Svensk økologireklame – oplysning eller skræmmekampagne?

De fleste har nok set, at den svenske supermarkedskæde Coop har bestilt en reklamekampagne forklædt som en videnskabelig undersøgelse, der skal vise, hvor farlige konventionelle fødevarer er. I al sin enkelhed er reklamekampagnen meget effektiv: En familie spiste konventionelle fødevarer i en uge og afleverede en urinprøve hver dag, der blev undersøgt for spor efter 12 udvalgte pesticider. Derefter spiste de udelukkende økologiske fødevarer i to uger, hvor de igen afgav urinprøver hver dag.

Resultatet blev vist i en dramatisk video: For de tre børn blev måleresultaterne for fire af de 12 pesticider vist i søjlediagrammer før og efter skiftet til økologiske varer, og hvor de alle fire var til stede før skiftet, var kun et enkelt af dem målbart i de to piger efter skiftet, og ingen af dem blev fundet i drengen. Koncentrationen af chlormequat chlorid var endda så høj i drengens urin, at det sprang y-aksens skala!

Konklusionen er klar: Hvis du spiser konventionelle fødevarer, fylder du dine børn med gift!

Der er dog en del grunde til, at man skal se reklamevideoen med en vis skepsis:

Der blev kigget efter 12 udvalgte pesticider, der kun er tilladt i konventionelt landbrug, og som derfor ikke bør forekomme i økologiske fødevarer. Det er derfor ikke overraskende, at man finder dem, når familien spiser konventionelt, men (næsten) ikke når de spiser økologisk. Men hvad nu hvis man havde målt efter de midler, der er tilladt i økologisk landbrug men ikke bliver brugt i de konventionelle? Det kunne have været Fe(III)fosfat eller det “naturlige” pesticid fra pyrethrum. Ja, så havde resultatet jo nok været det direkte modsatte: Ingen spor mens de spiste konventionelt men en umiddelbart voldsom stigning efter skiftet til økologisk. Man kunne lige så vel have undersøgt indholdet af koffein i urinen før og efter man forbød kaffedrikning. Det er ikke et overraskende resultat.

Derudover er det også interessant, at de valgte 12 specifikke pesticider men kun kunne finde målbare mængder af 8 af dem. Jeg går ud fra, at de valgte de pesticider, hvor der var størst chance for succes i forhold til den historie, de ville fortælle. Endvidere er det kun fire af dem, der bruges i reklamen. Når man tager reklamens mål i betragtning, er det nok ikke helt forkert at gætte på, at de har valgt de pesticider, der havde højest koncentration for at få det mest dramatiske resultat. Hvis der var tale om reel videnskab, er det selvfølgelig uhørt at skjule data på den måde. Men det er jo en reklame, og de har et budskab, så de udvælger data. Men betyder det så, at de resterende fire pesticider havde meget små koncentrationer?

Og hvorfor har de dog valgt y-aksen, så drengens koncentration af chlormequat chlorid bryder skalaen? Det giver jo ingen mening. Er det for at skabe en dramatisk effekt (han har UENDELIGT meget gift i urinen)? Eller fordi det ville få de andre koncentrationer til at se for små ud, hvis de havde skaleret data korrekt?

Hvorfor er det kun børnenes data, vi ser? Passede forældrenes data ikke ind i historien?

Men alt dette er form og retorik (og fordrejninger af data). Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, om det er farligt. Skal vi være bekymrede over, at man kan måle pesticider i vores urin? Den første ting, man kan overveje, er om det overhovedet er et problem, når stofferne netop bliver udskilt i urinen. Det afhænger af stoffet, men det er dog en væsentlig ting at huske på, at vores krop netop udskiller affaldsstoffer på denne måde. At pesticiderne har været i vores krop er ikke nødvendigvis et problem. For hvor høje koncentrationer kan vi klare? Igen afhænger det af stoffet, men der foreligger mange undersøgelser af grænseværdier, og de tilladte mængder ligger langt under, hvad vi med vores nuværende viden vil klassificere som farligt.

