturfag, kombineret med en naturblog og muligheden for at leje ham som naturvejleder.

Scienceblog har spurgt Mark, hvem han er, og hvorfor han har startet sit firma:

 

Hvad er din vision?

Mit koncept handler om at få flere forældre til at lave naturaktiviteter for deres børn.

Jeg er af den overbevisning at mange af de forældre, som besøger landets naturcentre, faktisk selv ville kunne stå for naturformidlingen til deres børn.

Læs videre Naturvejledning i 2019

Hvad kan vi egentlig bruge DNA målinger til?

Gæsteindlæg: Lasse Folkersen er født 1982 og uddannet humanbiolog. Tog ph.d. i genetik fra Karolinska Institutet i Sverige (2011) og har siden da arbejdet med at oversætte genetik til praktisk anvendelse. Det har betydet arbejde med udvikling af gigtmedicin på Novo Nordisk, hjertesygdomsmarkører med Pfizer, en stilling som adjunkt på DTU, og i dag arbejde som forskningsleder i Region Hovedstaden. Ud over forskning, er han optaget af formidling så som f.eks. videnskaben på besøg, paneldebatter, science week – samt selvfølgelig en nyudkommet bog om genetik: ”Forstå dit DNA – en guide”.

 

DNA test er en fantastisk ny teknologi! Lær om dig selv! Din sundhed afhænger af det! Ja, sådan siger fortalerne – altså typisk dem som vil sælge dig en DNA test. Der er også dem der er skeptiske; kan man i virkeligheden overhovedet få noget ud af det, det der DNA?

Det er det emne jeg gerne vil fortælle dig om, for svaret på de spørgsmål er der faktisk temmelig mange nuancer til. Jeg sælger ikke DNA test, så jeg skal ikke pådutte dig noget du ikke har brug for. Jo, måske den bog jeg netop har skrevet om emnet, den vil jeg stærkt anbefale. Omvendt er jeg stor fortaler for at omfavne ny teknologi når den kommer og forsøge at få så meget ud af den, som det giver mening. Derfor denne artikel om hvad man egentlig kan bruge DNA tests til, nu og i nær fremtid.

Den første udfordring i at forstå det, er at det er meget sjældent der står skrevet noget i dit DNA som har 100 % gennemslagskraft. Det er egentlig selvindlysende når man tænker over det: Hvordan skulle nogen nogensinde kunne klare sig i en kaotisk verden hvis hele ens livsforløb var beskrevet fra starten. Vi er mere robuste end det, både os mennesker, men også dyr og planter og bakterier. DNA er snarere de underliggende byggetegninger med smarte løsninger til mange forskellige tilfælde.

DNA beskriver hvordan et fleksibelt selv-lærende immunforsvar skabes. Det beskriver hvordan der laves muskler og fedtdepoter som kan vokse og skrumper efter omstændighederne. Og det er planen for hvordan en nysgerrig og adaptiv hjerne skabes og udvikles til at senere at tage kloge beslutninger. Men DNA tager i sig selv ikke beslutningerne for dig. Og der står så absolut ikke skrevet nogen steder at du kommer til at få et slagtilfælde i en alder af præcis 42 år.

Nogle gange står der dog nogle uhensigtsmæssige ting i vores DNA. I de sjældne tilfælde kan det være alvorlige arvelige sygdomme. Dem kalder vi gen-fejl eller mutationer. Grunden til at det kun er de sjældne tilfælde, det er det som Darwins fandt ud i sin tid: Jo mere alvorlig en gen-fejl er, jo sværere er det at vokse op med den og give den videre til de næste generationer. Sådan er det bare.

Men hvad så med en ændring i dit genom som tilfældigvis ændrer en ganske lille smule i din karmuskulatur, og derved giver dig et par procents øget risiko for at få et slagtilfælde? Eller et 2 mm bredere taljemål? Tjo, sådan en lille ændring har nok ikke spillet nogen større rolle i evolutionens store spil. Så ikke overraskende findes der millioner af den slags små DNA-ændringer mennesker imellem. Dem har vi i dag kortlagt i massevis og givet dem navn: vi kalder dem SNPs.

