Kategoriarkiv: Biologi

Indlæg om biologi.

Arla imod GMO: Det handler om penge – ikke sundhed eller natur

Arlas bestyrelse skrotter det teknologiske fremskridt ved udfasning af GMO-foder og træder mere end halvtreds år bagud, fordi det er trendy, og de kan tjene penge på det.

De ved godt, det ikke er fornuftigt, men som forretning skal de jo følge tidens ånd og pengene. De har set bort fra videnskaben, kastet forskerne og deres egen fornuft ud af vinduet, fordi deres brugerundersøgelser bekræfter samtidens forelskelse i ordet naturlig, og der er derfor lige nu penge i GMO- fri mælk.

Naturlige fødevarer er kernen i Arlas forretning. Derfor var det et naturligt skridt for os at udfase foder med genmodificerede afgrøder til vores drikkemælk. Arla er sat i verden for at sikre så meget værdi for vores ejere som muligt. Derfor greb vi muligheden for at være de første på markedet, der kan garantere en danskproduceret drikkemælk fra køer, som ikke har fået GMO-foder”.

Det kommer til at sælge bedre, hvis de kan skrive på kartonen, at det er GMO- frit. Det er smart og moderne at være imod GMO, men teknologi-modstanden er en afvikling af den sunde fornuft, der brødføder os alle sammen.

Manipulation med vores fødevarer er ikke en dårlig ting – og slet ikke noget nyt.

Før i tiden var fødevareteknologi noget, der blev prist. Norman Borlaug fik Nobels fredspris i 1970 for sit arbejde med forædling af afgrøder. Med højteknologisk forædling af afgrøder formåede han markant at forbedre produktionen på eksisterende landarealer i udviklingslande og beskyttede dermed naturen, da effektivt landbrug betyder mindre skovrydning. Han har fået æren for at have reddet mellem 245 millioner mennesker til 1 milliard fra hungersnød.

Det præcise tal er ikke så vigtigt. Pointen er, at der er en forsker, der i den grad har kredibiliteten i orden til at have en holdning:

“GM crops are as natural and safe as today’s bread wheat, opined Dr. Borlaug, who also reminded agricultural scientists of their moral obligation to stand up to the antiscience crowd and warn policy makers that global food insecurity will not disappear without this new technology and ignoring this reality global food insecurity would make future solutions all the more difficult to achieve”.

Når Norman Borlaug mener, “as natural and safe as today’s bread wheat”, skal det forstås på den måde, at vores fødevarer slet ikke er naturlige. Det har de ikke været, siden vi gik fra jægersamfund til bondesamfund. Vi har forædlet dyr og afgrøder for at øge udbyttet, fordi det simpelthen giver mening. Landbrug er essentielt for vores civilisation. GMO er seneste skud på stammen over metoder, vi kan bruge til at skaffe mad på bordet på en bæredygtig måde og på samme tid sikre menneskehedens og naturens overlevelse.

Takket være teknologiske fremskridt står vi samtidig på kanten af en fødevarerevolution, medens tidsånden kæmper imod disse fremskridt. Det er en rigtig underlig situation.

GMO er i grunden meget simpelt. Det er organismer, hvor der er foretaget en ændring i arvematerialet. Det medfører en ændring af hvilke proteiner, de laver. Det er essensen af et meget stort emne. Ændringerne kan være at de laver proteiner de ellers ikke ville lave, at de laver mere eller mindre af proteiner de i forvejen laver eller de holder op med at lave bestemte proteiner. Der er ikke mere i det end det.

Det er teknisk svært at lave GMO-afgrøder, men takket være en ny genteknologi kommer det til at gå meget hurtigt de kommende år.

CRISPR- teknologien har givet forskere muligheden for at optimere afgrøder med en hidtil uset præcision.

– Tomater med smag! Den var ellers gået tabt under fremavl af store tomater med lang holdbarhed

– Svampe, der ikke bliver brune af at blive stødt

– Øget udbytte på bommuldsmarker

– Sygdoms- og tørkeresistente kornafgrøder

Det er de første forbedringer, der er på vej, og de er gode fremskridt. Og det hele er foreneligt med økologi, hvis man gerne vil have det.

