En helt anderledes måde at se solformørkelse på

Fik du ikke set fredagens solformørkelse, så går det nok.

Jeg er personligt af den mening, at en solformørkelse kun er rigtig interessant, hvis den er total. Selv hvis solen dækkes med 80% af månen – som den blev i denne uge – vil det menneskelige øje ofte ikke opfatte, at det faktisk bliver mørkere, dels fordi formørkelsen foregår ganske langsomt,  og dels fordi øjets pupil åbner sig og lukker mere lys ind i takt med, at solen forsvinder.

Men elektroniske måleinstrumenter er sværere at snyde, og en ven gjorde mig opmærksom på denne side, som viser Tysklands produktion af solcellestrøm.

Og her ser man tydeligt, hvordan produktionen faldt markant, mens solformørkelsen var i gang i løbet af formiddagen:

Photovoltaics

Derfor skal din tandpasta skumme rigtigt!

”Skaaaat, har du husket at købe tandpasta?”

”Ja, har købt den der nye zendium, der giver hvide tænder”

”øv!”

”Hvad er der nu galt med zendium?”

”Den skummer altså forkert”.

Tandpasta indeholder fire grundingredienser; vand, slibemiddel, fluorid og vaskemiddel. Dertil kan der være smagsstoffer, farvestoffer og forskellige former for mikroplastik.

Det er slibemidlet og fluoriden, der i samarbejde med de mekaniske bevægelser med tandbørsten, aktiv hjælper til at rengøre tænderne og forebygge caries.

Den skummende effekt kommer af et vaskemidlet, i mange tilfælde  SLS (sodium lauryl sulfat). Det er dog ikke alle tandpastaer der indeholder SLS, og især zendium er for mange forbundet med en kedelig og ikke-skummende tandbørstningsoplevelse.

TandpastaI kærlighedsromanen ”Et vink til himlen” af Brian Christensen er hovedpersonen også træt af at tandpastaen ikke skummer.

Men faktisk så har den skummende effekt intet direkte at gøre med tandpastaens evne til at rense og rengøre tænderne. Men indirekte har den alligevel effekt, fordi skummet hjælper os til at huske at få børstet tænder. Det kan også kaldes et nudge.

Nudging er et begreb der vinder voldsomt frem i disse år, og man kan få det indtryk at der næsten ikke grænser for hvad nudging kan få forbrugerne til. Men grundprincipperne ved nudging har vi faktisk været udsat for i mange år.

Læs mere om nudging 

Nudgingelementer i tandbørstning:

  1. Vanens magt: Vi er vokset op med tandbørstning fra vi er helt små.
  2. Nem tilgængelig trigger: Vi kan hurtigt mærke når vi trænger til at få børstet tænder. Det er blot at køre tungen over tænderne og mærke den belægning der har sat sig, og lugte kaffeånden der rammer den krummede hånd.
  3. Routine feedback: Når tandbørstningen rigtig skummer, så får vi fornemmelsen af at det virkelig virker, hold da op hvor det skummer, hvor er jeg god til at børste tænder, hvor bliver mine tænder rene af alt det skum!
  4. Succes feedback: Efter tandbørstningen har vi en svag smag af peppemynte i munden, kaffeånden er væk og det samme er den gule belægning.

Alle disse elementer i tandbørstningen hjælpe os til at få børstet tænder, og til at gøre det til en positiv oplevelse, selvom det ikke er verdens sjoveste beskæftigelse.

Men, lige så nemt det er at huske tandbørstningen, lige så svært er det at huske tandtråden, fordi brugen af tandtråd ikke indeholder de samme nudgingelementer.

DERFOR er det så svært at huske tandtråden!

De fleste af os ved jo godt at vi skal bruge tandtråd, og vi kender alle fornemmelsen af famlende undskyldninger, når tandlægen spørger ind til vores tandtrådsvaner. Så hvorfor er det så svært at huske tandtråden? Tandtråd mangler alle fire nudgingpunkter. De færreste af os er vokset op med tandtråd to gange om dagen, tandtråd skummer ikke, og det er begrænset hvor meget myntesmag den efterlader. Tværtimod er det som regel når vi sidder mest ubelejligt til et middagsselskab at en kødtrevel sætter sig fast, og så er der næsten altid en tandstikker i nærheden man diskret kan benytte. Dertil kan tandtråd kan være ubehageligt at bruge, når man da først har fundet den i rodet i skuffen under spejlet, eller inde bag  alle de gamle parfumeprøver og vatrondeller. Tandtråden kan skære i ens tandkødet, ens hænder bliver savlet til, og man står med et stykke tynd hvid snor der skal bortskaffes. Kort sagt, ikke den succes oplevelse man fik af tandbørstningen.

