Aluminiumsallergi, demagogi, og forskere uden jordforbindelse.

Der er organisationer, hvis formål det er at starte en debat om aluminium i vacciner. De er blandt andet drevet af forældre til syge børn, hvor forældrene vil have undersøgt, om aluminium i vacciner spiller en rolle i deres barns sygdom. Aluminiums sikkerhedprofil er bare allerede meget dokumentet. Det er hovedsageligt sikkert, men der er plads til forbedringer af adjuvanter som koncept.

Aluminium i vacciner- helt kort

Aluminium er et let-metal som tilsættes nogle vacciner for at de kan virke. Det er ikke metalisk aluminium der anvendes, men aluminiumssalte der tilsættes. Den kemiske forskel aluminium og aluminiumssalte, er at aluminium som salt er oxideret og meget elektronfattigt. Det betyder i denne sammenhæng, at det kan gå i vandig opløsning, ligesom køkkensalt, og at det ikke er kemisk reaktivt. En vaccineformulering med aluminiumssalte kan give en bedre respons mod det, der vaccineres imod. Dvs. at kroppen danner flere og bedre antistoffer mod sygdomme, som betyder en bedre beskyttelse imod sygdommen. Stoffer, der har denne effekt, kaldes adjuvanter.

Aluminiumsadjuvans virker blandt andet ved at binde antigener (de fremmede proteiner som man ønsker at danne antistoffer imod) på aluminiumssaltets overflade. Det bliver lokalt i injektionsstedet et stykke tid. Før eller siden går det i opløsning, og bliver udskilt via nyrerne. Det er i dette studie vist ved at bruge radioaktivt aluminium, så man kan følge præcis den aluminium, der injiceres. Man kan altså i disse eksperimenter måle at det radioaktive aluminium kommer ud med urinen.

Der er mange led i dets virkning vi stadig ikke forstår. Det blev opdaget empirisk dvs. man prøvede en masse ting af, uden en velformuleret hypotese om virkning, og fandt ud af det virkede. Dette skete helt tilbage i 1920erne. Vi forstår stadig ikke de finere detaljer, men denne artikel opsummerer den aktuelle viden.

En høj naturlig eksponering

Aluminiumssalte er overalt i naturen, og vi har en meget høj naturlig eksponering. Vi indtager mellem 1-96 mg om dagen, med en median på 26 mg, hvoraf 0.01%-5% optages i kroppen. I vacciner er der højest 1 mg, og uanset hvordan aluminium kommer ind i kroppen, bliver det udskilt kontinuerligt. Ved de doser, vi eksponeres for i miljøet og via vacciner er der ikke målet nogen toksicitet. Og med toksicitet menes der nogen som helst form for skadevirkning. Medmindre man har nyresvigt, og samtidig bruger aluminiumsbaseret behandling mod sure opstød, er der ikke observeret akkumulering af aluminium i mennesker. Denne behandling kan købes i netto, under navnet Alminox, og dosis ligger i 500 mg aluminiumsoxid ad gangen, efter behov.

Det kan dog være toksisk ved tilstrækkelig høj dosis. Et studie på mus har vist skade ved injektion af 5 mg/kg kropsvægt, 5 gange om dagen i 8 uger. Og selv da var skaden begrænset, og musene kom sig uden videre da eksperimentet stoppede. Det er over 5000 gange den dosis, et spædbarn får via en fuldendt DiTeKiPol vaccinationsserie.

Det er alt i alt meget klart, at aluminium ikke er toksisk, ved den eksponering vi udsættes for i miljøet og vacciner, hvilket også var pointen med mit sidste indlæg om emnet.

En snak om aluminium – anden runde

Jeg skriver alligevel om aluminium en gang mere. Sidste gang beskrev jeg frygten for aluminium som ”fjollet” med det utilsigtede resultat at forældre til børn ramt af aluminiumsallergi følte sig stødt. Aluminiums allergi er sjælden, men et reelt problem for dem, der er ramt.

BT har for nyligt bragt, en artikel om aluminiumsallergi, som følge af vaccination. Der er en gruppe børn, der har fået erstatning, fordi de har udviklet kontaktallergi overfor aluminium Det er en sober artikel, der husker at lægge vægt på at absolut stadig er en god idé at vaccinere. Det, har ikke forhindret vaccineskeptikere i at bruge artiklen, til at slå på tromme for deres sag.

På trods af at allergien er til stor gene for børnene og deres forældre, er det ufarligt (modsat sygdommene der vaccineres imod), og vil oftest forsvinde med alderen.  Det er under 1% der viser allergi ved priktest, og endnu færre der har symptomatisk allergi, og/eller granulomer (en kløende knold ved injectionnsstedet). Men det er bare en sølle trøst til de uheldige få der er hårdt ramt, og det er sandsynligt at det er en vaccination der starter allergien. Allergi skal ikke forveksles med toksisitet. Pollen og jordnødder betragtes heller ikke som toksisk, selvom allergi kan forekomme.