Et eksempel: Stoffet med højest koncentration i studiet er chlormerquat chlorid (5-15 ng/ml). Den tilladte daglige mængde er ifølge WHO 0.05 mg/kg legemsvægt (LD50 er 400 mg/kg legemsvægt). Hvor meget det svarer til i urinen, ved jeg ikke, men for at oversætte til deres skala (ng/ml) er den tilladte sikre mængde 50,000 ng/kg legemsvægt, og de målte 5-15 ng/ml urin. Skal man være nervøs? Nok ikke.

Man kunne også se en anden positiv historie i dette stunt: De har valgt at måle efter 12 pesticider, som man må antage, at de have en formodning om at finde. Kun 8 af dem kunne måles, og her var koncentrationerne små – ofte så små, at de ikke kunne bruges i deres diagrammer. Det er da postivt, at den anvendte mængde af pesticider i konventionelt landbrug er så lavt.

Hvad er min pointe med dette indlæg? Er det sundt at spise pesticider? Nej, selvfølgelig ikke – men det er vigtigt at huske på forholdet mellem dosis og respons. Er det godt at sprøjte med pesticider? Nej, men det er nødvendigt. Selvfølgelig skal det begrænses mest muligt, ligesom man skal være opmærksom på skadevirkninger både i naturen og i os, når vi spiser maden.

Er det et problem at spise økologisk? Nej, selvfølgelig ikke (hvis du husker at skylle din frugt, ligesom du selvfølgelig gør med konventionelt dyrket frugt). Men er det et problem at skabe ubegrundet frygt? Ja. Er det et problem at skævvride data? Ja. Er det et problem at få forældre til at føle sig dårlige, fordi de giver deres børn konventionelt dyrket mad? Ja. Fakta bør drive enhver debat, men i diskussionen om økologi overfor konventionelt landbrug er det desværre ofte følelserne, der dominerer.

 

 

 

Se videoen her:

Boganmeldelse: “Alt du kan se” af Jakob Albrethsen

“Alt du kan se” er titlen på en tegneserie af Jakob Albrethsen. Den rummer små firs sort/hvide sider, hvoraf de fleste er tegninger af historiens fortæller og hans tekstfyldte talebobler. Det lyder måske umiddelbart  harmløst, men tro mig, som læser står man på tærsklen til en ganske dramatisk fortælling!

Vi inviteres med på en ekspedition, som vil bringe os langt ud på erkendelsens vidtstrakte slette, og vi bør væbne os med styrke og mod og fortsætte rejsen, selv om man undervejs kan føle sig fortabt. [Ordvalget er stærkt inspireret af bogens første par sider.]

Som sagt, så gjort!

Ekspeditionen starter i menneskehjernen og herfra når vi vidt omkring! Helt ud i det yderste af rummet og helt ind i cellerne af mennesket. Menneskehjernen foretrækker en stabil verden, hvilket er en udfordring for vor erkendelse af verden. Tegneseriens fortæller (som muligvis ligner forfatteren?) troner faretruende frem fra sin ramme med armene hævet som i en gyserfortælling med farlige skygger, som understreger alvoren:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

(Forestil dig lyder af en spøgelse, uuhhuuhh, og en voksende skygge bag en farlig bussebøhmand… Du er MEGET BANGE lige nu!) Jeg gentager:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

Og puf, vi klipper lige direkte til næste ramme, et nøgternt billede af menneskehjernen. Du ved, menneskehjernen, som jo foretrækker en stabil verden, hvorfor ovenstående er en virkelig skræmmende tanke. Vi ånder lettet op, det er heldigvis bare en bog. (Fantastisk brug af tegneseriemediets fortræffeligheder i øvrigt!) Straks fortsætter vi med en gennemgang af naturlig selektion.