Der er kun vage hypotetiske sundhedsricisi ved GMO. Hvis for eksempel nogle er allergiske over for nødder, kan de måske også være allergiske over for GMO-planter, hvis man får planten til at producere proteiner fra nødder. Det er meget hypotetisk og nemt at undgå. Reelt er der ingen sundhedsricisi ved GMO.

De eneste indvendinger, jeg har imod GMO, er i de juridiske aspekter omkring ejerskab af såsæd og patenter af almennyttig teknologi. Så vigtige teknologier bør ikke være forbeholdt de få, men det er en historie for sig selv. Overordnet er GMO en virkelig god idé.

Der er ingen tvivl om, at konsekvenserne af den globale opvarmning medfører en masse uforudsigelighed i klimaet. Vi står med værktøjet til at kunne ruste os og sikre fremtidens fødevareproduktionen. Folkestemningen skal bare være med, ellers kommer lovgivningen ikke på plads.

Lige nu hjælper Arla ikke til med det, snarere tværtimod.

HPV-update nr. 1

Da jeg løbende skriver om HPV-debatten, har jeg tænkt mig at bruge en ny form for de generelle blogindlæg – nemlig disse relativt korte tekster, hvor jeg skriver om 2-3 relevante artikler eller indlæg. Dette er det første indlæg i rækken og handler om:

Læs videre HPV-update nr. 1

HPV-vaccinen og alternativ brug af kilder

Lige en kort intro til et lidt langt indlæg

HPV-vaccinen fylder fortsat meget i medierne – både med indlæg, der kritiserer TV2 for deres dokumentar “De vaccinerede piger” (der nu kan ses på YouTube med engelske undertekster), indlæg fra forældre til børn med påståede bivirkninger fra vaccinen, forsvar fra en af TV2s redaktionschefer, og kommentarer fra Lægemiddelstyrelsen. Tilslutningen til HPV-vaccinen er stadig sørgeligt lav, og usikkerheden er fortsat udbredt i befolkningen. Ydermere har TV2 bebudet, at de arbejder på en ny dokumentar om emnet.

Læs videre HPV-vaccinen og alternativ brug af kilder

GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Jeg spiser kød. Når det hænder en vegetar prøver at overtale mig til at droppe de animalske herligheder via sundhedsbaserede argumenter, har jeg har en del videnskabelig ammunition at svare igen med. Jeg har bare ikke ikke så meget, hvis de trækker miljø- eller dyrevelfærds kortet.

At ‘jeg kan lide det’ er det eneste argument, jeg har at forsvare mig med. Læs videre GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

‘Tænk’ og de hormonforstyrrende stoffer

Jeg har en klar agenda med at skrive dette. Jeg håber at nedtone frygten for hormonforstyrrende stoffer ved at informere om dem. Der er stoffer der er værd at være opmærksom på og der er stoffer hvor panikken er til mere skade end gavn.

Hvis du undrer dig over hvorfor jeg har valgt blåbær som billede til denne lille skrivelse skyldes det at de naturligt indeholder parahydroxybenzoat*, et dokumenteret hormonforstyrrende stof. Det er det selv samme stof som især bidrager til at blåbær måles til at være rig på antioxidanter, som jo skulle være så sunde så sunde (hele antioxidant/anti-inflamatorisk-superfood fad’en har jeg ikke lige energi til at kommentere på denne gang).

Pointen er ikke at blåbær er farlige, men at emnet er for nuanceret til at se sort/hvidt på det.

Hormonforstyrrende stoffer er et kompliceret emne, men det er værd at sætte sig ind i så man kan danne et overblik over hvilke produkter der er værd at være opmærksomme på, og berettige sig en holdning om emnet.

’Tænk Kemi’ har i en årrække været en hjælp til at skabe dette overblik for både forhandlere og forbrugere. Eksempelvis fandt de [Tænk kemi] uønskede kemikalier i en række børnevanter i december 2015 der resulterede i en tilbagekaldelse af varerne, ikke fordi at stofferne var over grænseværdierne, men fordi det var imod forhandlerens forretningspolitik.