Fire tricks til at komme igang med tandtråd:

  1. Find din yndlings. Køb 2-3 forskellige slags og vælg den du har det bedst med, for der er faktisk stor forskel på de enkelte typer af tandtråd.
  2. Vanens magt. Jo flere dage i streg du husker tandtråden, jo større er chancen for at du husker det i morgen. Stil den derfor nemt tilgængeligt, og fuldt synligt ved siden af tandbørsten, beslut dig for om du gør det før eller efter tandbørstningen, og sæt dig for at bruge den f.eks. syv dage i streg.
  3. Brug nok. Undlad at stå og fedte med 10 cm snor, tag et ordenligt stykke så du har noget at arbejde med.
  4. Gør det nemt. Stil en lille fin æske med låg til brugte tandtråde, eller stil en nemt tilgængelig skraldespand der hvor du står.

 

Du er en ion – og du er på vej på dit livs flyvetur!

En af de store glæder ved at arbejde i et eksperimentelt laboratorium er de mange instrumenter og dimser man får lov at arbejde med. Selvom et instrument jo er et middel og ikke et mål er nogle af dem nu alligevel så fantastiske, at de fortjener omtale. I dag vil jeg viser jer et af mine absolutte yndlingsinstrumenter, nemlig vores Time-of-Flight massespektrometer.

TOF

Et massespektrometer er et apparat som kan skelne forskellige typer af molekyler og på den måde give en beskrivelse af hvilken sammensætning man har i den gas man ønsker at undersøge. Dette kan anvendes til alt fra læksøgning af et vakummkammer til avanceret analyse af kemiske stoffer. I vores lab anvendes i stor stil massespektrometre til at påvise omdannelse af kemiske stoffer under katalytiske reaktioner.

Inspireret af Jonas’ indlæg som viser en film af hvordan solsystemet ser ud set fra en rumsonde fik jeg lyst til at lave det samme visualisering af hvordan en ion oplever sin begivenhedsrige tur gennem et massespektrometer. Desværre har jeg ikke kunne finde sådan en film, så I må i stedet tage til takke med mit ydmyge forsøg på at beskrive turen.

Forestil dig, at du er et molekyle, lad os for nemheds skyld antage, at du er en ædelgas, hvis du føler dig ganske særlig og enestående kunne du forestille dig, at du et et Xenon atom, føler du dig mere gennemsnitlig og almindelig kan du være et Argon atom. Som et neutralt atom bevæger du dig omkring i et relativt kaotisk mønster hvor du konstant flyver fra den ene væg til den anden.

For at fungere må et massespektrometer  operere i et relativt højt vakuum; hvis trykket er for højt vil de enkelte gasmolekyler ramme hinanden, og det bliver umuligt at styre ionerne gennem den relativt komplicerede rute de skal igennem for, at vi kan opnå den ønskede masseseparation. En betingelse for at kunne håndtere gassen på en kontrolleret måde er, at vi kan ionisere den, dette foregår i ioniseringskilden:

Pludselig og uden varsel oplever du, at en elektron rammer dig meget hårdt! Efter at have sundet dig et kort øjeblik oplever du til din skræk at kollisionen har frarøvet dig en af dine elektroner – du er blevet til en ion. I dit nye liv som ion er dit bevægelsesmønster kraftigt forandret idet du opdager, at du nu påvirkes af elektriske kræfter, og lige nu kigger du ned i en lille fordybning med hul i midten – din tur ind i massespektrometret er begyndt! 

acceleration_region

Efter at have ioniseret gassen og ledt den ind i selve massespektrometeret gennem en serie af simple elektrostatiske linser er ionerne nu klar til selve masseseparationen. Der findes flere måde at adskille de forskellige typer af gas, men fra navnet Time-Of-Flight kan man nok hurtigt gætte, at vi i dette apparat baserer os på et princip hvor vi adskiller de enkelte komponenter via deres flyvetid hen over en bestemt afstand.