Bogen rummer en forklaring på, hvorfor vi forlod den filosofisk/teologiske tankegang og gik over til den mere videnskabelige tilgang. Hvis det er naturen, man ønsker indsigt i, så er det naturen, man må henvende sig til (tilskrevet Francis Bacon). Slut med at sidde og spekulere over, hvordan tingene mon kan hænge sammen. Du må ud i marken, du må teste dine hypoteser. I dén grad en fornuftig pointe.

Jeg har kun fundet en enkelt ting, som jeg vil driste mig til at sætte en finger på. Hele humlen i den naturlige selektion er, at den baserer sig på tilfældige mutationer, der giver en fordel for den pågældende organisme på langt sigt. Det er sådan set rigtig fint forklaret i bogen.

“Der er ingen regel, som dikterer, at der skal udvikle sig havpattedyr. Det var bare den rute, som evolutionen valgte.”

Men evolutionen tager vel ingen valg, den har jo intet større formål i sig selv, det har vi jo lige lært. Så måske kunne man have formuleret det anderledes her, når nu bogen netop afviser en skaber (eller et intelligent design), der har valgt at verden skulle se ud sådan, som den nu engang gør. [Indrømmet, det er en lille ting.]

Men alt i alt en fin lille bog at have stående på hylden. Indholdet er fint og interessant, og som tegneserie interessant. Den får i hvert fald et antal stjerner med herfra.

 

[Køb bogen her]

Et år i dværgenes tegn

Året 2015 står i dværgenes tegn, hvis man som jeg er passioneret interesseret i udforskningen af Solsystemet. Dværgplaneternes, altså.

Dværgplaneter er en ganske ny opfindelse, i hvert fald i den præcise betydning som begrebet har nu. Den opmærksomme læser vil måske have lagt mærke til, at der i dag er en planet mindre i Solsystemet end der var for et lille årti siden. Det er ikke så dramatisk som det lyder: Ingen planeter sprang i luften, det var en ren skrivebordsbeslutning som blev foretaget af den Internationale Astronomiske Union (IAU) i 2006 hvor begrebet Dværgplanet blev introduceret og Pluto blev degraderet fra planet til dværgplanet hvorved antallet af planeter i Solsystemet med et pennestrøg blev reduceret fra ni til otte.

Beslutningen var og er omdiskuteret; en diskussion jeg ikke vil blande mig i lige nu og her, andet end ved at sige at Solsystemet indeholder myriader af legemer med forskellige karakteristika og at ordene planet, måne, dværgplanet, komet, asteroide etc naturligvis blot er ord vi mennesker sætter på tingene. Klassifikation kan være en svær disciplin (som næbdyret sagde til muldyret ) og tingene passer ikke altid lige godt ind i de kasser vi gerne vil putte dem i.

Hvorom alting er, så har IAU altså indført klassen Dværgplanet. Dværgplaneterne er en ganske eksklusiv klub med foreløbigt kun 5 medlemmer (men yderligere en lang række håbefulde ansøgere).

Mit ærinde her, og grunden til at jeg kalder 2015 for Dværgplaneternes år, er at de to uden sammenligning bedst kendte medlemmer af klubben BEGGE  bliver besøgt for første gang af rumsonder i løbet af i år. Rumsonden Dawn gik i kredsløb om Ceres i Marts og sonden New Horizons passerer Pluto til Juli.

 

Dawn blev sendt op i 2007 men har ikke ligget på den lade side undervejs. Det er en innovativ mission, der efter opsendelsen har benyttet en såkaldt ion-motor til at bevæge sig ud til asteroidebæltet. I en ion-motor accelererer et elektrisk felt elektrisk ladede partikler (ioner) op til meget høje hastigheder. Rumsonden drives fremad når ionerne skubbes bagud. I modsætning til en traditionel kemisk raketmotor kommer energien altså ikke fra en forbrænding i selve motoren men skal hentes andetsteds fra. Typisk fra solpaneler, som det er tilfældet på Dawn. Ionerne er altså ikke brændstof men udelukkende drivmiddel.

