Kategoriarkiv: Anmeldelse

Indlæg der anmelder bøger, museer, TV-udsendelser og lignende.

Kan En helligfrans spise en burger?

Jeg har lidt et ønske om at være vegetar. Det er mest etikken der trykker i skoen når jeg spiser kød. For lidt tid siden medvirkede jeg til et dyreforsøg, hvor jeg undervejs kælede med den samme gris i lidt for mange timer. Jeg kunne ikke holde en kølig distance, og det virkede til at være gensidigt. Da forsøget var slut, og dyrene aflivet, bævrede min underlæbe måske en smule. Dyr er følende væsener, og vi skal ikke tage for let på etikken i, hvordan vi bruger dem. Dyreforsøg har jeg ikke svært ved at forsvare, men det samme kan ikke siges om storstilet kødproduktion. Vi får rigeligt protein, og de fleste spiser kød for smagen.

Derfor er jeg begejstret for de plantefars alternativer der dukker op. Især bøffen fra Impossible Foods tager kegler.* Jeg har før skrevet om bøffen, men efter at have besøgt virksomheden har jeg lidt mere kød på historien.

Q&A hos Impossible Foods

Impossible Foods er et firma der vil servere planteprotein, på en måde hvor smagen kan sammenlignes med kød. De har en meget forskningsbaseret tilgang til køkkenet, og det gør at det har lykkedes at lave nogle ‘bøffer’ bestående af hovedsageligt planteprotein og kokosolie. De har for nyligt fået en aftale om at bøffen kommer i burgere hos Burger King.

Jeg har været på rundvisning hos Impossible Foods, og det har givet mig nogle nye perspektiver omkring bøffen. Anledningen var en rundtur arrangeret via Stanford Universitet, med henblik på at rekruttere arbejdskraft. Jeg var mere ude på at snakke madkemi, og jerns indflydelse i deres bøf, og det var en fornøjelse at høre hvor videnskabeligt de går til værks.

De kunne svare på spørgsmål om madkemi, jeg ikke har kunnet finde svar på i den videnskabelige litteratur. Det eneste der forhindrede mig i at blive helt forelsket var at de mente der var sundhedsfordele i deres bøf, og det er der ikke rigtig noget der peger på. Bøffen har overordnet den samme næringskomposition som egentlig kød, men med en meget mere natrium i.**

Det arbejder de på at reducere, da det ikke er der for smagen, men som en konsekvens af et proteinteknisk problem. Men vores forbrug handler mest om smagen. Den rammer de, og da snakken ved bordet lakkede mod enden blev bøffen serveret.

Lobbyisme imod veganerbøffen

Et af spørgsmålene de blev stillet var om kødindustrien har givet dem modstand. Og svaret var en smule, men ikke voldsomt. Lobbyisme har ført til at de ikke må kalde det kød i enkelte delstater. Derudover virkede producenter interesserede i det ekspanderende marked for kødfrit kød. Der er god økonomi at kunne lave planteprotein om til bøffer, uden at en ko eller dyreceller er involveret, det kræver bare teknisk viden. Deres forventning var at de fik mere konkurrence fra netop disse producenter. Patrick Brown, som også er professor på Stanford, startede Impossible Foods med det mål at reducere antallet af produktionsdyr, så de tager gladeligt imod konkurrencen. Der er til gengæld modstand fra kanter man ikke skulle forvente det fra.

Den gode og den dårlige helligfrans

En af mine tidligere studerende arbejder der. Han er vegetar, af etiske årsager, og hælder måske til at være lidt en frelst type. Han er ikke den store tilhænger af plantebøffer og imiteret kød, for han har ikke noget behov for den smagsoplevelse. Men han tog alligevel et job hos Impossible Foods for 2 år siden, fordi han så det som en mulighed for at redde verden en lille smule.

Det er for meget at forvente man kan omvende andre til sit eget synspunkt, men formålet med plantebøffen stemmer overens med hans etiske overbevisning, så det er hans tid værd.

