Kategoriarkiv: Fag

Du har ret til din egen holdning, Lars Seier Christensen, men ikke til dine egne fakta

Juli 2019 blev den varmest måned nogen sinde målt. I løbet af juni 2019 landede et par studier, der med stærkere signifikans end nogensinde før påviste, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Den 1. august 2019 lagde rigmanden Lars Seier Christensen et potpourrie af velkendt klimabenægtelse i et opslag på sin Facebookside, som på godt en uge har fået over 2500 likes, kommentarer og delinger.

“Der er ingen tvivl tilbage – som det er vist i mange undersøgelser om mange forskellige aspekter af klimasystemet ved hjælp af forskellige metoder og datasæt,” citeres Dr. Stefan Brönnimann fra Universität Bern Geographisches Institut Klimatologie af The Guardian.

“Juryen er ude i årtier endnu, før vi for alvor forstår om der foregår noget usædvanligt og i givet fald hvad det skyldes,” skriver bankdirektør og sponsor af blandt andet Liberal Alliance Lars Seier Christensen* kontrafaktisk i sit opslag.

Læs videre Du har ret til din egen holdning, Lars Seier Christensen, men ikke til dine egne fakta

Tiden er i gang, jagten kan begynde

Jeg er faldet over et helt fantastisk TV-program, som jeg bliver nødt til at fortælle om.

Det er egentlig ikke så tit, jeg ser naturprogrammer længere. Jeg har været gennem de fleste af BBCs fremragende serier som The Blue Planet og Planet Earth, der begejstrer gennem flotte kameraoptagelser, også selv om BBC gerne snyder lidt for at få de imponerende optagelser i hus. Som tilskuer er man desværre også blevet lidt forvænt. Det vil næsten være underligt i dag, hvis et naturprogram ikke er båret oppe af helt enestående billeder.

TV2 viser dog, at naturudsendelser også kan produceres for et markant mindre budget. Faktisk startede serien “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” tilbage i december 2017, men det er først nu, jeg falder over den, og efter at have binge-watched begge sæsoner på et par dage, vil jeg tillade mig at gøre lidt reklame.

Programmet er kort fortalt et underholdningsprogram, hvor 2 hold på tid dyster om at opspore 3 forskellige dyr i den danske natur.

Deltagerne er ikke tilfældige ukendte danskere, der har søgt om deltagelse i programmet, men derimod de fire erfarne naturformidlere Morten D.D. Hansen, Sebastian Klein, Bjørli Lehrmann og Vicky Knudsen. Man har endda sparet den sædvanlige kække quizvært væk, og i stedet bare ladet Sebastian Klein stå for introduktionen til opgaverne, som han så selv kaster sig ud i med sin holdkammerat.

Det er altså fagligheden, der er i højsædet, selv om både underholdning og drama skam også er i top. Der bliver f.eks. moonet ud af sideruden, når det ene hold overhaler det andet, og at se Bjørli Lehrmann kaste sig over og fange en aggressiv hugorm minder én om en nordisk udgave af Steve Irwin.

Deltagerne er alle entusiastiske og karismatiske, og der er stærke følelser med i programmet. Der fældes ofte en tåre, enten fordi det ene hold efter timers søgning taber med kun et enkelt minut, eller ganske enkelt fordi programmet byder på særdeles stærke naturoplevelser. Det ene hold har f.eks. held til at komme i nærkontakt med en lille nysgerrig ræv, der kommer helt hen for at undersøge dem.

På et andet tidspunkt bliver Morten D.D. så begejstret, at han bogstaveligt klasker kolort i panden på sig selv, med resultatet at han mister det netop fundne dyr før det kan dokumenteres af kameraet.

Så ja, programmet er i bestemt underholdende, men det er så sandelig også lærerigt. Vi hører om en lang række spændende dyr, som lever lige her i naturen rundt omkring os på steder, hvor vi alle kan gå ud og finde dem.

Vi kommer forbi leopardsneglenes fantastiske sexliv, som jeg før har skrevet om her på bloggen, men der fanges også igler (ja, deltagerne må på barfodet jagt i søer) og spottes hvaler, rovfugle, padder, insekter og pattedyr.

Det er min påstand, at selv erfarne naturfolk kan lære nyt af programmet, men der er noget for enhver smag. Med flotte dronebilleder (måske har TV2 alligevel lært lidt af BBC…) får vi præsenteret de forskellige danske naturområder, og vi lærer, at Danmark har masser af både flot og forskelligartet natur, som mange sikkert ikke kender i forvejen.

Og så minder programmet os om, at naturen ikke er en zoologisk have. Dyrene står ikke og venter bag det næste hegn. Skal man ud og finde de rigtig store naturoplevelser, så skal man måske ikke så langt – men man skal ofte have tålmodighed. Det glemmer vi nemt i dagens zapperkultur, men jeg har selv stået stillet i timevis og ventet på bestemte dyr, og det har givet mig oplevelser som vilde pingviner, springende pukkelhvaler, og endda de sky kiwier som jeg beskrev i dette blogindlæg.

