Kategoriarkiv: Kemi

Indlæg om kemi.

Perfluorerede fedtstoffer – spændende kemi, uheldig biologi

Gør mademballage fedtafvisende, men ophober sig i din krop og i miljøet.

Perfluorerede fedtstoffer er virkelig praktiske, og det er samtidig en fantastisk dårlig idé at bruge dem, for brugen af perfluorerede stoffer er en langsom, men garanteret måde bestandigt at forurene hele kloden. Noget kemikaliefjensk aktivisme er demagogisk, og har ikke faglig berettigelse. Jeg har tidligere skrevet om glyphosat, som eksempel på dette. Det samme kan ikke siges om perfluorerede stoffer, og at de overhovedet bredt er taget i brug, får mig til at rive mig håret.

Læs videre Perfluorerede fedtstoffer – spændende kemi, uheldig biologi

Følelser og Roundup i folketinget

Efter en PhD, og et lille årtis erfaring med eksperimentel syntesekemi i rygsækken, er jeg halv-paranoid type når det kommer til de kemikalier som jeg er i kontakt med i hverdagen. Det rækker også til kemien udenfor laboratoriet. Jeg er bevidst om hvor den chokolade jeg spiser har sin kakao fra, da kakaobønnen er god til at akkumulere tungmetaller. Jeg rører ikke mikrobølgeovnspopkorn, grundet risikoen for perfluorerede stoffer, hvis skadelige effekter er anerkendte. Jeg holder vejret når lugten af stearin fra dieseltoget spreder sig på perronen om morgenen, og jeg tjekker hyppigt luftkvaliteten i mit nærområde.

Roundup, fra de fødevarer som jeg spiser, er ikke på min liste. Mine bekymringer har jeg et nogenlunde fagligt belæg for, men min faglige viden frigør mig også fra en del bekymringer om kemikalieeksponering, deriblandt Roundup. Jeg har tidligere skrevet om toksicitet af Roundup (eller manglen på samme) i et andet indlæg. I det indlæg kom jeg bl.a. ind på hvad Roundup består af, hvordan man bruger det og hvorfor eksponering via fødevarer ikke er farligt for os. Grunden til at jeg tager fat i Roundup igen er, at det har fået folkelig og politisk modstand i Danmark den seneste tid. En underskriftindsamling på borgerforslag.dk som foreslår ”Øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer” har nået de 50.000 underskrifter, hvilket betyder at forslaget skal fremlægges i folketinget. Det Radikale Venstre fremlægger et lignende forbud hvis regeringen tøver, så der er reelt to forslag på vej til folketinget.

Sundhed og glyphosat

At noget er et pesticid, betyder ikke at det er giftigt for alt. Vi bruger pencillin til at slå bakterier ihjel, og det er sikkert for os, da der er en forskel på bakterier og mennesker. Måden glyphosat er giftigt på overfor planter, er ligeledes ikke gældende for dyr.

Glyphosat virker ved at hæmme et enzym i planter, der er nødvendigt for plantens produktion af bestemte aminosyrer. Dyr og mennesker har ikke det pågældende enzym, så vi går fri af nogen effekt af stoffet. Det er meget vandopløseligt, så skulle man have spist det, kommer det hurtigt ud med urinen. Mit tidligere indlæg går i dybden i kemien og sundheden, men det korte af det lange er, fra det sundhedsmæssige perspektiv ikke er noget at være bange for. Det er også biologisk nedbrydeligt, så det forsvinder af sig selv i naturen, med en halveringstid mellem 2-197 dage, alt efter de konkrete betingelser. Nedbrydningsprodukterne kan ligeledes totalt nedbrydes til vand og CO2, så en vedvarende forurening er ikke mulig.

Det er ikke overraskende det er så populært. Det virker som det skal, uden nogle ubehagelige overraskelser.

Hvad med miljøet?

Der, hvor der kunne være noget at komme efter, er påvirkningen af glyphosat i natur og miljø. Biodiversitet og natur er i høj grad truet af landbrug, og kunsten er at finde en balance.

Om glyphosat er mere eller mindre skadeligt for miljøet, i forhold til andre dyrkningsformer, er et teknisk kompliceret spørgsmål. Alle dyrkningsformer skal på den ene eller anden måde håndtere ukrudt, og hver metode har sine fordele og ulemper.