Fordelen ved en ion-motor er at mundingshastigheden – hastigheden hvormed drivmidlet forlader raketten – kan blive meget høj. Dermed kan man opnå en stor samlet ændring i hastighed med en forholdsvis lille masse af drivmiddel. Ulempen er at den samlede mængde af drivmiddel der forlader raketten i et givent tidsrum er lille så accelerationen dermed er lille. Ion-motoren kan derfor ikke bruges til at forlade Jorden med, da det direkte slagsmål med Jordens tyngdefelt kræver en høj acceleration, og Dawn blev da også i første omgang sendt op med en traditionel kemisk raket. Men når man først er ude i rummet er ion-motoren uhyre effektiv og kan, givet lang nok tid, accelerere en rumsonde op til meget høje hastigheder.

Med risiko for at strække en analogi længere end den kan bære kan man måske tænke på ion-motoren som en bilmotor med meget lav acceleration (nul til hundrede på fire døgn…) men som til gengæld går virkeligt mange kilometer på literen.

 

Dawn har udnyttet sin ion-motor til at blive den første rumsonde nogensinde som har været i kredsløb om to forskellige legemer i Solsystemet (Jorden fraregnet, naturligvis). Fra Maj 2011 til September 2012 var Dawn i kredsløb om den næsttungeste af asteroiderne, Vesta. Takket være sin effektive motor kunne sonden siden igen kravle ud af Vestas tyngdebrønd og fortsætte rejsen ud til den største af asteroiderne, dværgplaneten Ceres, hvor Dawn altså ankom i begyndelsen af Marts i år.

Ceres kan tale med Pluto om at blive degraderet fra planetstatus idet den fra opdagelsen i 1801 og frem til midten af 1800-tallet var klassificeret som en planet men blev degraderet da antallet af opdagede asteroider begyndte at vokse voldsomt. Ceres er omkring 950 km i diameter. Den er som nævnt den største af asteroiderne og indeholder alene omkring 1/3 af asteroidebæltets samlede masse. På grund af sin betydelige størrelse og tyngdekraft  har Ceres en kuglerund form som det kendes fra planeter og større måner, i stedet for den irregulære form som ellers er typisk for asteroider og Ceres er den eneste af asteroiderne som er stor nok til at klassificeres som dværgplanet.

Herunder ser man Ceres som den ser ud med Hubble-rumteleskopet:

fourviewsCeres-1

Og her ses Ceres som fotograferet af Dawn den 15 April i år fra 22000 km over overfladen med en opløsning på omkring 2 km per pixel (klik på billedet for at se det i fuld opløsning):

PIA19064_hires

 

Forskellen er indlysende tydelig selvom Dawn langtfra har nået sin endelige bane. Ceres er forvandlet fra en utydelig plet på himlen næsten uden observerbare detaljer til en detaljeret klode, et geologisk objekt. Faktisk vil sonden gennem hele året trinvist reducere højden over Ceres og vil formentlig først nå sin laveste bane hen i mod slutningen af 2015. Så vi kan forvente at nye detaljer vil afsløre sig løbende gennem året.

Ceres er forholdsvist langt ude i asteroidebæltet og formodes derfor at være betydeligt rigere på vand (is) end de asteroider som blev dannet nærmere Solen. Den minder faktisk en del om flere af de isrige måner i det ydre solsystem. Traditionelt har man ment at den ikke er differentieret. Dvs. den har aldrig været varmet nok op til at den smeltede indeni og er derfor ikke opdelt i kerne, kappe og skorpe ligesom de jordlignende planeter og større måner er.  Det er tydeligt ved selv et kort blik på billedet ovenfor at meteornedslag har været den dominerende proces, som har formet Ceres’ overflade.