En af de spændende ting, der sker i genetik netop i disse år er at vi er ved at lære hvordan vi håndterer summen af disse mange små SNPs. Hvordan vi kan udregne opsummerede gen-scorer og hvilken effekt de har på os. I stort set alle tilfælde er svaret at der er nogen effekt, men at alt ikke er låst fra starten. Jeg har skrevet mere andetsteds om dette komplekse modsætningsforhold.

I denne artikel vil jeg i stedet fokusere på hvad jeg tror vi faktisk kan bruge DNA-målinger til. Hvilken gavn det kan gøre, om nogen. Forudsætningen er altså at for alle almindelige sygdomme og træk, så er genetik blot en delvis forklaring. En statistisk påvirkning, som altid skal ses i sammenhæng med dit eksisterende jeg og dets omgivelser.

Det betyder f.eks. at det er meget usandsynligt at almindelige sygdomme vil blive diagnosticeret alene med DNA-test. Det er simpelthen nemmere og mere præcist at lave en blodsukkertest og reagere på den, end det er at gå den lange omvej om først at skulle udregne genetisk diabetes-risiko. Det er dog muligt at DNA-test en dag bliver en form for support måling som foretages rutinemæssigt allerede inden diagnose.

Det kan man f.eks. forestille i en situation hvor en patient er helt på herrens mark i sundhedssystemet. Her kan selv delvise indikationer i den rette retning tænkes at kunne hjælpe, herunder analyser i DNA. En fordel her er at DNA bare behøver at måles på en gang. Med den ene måling kan man udregne gen-scorer for alle kendte sygdomme, uden at skulle igennem gentagne målinger og besøg på andre afdelinger.

Et andet aspekt hvor dette virkelig kan tænkes at hjælpe er i behandlingsvalg. For langt de fleste almindelige sygdomme findes der mere end én type medicin. Valget af medicin er absolut ikke uvæsentlig; pris, bivirkninger, og effektivitet spiller alt sammen ind. Man må ikke tro at det er så enkelt som at den dyreste pille også er den bedste. Problemet er i virkeligheden at man næsten aldrig ved hvad det bedste medicin-valg er til den enkelte patient – ikke før man har prøvet sig frem. Det faktum er en kilde til stor frustration, simpelthen fordi vi alle reagerer forskelligt på forskellig medicin.

Når valget af medicin således foretages sådan lidt i blinde, så skal der meget lidt til at forbedre på det. Hvis din DNA-profil f.eks. siger at du har 10 % øget chance for at få gavn af medicin nr #3 for en given sygdom, så lyder det måske ikke af meget. Men i det større perspektiv kan sådan en indsigt spare samfundet, både læger og patienter, for rigtigt meget spild af tid og penge. Vi ville simpelthen blive raske hurtigere, i gennemsnit.

Det koncept hedder præcisions-medicin, eller personlig medicin. Det er ikke urokkeligt at denne øgede præcision skal komme fra DNA-målinger. Men i forhold til så mange andre ting som sundhedsystemet måler i vores blod, så har DNA som sagt den store fordel at det kun skal måles én gang, så har man information til alle fremtidige behandlinger.

Forbedring af medicinvalg og assistance til diagnose af folkesygdomme er to områder hvor jeg realistisk tror vi kan hente forbedringer i vores sundhedssystem. Jeg tror dog samtidig det er vigtigt at italesætte den uvished der er forbundet med konklusioner fra DNA-målinger. Det er vigtigt at vi ikke tror vi kan bruge det til ting vi allerede er præcise på, f.eks. rutine-diagnoser. I stedet skal vi identificere de brugs-områder som i dag de facto plages af relativ stor uvished.