Tænk Kemi står til at blive lukket. I min optik er Tænk Kemi et tveægget sværd pga. deres tilbøjelighed til en demagogisk formidling af risici og dermed sætter folk en frygt i livet uden at tage dosis og eksponeringsgrad med i deres betragtninger når de advarer imod produkter, men når alt er vejet op vil jeg alligevel mene at Tænk Kemi er værd at bevare.

Dermed slet ikke sagt at danske forbrugere ikke er godt beskyttet imod kemikalier i dagligdagen; EU gør et stort stykke arbejde for at kontrollere producenterne og risikovurdere produkter før de kommer på markedet.  I denne sammenhæng har Tænk kemi blot været et ekstra nationalt led i kontrollen, og har været godt for den folkelige bevidsthed omkring kemikalieeksponering, selvom det ville have hjulpet mere hvis deres information var mere nuanceret.

Et stof kategoriseres som hormonforstyrrende hvis stoffet påvirker kroppens hormonstystem. Da hormoner regulerer og påvirker mange af kroppens funktioner kan et hormonforstyrrende stof have effekter som fører til mange forskellige tilstande, lige fra kræft til dårlig sædkvalitet. Der er en række af de stoffer som i dag betegnes som hormonforstyrrende af både Tænk Kemi og EU som jeg umiddelbart ikke bekymrer mig for at blive eksponeret til.

Min frygtløshed skyldes dels min viden om eksponeringsgraden i forhold til grænseværdierne, dels min tiltro til min lever som heldigvis gør det muligt at håndtere en vis mængde af kemikalier som ender i kroppen. Med sine 1½ kilo er en sund lever ret robust, men kan overrumples af høje doser af et givet stof. Dette gælder naturlige såvel syntetiske stoffer. Der er rigeligt af eksempler på folk der har taget bestemte fødevarer ud på et overdrev, og dermed formået at forgifte sig selv i troen om at de gjorde noget sundt. Der er eksempelvis observeret leverbetændelse hos folk der drak for meget grøn te. Lektien må være alting med måde.

Naturen er en fjendtlig størrelse da hverken dyr eller planter er ude på at blive spist. De afgrøder som vi dyrker, er som udgangspunkt sikre, men de producerer stadig kemikalier som vores krop ikke har nogen ernæringsmæssig interesse i.

Heriblandt er der også en del naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer. Det er svært at blive klog om hvorvidt at disse har skadelige effekter. Studierne af stofferne giver et billede af at de kan være både sunde og sundhedsskadelige, alt efter om man studerer deres effekt på knogleskørhed eller testikelkræft.

En entydig dom vil vi nok ikke se i den nærmeste fremtid, da de naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer ikke er enormt populære at forske i.

Syntetiske hormonforstyrrende stoffer er også svære at blive kloge på. En hurtig søgning på google vil enten føre til sider der opfordrer til vild panik (som desuden linker videre til sider der sælger kosttilskud og cannabisolie) eller ensidige udlægninger fra kemikalie-producenter, der holder fast i at deres produkter er sikre.

Det er altså nødvendigt at udøve lidt informationshygiejne og hive fat i videnskabelige oversigtsartikler hvis man vil blive klogere, men videnskabeligt litteratur er oftest ikke for lægmand og det hormonelle eller endokrine system er svært at gøre sig klog på fordi vi simpelthen ikke ved alt endnu.

Det betyder desværre også at mange af de videnskabelige studier af stofferne er i strid med hinanden. Den simpleste konsensus der står klart er denne: Det er fornuftigt at begrænse eksponeringen af potentielle hormonforsyrrende stoffer overfor især gravide og meget små børn, da det er der skaden har vist sig at være størst.

Der er set et fald i sædkvaliteten verden over, sandsynligvis som følge af fordums tids afslappede lovgivning og kontrol, samt manglende viden om hormonkemiens verden. Det er dog min overbevisning at det er muligt at finde en balance i hvilken eksponering der er acceptabel for befolkningen, samt at informere forbrugere om korrekt omgang med produkter der kan være problematiske.