Jeg er ikke den eneste, der er begejstret; seerne har skamrost programmet, og har du ikke set det, bør du straks gå på TV2 Play og komme i gang!

Klimarealist kopierer velkendt klimabenægtelse

Geolog Jens Morten Hansen rapporterer i Kristeligt Dagblad den 29. juni 2019 om klimaforandringerne ufiltreret fra sin alternative virkelighed. Et debatindlæg der er så spækket med misinformation, bizarre påstande og skrækscenarier, at nedenstående korrektioner kun kradser i overfladen.

Fakta

Torsdag den 13. juni 2019 kørte Rasmus Tonboe og Steffen M. Olsen i hundeslæde over isen på Inglefield Bredning i Grønland. Isen var dækket af smeltevand, så deres foto på Twitter så spektakulært ud. I tweetet forklarede Rasmus Tonboe omstændighederne bag fotografiet, og i kommentarerne blev yderligere spørgsmål besvaret.

Læs videre Klimarealist kopierer velkendt klimabenægtelse

Klimaet truer liberal politiker

Hvis vi slet ikke begrænser vores udledning af drivhusgasser, er der ingen tvivl om, at civiliseret liv, som vi kender det, sendes til tælling i en eksistentiel krise. Alligevel er der ikke enighed om, at vi aktivt bør forsøge at stoppe selvdestruktionen.

For små 14 milliarder år siden begyndte strukturen på det univers, vi lever i nu, at dannes ved noget, der bedst beskrive som en eksplosion: Big Bang. Efter hånden som det eksploderede stof spredte sig, blev det koldere, og der dannedes større og større atomer, molekyler, sole, planeter og liberale politikere. Det ved vi blandt andet fordi, vi kan se eksplosionens fragmenter endnu ikke har lagt sig. På samme måde som lyden af en ambulance ændrer sig, når den kører forbi, ændrer farven på fjerne galakser sig, efter hånden som de spreder sig. En milepæl i menneskets intellektuelle udvikling blev sat, da Edwin Hubble og Milton Humason i 1929 beskrev deres observationer af fænomenet.

Læs videre Klimaet truer liberal politiker

Kan en rotte tænde på en vest?

Gæsteindlæg: På SDU i Odense har tre studerende i biokemi og molekylærbiologi, Robin Nilsson, Flemming D. Nielsen og Mark Lyng, startet en såkaldt comedy-podcast: Spækbrættet. Hver tirsdag kommer en nyt afsnit, hvor de forklarer forskning, så alle kan forstå det. De tager udgangspunkt i videnskab, der gerne må være dum, fjollet eller helt igennem vanvittig interessant.

Du kan følge dem på Facebook og http://spaekbraettet.com, samt iTunes, Spotify eller hvor end du hører podcasts.

I dette gæsteindlæg fortæller de om: Physiol Behav. 2013 Oct 2;122:1-7. doi: 10.1016/j.physbeh.2013.08.005. Epub 2013 Aug 14. Somatosensory conditioning of sexual arousal and copulatory behavior in the male rat: a model of fetish development. Pfaus JG1, Erickson KA, Talianakis S.

Vi er Flemming, Robin og Mark fra Spækbrættet; en podcast om vanvittig videnskab. Vi er tre kandidatstuderende fra Biokemi og Molekylær Biologi på Syddansk universitet i Odense, som er blevet enige om, at videnskab er langt sjovere og mere vanvittigt, end de fleste går og tror.

Når mange hører om naturvidenskab tænker de på støvede bøger og firkantede mennesker. Det har vi dog erfaret langt fra er sandt. Der findes hundredvis af kreative og tossede mennesker med vanvittige forsøg blandt faglitteraturen, men de er så dybt begravet i fagtermer og teori, at deres viden er utilgængelig for de fleste. Det er her Spækbrættet kommer ind. Vi finder de mest vanvittige og skøre videnskabelige artikler frem og forklarer dem så alle kan forstå dem.

Følgende artikel er et eksempel på den slags videnskab vi dækker på podcasten.

Læs videre Kan en rotte tænde på en vest?

Ingen forlanger, at klimaet skal være konstant

Klimaet har aldrig været konstant. Ingen forlanger, at klimaet skal være konstant. Klimaet har i den periode, kloden har været beboelig for væsner som os, varieret i takt med først og fremmest atmosfærens indhold af kuldioxid. Der observeres nu en abnormt høj koncentration kuldioxid og at temperaturen er begyndt at stige, hvilket i yderste konsekvens kan gøre Jorden ubeboelig for mennesker.