Det er ikke alle dyreværnsaktivister der er som ham. Den amerikanske dyrerettighedsorganisation, PETA, har tordnet imod Impossible Burger fordi 180 rotter blev brugt som forsøgsdyr. Som jeg tidligere har skrevet om, er der en komponent af bøffen der er fremkommet ved genetisk modifikation af gærceller, så de laver en variant af hæmoglobin der normalt findes i rødderne af sojabønner. Denne komponents sikkerhed er testet på rotter, til PETAs misbehag.

Min etiske lommeregner kører måske på en anden slags batterier end PETAs, men at Burger King får en vegetarburger på menuen, synes jeg er en sejr der klart er 180 rotter værd.

Men Burger King sælger ikke bøffen af deres gode hjerte, og de brede massers smagsløg skal vindes med det bedre produkt. Og det er sådan jeg tror verden bliver reddet. Det er bæredygtighed, båret frem af god videnskab. Jeg håber virkelig på flere virksomheder af denne type, og udbredelsen af denne type af produkter.

Som disclaimer vil jeg nævne at jeg ikke er tilknyttet nogle af virksomhederne der er nævnt , og ikke har modtaget kompensation for dette indlæg. Jeg fik dog en burger, et klistermærke, og en t-shirt (der ikke passede) i anledning af besøget.

*Sammenhængen mellem natrium i mad, og om hvor meget det smager af salt, alt efter hvilken natriumforbindelse det er, er også super spændende. Salt er ikke bare salt , men det er et stort sidespor for dette indlæg)

** Pølsen fra Beyond Meat skal også nævnes. Til en grilfest, og efter to øl, vidste jeg ikke at jeg spiste en plantepølse, før pølsens tiltænkte ejer gjorde mig opmærksom på det. Det var en fænomenal pølse.

Tiden er i gang, jagten kan begynde

Jeg er faldet over et helt fantastisk TV-program, som jeg bliver nødt til at fortælle om.

Det er egentlig ikke så tit, jeg ser naturprogrammer længere. Jeg har været gennem de fleste af BBCs fremragende serier som The Blue Planet og Planet Earth, der begejstrer gennem flotte kameraoptagelser, også selv om BBC gerne snyder lidt for at få de imponerende optagelser i hus. Som tilskuer er man desværre også blevet lidt forvænt. Det vil næsten være underligt i dag, hvis et naturprogram ikke er båret oppe af helt enestående billeder.

TV2 viser dog, at naturudsendelser også kan produceres for et markant mindre budget. Faktisk startede serien “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” tilbage i december 2017, men det er først nu, jeg falder over den, og efter at have binge-watched begge sæsoner på et par dage, vil jeg tillade mig at gøre lidt reklame.

Programmet er kort fortalt et underholdningsprogram, hvor 2 hold på tid dyster om at opspore 3 forskellige dyr i den danske natur.

Deltagerne er ikke tilfældige ukendte danskere, der har søgt om deltagelse i programmet, men derimod de fire erfarne naturformidlere Morten D.D. Hansen, Sebastian Klein, Bjørli Lehrmann og Vicky Knudsen. Man har endda sparet den sædvanlige kække quizvært væk, og i stedet bare ladet Sebastian Klein stå for introduktionen til opgaverne, som han så selv kaster sig ud i med sin holdkammerat.

Det er altså fagligheden, der er i højsædet, selv om både underholdning og drama skam også er i top. Der bliver f.eks. moonet ud af sideruden, når det ene hold overhaler det andet, og at se Bjørli Lehrmann kaste sig over og fange en aggressiv hugorm minder én om en nordisk udgave af Steve Irwin.

Deltagerne er alle entusiastiske og karismatiske, og der er stærke følelser med i programmet. Der fældes ofte en tåre, enten fordi det ene hold efter timers søgning taber med kun et enkelt minut, eller ganske enkelt fordi programmet byder på særdeles stærke naturoplevelser. Det ene hold har f.eks. held til at komme i nærkontakt med en lille nysgerrig ræv, der kommer helt hen for at undersøge dem.

På et andet tidspunkt bliver Morten D.D. så begejstret, at han bogstaveligt klasker kolort i panden på sig selv, med resultatet at han mister det netop fundne dyr før det kan dokumenteres af kameraet.

Så ja, programmet er i bestemt underholdende, men det er så sandelig også lærerigt. Vi hører om en lang række spændende dyr, som lever lige her i naturen rundt omkring os på steder, hvor vi alle kan gå ud og finde dem.