En total ud-fasning af alle stofferne er ikke en reel mulighed. Der forskes i alternativer, men det er en meget lang vej, og incitamentet er lavt når vi ved at de eksisterende stoffer er forholdsvist sikre ved ansvarligt brug.

Flere hormonforstyrrende stoffer er uundværlige for nogle af de materialer vi bruger. Hospitalsvæsenet kan ikke fungere uden de bløde plasttyper der muliggøres vha. phtalater (drop-poser, bløde plast-slanger og andet sterilt udstyr), ligeledes er hygiejnen, distributionen og sikkerheden af vores fødevareindustri afhængig af emballage, der i nogle tilfælde kan afgive uønskede kemikalier til fødevarerne.

Det er heldigvis enormt reguleret fra EU’s side og de store emballage producenter har styr på deres kemi. Plast der er godkendt til fødevarer har en meget høj sikkerhed i forhold til kemikalieeksponering.

Biologisk set kan vi håndtere langt størstedelen af hormonforstyrrende stoffer enkeltvis i en eller anden udstrækning, men der kan være et problem i at de kan have en additiv effekt hvis de virker på de samme hormonsystemer.

Dermed kan eksponerings-studier med enkelte stoffer være utilstrækkelige, og det er så nødvendigt at studere kombinationen af stofferne, populært kaldet en cocktail for at få klarlagt om de nuværende grænseværdier er fornuftige.

Uheldigvis bliver ordet ’cocktail-effekten af hormonforstyrrende stoffer’ brugt som en skræmmende frase for at understrege at vi ikke ved alt. Det er jo noget der kan studeres og grænseværdierne kan som følge rettes til. Der er et forskningsprojekt der omhandler netop dette på DTU.

Der er mange kemikalier der er værd at stifte bekendtskab med, her til sidst er der beskrevet et par af dem der hyppigt berettes om i medierne.  Overordnet er det klart at det ikke er så apokalyptisk som kunne frygte, men der er grund til at være opmærksom på problematikkerne der er forbundet med disse stoffer, især hvis man er gravid eller har et lille barn.

I det lange løb er den bedste beskyttelse mod hormonforstyrrende stoffer mere viden om deres effekter, samt en tilpasset lovgivning og kontrol af producenter. Som følge af kemikaliernes allestedsværende karakter er det begrænset hvad individet kan gøre for at beskytte sig.

Undervejs i mit research til dette indlæg er jeg kun blevet mere begejstret for EU, for de gør et meget godt arbejde på dette område. Derfor vil jeg også anbefale EU’s food safety authority hvis man søger kvalificeret viden og indsigt i konkrete problemstillinger der har med fødevaresikkerheden at gøre.

 

Parabener

Parabener findes typisk i makeup, solcreme og hudplejeprodukter hvor de virker som antioxidanter og konserveringsmidler. Jeg kan ikke få pulsen op over parabener. De har ikke en lang halverings tid og deres potens i forhold til at være hormonforstyrrende er begrænset..

Parabeners potens i forhold til at være hormonforstyrrende stiger med deres fedtopløselighed. Jo mere fedtopløselige, desto længere tid bliver de i kroppen til at kunne påvirke den. Hvis man skal lave en liste over uskadelige til lettere skadelige ville den være: methylparaben < ethylparaben < propylparaben < butylparaben, men de er alle bionedbrydelige og har halveringstider på under 24 timer, dvs. den tid det tager for kroppen at skille sig af med halvdelen af en given koncentration. En hyppigt anvendt tommelfingerregel er at det tager 5 halveringstider for kroppen at eliminere et givent stof. Så medmindre der er tale om kontinuerlig høj eksponering af parabener er det usandsynligt at de skulle være skadelige.

Perfluorerede fedtstoffer

Leveren er den største kemiske hammer vi har til at nedbryde fremmede stoffer med, men den har sine begrænsninger. Den kan groft sagt ikke nedbryde ting der ikke kan brænde. I den kategori har vi perfluorerede fedtstoffer som er helt fantastiske til at gøre papir og tekstiler fedtafvisende, som bla. kendt fra microbølgepopcorn og pizzabakker. De er ligeledes at finde i vandafvisende tekstiler.