Det er et større problem end visse andre emner, samfundet bruger spalteplads, sendetid og folketingsdebatter på. Det kan kaldes en krise. Så på sin vis er det da glædeligt, når jurist, polit og iværksætter Peer Kølendorf giver sit besyv med i et læserbrev. Selv om hans standpunkt er, at han “nægter at hyle med i koret om den såkaldte klimakrise”. Så har vi jo mulighed for at adressere de punkter, hvor Peer Kølendorf er galt afmarcheret.

Læs videre Ingen forlanger, at klimaet skal være konstant

Endnu en absurd debat om mæslingevaccinen

Debatten om vacciner bølger frem og tilbage. For nylig meldte WHO ud, at vaccinationsmodstand er på deres top 10 over trusler mod folkesundheden i 2019, der er for tiden et stort udbrud af mæslinger i USA, og i Europa døde der i 2018 over 70 personer af mæslinger.

Det absurde er jo, at der er tale om en sygdom, som vi kan forebygge med en sikker og effektiv vaccine, så hvorfor pokker kommer der stadig udbrud af mæslinger?
Læs videre Endnu en absurd debat om mæslingevaccinen

Raketmand vildleder om klima-konsensus på Altinget

Der er faglig konsensus om, at klimaforandringer er næsten udelukkende menneskeskabte. Alligevel er det netop påstanden om det modsatte, Jens Olaf Pepke Pedersen bruger til at tage Pernille Vermunds tvivlsomme udtalelser i forsvar.

Alle seriøse klimatologer stoler på det overvældende kompleks af forskning, der peger i samme retning. I 2004 blev det vurderet, at omkring 97% af den videnskabelige litteratur om emnet understøttede, at klimaforandringerne er menneskeskabte – og de sidste 3% blev i 2016 revurderet og dumpet.

Læs videre Raketmand vildleder om klima-konsensus på Altinget

Da Jorden stod op

Rumskibet roterede langsomt i sit kredsløb og det var da, at William Anders så Jorden. Månens grå kraterlandskab strakte sig ud under ham, og over ham hang det kulsorte verdensrum. Han kiggede ud af et vindue i Apollo-kapslen og så en plet i strålende blå og hvide farver kravle op over Månens horisont.

“Oh my God! Look at that picture over there! There’s the Earth coming up. Wow, that’s pretty,” udbrød William Anders.

Han greb sit kamera og trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

“You got a color film, Jim? “, spurgte William Anders. Hans astronaut-kollega Jim Lovell skyndte sig at lede efter en rulle farve-film.

Rumskibet blev ved med at rotere. I samme øjeblik som Jim Lovell rakte William Anders farve-filmen, forsvandt Jorden ud af syne fra det vindue, William Anders havde kigget igennem.

Han svævede over til et andet vindue. Han trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

Lyset fra Jorden og Månen blev fanget på filmrullen i William Anders’ kamera for 50 år siden den 24. december 1968 klokken 17:39 dansk tid.

Det var første gang et menneske så sit hjem fra Månen.

Billedet – som har fået navnet “Earthrise” – landede på forsiden af New York Times den 30. december bare tre dage efter, at William Anders, Jim Lovell og Frank Bormann vendte tilbage til Jorden. Det er siden blevet et ikon.

Da William Anders tog billedet rasede Vietnam-krigen nede på Jorden. USA og Sovjetunionen var parate til at udslette hinanden og resten af civilisationen ved det mindste tegn på et angreb fra den anden side. Industrien buldrede frem og det begyndte at gå op for folk, at naturen led under menneskernes forurening.

Earthrise viser, hvor bittesmå vi er på vores blå planet, og hvor skrøbelige vi er. Vi bor på en lille ø i det tomme verdensrum. Månen står som en diametral modsætning til vores oase – øde, grå og hærget af asteroiders ustandselige bombardament over milliarder af år. Er det sådan, vi efterlader Jorden, hvis ikke vi tænker os om?

Jim Lovell har senere fortalt Business Insider om, hvordan det var at se sin hjemplanet fra Månen:

“When I put my thumb up to the window I could completely hide it, and then I realized that behind my thumb that I’m hiding this Earth, and there are about 6 billion people that are all striving to live there.”

Billeder af Jorden fra rummet sætter os i perspektiv til universet. Med vores rumsonder, har vi været i stand til at tage billeder af vores lille blå klat fra både Mars, Saturn og det ydre solsystem.