Vi kommer forbi leopardsneglenes fantastiske sexliv, som jeg før har skrevet om her på bloggen, men der fanges også igler (ja, deltagerne må på barfodet jagt i søer) og spottes hvaler, rovfugle, padder, insekter og pattedyr.

Det er min påstand, at selv erfarne naturfolk kan lære nyt af programmet, men der er noget for enhver smag. Med flotte dronebilleder (måske har TV2 alligevel lært lidt af BBC…) får vi præsenteret de forskellige danske naturområder, og vi lærer, at Danmark har masser af både flot og forskelligartet natur, som mange sikkert ikke kender i forvejen.

Og så minder programmet os om, at naturen ikke er en zoologisk have. Dyrene står ikke og venter bag det næste hegn. Skal man ud og finde de rigtig store naturoplevelser, så skal man måske ikke så langt – men man skal ofte have tålmodighed. Det glemmer vi nemt i dagens zapperkultur, men jeg har selv stået stillet i timevis og ventet på bestemte dyr, og det har givet mig oplevelser som vilde pingviner, springende pukkelhvaler, og endda de sky kiwier som jeg beskrev i dette blogindlæg.

Jeg er ikke den eneste, der er begejstret; seerne har skamrost programmet, og har du ikke set det, bør du straks gå på TV2 Play og komme i gang!

Bogen ”Farligt” kan i yderste konsekvens lukke folks øjne for klimasystemets sammenbrud

ANMELDELSE: Bogen Farligt er en sjov tirade af røverhistorier, der udstiller det grinagtige ved trenden af alskens ting at frygte. Desværre fejler den med en selvmodsigende afslutning om klimaet

Alle er bange for at dø i et terrorangreb. Men relativt få lider den skæbne. Mindre og mindre andele af verdens befolkning bliver henrettet, lever i slaveri, eller dør af mystiske sygdomme. Alligevel er mange utrygge ved disse farvestrålende trusler og uretfærdigheder, såvel som et sandt overflødighedshorn af helt eller delvist indbildte farer: gluten, Wi-Fi og så videre, og så videre.

Læs videre Bogen ”Farligt” kan i yderste konsekvens lukke folks øjne for klimasystemets sammenbrud

På første række til vulkangudindens pragtforestilling

I en rejseberetning på Facebook skrev jeg i februar, at jeg boede lige ved siden af en af Hawaiis aktive vulkaner, Hualālai, som godt nok ikke har været i udbud siden 1801, men at den med min sædvanlige rejsehistorik nok gik i udbrud inden ugens udgang.

Der skulle dog gå godt 60 dage fra dén udtalelse, og vi skulle også 60 km længere mod sydøst, før der skete noget voldsomt på Hawaii. Læs videre På første række til vulkangudindens pragtforestilling

”…Når du kigger væk” – et forsøg på en filmanmeldelse

Dokumentarfilmen ”…når du kigger væk”, der har premiere 12. oktober og sendes på DR K den 29. oktober kl. 22.00, er en søgende film, hvori Phie Ambo søger at nærme sig fænomenet bevidsthed. Da der blev spurgt om nogen var interesseret i at anmelde filmen, meldte jeg mig, da jeg er meget interesseret i fænomenet bevidsthed. Efter at have set filmen flere gange har jeg kæmpet meget med, hvordan jeg skal gribe en anmeldelse af filmen an. Min udfordring er, at jeg har overordentlig stor sympati for filmens udgangspunkt, men ikke for dens slutpunkt.
Læs videre ”…Når du kigger væk” – et forsøg på en filmanmeldelse

Stephen Hawking i København

24. august fik jeg en helt usædvanlig fødselsdagsgave, nemlig muligheden for at opleve et foredrag med den verdenskendte Engelske teoretiske astrofysiker Stephen Hawking. Stephen Hawking besøgte Danmark i.f.m. en konference i Videnskabernes Selskab. Med rettidig omhu var det lykkedes Carlsberg fondet at få Stephen Hawking engageret til et offentlig foredrag i DRs koncertsal.

Foredragets titel var “Quantum Black holes” – Kvantesortehuller. På forbløffende 18 minutter var foredraget udsolgt, så for at imødekomme denne overvældende interesse for foredraget blev der også transmitteret direkte til 27 biografer landet over. Det må være den største videnskabsformidlingsbegivenhed i Danmark i årtier.

I DR koncertsalen var tilhørene blevet instrueret i at komme i god tid. Tilmed var foredraget en smule forsinket, så der opbyggede sig en intens stemning af forventning. Efter en åbningstale fra Professor Flemming Besenbacher, som er formand for Carlsbergfondet, kom Stephen Hawking ind på scenen sammen med en assistent til stor applaus fra publikum.

Stephen Hawkings foredrag bestod af række foredrags-slides med tilhørende forindtalt tale fra Stephen Hawking. Jeg tror han skiftede fra den ene slide til den næste v.h.a. en muskel i ansigtet. I øvrigt var han der bare – som en mærkelige tilstedeværelse. For mig var foredraget et stor oplevelse af to grunde. Først og fremmest synes jeg fysikken er dybt interessant.

Stephen Hawking forklarede hvad sorte huller er: områder med så intense tyngdefelter, at der findes en mindste afstand hvorfra intet kan slippe bort. Alt der kommer indenfor denne grænse, kaldet Schwarzschild-radius, er uafvendeligt fanget og kan ikke slippe bort. Dette gælder også for lys. Stephen Hawking sammenlignede med en kajak-roer på vej mod Niagaravandfaldene: så længe man er over faldet kan man undgå at falde ned, men er man først kommet ud over kanten, så er der ingen vej tilbage. Han fortalte også om tidligere vigtige bidragere til studiet af sorte huller, f.eks. John Wheeler og Roger Penrose. Dernæst kom han ind på det fænomen han er mest kendt for: Hawkingstråling. Sorte huller er ikke uforanderlige kosmiske gravstene for kosmiske katastrofer, men derimod forgængelige objekter. P.g.a. en for store sorte huller som dem vi kender uhyre langsom udsendelse af stråling vil de langsomt fordampe. Hawking udviklede også tanken om hele Universet som en dannelsen af et sort hul spillet baglæns i tid. Jeg gad vide om begrebet Hawkingstråling også er relevant for Universet som helhed?

Endelige omtalte han den problemstilling, der har optaget ham senest nemlig det såkaldte informationsparakdoks og det væddemål han har indgået i den forbindelse: hvis sorte huller kan fordampe, hvad sker der så med den information, der var indeholdt i det materiale, der forsvandt ind i det sorte hul?

Jeg vil ikke rode mig dybere ud i denne problemstilling, men istedet henvise til Suskinds bog: The Black Hole War. Jeg tror ikke den endelig løsning på disse problemer er fundet og deri ligger det mest interessante: dette er et fundamentalt problem og i fysikken er problemer en gave fra himlen. De er nemlig det første og vigtigste skridt på vejen mod nye indsigter.

Den anden grund til, at foredraget var en stor oplevelse er mennesket Stephen Hawking. Der er noget essentielt menneskeligt over ham som han sidder der i sin kørestol. Hans foredrag rummede stor humor og varme – og det er gribende at opleve, hvordan Hawking kan nå ud til sit publikum med denne varme og humor trods hans handicap.

For mig er mennesket, og vores sære bevidsthed og dens stræben efter forståelse, lige så interessant som de sorte huller som denne særlige bevidsthed, Stephen Hawking, fortalte os om 24. august 2016.

Efter foredraget blev Stephen Hawking mødt med et langvarigt stående applaus. Der var kærlighed i luften. Det hele blev afsluttet med gode øl fra Jacobsen bryg.

Nordeuropas største akvarium ligger i en lille dansk fiskerby

De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.

Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.

Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.

Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.

Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.

Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:

For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.

Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.

Nå, tilbage på sporet…

Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.

Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.

Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.

Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.

Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.

Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!

Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:

Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.

Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.

Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.

Det er jo også dyrene, det handler om…

Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.

Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.

Den "spændende" udstilling i Hvalforskerhytten.
Den “spændende” udstilling i Hvalforskerhytten.

Det er bare for tyndt her i 2016.

Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.

Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.

Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?

“Om 200 år har alle piger kæmpebryster!”

Anmeldelse af dokumentarfilmen Naturens Uorden, premiere 7/10-2015

Naturens Uorden er en film om tilblivelsen af teaterstykket Human Afvikling med spastikeren Jacob Nossell i hovedrollen. Teaterstykket har jeg ikke haft lejlighed til at se, men det har spillet på Det Kongelige Teater sidste år. Jeg har ikke kunnet finde en anmeldelse af teaterstykket for sig selv.

Filmen dokumenterer tilblivelsen af teaterstykket, men de to ting flyder lidt sammen i filmen, så den ender med at fremstå ret fragmenteret og ufokuseret. Hvornår er handlingen en del af dokumentarfilmen, og hvornår er den en del af teaterstykket, der bare fremvises i dokumentarfilmen? Det er vel lidt begge dele på én gang, men det er nu en lille smule forvirrende.

I filmen støder vi på dilemmaet, at man som handicappet måske kunne finde på at vælge et andet handicappet menneske fra, fx et ufødt barn. Det dilemma møder vi også i programserien De Uperfekte på DR3, hvor en række mennesker med forskellige handicaps sætter sig for at finde den eneste ene. I løbet af serien giver visse af deltagerne udtryk for, at de ville foretrække en ikke-handicappet kæreste. Sådan har jeg det også selv, og jeg tror også jeg ville vælge et handicappet foster fra, hvis jeg havde valget, men jeg synes ikke, det bliver specielt meget dybere af, at det er en handicappet, der har det på den måde – heller ikke selv om filmen prøver at gøre det til noget helt vildt, idet Jacob Nossell konstaterer, at han ville vælge sig selv fra. Det er altsammen helt på linie med evolutionsteorien – kun de stærkeste overlever og får mulighed for at reproducere sig selv, og dem er Jacob Nossell som spastiker ikke en del af.  (I øvrigt meget godt udtrykt i filmen af ScienceBlogs egen Thomas Mailund, hør fx. Go’ Morgen P3 fra 6. oktober, spol frem til klokken tolv minutter over otte.)

Jacob Nossell må gå så grueligt meget igennem på sin rejse mod Gamle Scene, men klarer den alligevel, selv om han bliver kørt ned af en bus, ender med at få stomipose og ovenikøbet er handicappet. Sådan er det jo med usædvanlige mennesker og skæbner, det er næsten et klassisk eventyr. Man må tage hatten af for Jacob Nossells gå-på-mod, det er virkelig inspirerende, men det bliver selve filmen kun en anelse bedre af.

Jacob Nossell stiller sig selv det dybt personlige spørgsmål, om han har ret til at være her, om hans liv er noget værd, eller om han kun er en byrde for samfundet, fordi han aldrig kommer til at give samfundsøkonomisk overskud. Især det sidste kan man jo godt blive lidt harm over, hvorfor skal alting give samfundsøkonomisk overskud for at være acceptabelt? Det ser selvfølgelig godt ud i et regneark, men livet og samfundet skulle sandelig gerne være større end dét.

Det, at mennesker kan være andet end “velskabte, fejlfrie og velfungerende,” går tabt, når vi kan vælge ikke-perfekte fostre fra, hvilket bestemt en tanke værd, især i disse plastiktider, hvor bryster helst skal være kæmpestore og ingen må have en dårlig dag. Grænsen er måske lidt hårdt trukket op, at vi er en verden af fejlfrie mennesker og så er der lige de handicappede, men på den anden side, så er der vel nok en tendens i samfundet til, at kun det perfekte er godt nok. Lad os håbe det går over, og at filmen er med til at gøre sit til det. Idet vi vælger handicappede fra, vælger vi også diversiteten fra, hvilket gør os åndeligt fattigere og mindre rummelige. Det er en god pointe, men ret meget mere er der ikke at komme efter i selve filmen, ud over selvfølgelig historien om den bemærkelsesværdige spastiker Jacob Nossell, der både er sød og sjov i filmen. Jeg var i hvert fald godt underholdt, især i begyndelsen af filmen.


Jeg giver et middelmådigt antal stjerner til filmen som helhed, lidt flere til hovedrolleindehaveren Jacob Nossell.

Naturens Uorden Trailer