Forældrene til de allergiske børn er i en låst situation, da der ikke er meget at gøre medicinsk andet end at symptombehandle og vente. Denne situation kan også gøre dem til lette ofre for kvaksalvere, og de kan i debatten blive sat i bås som vaccineskeptikere… og det er enormt synd. Der er ikke andre opløftende ord end at allergien er at foretrække frem for sygdommene, der vaccineres imod. Det er ikke for sjov, der vaccineres.

Vacciner er under konstant udvikling. Takket være genteknologi kan man vaccinere mod enkelte komponenter af virus, i stedet for at vaccinere med hele virusset. Det er både sikkert og effektivt, samt mere pålideligt i produktionen end hele inaktiverede virus. HPV-vaccinerne er de første der er blevet godkendt af denne type, men fremtiden vil garanteret byde på flere. Adjuvanter (inklusiv aluminiumsadjuvans) har endnu ikke gennemgået en fundemental videreudvikling som de andre komponenter i vacciner har, men det er undervejs. Der udvikles fortsat nye adjuvanter, men motivationen for denne forskning er vaccineudvikling i et bredere perspektiv end aluminiumsallergi, især som led i cancer-immunterapi, men jeg finder det sandsynligt at det også vil løse allergiproblematikken, hvis disse adjuvanter viser sig effektive i andre sammenhænge.

Det jeg vil adressere med dette indlæg er den del af litteraturen, der lever af at fodre en frygt for aluminium, og dermed opildner en modstand overfor vacciner generelt. For der er fortsat nogle, der indædt mener, at aluminium giver alskens sygdomme.

Svag kritik i hengemte journaler

I de velrenommerede tidsskrifter. er der ellers ikke den store tvivl om sikkerheden. Det seneste store studie om aluminiums sikkerhed blev publiceret i The Lancet. med den konklusion at det er spild af tid at forske yderligere i. Typen af data var ikke så god som ønsket, i kraft af metodologien i studierne der blev gennemgået, hvilket forfatterne også gør opmærksom på, men der var alligevel så overvældende en mængde evidens for aluminiums sikkerhed.

Når det så alligevel ikke er svært at finde forskning der mener at aluminium er både giftigt, og akkumulerer i hjernen, samt ophav til alskens sygdomme, skyldes det en lille gruppe af meget aktive forskere. De publicerer mange små studier, i perifere journaler, og konklusionen er altid at der er behov for mere forskning.

Jeg har kastet mig over nogle af deres artikler der er fagfællebedømte. Der er en del journaler, uden fagfælle-bedømmelse, hvor det eneste kriterie for at publicere er at man vil betale. Kvaliteten er som man kan forvente.

Jeg ville helst gennemgå artikler, der er publiceret i de mere prestigefyldte tidskrifter, men der er ikke nogle aluminiums-kritiske artikler i disse. Det er, i sig selv iøjnefaldende. Evidensen for deres hypoteser meget svag, samt præsentation af data ekstrem misvisende.

Det drejer sig oftest om studier på celler og mus, med metoder der ofte ikke er validerede af andre, end den samme lille skare af aluminiums-kritiske forskere. Det betyder samtidig, at studierne er komplicerede at forstå for udefrakommende, og kræver en indsats for fagfolk at tilbagevise.

Af samme årsag kan jeg ikke forklare hvad der er galt med artiklerne, uden at blive en lille smule teknisk. Men lad mig hive fat i den første artikel.

Flytter immunsystemet nano-aluminium over i hjernen?

Christopher Exley er en af det mest aktive aluminiumskritikere. Han er overbevist om at aluminimum er skyld i brystkræftheroinmisbrugeres sygdommerygeskaderkronisk træthedbi-dødautisme, og Alzheimers.

Denne artikel er absolut min favorit blandt hans aluminiumskritiske artikler. Den ser imponerende ud, med mange typer eksperimenter, men man skal ikke kradse særlig dybt, før lakken krakelerer.

Artiklens overordnede hypotese er, at aluminium-nanopartikler fra vacciner kommer ind i hjernen, via immunsystemet. Men deres data peger bare på det stik modsatte.

Kig på disse billeder fra figur 10 i artiklen:

Forfatterne har, angiveligt lavet nanopartikler der består af aluminium (Al) og gadolinium (Gd), og injiceret dem i mus. Teknikken der er brugt til at tage billedet, PIXE (proton induced X-ray emission), kan måle tilstedeværelsen af specifikke grundstoffer i blandt andet væv. I dette tilfælde, er det en musehjerne.

Hvis Al-Gd partiklerne, havde lejret sig i hjernen, ville de dukke op de samme steder på billedet. De to billeder skulle altså se bare lidt ens ud.

Det der i stedet ses for gadolinium, ligner støj og måleusikkerhed.  Signalet fra Al er en faktor 1000 større end Gd signalet, der mest ligner støj.

Hvis eksperimented viste en co-lokalisering, af Al og Gd, og samtidig en kraftig forøgelse af Gd i hjernen (som er meget mindre hyppigt i naturen end aluminium) var der måske noget om hypotesen.

Derimod, hvis deres model-partikel virker, har de effektivt modbevist hypotesen; I dette eksperiment går nano-aluminium går altså ikke over i hjernen. Men det forhindrer dem ikke i at konkludere at eksperimentet bekræfter deres hypotese. Det kan være du her tænker at der ser ud til at være meget aluminium i hjernen, men i og med der ikke er nogen kontrol, kan man heller ikke sige noget om det. Som nævnt tidligere, har vi jo en høj baggrundseksponering for aluminium fra naturens side.

I et andet eksperiment, hvor de rent faktisk tester aluminiums indholdet i hjernen, i vaccinerede mus versus ikke-vaccinerede, ser de ikke nogen statistisk forskel. Alligevel formår forfatterne, at påstå at de ser det modsatte.

Ændrer aluminium adfærden hos mus?

Den anden artikel jeg vil fremhæve, er af Yehuda Shoenfeld. Den påstår, groft sagt, at mus bliver hjerneskadede af HPV vaccinen, og at aluminium bærer en stor del af skylden. Det studeres ved at betragte musenes adfærd. Det største problem med artiklen er, at de forskere, der har observeret musene er klar over hvilke mus der er vaccinerede, og hvilke der ikke er.

Dermed er forsøget ikke blindet, hvilket er alfa omega i et observations studie på mus, og hele dette datasæt er dermed ikke brugbart. Mennesker er bare ikke gode måleapparater, specielt ikke når deres job afhænger af udfaldet af det de observerer. Det er derfor nødvendigt, at blinde studier. Ellers bliver målingerne ganske enkelt upræcise.

 

Noget andet, der peger på at der er noget uldent ved dette studie, er målingerne af autoimmune antistoffer i mus. Deres hypotese er, at vaccinen får kroppen til at lave antistoffer der angriber hjernen. Disse antistoffer måler de så i musene.

Her viser alle prøverne, enorme mængder af antistoffer mod hjernen. For udefrakommende kunne dette virke som stærk evidens, men når man kigger efter sjældne bivirkninger, skulle det netop være undtagelsen. Det tyder på at der er noget galt med deres målemetode, og metodeafsnittet mangler interessant nok enhver form for kvalitetskontrol af de antistoffer de har brugt til at måle antistofferne, og der mangler en kontrol af selve målemetoden. Det er ellers det første man gør når man udvikler sin metode. Det er helt basale ting der mangler, som gør at eksperimenterne ingen værdi har overhovedet.

Derudover, skal man i det hele taget være forsigtig, med at konkludere hvordan noget virker på mennesker, ud fra hvordan det virker på mus. Museforsøg rangerer lavt som evidens, og vi har stærk evidens fra mennesker for både HPV-vaccinens sikkerhed, samt aluminiumssalte som adjuvans.

Da studiet først kom ud i journalen Vaccine (som er en nogenlunde journal) blev det efterfølgende trukket tilbage.

This article has been withdrawn at the request of the Editor-in-Chief due to serious concerns regarding the scientific soundness of the article. Review by the Editor-in-Chief and evaluation by outside experts, confirmed that the methodology is seriously flawed, and the claims that the article makes are unjustified. As an international peer-reviewed journal we believe it is our duty to withdraw the article from further circulation, and to notify the community of this issue. 

Det er siden da lykkedes forfatterne, at få studiet publiceres i en lavere rangerende journal.

Hvad er det her dog for noget?

Disse artikler, er kun få blandt mange aluminiums kritiske artikler. Langt hovedparten af de kritiske artikler derude, er forfattet af ganske få forskere.

De publicerer oftest i lavt rangerende, Open Access journaler, dvs. journaler hvor forfatterne kan betale for at få, stort set, hvad som helst trykt. Helt så sort/hvidt er det ikke, for der er Open Access journaler der ikke er helt elendige, og det sker hyppigt at velrenommerede journaler lukker bras ud. Men denne problematik er ikke, hvad jeg vil ind på her.

Det er nemt, at publicere i disse journaler, da fagfællebedømmelsen typisk er mangelfuld, og journalens indkomst er afhængig af at publicere så meget som muligt. Derved har redaktørerne, et incitament til at acceptere alt hvad de får tilsendt. Samtidig, er disse artikler offentligt tilgængelige, og kan se meget videnskabelige ud.

Mit gæt er, at denne publiceringsstrategi er bevidst fra aluminiumskritikernes side. De behøver ikke deres fagfællers anderkendelse, deres interesse er at skabe en offentlig debat. Jeg tvivler ikke på, at de er overbeviste om at aluminium er farligt, men jeg er bange for at de sidder fast i en rille, og ikke er i stand til at læse det, deres eget data peger på.

Det er tidskrævende at gennemgå disse artikler, og svært at formidle hvorfor at de ikke er lødige. Så imens at den etablerede videnskab ikke gider beskæftige sig med aluminiums manglende giftighed, af indlysende grunde, er der denne lille flok der publicerer nonsens, og fodrer mistroen. Det er en uheldig og træls situation, og den eneste løsning jeg ser, er at imødekomme den underlødige information med dets modsætning. Det er bare meget arbejde, og de fleste der kan, har mere taknemmelige ting at give sig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.