Det er skadeligt for miljøet at pløje, og glyphosat tillader pløjningsfri dyrkningsformer. En landbrugsform, som jeg er begejstret for, er ”Conservation Agroculture”, som er en dyrkningsform, hvor naturen i højere grad trives på den opdyrkede jord.1 Denne dyrkningsform benytter sig af glyphosat. Min pointe er dermed, at Roundup kan facilitere dyrkningsmetoder, der muligvis er mindre destruktive for naturen, end økologiske dyrkningsmetoder hvor bestemte pesticider som udgangspunkt ikke må bruges, heriblandt glyphosat.

Det store perspektiv om hvilke dyrkningsformer der er de bedste, er jeg ikke kvalificeret til at vurdere. Det jeg taler imod, er en dogmatisk og følelsesladet tilgang til emnet, og min forståelse er at der ikke er én korrekt landbrugsform, men at specifikke omstændigheder afgør hvad de bedste valg er.

Landbruget er det endelige mål

At offentligheden bruger så meget tid på at debattere Roundup, virker for mig bizart. Debatten synes mest at have rod i følelser om landbrugsformer, og det står klart, at det egentlige formål for borgerforslaget og de politiske partier, der støtter det, er at fjerne glyphosat fra landbruget og ikke kun den private borger.

Zenia Stampe og Jens Rohde fra Radikale Venstre lægger direkte op til et totalt forbud.

De skriver:

”…kemikalieindustrien har trods adskillige advarsler forsømt at udvikle miljøvenlige alternativer. EU har derfor givet industrien og landbruget fem år til at udfase brugen af Roundup og udvikle alternativer. Men fra 2023 er det slut.

Om det reelt er slut med at bruge Roundup i 2023, må tiden vise. Som kemiker har jeg svært ved at forestille mig et stof med mindre skadelige karakteristika, og jeg håber at et mere fagligt syn på emnet vil få vind blandt magthaverne og i befolkningen. Et totalforbud mod glyphosat er jeg sikker på, ikke er et skridt i en fagligt funderet retning.

Modstanden mod Roundup er en interessant situation, for modstanden hviler på et meget følelsesladet grundlag, på trods af der stort set er enighed om sikkerheden blandt de nationale fødevare- og kemi agenturer. 2

Politik, følelser og faglighed

På trods af alt dette, har folkestemningen vendt sig mod glyphosat. Præcist hvordan det er sket, ved jeg ikke, men jeg tror, det har noget at gøre med, at det er berømt, og alle kender navnet.3 Derudover har firmaet Monsanto også et utroligt dårligt image, og sammen bærer Monsanto og Roundup en fortælling om globalisering, industrialisering, monopoldannelse, og gift.

Amerikanske domstole har tilkendt erstatninger til kræftramte, der mener at deres sygdom skyldes glyphosat, mens der er i faglitteraturen ikke belæg for, at der skulle være en sammenhæng.4 Videnskab afgøres dårligt ved retssager, noget som Galileo nok gerne vil skrive under på, efter han fik stuearrest for at støtte hypotesen om, at solen er centrum i vores solsystem. Jeg kan dog godt forstå den skepsis og frygt offentligheden har.

Der er en del tilfælde, hvor kemiske produkter, der ikke var gennemtænkte, blev taget i brug, med katastrofale følger. Vi er blevet klogere, men tilliden til kemien vakler. Her står kemien i en særlig position, i forhold til andre videnskaber. Der er tillid til broer, på trods af at dårlig ingeniørkunst har kostet menneskeliv. Ingeniører lærer af deres fejl, og det gør kemikere også. Ingeniørvidenskaben tilgives i højere grad deres fejl, måske fordi det er en umiddelbart mere intuitiv videnskab. Kemien er mere fremmed, og det gør dens rygte mere udsat.

Det hjælper bare heller ikke der stadig er kemiske produkter i omløb, der vides at være meget problematiske. Et eksempel er at Brasilien benytter sig af et pesticid der er baseret på perfluorerede fedtsyrer der aldrig bliver nedbrudt i naturen, men derimod akkumuleres op igennem fødekæden, ligesom tungmetaller og dioxiner.