Meget af forhåndsinteressen har samlet sig om den lysere plet, som ses tydeligt på billederne fra Hubble. Den er ikke nem at se på billedet fra Dawn ovenfor (lille hvid plet midt i et stort krater yderst til højre). Men ses tydeligt på tidligere billeder fra Dawn, hvor planeten vender anderledes, som her på et billede fra 19. Februar hvor man faktisk kan se at der i virkeligheden er tale om to lyse pletter.

pia19185-cr

Åbenlyst nok ser vi noget lysere materiale som reflekterer sollyset bedre end resten af den ellers ganske mørke overflade. Det, at det er en refleks, forklarer også at pletterne er meget mere tydelige når lyset kommer ind fra nogle retninger end andre. Derfra bliver det dog hurtigt svært: Underjordisk is afsløret af meteornedslag ?  Kryovulkanisme (dvs flydende vand som kommer op nedefra) ? Spekulationerne er mange og det eneste rimeligt tydelige er at ingen af forklaringerne lyder helt rimelige i lyset af hvad vi troede vi vidste om Ceres som en meget kold, geologisk inaktiv klode som ikke er differentieret (og derfor ikke burde have ren is nogen steder).

Som et ekstra krydderi på historien rapporteredes det i Januar sidste år fra det infrarøde rumteleskop Herschel at man havde set vand (i meget små mængder) blive frigivet fra Ceres. Igen en overraskelse.

Hvordan historien hænger sammen er der ingen der ved lige nu, men formentlig og forhåbentlig ved vi mere når året er omme.

 

Fra Ceres springer vi nu et langt spring ud af i Solsystemet til den anden dværgplanet som får besøg i år: Pluto. New Horizons, som er på vej til Pluto, er ligesom Dawn også en sonde, med en plads i rekordbogen. Men hvor Dawn er en slags rumsondernes “hybridbil” med en innovativ motor og uhyre effektiv anvendelse af drivmidlet så er New Horizons mere en traditionel benzinsluger taget til et endnu højere niveau. Stor raket, lille nyttelast, og så bare sømmet i bund og derudaf. New Horizons forlod i 2006 Jorden med en hastighed på 16.3 km/s i forhold til Jorden, hvilket gør den til den hurtigste rumsonde nogensinde afsendt. Med den hastighed tog det under 3 måneder før den passerede Mars’ bane, hvilket ellers typisk tager 7-8 måneder for Mars-sonder (men den skulle jo så heller ikke bremse ned). Trods den store fart har det dog stadig taget næsten 10 år fra afsendelsen og til sonden nåede Pluto, længe nok til at målet, Pluto, jo så altså i mellemtiden blev degraderet og nu ikke længere regnes som en planet.

New Horizons er en såkaldt “flyby”-mission. Der er ikke brændstof til at bremse ned og gå i kredsløb om Pluto, så sonden vil passere tæt forbi og have et forholdsvist kortvarigt vindue, hvor Pluto kan observeres med høj opløsning. Ikke blot Pluto, men hele Pluto-systemet, som udover Pluto selv består af, dens store måne, Charon, og de fire små måner, Nix, Hydra, Kerberos og Styx.

 

Herunder ses Pluto og Charon rotere om deres fælles tyngdepunkt som set af New Horizons i midten af April fra omkring 100 millioner kilometers afstand. Fra den 15. Maj og frem til midten af September vil New Horizons kunne se Pluto i højere opløsning end Hubble og når sonden passerer tættest på, den 14. Juli, vil den være omkring 10.000 km væk og vil kunne kortlægge meget af Plutos overflade med en opløsning på 50 m/pixel. Hvilke overraskelser der venter kan vi lige nu kun gisne om.

2-opnav3_barycen_v7_lowres-1041_0
New Horizons’ passage af Pluto vil i en vis forstand være sidste skridt i det oprindelige program for rekognosceringen af Solsystemet og lægger sig i forlængelse af Voyager 2’s flyby’s af Uranus og Neptun. Samtidig er det vores første detaljerede blik på en hel klasse af mindre, dybfrosne legemer helt ude på Solsystemets grænse,  det såkaldte Kuiper-bælte.

Efter passagen af Pluto vil man forsøge at styre New Horizons videre mod endnu et eller to legemer i Kuiper-bæltet. Hvilke er endnu ikke fastlagt.