Der er evidens for at disse stoffer er hormonforstyrrende i vid udstrækning, og det bliver ikke bedre af at de har en halveringstid i kroppen der måles i år. Det er en meget uheldig kombination.

Det skyldes at de så vidt vides slet ikke kan biologisk nedbrydes, så de akkumulerer op gennem fødekæden. Det er tåbeligt at bruge disse stoffer så uhæmmet som vi gør. Udover de skadevirkninger de har på os kontaminerer de også fødekæden i en sådan grad at rovdyr kan lide skade. Det er efter min mening en høj pris at betale for fedtafvisende papir og tekstiler.  Professor Philippe Grandjean på Syddansk Universitet forsker i disse stoffer og er fortaler for deres udfasning. Jeg kan kun erklære mig enig i hans standpunkt, i hvert fald når det gælder fødevareemballage.

Bisphenol A (BPA)

BPA anvendes i produktionen af to plasttyper; polycarbonater og BPA epoxyresiner. Polycarbonater bruges typisk til at lave hård-klare plastmaterialer der er særdeles slidstærke, brugt i f.eks. CD og DVD’er samt hårde, brudsikre plastflasker. De udskiller BPA hvis de eksponeres for syre eller base over en længere periode, og dette accelereres hvis de samtidig bliver udsat for UV-lys og varme, alle betingelser der kan forekomme ved almindeligt brug. Når det er sagt er det stadig meget begrænsede mængder der udskilles.

Der er BPA fri polycarbonat plast der er baseret på analoge stoffer til BPA, men disse er strukturel set utrolig lig BPA, så det vil ikke være overraskende hvis de også er hormonforstyrrende, der er bare ikke så meget data på dem endnu.

Epoxyresiner af BPA burde ikke udskille BPA som udgangspunkt da disse plasttyper er ekstremt stabile. De er at finde på indersiden af nogle dåser for at forhindre kontakt mellem fødevaren og metallet. De kan dog udskille små mængder af BPA der ikke er kemisk bundet, men også her er der tale om meget begrænsede mængder.

En mere hyppig eksponeringsvej er bonner og kvitteringer. Disse bruger BPA i den varme-aktiverede blæk. BPA har en kort halveringstid (ca 4 timer) og er bionedbrydeligt. Som følge af migration over i fedtvæv kan BPA dog godt tage meget lang tid for at komme helt ud af kroppen, men der er tale om meget lave niveauer.

Phtalater

Phtalater bruges til at blødgøre plast og muliggør mange af de plast typer der anvendes indenfor hospitalsverdenen, som f.eks. plastslanger. De bruges desuden som opløsningsmidler i parfume. Der er klar evidens for at phtalater er hormonforstyrrende, og at de er forholdsvist potente, alt efter hvilken phtalat eller phtalat metabolit det drejer sig om.

Da de bløde plasttyper kan indeholde rigtig meget phtalat, op til 50% af vægten af blød plast, er der mulighed for væsentlig eksponering. Så her er det vigtigt at de ikke bliver brugt til fødevarer. Dette gælder opbevaring såvel som forarbejdningen af varen før den når forbrugeren.

Hvis fede fødevarer kommer i kontakt med phtalatholdig plast kan phtalaterne snildt vandre over i produktet. Her er det nødvendigt med kontrol af producenterne for forbrugerne har ingen måde at beskytte sig på.

Phtalater er bionedbrydelige og deres halveringstider er afhængig af hvilken phtalat det drejer sig om, i værste tilfælde et par dage.

——————-

Hvis man ønsker at vide mere har The Endocrine Society udgivet en god oversigts artikel der absolut er værd at bruge en stille og rolig tirsdag aften på. For den mere forbrugerorienterede information er der Tænk kemi samt fødevareministeriets skrækkeligt betitlede side ’Mad med mindre kemi’.

* Tidligere skrev jeg at blåbær indholdte methylparaben, Claus Jørgensen fra forbrugerrådet har gjort mig opmærksom på at dette ikke var korrekt. Methylparaben er ikke naturligt forekommende i blåbær, men det strukturelt lignende og ligeledes hormonforstyrrende parahydroxybenzoat er. Læs kommentarerne for yderligere information.