Jeg elsker Experimentarium!

Jeg husker, at jeg som barn besøgte Experimentarium en gang vi var på tur til København. Jeg husker ikke meget af det besøg, udover at jeg var glad for det. Som voksen har jeg været der adskillige gange og er blevet skuffet hver gang; det er de sædvanlige problemer som man ser gang på gang den slags steder, for mange forsøg man kender, for små effekter og alt, alt for lidt udskiftning i udstillingen betød at jeg meget meget hurtigt mistede entusiasmen for stedet.

Så fik jeg børn.

Nu elsker jeg Experimentarium!

Først når man har et par unger med (i mit tilfælde 3 og 5 år ved seneste besøg) forstår man, at det slet ikke gør noget, at forsøgene er gamle travere, det viser sig nemlig lidt til min overraskelse at kendskab til forsøg ikke nedarves, ungerne er ligeglade med om jeg går og brokker mig over uopfindsomhed, de synes ikke der er skruet for langt ned for effekterne og de har slet, slet ikke noget imod at der kun er begrænset udskiftning i udstillingen. Genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere…

Læg så dertil at Experimentarium som ingen andre har forstået vigtigheden af gode praktiske forhold så som toiletter og plads til madpakker og man har en sikker vinder!

IMG_20140421_110206

Faktisk forekommer Experimentariums løsning så oplagt, at man kunne tænke, at alle andre lignende institutioner vil være indrette på omtrent samme måde. Men ak nej, et besøg i Den Blå Planet viser med skræmmende sikkerhed hvor let det er at gøre omtrent det hele forkert.

Hvor Experimentarium har taget bolig i noget der mest minder om en gammel fabrikshal har Den Blå Planet valgt en dyr arkitekttegnet bygning som måske ser fin ud, men hvor forholdene for besøgende er helt igennem håbløse, stedet mangler ganske enkelt plads; uanset hvor man går er man ved at blive mast og at få et kig på en fisk er ualmindeligt svært, især hvis man gerne også vil lade ungerne kigge med. Køen til toiletterne er konsekvent lang og at få et skab i garderoben er et lotterispil man reelt kun har en chance i hvis man ankommer indenfor de første 10 minutter af åbningstiden.

Havde jeg kun været mig selv og mine spidse albuer havde jeg sikkert stadig synes at Experimentarium var kedeligt og jeg kunne da sikkert nok finde på at gå i den Blå Planet en gang imellem. Men nu er sagen klar:

Jeg elsker Experimentarium!

2 tanker om “Jeg elsker Experimentarium!”

  1. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst var på Experimentarium, men jeg prøvede Den Blå Planet for nylig, og det var jeg egentlig ikke imponeret over. Det virker noget over-hypet i medierne, måske pga. af en god presseafdeling.

    Er der ikke noget med, at Experimentarium lige er flyttet til en ny adresse?

  2. Hvis jeg skal være ganske ærlig forekommer Den Blå Planet at være skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling….

    Ja, Eksperimentarium rykkede for nogle måneder siden midlertidigt til Christianshavn i et par år mens de ombygger den gamle bygning. Det gør egentlig ikke hverken fra eller til på anmeldelsen af stedet, og derfor nævnte jeg det ikke. Det nye sted minder en del om det gamle (omend det er noget mindre), selvom man selvfølgelig godt kan se, at det er en midlertidig flytning.

Der er lukket for kommentarer.