Lande, der handler med Brasilien, ville kunne presse landet til at forbyde dette kemikalie, men det vil nok kræve mere medieopmærksomhed på problemet. I hvert fald ville offentlighedens energi være bedre brugt bedre på at begrænse udbredelsen af produkter som disse, end på glyphosat.

Disclaimer

Som en pre-fodnote vil jeg gerne gøre det klart at jeg ingen tilknytning har til landbrug eller kemikalieproducenter. I forhold til det aktuelle emne har jeg ingen interessekonflikter, og er på ingen måde betalt for at engagere mig i dette emne. Den eneste grund til at jeg skriver er samfundsengagement. Min forskning er pt. støttet af Novo Nordisk Fonden, og er på ingen måde relateret til emnet.

Det konkrete forslag om et privat forbud, er mig ligegyldig. Jeg er af den overbevisning at havepleje er rekreativt, og haveejere snyder sig selv for et zen øjeblik ved ikke at bruge knofedt. Men jeg er ikke haveejer, så det er en billig holdning for mig at have. Jeg tror dog ikke der er noget zen ved mekanisk at tømme en mark for ukrudt.

————————————————————————————-

1. Landmanden Søren Ilsøe der driver et landbrug med denne metode har givet et interview på Zetland. Det er værd at læse.

2. Et enkelt agentur bryder med de øvrige, International Agency for Research on Cancer (IARC), og de har i 2015 klassificeret glyphosat som 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende. Blandt de statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer står IARC alene med denne vurdering. Den praktiske anvendelse af IARCs klassificering er begrænset, idet ikke tager dosis med i deres vurdering. Glyphosat udgør det man kalder en hazard og ikke risk. Hvis noget vurderes som en hazard  skal det forstås at IARCs ikke kan udelukke, at der er scenarier hvor glyphosat kan foråsage kræft. Efter denne definition er glyphosat i kategori med natarbejde og varme drikke i forhold til en chance for at udvikle cancer (cancer hazard), men glyphosat vurderes mildere end rødt kød. Forskellen på hazard og risk er lidt kringlet. Der er en hazard forbundet med at drikke kakao med teskeen nede i koppen, da man kan blive blind af at få den i øjet under de rigtige omstændigheder. Hvad den reelle risk er, er en anden snak. Hazard vurderinger er i min optik en lidt løjerlig konstruktion, men hvis man ikke har tilstrækkelig data om et emne kan de give et praj. Det er ikke tilfældet her. IARCs klassificering af glyphosat har fået kritik som følge af at meget få dyreforsøg var udslagsgivende (som en post-udgivet note vil jeg her gøre opmærksom på at linket er en respons på den kritik. Selve kritikken kan findes bla. her), hvori epidemilogisk data blev mindre vægtet. Vurderingen resulterede i at flere statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer genovervejede glyphosat som et risikabelt stof, men de holdte fast i deres gamle konklusion; at glyphosat med alt sandsynlighed ikke forsager kræft. Dvs. IARC stadig står alene med deres vurdering, godt nok med enkelte lande, og amerikanske stater, der vælger at ændre bestemmelser i dette efterspil.

Det skal også nævnes formanden for den pågældende arbejdsgruppe der vurderede glyphosat til at være kræftfremkaldende hos IARC, har modtaget er honorar på 120.000 pund, for at vidne i de californiske retsager mod Monsanto, som er den oprindelige patenthaver af glyphosat. Hele sagen omkring IARCs klassificering har ikke medført en konstruktiv videnskabelig dialog i min optik.

3. Jeg har tidligere snakket med en PR repræsentant fra Monsanto. Vedkommende mente at det skyldes Monsanto i midten af 2000erne droppede alt lobby-modstand mod Enviromental Working Group, som er en Amerikansk interesseorganisation, støttet af øko-lobbien. Der er sikkert flere faktorer på spil, men klikker man rundt på EWGs side er det klart de lukrerer på glyphosat frygten.

4. Læs evt. mit tidligere indlæg. Der er selvfølgelig forskere der tager overskrifter med at have fundet en sammenhæng, efter nok statistiske krumspring, men det er ikke god forskning. Det seneste skud på stammen over forskere der mente der var en sammenhæng er denne, som svar på den vil jeg referere til DTUs notat om dette studie.