Efter solnedgang den 31. januar 2014 tog NASAs Curiosity rover dette billede af Mars’ horisont og Jorden, der titter frem bag Mars’ tynde atmosfære. Et menneske på Mars’ overflade ville nemt være i stand til at se Jorden og Månen som to klare “aften-stjerner”. Da Curiosity tog billedet var Jorden omkring 160 millioner kilometer fra Mars. Foto: NASA Jet Propulsion Laboratory-Caltech/Malin Space Science Systems/Texas A&M University.
NASAs Cassini-rumsonde tog det her billede af Jorden, Saturn og dens ringe den 19. juli 2013. Billedet blev taget i en afstand på 1,4 milliarder kilometer fra Jorden. Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute
Da NASAs Voyager 1 i 1990 var på vej ud af Solsystemet bad astrofysiker Carl Sagan NASA om at få rumsonden til at tage et billede af Jorden og solsystemets øvrige planeter. Det blev til billedet “Pale Blue Dot”, hvor Jorden ses i en afstand på seks milliarder kilometer på et grynet foto – fanget i en solstråle. Foto: NASA JP

For folk som astrofysiker og videnskabsformidler Carl Sagan (1934-1996) transcenderer billeder som disse det rent videnskabelige. De får os til at stoppe op og tænke over vores plads i universet, og hvordan vi forvalter vores hjem:

“To me, it underscores our responsibility to deal more kindly with one another and to preserve and cherish the only home we’ve ever known.”

Lad det være årets julebudskab.

Stævnemøde i det ydre solsystem nytårsmorgen

2019 starter med mere end fyrværkeri og skihop – klokken 06:33 nytårsmorgen dansk tid er der stævnemøde i den yderste ende af solsystemet – seks milliarder kilometer fra Jorden. Hvis champagne-rusen har lagt sig, kan du overvære den sidste gang i adskillige år, at et hidtil ukendt himmellegeme i det ydre solsystem åbenbarer sig for os. 

Det er NASAs rumsonde New Horizons, som nytårsmorgen suser
forbi “asteroiden” Ultima Thule med en hastighed på 14,6 kilometer i sekundet (52.650 kilometer i timen) og en afstand på 3.500 kilometer.

En illustration af, hvordan Ultima Thule måske ser ud.  Illustration: Johns Hopkins University Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute (JHUAPL/SwRI)

(Jeg skriver asteroide, for NASA bruger en ret intetsigende betegnelse for himmellegemer i den del af solsystemet – Kuiper Belt Object (KBO). I forvejen har forskerne vanskeligheder med at finde de rigtige betegnelser til himmellegemerne Kuiper-Bæltet. Spørg blot en tilfældig NASA-forsker, om han eller hun mener; er Pluto en planet eller en dværgplanet.)

New Horizons kommer dermed tættere på Ultima Thule end på Pluto, som rumsonden suste forbi i 2015. Ultima Thule er også noget mindre – blot 25 kilometer i diameter mod Plutos 2377 – og hvis Plutos sammensætning er karakteristisk for KBOerne, så er Ultima Thule en snebold af frossen kvælstof. 

Billedet er en serie af billeder af Ultima Thule. Holdet bag New Horizons har længe holdt øje med, om der er støv eller ringe i området. Når en rumsonde flyver med 14,6 kilometer i sekundet, kan selv det mindst støvkorn forvolde ekstrem skade. Den gul-grønne plet i midten er Ultima Thule og de to stiblede linjer uden om, repræsenterer de to afstande New Horizons kunne vælge at flyve forbi Ultima Thule med. Fordi NASA-forskerne ikke har fundet tegn på støv eller ringe, har de valgt den inderste af de to muligheder – markeret med et X.
Foto:  NASA/Johns Hopkins Applied Physics Laboratory/Southwest Research Institute.

Rumsonden vil forsøge at kortlægge overfladen og afgøre, hvad Ultima Thule helt præcist består af. Samtidig vil New Horizons’ kameraer spejde efter naturlige satellitter og ringe, som dem Saturn har.

Fra 3.500 kilometers afstand vil kameraene være i stand til at tage billeder, hvor hver pixel svarer til 35 meter. Billederne kan imidlertid blive lidt slørede af, at rumsonden flyver så hurtigt, samt at der så langt ude i solsystemet ikke er særlig meget sollys at tage billeder i.  

Infografik, NASA.

Forskerne bag New Horizons-missionen brugte Hubble-teleskopet til at lede efter KBOer hinsides Pluto, og det var sådan, de fandt Ultima Thule i 2014.

Navnet betyder “Et fjernt ukendt område; Opdagelsens ekstreme grænse” på latin.

De første billeder bliver offentliggjort i dagene frem til den 4. januar. Men fordi New Horizons er så langt væk fra Jorden, kan rumsonden kun sende sine data tilbage med 1000 bit i sekundet. Det betyder, at det vil tage 20 måneder – helt frem til udgangen af 2020 – før al data fra Ultima Thule er tilbage på Jorden.

Følg med i missionen den 1. januar klokken 06:33 på NASA TV

Læs mere her:  http://pluto.jhuapl.edu/

Og endnu mere her: http://www.planetary.org/blogs/emily-lakdawalla/2018/what-to-expect-new-horizons-mu69-ultima-thule.html