Langsomt bevæger du dig ned mod hullet og ude på den anden side ser du, at du nu befinder dig i et egentlig ganske fredeligt område hvor du er fanget i en smal gyde med et tæt hønsenet til den ene side og en massiv kobberplade til den anden. Glad og tilfreds driver du langsomt gennem gyden indtil du pludselig overraskes af et kraftigt elektrisk felt som sender dig direkte gennem gitteret (pas på at ramme mellem hullerne, ellers bliver dit liv som ion ikke meget længere!).

Ude på den anden side af gitteret raser du nu af sted med en hastighed på 44km/s (24km/s hvis du er et xenon atom). Men ikke nok med, at du pludselig farer afsted, du befinder dig nu på en meget stejl rampe som uden hvil bliver ved med at forøge din hastighed til svimlende højder. Da du efter meget kort tid når en hastighed på 111km/s (61 for xenon) farer du igennem endnu et tæt vævet net og befinder dig nu i et meget langt rør.  Der sker så mange ting på en gang, at du måske slet ikke bemærker, at du får et lille skub som drejer din bane så du nu flyver en lille smule skævt.

IMG_20110201_154610

Pludselig synes din høje fart ikke længere at være et problem, her er fred og ingen fare og dit nye højhastighedsliv forekommer egentlig at være ganske ubekymret. Forude anes dog problemer; det er som om røret slutter i en lang stejl bakke, og det er ikke godt at vide hvad der er på den anden side… bekymringen skal dog hurtigt vise sig at være ubegrundet for bakken viser sig at være nøje afstemt så du roligt og kontrolleret ruller op indtil du et kort øjeblik ligger stille for derefter at rulle ned igen.

IMG_20110201_154631

På turen ned bemærker du, at bakker i det elektriske felt er ægte gnidningsfri og du rammer derfor bunden af bakken med nøjagtigt samme hastighed som du kom med, og du farer igen med voldsom hastighed ud i røret. Glad og ubekymret fortsætter du turen tilbage, ikke siden du for mere end 15μ-sekunder siden mistede en elektron i en voldsom kollision har du oplevet noget rigtig ubehagelig og da du som atom har en uhyre kort hukommelse er den lille oplevelse for længst glemt.

Nej, livet er trygt og ubekymret på vej gennem det store og rummelig rør. Selv ikke da du i det fjerne aner endnu en bakke finder du grund til bekymring – du har prøvet det før og det plejer at gå fint. Men hov, vent, stop, stands!!!!! Alt, alt for sent indser du, at denne bakke er helt anderledes end sidst, denne gang er møder du ikke en blød bakke, men derimod en bakke så stejl, at du fra din vinkel ikke kan se om det faktisk er en væg. Inden du når at se dig om kolliderer du meget voldsomt med væggen, og faktisk rammer du så hårdt at du trænger mange atomlag ind i vægen – kaos råder og du kæmper for at forstå hvad der er sket men’s atomer og elektroner vælter rundt mellem hinanden rundt om dig.

Det sidste du ser er, at endnu flere af dine elektroner er blevet flået af i kollisionen – du ser dem i det fjerne tordne op ad den samme væg som du lige er ramt ind i og først da kommer du i tanke om, at hvad der er en massiv væg for en type ion er en rutsjebane for andre ioner – det hele handler om fortegn, men det kan være lige meget nu…

Når ionen er kommet sikkert gennem hele flight-tube og har ramt detektoren vil dens flyvetid fortælle os hvor tung den er, forudsat at vi kender geometrien af røret samt hvilke spændinger vi anvender til acceleration af ionerne. Hvis vi sender en lang række ioner ud på samme tur som vores ven og plotter alle flyvetiderne får vi en repræsentation af hvilke elementer som var til stedet i den prøve eller den gasstrøm vi ønsker at analysere. Svaret pa, hvad man så kan bruge sådan en analyse til, må vente til en anden gang, men her kommer i hvert fald et eksempel på hvordan sådan et spektrum kan se ud.

Skriv en kommentar hvis du er nysgerrig efter hvilket stof vi her kigger på:

plot.php