Pluto bærer måske nok ikke længere den distingverede titel “Planet”, men det er kloden jo ikke blevet mindre interessant af, og jeg har i hvert fald skrevet den 14. Juli i kalenderen.

 

3D-model af dit ufødte barn. Uhyggeligt, smukt eller bare naturlig teknologisk udvikling?

To streger på en lille hvid strimmel.

Sådan startede det for knap 9 måneder siden.

I dag sidder jeg ved mit spisebord, med computeren ud over kanten da jeg ellers ikke kan nå den. Min mave er i vejen. Inde i maven ligger 3,6 kilo pigebarn. Hun må gerne snart kommer ud, for jeg kan snart ikke vente længere med at se hvordan hun ser ud.

Har hun mon fået mine og min fars kinder? Eller får hun brune øjne som min søster? Eller bliver hun høj som min mand? Med smilerynker som min svigerfar? Min biologiske svigermor har jeg aldrig set, så ¼ af hendes gener kender jeg slet ikke, hvad nu hvis jeg slet ikke kan kende hende? Hun er så tæt på, og alligevel så langt væk.

Jeg tror at alle gravide har en konstant trang til at kigge ind, og tjekke om alt nu er i orden, og mange er utålmodige for at få stillet nysgerrigheden, hvem mon der ligger derinde?

Den nysgerrighed kan dog til dels stilles ved de to ultralydskanninger man tilbydes undervejs. Og som regel kan man få et par print med hjem til køleskabet, eller facebook. Det fik vi også.

Klassisk ultralydsbillede af ufødt barn

Derudover er det muligt at tilkøbe ekstra scanninger hos et hav af klinikker i hele landet. Det kan koste alt fra 500,- til 3000,- afhængig af om man vil have de klassiske scanninger, 3D scanninger på print eller 4D (filmfrekvenser).  Dette har jeg fravalgt, jeg syntes 3D billederne er lidt uhyggelige at se på. Og så kan jeg alligevel ikke se forskel på om det er et billede af mit barn, eller et tilfældigt scanningsbillede fundet på google.

Det er ikke mange generationer siden at det var helt utænkeligt at tage billeder af et ufødt barn, og dengang måtte man pænt vente til barnet kom ud med at vurdere ansigtstræk og smilerynker. Men scanningerne er en naturlig udvikling af  lægevidenskaben i samarbejde med ny teknologi. Teknikker der måske ikke er udviklet til netop dette formål, men som giver os flere og flere muligheder for at følge med i ens lille barns udvikling, og nu er det naturlige næste skridt blevet aktuelt, 3D-modeller af det ufødte barn!

Du kan på nettet (f.eks. her) bestille en 20 cm stor 3D-model af dit ufødte barn, hvilket har givet ophav til protester og kommentarer som “uhyggeligt”, “ulækkert” og “unaturligt”.

Jeg kan nu ikke se det ulækre i det. Tværtimod giver det f.eks blinde kommende mødre en mulighed for samme oplevelse af at virkeliggøre det kommende barn. Derudover er det da en sjov gimmick til et babyshower, eller som overraskelse til kommende bedsteforældre.

Hvad syntes du? Kommenter gerne herunder!

Du skal blot sende dine scanningsbilleder ind, vælge om du vil have en stor eller lille model, hudfarve og om man skal kunne se kønsorganerne. Så er det blot at vente på at din 3D-model kommer med pakkeposten. Lige til at stille ovenpå køleskab. God fornøjelse!

Page-by-Page

Politikerne må til at vise ansvar – red sundhedssektorens økonomi nu

Der spares i disse år voldsomt på vores sundhedssektor. Alt overflødigt skæres væk, men det går også direkte ud over personalet med fyringer, omrokeringer og effektiviseringer. Man forsøger hele tiden at dække sig ind under, at det ikke går ud over patienterne.

Men det gør det.