Det meste af min egen forskning handler om de her spørgsmål. F.eks. arbejder jeg en del med projekter hvor vi følger patienter som begynder med ny medicin. Det sker ved det vi kalder “dag-0”, inden den ny medicin tages. På denne dag laver vi en lang række målinger af dem, både DNA og andre typer af målinger, f.eks. protein-niveauer eller spørgeskemaer. Så venter vi og ser om det gik godt med deres behandling eller ej. Hvis ikke det gik godt, så får patienterne blot ordineret en anden slags medicin. Det spændende for mig, er så om der fandtes noget i vores dag-0 målinger. Noget hvor vi kunne have forudset at de ikke ville have haft gavn af behandlingen – og dermed sparet både patient og læge for ekstra hospitalsbesøg og ventetid.

Svaret er at vi allerede kan lave de her forudsigelser til en hvis grad. Hvor meget og hvor godt kommer selvfølgelig an på sygdom og medicin-type. I cancer er vi særligt gode, men hjertesygdomme og autoimmune sygdomme er også godt på vej. Resten skal nok komme med, selv psykiatriske lidelser – for vi bliver bedre og bedre til at lave dem.

Desuden er jeg meget interesseret i at hjælpe folk til at hjælpe sig selv. I samarbejde med sundhedssystemet, naturligvis. Men din egen indsigt og motivation er altid en af de vigtigste dele af et hvilken som helst sygdomsforløb. Derfor arbejder jeg også med et projekt om online selv-analyse af DNA fra firmaer der sælger forbrugergenetik, samt med en nylig udkommet bog hvor du kan læse meget mere om de koncepter. Mit håb er at dette vil gøre dig i stand til at navigere i den komplekse verden som sundhed, medicin og DNA trods alt er.

HPV-update nr. 10

Tiden flyver, når man har det sjovt! Det er et par måneder siden, jeg sidst skrev en opdatering om HPV-debatten, og den mellemliggende tid er forsvundet i et forsøg på at passe alle mine forpligtelser. Sådan er det, når ens hobby pludselig bliver endnu et fuldtidsarbejde… Men jeg har samlet lidt sammen og vil her forsøge at samle op på nogle af de sager, der har været:

  • Er HPV-vaccinen (stadig) sikker?
  • Øger HPV-vaccinen risikoen for aborter?
  • Er det bevist, at en ung kvinde døde som følge af HPV-vaccinen?
  • Benytter vaccinemodstandere sig af falske personer?

Læs videre HPV-update nr. 10

HPV-update nr. 9

I den seneste tid har der været en del arrangementer, der har sat fokus på medier, formidling og “fake news”. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at deltage i flere af dem – Foreningen for Yngre Forskere på Rigshospitalet, Lægevidenskabelige Selskabers årsmøde og senest et oplæg for ph.d-studerende onkologer på Panum.

Det har været utrolig lærerigt at deltage, og jeg har naturligvis også (men ikke kun) snakket om HPV-debatten og mine oplevelser – både de gode og de mindre gode. Undervejs lavede jeg lidt sofa-research for at efterprøve en hypotese, jeg havde: At mediernes rolle har spillet en aktiv rolle i forbindelse med HPV-vaccinen.
Læs videre HPV-update nr. 9

Når man løber tør for argumenter

Ved du, hvad det gode ved aktindsigter er? At alle kan søge om det.

Det er ingen hemmelighed, at jeg længe har været ret engageret i debatten om HPV-vaccinen. Det er snart 2 år siden, at jeg skrev mit første indlæg om den misinformation, der blev spredt imod vaccinen. Det er blevet til en del indlæg efterhånden – mest her på bloggen men også i avisernes debatspalter. Når det nu er et par måneder siden, jeg skrev mit sidste indlæg om HPV-vaccinen skyldes det dels, at jeg har haft temmelig travlt med andre ting, dels at der ikke har været de helt store nye videnskabelige studier at skrive om.
Læs videre Når man løber tør for argumenter