Kan En helligfrans spise en burger?

Jeg har lidt et ønske om at være vegetar. Det er mest etikken der trykker i skoen når jeg spiser kød. For lidt tid siden medvirkede jeg til et dyreforsøg, hvor jeg undervejs kælede med den samme gris i lidt for mange timer. Jeg kunne ikke holde en kølig distance, og det virkede til at være gensidigt. Da forsøget var slut, og dyrene aflivet, bævrede min underlæbe måske en smule. Dyr er følende væsener, og vi skal ikke tage for let på etikken i, hvordan vi bruger dem. Dyreforsøg har jeg ikke svært ved at forsvare, men det samme kan ikke siges om storstilet kødproduktion. Vi får rigeligt protein, og de fleste spiser kød for smagen.

Læs videre Kan En helligfrans spise en burger?

Aluminiumsallergi, demagogi, og forskere uden jordforbindelse.

Der er organisationer, hvis formål det er at starte en debat om aluminium i vacciner. De er blandt andet drevet af forældre til syge børn, hvor forældrene vil have undersøgt, om aluminium i vacciner spiller en rolle i deres barns sygdom. Aluminiums sikkerhedprofil er bare allerede meget dokumentet. Det er hovedsageligt sikkert, men der er plads til forbedringer af adjuvanter som koncept. Læs videre Aluminiumsallergi, demagogi, og forskere uden jordforbindelse.

Vandet Der (måske) Forlænger Livet

2H2O beriget vand… du har muligvis hørt om det før, men det er de færreste, der ved, at det højst sandsynligt er livsforlængende. Hypotesen er, at det skruer ned for reaktiviteten af alt kemi og dermed sænker aldringsprocessen. Eksperimenter på gær og bananfluer viser uden tvivl, at hvis de får vand, der er beriget med 2H2O, lever de længere. Helt op til 22% længere.

Læs videre Vandet Der (måske) Forlænger Livet

GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Jeg spiser kød. Når det hænder en vegetar prøver at overtale mig til at droppe de animalske herligheder via sundhedsbaserede argumenter, har jeg har en del videnskabelig ammunition at svare igen med. Jeg har bare ikke ikke så meget, hvis de trækker miljø- eller dyrevelfærds kortet.

At ‘jeg kan lide det’ er det eneste argument, jeg har at forsvare mig med. Læs videre GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Kaffeforskning, sundhedsmani og enormt dårlige smoothies

Et nyt studie fra Stanford viser, at folk, der drikker kaffe, kan have mindre inflammation. En vidunderlig nyhed for dem der allerede er afhængige. Det er et stort studie, hvor der ikke kun er observationer på mennesker, men også eksperimenter på mus og in-vitro celle forsøg, dvs. der er eksperimenteret på celler dyrket i en petriskål. Forskerne går på opdagelse i mekanismen bag koffeins anti-inflammatoriske egenskaber. Det er både populærvidenskab og grundforskning. Haps, haps, herlig formiddagslæsning.

Når jeg læser det, får jeg en varm fornemmelse i maven, delvist, fordi at jeg tager en kop kaffe mere, og delvist, fordi nyheden luner. Jeg har jo også læst, at kaffedrikkere er mindre deprimerede og har lavere risiko for leverkræft. Det er enormt godt videnskabeligt underbygget, at der er bonus hele vejen rundt.

Det bekræfter, hvad jeg allerede ved: Kaffe er fantastisk! Samtidig synes jeg selv, at jeg er lidt af en tumpe, som jeg sidder der og godter mig, for jeg plejer mit eget pro-kaffe-bias, og jeg har med mit klik bidraget til, at der kommer mere kaffeforskning og mere populærvidenskabelig formidling af kaffeforskningen, men er den til nogen gavn?

Ja, det er det, for der kan være nogle guldkorn gemt, der har stor interesse for grundforskningen. Forskningen er i sig selv værdifuld, men der er desværre også en stor kommerciel værdi i at publicere positive fund, specielt når man studerer sundhed og fødevarer.

Det er nemt at få opmærksomhed med videnskab, der bakker op om den nutidigt dominerende opfattelse, at hvad der er ”naturligt” er også godt.

Der er levebrødsforskere, der baserer hele deres karrierer i at lege med deres data for at publicere positive fund om ting med meget ringe eller ingen effekt, for der er ikke nogen, der gider læse, at gurkemeje ikke gør en dyt godt for noget, hvilket er videnskabelig bevist nu efter alt for mange studier.

Tingene er blevet rigtig godt rodet sammen, og sundhedsvidenskaben er i det offentlige rum blevet reduceret til et gimmick, ikke kun af medier og producenter, men også delvist af forskere selv.

Hele sundhedsmanien med den tilhørende industri af petitesseforskning er egentlig ironisk. Frygten og fanatismen vedrørende kost er enorm, og samtidig har vi aldrig levet længere.

Det er klart, at det er noget rod, og det er derfor, at man skal være kritisk over for diverse helse-slagord om anti-inflammatoriske superfoods, der angiveligt giver dig superkræfter.

Alligevel luner du dig også ved tanken om, at det er særligt sundt, når du nyder chokolade, rødvin og smoothies.

Den lune fornemmelse påvirker din beslutningsevne, derfor er der mange penge i at forske i feel-good fødevarevidenskab. Den komplekse sandhed får sjældent opmærksomhed, for en fyldestgørende kontekst er meget besværlig at servere i et kulørt format, der bevarer opmærksomheden.

Det er sjældent, at der præsenteres studier, hvor ’sunde’ stoffer har meget uhensigtsmæssige effekter: A- og E- vitamintilskud er associeret med en højere dødelighed. Antioxidanter negerer de gode effekter ved cardio-træning og kan desuden modvirke visse former for kræftbehandling. Stevia kan være hormonforstyrrende, og gulerødder øger risikoen for lungekræft, hvis du er ryger.

Det er jo pokkers kompliceret, og en kompliceret historie sælger aldrig så godt, hverken i medierne eller i butikkerne.

Jeg er bosat i San Francisco og mit nærmeste supermarked er en ’Whole Foods’. Konceptet for butikken er nærmest en kraftigt forstørret helsekostbutik. Det opretholder et image, der omfatter sundhed, socialt ansvar og bæredygtighed.

Hvis du handler her, gør du det rigtige på alle måder.

Med nogle ting har konceptet sikkert fat i den lange ende, men det spiller også på natur-romantiske forestillinger og teknologiforskrækkelse med det formål at sælge chokolade, der er tilsat trækul fra kokosnøddeskaller for at absorbere tungmetallerne.

Butikken er åbenlyst meget pro-økologisk og anti-GMO. De er ikke blege for at sælge alternativ medicin og homøopatiske remedier ved kassen fra tid til anden.

Markedsføringen af deres produkter er allerede i dur med den pseudo-videnskabelige markedsføring, der allerede føres i Danmark: Immunstimulerende smoothies med anti-inflammatoriske og radikal-absorberende flavenoider, anthrocyaniner og umættede fedtsyrer.

Alle gode ting, og alle med ’videnskaben’ i ryggen.

Der bruges videnskabelige ord, og der er et gran af sandhed i historierne, men der er en enorm mangel på kontekst, der gør, at det ikke er noget værd, og konklusionerne er trukket meget længere, end hvad videnskabelige data dækker.

De faktorer, der virkelig har en indflydelse på vores sundhed, er der en god forståelse af. Listen er som følgende i nogenlunde prioriteret rækkefølge: Rygning, gener, fedme, alkoholforbrug, fysisk kondition og til sidst en varieret kost.

Generne ligger uden for indflydelse, men hvis man har styr på de øvrige faktorer, er man på rette vej. Den finere komposition af kosten blegner i forhold til de øvrige faktorer.

Det er ikke nødvendigvis, fordi forskningen ikke er valid, men du bliver ikke klogere på antioxidanter eller immunregulering af at læse, hvad der står om emnet på en smoothie-flaske eller i let fordøjelige underholdningsblade. For hverken medierne, producenterne, forhandlerne eller forskerne er helt upartiske, fordi deres primære formål handler om noget andet end at give dig en videnskabelig dannelse.

Mad er ikke medicin, og derfor er det vigtigt at værne om din kildekritik, når du læser om sundhed og videnskab, ellers står du en dag og hælder grønkål, spinat og hørfrø i din smoothie, som ellers kunne have været ret så velsmagende.

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.