Der spares i disse år voldsomt på vores sundhedssektor. Alt overflødigt skæres væk, men det går også direkte ud over personalet med fyringer, omrokeringer og effektiviseringer. Man forsøger hele tiden at dække sig ind under, at det ikke går ud over patienterne.
Men det gør det.
Helt tragikomisk blev det på min egen arbejdsplads, da seneste sparerunde blev annonceret i februar. Her kunne man lige under hinanden læse to nyheder, der dels annoncerede yderligere besparelser, og dels fortalte om Arbejdstilsynets påbud pga. dårligt arbejdsmiljø. Sammenhængen var tydelig for enhver:
Når en stor arbejdsplads indfører besparelser, vil der altid være brok fra de ansatte. Altid. Men når vi ser på sundhedssektoren i dag, så har vi med Arbejdstilsynet faktisk en uafhængig myndighed, der på mange hospitalsafdelinger har været inde og give påbud, fordi besparelser har ført til uacceptable personaleforhold. Faktisk 101 påbud på ét år.
Man er hamrende naiv, hvis man tror, det ikke går ud over patienterne.
Politikerne som svinger sparekniven står gerne frem og taler om at udvise ansvar og tage konsekvensen af den pressede økonomi. Men sagen er, at det jo ikke er at udvise ansvar, når man har skåret så meget, som man har gjort. Det er faktisk uansvarligt. For der findes en alternativ løsning, og den hedder prioritering.
Gang på gang på gang serveres sparerunderne med klagesangen om “ny dyr medicin”. Det er simpelthen udgifterne til medicin, der underminerer vores sundhedsvæsen, og vi bliver nødt til at overveje, om vi i vores velfærdssystem har råd til bare at give enhver ny type medicin til alle, der kunne få gavn af den. For den gavmilde brug af nyudviklet medicin direkte fra medicinalindustriens forskningslaboratorier koster på kvaliteten af andre patienters behandling.
Vi bør indføre et prioriteringsinstitut, der på landsdækkende plan går ind og vurderer, hvilken type medicin vi vil bruge, og hvilken vi simpelthen må stemple som for dyr for det danske samfund. Ja, det går ud over nogen patienter – men det vil gavne rigtig mange andre.
Heldigvis dukker prioritering op flere gange i disse dage, for nogle politikere har da indset, at det er den eneste vej frem. For to uger siden besluttede Danske Regioner sig endelig for at tage hul på diskussionen.
Problemet er, at beslutningen kommer for sent.
Enig, standarden er visse steder acceptabel lav. Nu er det dog kommet frem at vi betale 5 gange så meget for medicin som man gør i eks. Norge. Lykkeligvis synes der også være flertal for lette de krav til dokumentation som kvalitetsteformen indførte. Men det ændre ikke ved at vores sygehusvæsen har det skidt og er sygt. Der er dog ikke nødvendigvis flere penge der er brug for men viden, erfaringsudnyttelse fra de bedst fungerende afdelinger, afbureaukratisering og medarbejderinddragelse og indflydelse er alle elementer i en kur!