Kategoriarkiv: Anmeldelse

Indlæg der anmelder bøger, museer, TV-udsendelser og lignende.

Boganmeldelse: “Alt du kan se” af Jakob Albrethsen

“Alt du kan se” er titlen på en tegneserie af Jakob Albrethsen. Den rummer små firs sort/hvide sider, hvoraf de fleste er tegninger af historiens fortæller og hans tekstfyldte talebobler. Det lyder måske umiddelbart  harmløst, men tro mig, som læser står man på tærsklen til en ganske dramatisk fortælling!

Vi inviteres med på en ekspedition, som vil bringe os langt ud på erkendelsens vidtstrakte slette, og vi bør væbne os med styrke og mod og fortsætte rejsen, selv om man undervejs kan føle sig fortabt. [Ordvalget er stærkt inspireret af bogens første par sider.]

Som sagt, så gjort!

Ekspeditionen starter i menneskehjernen og herfra når vi vidt omkring! Helt ud i det yderste af rummet og helt ind i cellerne af mennesket. Menneskehjernen foretrækker en stabil verden, hvilket er en udfordring for vor erkendelse af verden. Tegneseriens fortæller (som muligvis ligner forfatteren?) troner faretruende frem fra sin ramme med armene hævet som i en gyserfortælling med farlige skygger, som understreger alvoren:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

(Forestil dig lyder af en spøgelse, uuhhuuhh, og en voksende skygge bag en farlig bussebøhmand… Du er MEGET BANGE lige nu!) Jeg gentager:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

Og puf, vi klipper lige direkte til næste ramme, et nøgternt billede af menneskehjernen. Du ved, menneskehjernen, som jo foretrækker en stabil verden, hvorfor ovenstående er en virkelig skræmmende tanke. Vi ånder lettet op, det er heldigvis bare en bog. (Fantastisk brug af tegneseriemediets fortræffeligheder i øvrigt!) Straks fortsætter vi med en gennemgang af naturlig selektion.

Bogen rummer en forklaring på, hvorfor vi forlod den filosofisk/teologiske tankegang og gik over til den mere videnskabelige tilgang. Hvis det er naturen, man ønsker indsigt i, så er det naturen, man må henvende sig til (tilskrevet Francis Bacon). Slut med at sidde og spekulere over, hvordan tingene mon kan hænge sammen. Du må ud i marken, du må teste dine hypoteser. I dén grad en fornuftig pointe.

Jeg har kun fundet en enkelt ting, som jeg vil driste mig til at sætte en finger på. Hele humlen i den naturlige selektion er, at den baserer sig på tilfældige mutationer, der giver en fordel for den pågældende organisme på langt sigt. Det er sådan set rigtig fint forklaret i bogen.

“Der er ingen regel, som dikterer, at der skal udvikle sig havpattedyr. Det var bare den rute, som evolutionen valgte.”

Men evolutionen tager vel ingen valg, den har jo intet større formål i sig selv, det har vi jo lige lært. Så måske kunne man have formuleret det anderledes her, når nu bogen netop afviser en skaber (eller et intelligent design), der har valgt at verden skulle se ud sådan, som den nu engang gør. [Indrømmet, det er en lille ting.]

Men alt i alt en fin lille bog at have stående på hylden. Indholdet er fint og interessant, og som tegneserie interessant. Den får i hvert fald et antal stjerner med herfra.

 

[Køb bogen her]

Unge Forskere: Der er håb for Danmarks fremtid

Jeg havde i går fornøjelse af at være med i juryen ved konkurrencen Unge Forskere, hvis finale blev afholdt i Forum i København.

I dagene op til havde jeg faktisk overvejet, om det var indsatsen værd. Det koster mig – ud over en masse forberedende læsearbejde – en feriedag fra kl. 6 til 24, hvor jeg pga. min bopæl i Østjylland og tidlig efterfølgende arbejdsdag endda går glip af den tilhørende jurymiddag.

Men det var indsatsen værd. Helt sikkert.

Da jeg forlod Forum, var det med en særdeles positiv følelse af, at der virkelig er håb for Danmarks fremtid. Omkring 2.000 projekter var indsendt af unge grundskole- og gymnasieelever, og kvaliteten var rigtig, rigtig høj.

Jeg dømte selv i kategorien “Physical Science”, der dækker fag som fysik, matematik, datalogi, statistik og astronomi.

Supernovaer i Sønderborg

Her var f.eks. Lasse, en gymnasieelev fra Sønderborg, der havde foretaget observationer af en supernova i en fjern galakse. Da dataene ikke var tilfredsstillende, kontaktede han en forskningsgruppe på Oxford og overtalte dem til at dele deres observationer med ham, som han så selv kunne databehandle og lave teoretiske modeller på. Ikke nok med det, Lasses præsentation var ganske enkelt i særklasse.

Lasses gymnasium, Alssund Gymnasiet, løb både med første- og andenpræmien i kategorien, og Lasses projekt blev valgt som den samlede vinder i seniorkategorien. Ydermere blev en af gymnasiets astronomilærere, Michael Jensen, valgt som Årets Underviser.

Astronomi har længe haft en overordentlig stærk base på gymnasiet, ikke mindst takket være lærer Mogens Winther, som var med til at opbygge gymnasiets flotte observatorium. Det er dejligt at se, når fremragende indsats fra lærerne afspejler sig i elevernes succes.

Svømmefysik

Et andet projekt, der blev bemærket af mange, kom fra den unge elitesvømmer Anna, der ud fra ønsket om at forbedre sin svømmeteknik havde designet forsøg, der undersøgte hastigheder og kræfter som funktion af tid gennem et komplet svømmetag med benspark i brystsvømning.

Anna kunne tydeligt se på sine målinger, at det var helt galt med bensparket. Når hun bøjede benene, faldt hastigheden faktisk til 0 m/s. Hun implementerede en ny teknik, og ved det efterfølgende stævne skar hun et halvt sekund af sin tid. Hun var i øvrigt fuldkommen bevidst om, at det selvfølgelig kunne skyldes mange andre faktorer, men hun fik stor ros for problemformulering, design af forsøg samt analyse.

…og så i øvrigt også for en rigtig klar og præcis posterfremstilling, som hun her præsenterer til en tilhører:

Jo, der er absolut håb for Danmarks fremtid!

Unge Forskere Klaus Seiersen

Experimentarium sender din Puls i vejret!

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Experimentarium, og jeg var derfor meget glad for at blive inviteret til at se deres nye udstilling, Puls. I Puls handler det ikke overraskende om at gennemgå en række poster, som allesammen indeholder forskellige former for fysisk aktivitet. Vi kommer rundt til så forskellige øvelser som et kæmpe hamsterhjul, en danse-rengøringsleg og en forhindringsbane. Alle aktiviteter er godt lavet, især jorden-er-giftig legen og øvelsen hvor man ved hjælp af et slow-motion kamera kan øve sin hoppeteknik faldt i virkelig god jord hos mig selv og et medbragt barn.

Det specielle ved Puls er dog ikke kun de konkrete aktiviteter, men mere det meget specielle koncept som Experimentarium introducerer med den nye udstilling; de enkelte dele af udstillingen skal ikke ses som individuelle enheder, men skal helst udføres som en samlet oplevelse hvor et hold gennemfører alle øvelserne sammen. Undervejs optjener holdet point og laver samtidig en billedmappe over turen som man til sidst kan få med hjem på email.

1025

Dette koncept garanterer at få din puls i vejret – på den ene eller på den anden måde… når det fungerer er jeg overbevist om at oplevelsen af at gennemgå et forløb sammen som et hold fungerer helt fantastisk. Desværre sætter dette koncept også så stramme rammer for besøget, at risikoen for stærkt forøget puls som følge af et pludseligt vredesudbrud også er meget reel.  Som en lille service fra Scienceblog til læserne kommer derfor en kort guide til at sikre at pulsen kommer i vejret på den helt rigtige måde:

1) Tænk dig rigtig godt om, når du laver hold. Når først et hold er sat, kan det ikke splittes op igen, og det betyder, at gruppen skal holde sammen under hele turen. Hvis nogle af deltagerne hopper fra undervejs (der er mange distraktioner på Experimentarium!!) er resten af gruppen forhindret i at fortsætte.

2) Vær forberedt på teknisk bøvl før start på hver aktivitet. Den megen teknik, som er flettet ind i den nye udstilling er ikke fejlfri. At få en hel flok logget ind som deltagere på en øvelse er ikke uden problemer. De tre børn som jeg havde medbragt, havde store problemer med at få drejet armbåndet, så det faktisk blev registreret.

3) Pas på dit armbånd! Puls er (sjovt nok….) forbundet med en del fysisk aktivitet og flere deltagere i vores gruppe nåede at få revet deres armbånd af undervejs.

4) Kig godt efter om du kan finde en Ja-hat et sted hjemme i gemmerne inden du tager afsted. Tro mig, når du kommer igennem alt bøvlet, er det faktisk ret sjovt.

Frontiers in Science Teaching 2014

I denne uge blev konferencen Frontiers of Science Education 2014 holdt I Søauditorierne på AU, med ca. 100 tilmeldte og præsentationer fra internationale og danske forskere, forelæggere og undervisere, arrangeret af Center for Science Education. Temaet i år var Transforming Education with Technology, hvordan moderniserer vi vore scienceuddannelser, øger kvaliteten og tilfredsheden for de studerende, på en måde der er overskueligt og håndgribeligt for underviseren?

Rækken af speaks introducerede et godt udpluk af forskellige tiltag. Det strakte sig fra Massive Open Online Courses (MOOC), over citizen science projekter, aktiveringsøvelser og peer instruction programmer, struktureringsplatforme som Blackboard, specialiserede udgivelser fra de store forlæggerhuse, forskellige undervisningscases, samt diverse open source hjælpemidler. Alle speaks og præsentationer blev optaget og bliver lagt på nettet og vi skal nok linke til det så snart det er muligt (link), det er bestemt et kig værd!

Jeg har ventet spændt på denne konference. For to år siden var jeg med til Frontiers 2012, det var lige i starten af min PhD, og jeg blev for første gang introduceret for principper som inverted classroom, peer instruction, Just in Time Teaching, og clicker’en, som nu efterhånden er blevet en accepteret, om end nogle gange lidt tvunget tiltag (med en lidt træt kommentar om ’ja vi har jo lært at vi skal aktivere jer’ og et anstrengt forsøg på at lave et multiple choice spg integreret i et slideshowet der er dateret 2012..), dengang var det en fed oplevelse kan jeg huske.

Allerede ved introduktionen til konceptet var jeg solgt. Som et klassisk eksempel på brug af teknologien i uddannelse, greb den første speaker fra Center for Science Uddannelse, Mikkel Godsk, lige et blast from the past ud af den blå luft: Texas instruments’ Little Professor lommeregneren!

Mikkel Godsk reintroducerede den Lille Professor, et glemt 80'er ikon
Mikkel Godsk reintroducerede den Lille Professor, glemt 80’er ikon

Jeg har vitterligt ikke tænkt på den lille gule professor i over 20 år, men gensynet vakte stor glæde og minderne strømmede ganske uventet ind over mig, instant 80’er throwback.
Den lille professor var bestemt den sjoveste feature i matematikklassen da jeg var barn, men kun i matematikklassen – in class. Der var ikke noget med at den skulle med hjem. Mulighederne i dag er heldigvis helt anderledes og det åbner op for rigtigt mange muligheder for interessante ’out of class’ løsninger, til tider er det ganske unødvendigt overhovedet at have et campus kunne man være fristet til at sige.

Distanceundervisning var et oplagt emne at tage hul på når vi snakker om at inddrage teknologien i undervisningen.

Johannes Heinlein EdX: "Education should be non-profit"
Johannes Heinlein EdX: “Education should be non-profit”

EdX’s Johannes Heinlein var keynote speaker og fortalte om filosofien bag disse ny store uddannelses initiativer som MOOCs er. Open source kurser vinder større og større respekt i udlandet og der er efterhånden rigtigt mange vildt fede kurser fra Bl.a. Harvard, MIT, Stanford, UC Berkeley, Australian National University, UN University, Edinburgh University, alle sammen ganske gratis, og mange udbudt gennem EdX. Det er et interessant medie for selvom der igen i mange år har været en del forskellige langdistance uddannelser (fx Open University), har det ikke været frit tilgængeligt i så høj kvalitet før, med bl.a. webcasts og Skype-forelæsninger.
Der kan være flere tusind tilmeldte til hver kursus, fra alle hjørner af kloden. Med MOOCs og andre open source kurser er der også blevet lanceret en mulighed for bare generelt at få inspiration, at supplere materiale og bruge disse webcasts som ekstramateriale i sin egen undervisning (selvom copyright af dette nok liige skal checkes ordentligt først).

EdX How it works

Også herhjemme er der eksempler på distancekurser hvor vægten ligger i out of class aktiviteterne, og man så mødes til koncentrerede seminarer et par gange i løbet af semestret. Pernille Maj Svendsen, Centre for Science Education, viste fra hendes undervisning hvordan man kan optimere kvaliteten af den reducerede facetime der er til rådighed i disse former for kurser.

En anden out of class aktivitet var konceptet bag læring gennem selvforklaring. At skulle omstrukturere den viden man har tillært sig for at kunne dele ud af det til andre er et stærk værktøj. Keynote speaker Paul Denny fra U of Auckland, som har udviklet PeerWise fortalte om deres program og virkningen af at de studerende får lov til at reflektere over indholdet på en facon der giver underviseren mulighed for at overvære det. Det er et open source program der er udviklet som redskab til at få de studerende til at lave spørgsmål til deres medstuderende om pensummet, også kaldet peer instruction. Hver studerende laver så en række spørgsmål henover semestret og de andre skal så besvare dem, reviewe og give feedback på evt. misforståelser fra forfatteren eller deres egen side. Der var mange gode spørgsmål i bunken af de 1 million spørgsmål der er lavet rundt om på kloden, der blev virkeligt brugt noget fantasi til at formulere spørgsmålene. At selv skulle forklare og stille spørgsmål til pensummet er ikke det nyeste koncept indenfor pædagogikken, men platformen her er sjov og intuitiv med gaming elementer som leaderbords, badges og pointsystemer, det gør en stor forskel – og lad os nu være ærlige, det er lidt nemmere at relatere til fysikkens love når vi inddrager King Kong og Godzilla i en nærkamp som eksempel på to af hinanden uafhængige modsatrettede kræfter.

Det var fedt at se at det ikke kun var de store internationale inviterede der tænker udenfor boksen i den sammenhæng. De førnævnte webcasts var et hot emne. Altså at filme dele af forelæsningen eller pensummet og gøre det tilgængeligt online for de studerende. Dette er bl.a. brugt til at modernisere både introduktion til Astrofysik som Ole Eggers Bjælde, Centre for Science Education, kunne fortælle, og – til min store glæde – genfødslen af calculus undervisningen på AU. Calculus forelæsningerne står skarpt printet i mit hoved, og desværre hverken pga. af indholdet eller relevansen, nej som 16 ugers tirsdags og fredagsmorgener jeg aldrig får tilbage. Det var et af de fag hvor underviseren startede oppe i venstre hjørne af tavlen, og så ellers bare gik i gang med at skrive formler ned til han sluttede på sjette tavle, nederst til højre, to timer senere. Jeg er sikker på alle har haft et eller nærmere flere fag af den slags, og resultatet af det semester er at jeg til dato stadig ikke kan forklare hvad calculus går ud på uden at google det først…

I stedet er der nu lavet en række elegante webcasts af varierende længde (1-5 min), som forklarer de vigtigste koncepter i hvert kapitel, hver webcast efterfulgt af en spørgsmålsrække der skulle besvares, så der blev reflekteret over hvad emnet handlede om. Det var sådan lidt Veritasium møder David Attenborough i Danskernes Akademi over settingen, godt og professionelt lavet. Det så mega appetitligt ud og jeg sad helt og overvejede om man skulle tage faget igen, sådan bare lidt for sjov..

Ideen med at genopfriske minderne om den Lille Professor var nok til dels at minde os om at der er sket en del siden slut 70erne og 80’erne, og det er jo så absolut en anden verden siden Professoren lå på bordet, men også at de samme virkemidler understøtter læring i dag: leg, refleksion og gentagelser. Gamification og citizen science platforme er og bliver bare et af de mest interessante nye tiltag både inden for science generelt men også i undervisningen, og også på AU! Jacob Sherson og hans innovative gruppe lancerede StudentResearcher, som ligger under paraplyorganisationen Science@Home, under konferencen. Spillet tillader alle at blive deres egen researcher og lege sig til at hjælpe forskningen i bl.a. kvantecomputere, samtidig med at det forklarer konceptet og fysikken bag de simple spil, der så kan forbedre scoren. Samtidig bruges de mange forsøg/spil som simuleringer i udviklingen af kvantecomputeren. I skrivende stund er jeg stadig tabt bag vognen så snart jeg hører ordet kvante, men jeg glæder mig til at få taget hul på spillet og afmystificeret konceptet!

Også Ditlev Brodersen fra AU institut for Molekylær Biologi og Genetik lancerede en ny platform til at introducere peer instruction i undervisningen, kaldet Curriculearn.dk. Platformen er designet til at studerende fra folkeskolen til PhD niveau får stillet en række spørgsmål af underviseren som skal besvares. Besvaringen bliver så anonymt reviewet af tre andre studerende og sød diskussion og refleksion kan opstå. Der er stadig kun tale om beta test af platformen, så der er forbedres stadigt, men programmet ser meget lovende ud, og et rigtigt fint tiltag at indføre review og peer instruction processen out of class.

Der var rigtigt mange andre rigtig gode oplæg og workshops til Frontiers 2014, jeg kunne blive ved, men vil i stedet opfordre til at se oplæggene når de bliver lagt ud.

Refleksionerne på konferencen var i stor stil at alle var inspirerede. De fleste af de undervisere jeg snakkede under konferencen ytrede at de ville bestemt med vil supplere nogle af disse tiltag i undervisningen, men vil ikke fjerne noget der allerede virkede (øh nej, det ville da også være at skyde sig selv i foden..). De få studerende der deltog, udtrykte et behov for at kedsomheden ved den traditionelle form for undervisning skal italesættes og irettesættes, men synes det var inspirerende at se undervisere prøve at udvikle sig, og se det fra den anden side. Næste gang burde der måske være flere studerende med til Frontiers, det var godt at få sat ord på efterspørgslen. Andre udtrykte bekymring om hvor lang tid det ville tage at implementere disse ændringer, og hvem der skulle betale for deres tid.

Jeg fornemmede også der var en tendens til at rynke lidt på næsen over den grad af Hollywood der syntes at træde ind i klasselokalet. Underviseren er gået fra at være en rent faglig formidler, til at skulle være underholdende, og nu også på skærmen. Jeg må indrømme jeg synes nu det er fedt. Vi ser at der er en stigende interesse for videnskab helt generelt, fx forskellige populær videnskabelige talks, Folkeuniversitetet o.l., så det er mere og mere almindeligt accepteret at du skal kunne lave et godt ’show’. Og ja selv om video over tid måske overtager tekstbogen, er det i første omgang kun som et supplement, og i virkeligheden bliver det en gradueret overgang. En af de vigtigste pointer jeg tog med hjem fra denne konference var netop at der blev opfordret til at tilgå undervisningen som videnskab generelt. Lav eksperimenter med jeres undervisning, link til små fede videoer fra nettet og lav jeres eget hvis i ikke kan finde noget godt der passer ind, midlerne er til rådighed.

Jeg elsker Experimentarium!

Jeg husker, at jeg som barn besøgte Experimentarium en gang vi var på tur til København. Jeg husker ikke meget af det besøg, udover at jeg var glad for det. Som voksen har jeg været der adskillige gange og er blevet skuffet hver gang; det er de sædvanlige problemer som man ser gang på gang den slags steder, for mange forsøg man kender, for små effekter og alt, alt for lidt udskiftning i udstillingen betød at jeg meget meget hurtigt mistede entusiasmen for stedet.

Så fik jeg børn.

Nu elsker jeg Experimentarium!

Først når man har et par unger med (i mit tilfælde 3 og 5 år ved seneste besøg) forstår man, at det slet ikke gør noget, at forsøgene er gamle travere, det viser sig nemlig lidt til min overraskelse at kendskab til forsøg ikke nedarves, ungerne er ligeglade med om jeg går og brokker mig over uopfindsomhed, de synes ikke der er skruet for langt ned for effekterne og de har slet, slet ikke noget imod at der kun er begrænset udskiftning i udstillingen. Genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere…

Læg så dertil at Experimentarium som ingen andre har forstået vigtigheden af gode praktiske forhold så som toiletter og plads til madpakker og man har en sikker vinder!

IMG_20140421_110206

Faktisk forekommer Experimentariums løsning så oplagt, at man kunne tænke, at alle andre lignende institutioner vil være indrette på omtrent samme måde. Men ak nej, et besøg i Den Blå Planet viser med skræmmende sikkerhed hvor let det er at gøre omtrent det hele forkert.

Hvor Experimentarium har taget bolig i noget der mest minder om en gammel fabrikshal har Den Blå Planet valgt en dyr arkitekttegnet bygning som måske ser fin ud, men hvor forholdene for besøgende er helt igennem håbløse, stedet mangler ganske enkelt plads; uanset hvor man går er man ved at blive mast og at få et kig på en fisk er ualmindeligt svært, især hvis man gerne også vil lade ungerne kigge med. Køen til toiletterne er konsekvent lang og at få et skab i garderoben er et lotterispil man reelt kun har en chance i hvis man ankommer indenfor de første 10 minutter af åbningstiden.

Havde jeg kun været mig selv og mine spidse albuer havde jeg sikkert stadig synes at Experimentarium var kedeligt og jeg kunne da sikkert nok finde på at gå i den Blå Planet en gang imellem. Men nu er sagen klar:

Jeg elsker Experimentarium!

Niels Bohr må vende sig i sin grav

 Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften

“Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften” er titlen på en debatbog, som lige før nytår blev sendt på gaden af forfatter Thomas Grønlund Nielsen. Bogen har til formål at sætte kernekraft tilbage på den politiske dagsorden, samt at bygge bro mellem Fysik, Historie og Samfundsfag for de elever, der eventuelt måtte have interesse i et studieretningsprojekt inden for disse fag.

Bogens præmis er, at vi frygter brugen af kernekraft, fordi vi ikke forstår den, og der er jo faktisk forskel på kernekraft og kernevåben. Det kan godt være, at der sidder nogen derude, der ikke helt har fanget dén, og de skulle så kunne blive klogere af at læse denne bog. Det tror jeg nu ikke, de bliver. Bogen er ganske rodet, og argumenterne har en noget svingende kvalitet. Af og til peger de efter min mening endda i forskellig retning.

Lad mig komme med et eksempel fra side 76:

“Fysikfaget sættes nu mindre i forbindelse med menneskets fremskridt og mere med massedrab og supermagternes terrorbalance. Professorvældet på Universiteterne væltes og det er velkendt hvad der er sket med vores uddannelses system og den almindelige dannelse siden da. Fra en skole hvor man blev målt på sin faglighed og sine kundskaber, fik vi en hvor det var vigtigere at kunne snakke sin sag med stor selvtillid og lave gruppearbejde.”

hvilket er dårligt forstås. Senere skriver forfatteren på side 91:

“Vi må som fagfolk genopdage vigtigheden af der i fysik også rummes plads til hjerteblod og den gode historie og ikke helt fortabe os i matematiske formler. Den tiltagende akademisering og teoretisering der i de seneste årtier har bredt sig overalt i vores uddannelsessystem, må begrænses. For ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger.”

Så… først er det dårligt, at vi har fået en blødere skole, og dernæst er det dårligt, at der er en stigende akademisering (altså hårdere skole?) fordi ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad forfatterens holdning egentlig er. Endnu mere er jeg i tvivl om, hvad det har med kernekraft og Niels Bohr at gøre, men her vil forfatteren nok henvise til Niels Bohrs arv.

Andre ting i bogen, jeg heller ikke forstår pointen i, er inddragelsen af fem personlige fortællinger fra forfatterens eget liv. Hjælper det virkelig på forståelsen af forskellen mellem kernekraft og kernevåben at høre om forfatterens dameproblemer på fysikstudiet, om hans stress over at have en computer stående på værelset og om hans faglige mindreværdskompleks? Det hjælper ikke mig. Til gengæld undergraver det efter min mening forfatterens troværdighed som fysiker (måske med undtagelse af dameproblemerne).

En værre forbrydelse er dog det kristne islæt, som jeg bestemt ikke mener hører hjemme i en såkaldt fysikfaglig bog. Måske kan Scienceblog.dk’s læsere forklare mig, hvad følgende budskab har med Eisenhowers Atoms for Peace-tale at gøre, side 37:

“Den ældgamle tro på at mennesket er et guddommeligt væsen der kan og skal bruge sit intellekt og sin skaberkraft til at erobre og kontrollere det fysiske rum – troen på at vi kan skabe en bedre verden forsvandt ned i en afsides skuffe.”

Her er forfatteren ikke tilfreds med, at Eisenhowers ånd i de kommende årtier skulle sygne hen til ukendelighed, hvilket også er ærgerligt, men hvad har det med mennesket som et guddommeligt væsen at gøre?

På side 37 kan vi læse at:

“Som mennesker må vi erkende at vi ikke altid evner at forstå og at dette ikke må føre til frygt men i stedet bør give plads for troen- er det ikke netop det kristendommen, vores kulturarv handler om.”

Så altså… hvis man ikke lige forstår alt det gode ved kernekraft, så må man ty til kristendommen?? Var det ikke mere passende at tage fat i en fysikbog i stedet for? (Altså en rigtig fysikbog, ikke TGN’s bog).

Og på side 39 kan vi læse om fysikken, at

“Den har ligesom kongehuset netop sin berettigelse i at hvile på tidsløse principper og være hævet over modestrømninger og småborgerlighed.”

Er det virkeligt nødvendigt at inddrage kongehuset i denne argumentation? Det mener jeg ikke, men til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren finder det relevant.

Jeg vil skåne læserne for flere eksempler og springe direkte til dommen:

Det er virkelig forstyrrende at læse en så rodet tekst med alle mulige og umulige påstande og upassende argumenter for og/eller imod, hvad end forfatteren lige kommer i tanker om. Det tager nok længere tid at læse bogen, end det har taget at skrive den, og det er absolut ikke en god ting!

Jeg kan ikke anbefale denne bog hverken til gymnasieelever eller nogen som helst andre med interesse i Niels Bohr og kernekraft. Beklager.

Naturhistorisk Museum: Ny hjemmeside, nyt indhold?

Så er der ny hjemmeside på adressen http://www.naturhistoriskmuseum.dk/.

Jeg har selv haft min gang både foran og bagved scenen på museet i mange år. Faktisk siden jeg i 9. klasse var i erhvervspraktik på museet. Meget er sket siden dengang, og meget har fået lov at være det samme. En ny hjemmeside er et skridt på vejen mod en opdateret udgave.

Museet kom for nyligt i vælten både nationalt og internationalt pga. den berømte dissektion af Marius (og nej, der var ikke tale om en obduktion, vi VED godt hvad dyret døde af…).

Da vinterferien efterfølgende dukkede op gjorde Naturhistorisk Museum (både i Århus og Statens i København) blot hvad de altid har gjort. Nemlig at holde offentlige dissektion af døde dyr. Jeg har selv haft fornøjelsen af at skære og klippe både hajer og blæksprutter op på museet, foran en fyldt sal af glade og interesserede børn og voksne. Og ja, det lugter, og ja det er grænseoverskridende. Men når man høre børnenes ligefremhed og nysgerrighed så….

Hov, det var slet ikke det indlægget skulle handle om. Tilbage til hjemmesiden.

Hjemmesiden har fået et gevaldigt løft. Siden er blevet opdateret og rummer nemt tilgængelige oplysninger, både mht. til det praktiske (det er utroligt hvor mange hjemmesider hvor f.eks et telefonnummer eller adressen er gemt godt af vejen). Siden er nem at navigere rundt på, og virker lige godt på mobile platforme som på almindelig webbrowser.

Der er ikke tale om noget nyt indhold, der er ikke mange nye features, og webbutikken er stadig brugbar men ikke særlig sexet. Jeg kan heller ikke finde oplysninger om kantinen, men det kan man heldigvis ringe og snakke med de venlige og erfarne mennesker i receptionen om. Telefonnummeret står på forsiden.

Der er stadig enkelte småting, noget tekst står mærkeligt, og enkelte genveje er blevet til blindgyder. Jeg mangler også lidt mere dybde om selve udstillingerne, og gerne endnu flere billeder. Jeg bruger selv billeder til at danne mig et indtryk og lidt ejerfornemmelse inden et besøg, og der er nok af flotte motiver både på museet og på deres afdeling på Mols. Brug det.

Linket til deres Instagram viser et blot et enkelt billede fra 2012. Hvis den ikke er opdateret, så lad være med at linke til den!

Til gengæld bruges deres Facebookprofil som et supplement til hjemmesiden, med backstagebilleder, link til interessante artikler, og “husk nu weekendens krybdyrstur på mols”-indlæg. Bliv ved med det.

Lad os håbe at de holder opdateringerne ved lige, får udviklet nye features og får rettet de små ting til. Så burde museet kunne aflæse hyppigere og længervarende besøg i deres hjemmesidestastik.

Ny hjemmeside, gammelt indhold.