Helt tragikomisk blev det på min egen arbejdsplads, da seneste sparerunde blev annonceret i februar. Her kunne man lige under hinanden læse to nyheder, der dels annoncerede yderligere besparelser, og dels fortalte om Arbejdstilsynets påbud pga. dårligt arbejdsmiljø. Sammenhængen var tydelig for enhver:

Besparelser

Når en stor arbejdsplads indfører besparelser, vil der altid være brok fra de ansatte. Altid. Men når vi ser på sundhedssektoren i dag, så har vi med Arbejdstilsynet faktisk en uafhængig myndighed, der på mange hospitalsafdelinger har været inde og give påbud, fordi besparelser har ført til uacceptable personaleforhold. Faktisk 101 påbud på ét år.

Man er hamrende naiv, hvis man tror, det ikke går ud over patienterne.

Politikerne som svinger sparekniven står gerne frem og taler om at udvise ansvar og tage konsekvensen af den pressede økonomi. Men sagen er, at det jo ikke er at udvise ansvar, når man har skåret så meget, som man har gjort. Det er faktisk uansvarligt. For der findes en alternativ løsning, og den hedder prioritering.

Gang på gang på gang serveres sparerunderne med klagesangen om “ny dyr medicin”. Det er simpelthen udgifterne til medicin, der underminerer vores sundhedsvæsen, og vi bliver nødt til at overveje, om vi i vores velfærdssystem har råd til bare at give enhver ny type medicin til alle, der kunne få gavn af den. For den gavmilde brug af nyudviklet medicin direkte fra medicinalindustriens forskningslaboratorier koster på kvaliteten af andre patienters behandling.

Vi bør indføre et prioriteringsinstitut, der på landsdækkende plan går ind og vurderer, hvilken type medicin vi vil bruge, og hvilken vi simpelthen må stemple som for dyr for det danske samfund. Ja, det går ud over nogen patienter – men det vil gavne rigtig mange andre.

Heldigvis dukker prioritering op flere gange i disse dage, for nogle politikere har da indset, at det er den eneste vej frem. For to uger siden besluttede Danske Regioner sig endelig for at tage hul på diskussionen.

Problemet er, at beslutningen kommer for sent.

Nu kan du se havørne over Århus

Et ungt havørnepar – vores allerstørste rovfugl – har slået sig ned på en ø midt i Egå Engsø i udkanten af Århus. Det betegnes af ornitologer som lidt af en sensation, dels fordi det er så nær en stor by og en befærdet motorvej, og dels fordi der hele vejen rundt om søen går en sti, der er tæt befolket af motionister og især nysgerrige fuglekiggere.

Ørneparret er af en naturvejleder kaldt de mest publikumsvenlige havørne i Nordeuropa. 

Alle med en simpel håndkikkert kan uden problemer se ørnene, når de sidder ude på øen, og når ørnene letter kan man være heldig, at de flyver lavt hen over hovederne på de forbipasserende.

I dag tog jeg selv den 5 km lange tur rundt om søen. Ørnene skulle efter sigende være nemmest at se om formiddagen og så igen om eftermiddagen. Den ene ørn sad ganske rigtig på øen, og omkring klokken 10.15 lettede den, fløj et par paraderunder over søen (jaget af en stor flok vrede måger), hvorefter den fløj væk. Så vidt jeg kunne vurdere, havde den fundet følgeskab af sin partner lige før de forsvandt i det fjerne. 

Det menes, at hunnen er for ung til at være kønsmoden, men fuglene er set parre sig, så hvis der ikke kommer unger i år, er der gode chancer for det næste år.

Fuglene kan ses dagligt, og de er som sagt nemme at se i en mindre kikkert, hvis de ellers er ved søen, samtidig med at man går en tur. Er man i tvivl, kan man bare spørge de mange fugleentusiaster, der slæber rundt på kamera- og kikkertudstyr for titusindvis af kroner. De fortæller gerne løs om deres hobby. 

Jeg fik ikke selv fanget et billede i dag, men her er en video uploadet til YouTube:

Og her er nogle fotos af havørnen, der angiveligt jagter en grågås: