Jeg gider ikke mere Corona

Som så mange andre er jeg overordentlig træt af covid19. I april vendte jeg hjem til Danmark efter at have forsket i blandt andet vaccineudvikling på Stanford University. Ligesom alle andre, blev mit 2020 ikke som forventet og mit gensyn med Danmark efter fire år i udlandet blev lidt af en flad omgang. Jeg har glædet mig til at se både venner og familie i et bredt format, men sådan blev det af gode grunde ikke. Jeg glæder mig til en mere normal hverdag og derfor ser jeg virkelig frem til Corona-vaccinen. Desværre er det mit indtryk, at der er stor skepticisme blandt befolkningen – ikke kun i Danmark, men i hele verden – omkring de nye coronavacciner som for nyligt er blevet godkendt til distribution. Skepticismen blandt befolkningen har givet mig frygt for en ny bølge af vaccineskepsis, præcis som vi så tidligere med HPV-vaccinen.

Jeg mødte for nyligt ansatte i den danske sundhedssektor under et besøg som patient. Da small-talken faldt på corona, var de ansatte sikre på at de ville takke nej, idet de delte mange af de samme bekymringer som deres landsmænd – nemlig en bekymring for hastigheden hvormed vaccinerne er blevet udviklet, samt en bekymring over en manglede forståelse af videnskaben bag vaccinerne.

På Stanford arbejdede jeg med immunologi og vaccineudvikling, og er i øjeblikket i gang med at etablere min egen forskningsgruppe på DTU med fokus på netop dette felt. Jeg er derfor meget entusiastisk overfor de nye vacciner, og idet jeg udtrykte min entusiasme, udviklede besøget sig derfor til lidt af en spørgetime.

Skepsis imødekommes altid bedst med kvalificeret information. Så… hvad er en RNA-vaccine?

Fra DNA til RNA til Protein

For at forstå RNA vacciner som dem udviklet af Pfizer og Moderna, er det nødvendigt at introducere lidt basal biologi. De fleste kender en del til DNA (Deoxyribonucleic acid) – vores genetiske arvemateriale – mens færre er på fornavn med RNA (Ribonucleic acid). Både DNA og RNA er en kæde af gentagene enheder, eller bogstaver, som udgøres af et alfabet på hver fire bogstaver. Molekylkæden eller sekvensen af DNA dikterer sekvensen af aminosyrer, proteinernes byggesten og de molekylæremaskiner som er ansvarlige for at vores celler fungerer som de skal. Der er dog kun én DNA-kopi1 af koden i hver celle, hvilket giver et logistisk problem når koden skal aflæses, og proteinet skal laves igen og igen. Det svarer lidt til, at 100 personer skal samle 20.000 ens IKEA-møbler  ud fra en enkelt manual. Den praktiske løsning er at lave et par hundrede kopier af manualen og fordele ud. I cellen betyder det at DNA bliver oversat til mRNA (m står for messenger) som bruges til byggemanual i stedet for at bruge DNA som direkte manual.

Vacciner i den bredeste forstand

Når man vaccinerer mod en sygdom, sprøjtes der et protein eller proteinfragment fra en virus eller bakterie ind i patienten, så deres immunforsvar kan ”trænes” på disse fragmenter. Det kan også være hele virus, der er blevet slået ihjel eller inaktiveret. På den måde lærer vores immunsystem at reagere på de(t) fremmede protein(er), og dermed mikroorganismen de(t) er afledt fra.

Alternativt kan man vaccinere med en svækket virus (attenueret virus), som ikke er sygdomsfremkaldende. Når sådan en levende vaccine bruges, fås en ekstremt mild grad af sygdommen, men der opnås immunitet imod de meget sygdomsfremkaldende varianter hos patienten.

MFR vaccinen er et eksempel på en levende vaccine, hvor HPV vaccinerne består af virus proteiner.

RNA vacciner

Den nye teknologi brugt af bl.a. Pfizer og Moderna, dvs. RNA-vacciner, er nærmest en mellemting af ovenstående. Her injiceres mRNA, dvs. koden til at producere proteiner som virussen er lavet af, så cellerne selv laver, men man bruger kun den del af viruskoden, der koder for enkelte proteiner i stedet for at alle proteinerne som ellers ville være introduceret af virussen. For COVID-19 drejer det sig om et enkelt protein, spike proteinet, som cellen producerer, og immunsystemet dermed reagerer på.

RNA-teknik har nogle iøjnefaldende fordele

1: Der er ingen infektionsrisiko ved mRNA teknikken.

Ved attenuerede (svækkede) vacciner er der derimod en lille risiko for, at patienten reelt får sygdommen, og bliver syg, hvis det i forvejen er en svækket patient, og det er en risiko, der altid bør tages i betragtning når man modtager eller giver denne slags vaccine.

2: Der skal ikke bruges adjuvanter til mRNA vacciner.

Et stort problem ved vacciner der bruger inaktiverede virus eller proteiner er, at de giver en svag immunrespons. Dvs. disse typer af vacciner kan være svære at få til at virke, så det fikser man med tilsætningsstoffer, også kaldet adjuvanter, der øger responsen af de virksomme komponenter. Adjuvanter er dog ikke uden problemer. Den mest omdiskuterede adjuvant er aluminium, som kan give aluminiums allergi. Når det kommer til adjuvanter, er der meget at optimere på rent vaccineteknisk, men den seneste udvikling i mRNA vaccinerne springer denne problematik over.

3: Man præsenterer kun immunsystemet overfor helt bestemte proteiner med mRNA vacciner.

Ved at præsentere immunsystemet for færre proteiner, er der færre komponenter at reagere på og lavere chance for at udvikle autoimmune sygdomme. Der er selvfølgelig både risici forbundet med en virusinfektion, og en vaccination, og det er et kompliceret emne der klart kræver mere forskning. Helt generelt virker det dog til, at der er færre risici for at udvikle autoimmune sygdomme fra vacciner end fra en virusinfektion. Eksempelvis er hepatitis B associeret med en bred palet af autoimmune sygdomme, mens hepatitis B vaccinen ikke er associeret med autoimmune reaktioner.

Mange år på bagen

Med over 20 år under udvikling, kan man undre sig over, at mRNA vacciner ikke er kommet på markedet tidligere. Det skyldes bl.a. at mRNA vacciner hidtil ikke har givet en god nok immunrespons, samt at teknologien ikke er brugt i mennesker før. Det er altid en risikabel strategi for vaccineudviklere, når der ikke er præcedens. Heldigvis er det tekniske problem med immunresponsen blevet løst, så der nu kan laves nok protein til at immunresponsen er god. Der er også den fordel ved mRNA-teknologi, at man nemt kan bytte koden ud, hvis en mutation skulle opstå, som den i minkene i Jylland.

Fordi mRNA vacciner for kroppen lidt ligner en viral infektion, i selve måden den virker på, er der grund til at tro det giver en respons fra immunsystemet der er velrettet mod virus. Immunresponsen er meget mere end bare antistoffer, selvom det er den nemmeste parameter at måle respons på. Her er mRNA vaccinen særligt interessant, da det på en elegant måde kan løse nogle vaccinetekniske problemer, og give en ønskværdig respons. Detaljerne i det her ligger dog langt udover rammerne for det her indlæg. Hvis der er nogen læsere der gerne vil have en snak i denne retning, tager jeg den gerne i kommentarerne.

Hvad er der i vaccinen?

Et teknisk problem med mRNA-vacciner er, at det ikke er nemt at få mRNA ind i vores celler. mRNA er et stort molekyle, og vores krop har mange forsvarsmekanismer mod molekyler af denne slags som befinder sig udenfor vores celler. Reaktionen kan give en voldsom inflammation og samtidig nedbryde det mRNA som sprøjtes ind. Normalvis befinder mRNA sig kun inden i cellerne, så frit mRNA er et tegn på der er noget galt. Derfor skal mRNA udenfor celler beskyttes, så mRNA kan sniges ind gennem cellemembranen, der adskiller det ydre fra det indre i cellen. En del af løsningen har været at lave nogle kemiske modifikationer på det mRNA som sprøjtes ind. Disse modifikationer forekommer også naturligt, så de provokerer ikke immunsystemet. En anden del af løsningen er, at udnytte at mRNA er et negativt ladet molekyle, så det vil gerne krølle sig sammen med positivt ladede molekyler. En teknisk udfordring ved mRNA vaccinerne har været at lave en formulering med nogle positivt ladede fedtsyrer, som sammen med mRNA laver en partikel i nanostørrelse, som både beskytter mRNA mod kroppens nedbrydende enzymer, og kan snige det igennem cellemembranen.

Et problem der er opstået med de kemiske modifikationer er at RNAet bliver mindre effektivt til formålet, nemlig at der skal laves et protein, men her er der fundet en løsning der består i at optimere koden, så cellers proteinfabrikker, ribosomer, er mere tilbøjelige til at bruge netop dette mRNA. Alle de tekniske udfordringer er lykkedes, og RNA vacciner er nu funktionelle. Zetland har skrevet en fremragende artikel om baggrunden for udviklingen, som kan findes her.

De øvrige komponenter i vaccinen er en række naturlige fedtstoffer der også findes i cellemembraner, samt et syntetisk lipid modificeret med poly(ethylene glycol), også kaldet PEG. Funktionen med det PEG bærende lipid er at stabilisere de fedtede partikler, så de ikke klumper sammen. Der er en risiko for en allergisk reaktion mod PEG, da det er et stof vi omgiver os med i mange kontekster, f.eks. andre medikamenter eller shampo og lignende. Det betyder at mange har dannet antistoffer imod PEG i mindre eller større udstrækning. Så, hvis man er uheldig at have dannet den type antistoffer, der starter en allergisk reaktion overfor PEG, er der en risiko her.

Der er set allergiske reaktioner mod mRNA vaccinerne i de kliniske studier, men de er heldigvis uhyre sjældne. Om det lige er PEG der reageres på er svært at sige, og det vil fremtidige studier vise. Overordnet betragtes PEG som meget tolereret i patienter, og bruges ofte til at skjule ting for immunsystemet, og er den gyldne standard i medicinalindustrien for kompatible syntetiske materialer.2

Sidst bør det nævnes, at der er tilsat en række salte og en smule sukker, for at stabilisere pH, og give vaccinerne den samme tonicitet (læs vand-koncentration) som kroppens øvrige væsker. Er der ikke styr på disse parametre, svier injektionen nemlig voldsomt.

Bivirkninger

Som ved al medicin er der risiko for bivirkninger. Der er risiko for en allergisk reaktion, som beskrevet tidligere. Der er også en risiko for krydsreaktion, hvor immunsystemet reagerer på noget forkert, men rigtig smitte med COVID-19 vil medføre den samme risiko. Det er i høj grad sådanne bivirkninger man er opmærksom på i vaccineudvikling, og sådanne reaktioner der kan stoppe kliniske forsøg. Andre, og mere komplicerede bivirkninger omkring en vaccines effekt, handler om hvordan immunsystemet reagerer som helhed og over tid. Det ses ved alle forhold, der påvirker immunsystemet, altså også ved rigtige sygdomme, og ikke mindst luftforurening, motion, ens humør, og spisevaner. Sådanne risici overvåges bedst statistisk over lang tid, men på nuværende tidspunkt og med de data der foreligger, ser det for vaccinerne overordentligt fornuftigt ud over hele linjen i forhold til alle ricisi.

Vil jeg tage imod vaccinen?

Når jeg overvejer hvilken risiko jeg helst vil løbe, dvs. foretrækker jeg en vaccine eller rigtig sygdom, tager jeg uden tvivl helst vaccinen, selvom der er ukendte faktorer.

Det sygdomsbillede, der tegner sig for COVID-19, også for raske unge mennesker, i forhold til de forskningsmæssige data, der aktuelt er tilgængelige for vaccinen, gør det til et meget nemt valg for mig.

En rigtig COVID-19 infektion har forholdsvis store risici. Det samme gælder for influenza, mæslinger, HPV-virus osv. Selv den udskældte influenzavaccine Pandemrix tager jeg hellere, end en tur med svineinfluenza. Som nævnt er der altid en risiko, men statistikken taler sit klare sprog, og man vinder aldrig noget ved at blive inficeret. Risikoen for krydsinteraktioner fra antistoffer, er efter alt at dømme lavere ved vaccination, end ved infektion, og de uspecifikke effekter af RNA vacciner forventer jeg vil ligne de gavnlige effekter fra levende vacciner, baseret på min viden om immunologi.

En dyster forudsigelse

Når vaccinen bliver udrullet, kommer der uvægerligt til at være historier om vaccineskader, og der kommer til at være mange. Historierne kommer, fordi sygdom og død altid vil ske, vaccine eller ej. Desuden vil et givent symptom eller en ”potentiel sygdom”, der optræder kort efter en vaccination af den enkelte kunne opfattes som værende forsaget af vaccinen, uden at det er tilfældet. Det er værd at have in mente, når medierne måske skifter dagens tophistorie ud med ”Breaking News” og cases om COVID-19 vaccinens ”bivirkninger”. Min frygt er nu, at HPV-vaccinens historie bliver gentaget.

Mit besøg hos sundsvæsenet som patient endte med at trække ud. Vi var egentlig hurtigt færdige, men den næste patient havde aflyst sin tid, og personalet ville meget gerne fortsætte den lille Q and A. Samlet set tog besøget ca. 45 minutter. Fra at begge behandlere var skeptiske, følte den ene sig tryg nok til at få vaccinen, mens den anden var fortsat afventende, og ville have mere information. Det var mere end jeg havde turde håbe, og jeg forstår den skepsis der opstår når man hører at det er en ny teknologi. Det er en usædvanlig situation vi står i, vaccinen er udviklet på rekordtid, og det hele kan måske virke desperat. Jeg er ligeledes ikke ukritisk over for medicinalindustrien, men I dette tilfælde vil jeg bare nøjes med at tage hatten af, for det er kanon godt gået, og her ser vi hvad vi kan gøre, når der ellers bare bliver satset og prioriteret. Hvis produktudvikling skal gøres godt og hurtigt, kan det ikke også være billigt, og det har netop krævet massive investeringer at få vaccinerne udviklet. Og her bliver jeg en smule missundelig. Jeg har til dato ikke mødt den forsker der ikke ville verden og menneskeheden det bedste, og jeg misunder de forskere der her har fået muligheden for virkelig at gøre en forskel.

Disclaimer

Jeg har til stadighed ikke nogen konfliktinteresser, og er ikke betalt for at skrive dette, eller nogen, indlæg. Det er alene på min egen opfordring. Dog arbejder en af mine tidligere studerende for Moderna, og jeg kan ikke sige andet, end at jeg er pavestolt af ham.

  1. Der er en forseelse en læser har gjort mig opmærksom på. Der er beset 2 kopier af alle gener, da der oftest er 2 af hvert kromosom, med undtagelse af mænd der kun har en kopi af generne der sidder på X kromosomet. Dertil er der celletyper med flere kerner, og dermed flere kopier af genomet. Dem havde jeg dog husket, men tænkte det ville komplicere fortællingen.
  2. Lige med PEG er vi inde på min faglige spidskompetence, navnlig medicinske polymerer. Det er svært ikke at skrive side op og side ned om dette emne, men det vil for lægmand nok være ualmindelig tørt. Hvis der er nogen der gerne vil stille spørgsmål til det er de velkomne, men jeg har nok ikke tiden til at gøre det særligt letlæseligt.

7 tanker om “Jeg gider ikke mere Corona”

  1. Hej Anton og tak for et rigtig godt indlæg. Jeg har også læst Zetland artiklen, du referer til som jeg også synes var brandgod. Jeg har nogle – nok naive – spørgsmål om mekanismer og kvantiteter. Jeg håber du har tid og lyst til at svare.

    1. Hvor mange nanopartikler med virus mRNA sprøjter vi ind i kroppen med en vaccine? Hvor mange og hvilke celler regner vi med begynder at lave “pigge”? Regner vi med at nanopartiklerne fordels jævnt i kroppen, inden de når at trænge ind i celler?

    2. Hvad produceres helt præcist? Er det enkelte pigge der så flyder rundt i kroppen? Eller er det en slags overflade med en flere pigge? Hvor mange pigge produceres/tid/celle? Og Over hvor lang tid?

    3. Det sidste spørgsmål er mere om immunsystemet. Hvad er det i kroppen der laver antistofferne og hvordan gør det det? Hvordan bekæmper antistofferne så til syvende og sidst corona-viruset?

    Puha, det blev til mange spørgsmål. Det vil være helt fint, hvis du kan pege mig i en retning af andre som har forklaret tingene før.

    1. Hej Jesper

      Det er slet ikke naive spørgsmål, flere af spørgsmålene vil jeg også gerne have svar på.
      1: Det præcise count af partikler ved jeg ikke. selvom jeg har arbejdet med nanopartikler en del, har jeg aldrig lavet lige den konkrete beregning. Der må jeg være dig svar skyldig. Normalt karakteriserer man en prøve med partikler ud fra koncentration i masse, og størrelse + heterogenitet af partiklerne.

      Det jeg med sikerhed kan sige er at de fedtede partikler ikke når langt omkring efter injektion, herefter er det gætværk fra min side. De er for store til at komme ind i blodkar direkte (cutoff er ved ca 2 nm). Så partiklerne vil flyde med lymfen, og det er også der man vil have dem. Skulle de nå blodet ville de nok i højere grad blive clearede af mekanismer der ikke fører til vaccination. Magien i vaccinationen sker i lymfeknuderne, og det er der partiklerne ender ved intramuskulære og subcutane injektioner.. De når nok ikke så langt, da det mest sandsynlige scenarie er at selve injektionen tiltrækker en række immun celler der enten phagocyterer dem, eller de direkte fusionerer med cellens membran. De forskellige scenarier har stor betydning for hvad der sker med partiklen, og om proteinet overhovedet bliver produceret, eller mRNA bare ender med at trigge immunsystemet op i et højere beredskab. Hvad der sker, afgør også svarene på dit andet spørgsmål. Hvis Pfizer eller Moderna har publiceret det, har jeg ikke læst det endnu, så jeg må være dig svar skyldig for en tid.

      3. Der er en celletype (B celler) der producerer antistoffer af forskellige typer, disse kan enten binde frit virus, og gøre det inaktivt, eller binde til overfladen af inficerede celler, for så at tiltrække Natural Killer celler, der gør det af med staklen. Der er også mere professionelle dræber celler (CD8+ cytotoxic T cells) der “trænes” af antigen eksponering, og disse går også på jagt efter inficerede celler. Der er også det der kaldes complement aktivering, hvor antistoffer der binder til inficerede celler, tiltrækker komponenter fra blodet der sammen dræber cellen. Der er mange måder at flå en kat, og immunsystemet har et mindre arsenal af systemer der kan aktiveres. Alt efter hvad svaret er på dit spsm 1 og 2, vil forskellige grene være aktiverede i forskellig udstrækning. Ud fra hvad jeg ved om emnet, om partikler, om RNA og TLR agonister, er mit gæt at der overvejene aktiveres en Th1 respons, dvs. en celle-medieret immunrespons.
      Overordnet handler det om ikke at lade virus få et ben til jorden. Viruspartiklen skal inaktiveres, og celler der er inficerede skal dræbes, før infektionen spredes.

      Når vaccine partiklens præcise skæbne er mig kendt, skriver jeg en ekstra kommentar. Lige nu har jeg kun mine anelser.

      Vh Anton

  2. Hej Anton,

    Jeg bor i England og er for nyligt begyndt i NHS. Jeg fik første del af Pfizer vaccinen forleden dag. I slutningen af februar havde jeg corona symptomer og i sommers fik jeg påvist antistof i en “kun NHS ansatte” blodprøve. Jeg var i tvivl om jeg skulle takke ja til vaccinen, da jeg allerede havde haft sygdommen. Men min bror, Lars, anbefalede mig at få den.

    Normalt ville man ikke vaccinere patienter der allerede har haft sygdommen (ville man?), men jeg blev anbefalet at få den alligevel. Hvordan kan det være?

    Da jeg fik vaccinen, blev jeg informeret om, at der ikke er nok evidens for, at vaccinen selv efter anden injection afholder mig fra at sprede Corona, men blot gør mig immun. Hvordan kan det være? Er det normalt ikke sådan vacciner eller sygdomsimunitet virker?

    Er du også imponeret af Astra-Zeneca, den er lige blevet godkendt i UK i dag?

    1. Hej Julie

      Før jeg svarer efter bedste evne, kommer lige en disclaimer. Jeg er ikke well-versed i hvordan beslutningerne omkring kliniske anbefalinger bliver truffet. Min baggrund er i det langt mere mekanistiske, og de eneste vaccinationsstudier jeg har kørt, har været pre-kliniske på dyr. Jeg tror dog at jeg er loopet så meget ind i hvad der foregår, til at jeg kan komme med nogle kvalificerede gæt.

      Som det er nu, er der en del usikkerhed hvor længe immunitet varer efter infektion. Antistof titeren (det er en aktiv funktionel enhed, målt i fortynding af serum der bevarer inhibitorisk aktivitet) falder forholdsvist hurtigt efter infektion, med en stærkere bevarelse af antistof ved en svær infektion. Det er hvad man kan forvente. Ud fra den parameter skulle man tro folk hurtigt blev modtagelige overfor sygdommen igen. Når det er sagt, har der kun været ganske få re-infektioner, og de har været special cases, med særligt svækkede patienter (leukemi og den slags). Vi ved at antistof respons absolut ikke er den eneste immunitetsparameter, men det er den nemmeste at måle på, og mit gæt er at der i den tidsskala epidemien har varet, er en ok immunitet overfor reinfektion. Men umiddelbart ser det ud til at vaccinerne giver en bedre beskyttelse overfor virus end egentlig infektion (!). Derfor kan det give mening at vaccinere, på trods af at der er antistoffer i forvejen. Men det her er en klinisk vurdering. Personligt ville jeg goså vælge at få den, selv hvis jeg havde antistoffer.

      Så mit gæt er at vurderingen er taget ud fra den store usikkerhed der er omkring situationen. Da vacccinen vurderes sikker, har du meget lidt at tabe, og som sygeplejerske er du i stor risiko for eksponering for viruset.

      I forhold til at man ikke ved om man forhindrer smitte efter vaccination, skyldes det begrænsningen af viden i de kliniske studer af vaccinen. Sådanne studier er det muliges kunst, og en kontinuerlig PCR test og antigen podning, af alle vaccinerede, ville kræve meget. Det er ganske enkelt ikke en del af studiets design, så vi ved det ikke. Det nemme ville være bevidst at inficere vaccinerede, og se om virus kunne få fodfæste, men der er nogle etiske problemer i at lave sådanne studier (og godt det samme). Man kan formode at vaccinerede ikke udgør en smittekilde, men vi ved det beset ikke, og så er det bedst at tage sine forholdregler, deraf anbefalingerne. Senere, kan man statistisk sandsynliggører om det ene eller andet er tilfældet, men der er vi ikke endnu.

      I forhold til AstraZeneca/oxford vaccinen er jeg ikke så kvalificeret til at diskutere den, som jeg er med mRNA vaccinen. Jeg har fulgt RNA/DNA delivery teknikker i en del år, og også selv arbejdet med det, men adenovirus vektor vacciner er noget længere fra min viden. Jeg kan ivhertfald fortælle at teknikken er fundamentalt anderledes, da man bruger en dobbeltstrenget DNA virus til at levere koden for at producere antigenerne. Så vidt jeg ved blev der sat fut i denne tekniks udvikling under SARS og MERS truslerne, og den har ligget på hylden siden da, da de virus blev stoppet i god tid. Der er et par konkrete ting ved dem, jeg synes gør dem mindre elegante end mRNA vaccinerne. Primært at man skal finde en eksotisk adenovirus, man kan modificere til formålet, som ikke er i den menneskelige population. Og hvert virus kan kun bruges én gang, da man danner antistoffer mod vektoren / “bærer” virusset, så boosteren i en given vaccination helst skal gøres med en ny virus. Det er lidt kluntet. Til gengæld er den “nem” at dyrke, og billigere at lave en mRNA vaccinerne, når den først er oppe at køre. mRNA vaccinerne har ikke en immunogen vektor på samme måde, og dermed ikke det samme problem.

      Der er for så vidt ikke noget galt med adenovirus vaccinerne, og jeg ville heller ikke have noget problem med at få dem, men deres effekt er ikke så god (ihvertfald AstraZenecas, Johnson og Johnsons data venter vi stadig på, mens russernes vaccine virker ok så vidt vi ved. Alle tre er virus vektor baserede). Grundet min baggrund med DNA/RNA delivery, er jeg nok lidt en fan-boy af teknikken, så det farver helt sikkert min holdning.

      Sidst vil jeg lige nævne jeg at jeg kan huske dig. Vi har mødt hinanden ved to begivenheder. En fest i 2008 i jeres hjem, hvor Lars havde inviteret, og hvor jeres bror også holdt fest (og jeg gav jeres far en instruktion i at køre ethjulet cykel), samt til Lars Phd Forsvar.

      Vh Anton

  3. Hej Anton

    Først og fremmest tak for adgang til Zetland podcast samt indlæg og besvarelser.
    Jeg er absolut uden læge/forskerfaglig baggrund, hvilket vil skinne igennem, så beklager mulige lægmands-betragtninger/ræsonnementer og mulig sølvpapirhats-approach.

    Emnet (immunsystemet) finder jeg dog ligeså interessant, som interessen for det modsatte køn dengang i teenageårene, næsten i hvert fald, hvilket er pææænt meget.

    Jeg forstår glæden over de landvindinger, der er opnået i forhold til m-rna vaccinerne, og det er forståeligt at forsker-armene er i vejret.
    Jeg kan alligevel ikke lade være med, i en retrospektiv kontekst, at drage en parallel til de biologiske lægemidler, der gennem mange år har været anvendt til autoimmune lidelser over en bred kam……mens vi venter på CRISPR.

    Her sås også særdeles store positive outcomes på patientgrupperne, og begejstringen hos forskerne var også dengang stor, så stor at man allerede tidligt undsagde gamle klinisk veldokumenterede behandlingsregimer, med begrundelsen, at disse ikke længere var nødvendige.

    Immunsystemet fatter jeg i virkeligheden nok hat af (Det bliver faktisk mere og mere kompliceret des mere man forsøger at forstå det), men dét jeg bilder mig ind jeg forstår, synes at fortælle historien, at det måske lykkes at “modificere stof” til at interagere positivt med immunsystemet i en periode for derefter at miste effekt eller potens i forhold til virkning.

    Derfor er min største bekymring at m-rna vaccinerne hurtigt også mister deres evne til at skabe immunitet. Udfordringen er, som jeg opfatter det, at selvom man kan modificere m-rna strengen så den agerer mod/med mutationer, så har man valgt en ganske kort sekvens fra spike proteinet, der vel i grunden kun fordrer en mutation netop her, med et svagt, hvis ingen immunitet til følge. Eksponering for større, længere m-rna-sekvenser gerne hele genomet, vil vel alt andet lige give immunsystemet en bedre “genkendelses-manual”når mutationer indtræffer og det gør de. Dertil vil større mutationer vel også kræve revaccination , en logistisk og økonomisk voldsom opgave, hvis Sars-Cov-2 øger sin mutationsfrekvens.

    Jeg er også så gammel at kunne huske 80érnes gode nyheder i forhold til HIV vaccinen, hvor virus dog viste sig hele tiden at være et skridt foran—Desværre.

    Sølvpapirshuen i mig siger samtidig, at den nu mulige og lettere modulering af m-rna vaccinen vel er en super business-case for industrien, der nu får rigelig med argumenter for “nødvendig revaccination” for Sars-Cov-2 og andre vaccine-programmer.

    I forlængelse heraf kan jeg ikke finde noget specifikt om, hvor meget man i givet fald “stresser” immunsystemet ved gentagen ofte vaccination og resultatet heraf.

    Har læst et sted, at befolkningen generelt allerede nyder godt af noget krydsimmunitet opnået fra fire andre corona-vira grupper/stammer.
    Kan denne mulige opnåede krydsimmunitet have foranlediget eller hjulpet til et super resultat for vaccinekandidaterne?

    Har mulig vaccination eller infektion af Sars-Cov-2 impact på det innate og/eller adaptive immunsystem?
    Mener det er mæslinger og HIV, der påvirker et eller begge systemer og “deleter” allerede opnåede ” immunitetsmanualer”?

    Når der tales om mutationer (eks mink) er det generelt i en negativ kontekst, og den deraf følgende diskurs bærer præg af bred konsensus herom.
    Men
    I det materiale jeg har kunnet læse og måske forstået forholder det sig vel sådan at base-case ikke selv bliver særlig syg, men til gengæld smitter sin familie 1st 2nd etc cases, der udviser symptomer og sygdom.
    Hos minkavlerne var der derimod ingen, der blev signifikant syge, ligesom det plejehjem i Nordjylland, der blev ramt i juni/juli statistisk var langt mindre påvirket end ved andre/øvrige corona-virusvarianter.
    Havde det ikke været interessant og se, om veksel-virkningen human-mink-human havde givet en mildere variant af virus?

    Derudover synes jeg, at I forskere burde kontakte vores
    public service kanaler o.a. og hurtigt få iværksat tiltag til en sober, neutral og nuanceret gennemgang af vacciner.
    Bare et forslag

    Mvh og tak
    Robert Milutin

    1. Kære Robert
      Tak for de venlige ord, og det var alligevel en hel del spørgsmål 
      Jeg vil prøve at give nogle konkrete svar, og uddybe der hvor der er misforståelser. Nogle af dine spørgsmål har nogle nogle præmisser, som jeg ikke har mulighed for at verificere, så dem lader jeg stå vagt besvarede.

      Andet kan besvares kort, andet kræver større udredninger, og jeg skal gøre mit bedste.
      Det at mRNA vacciner historisk har givet en dårlig respons, skyldes de tekniske problemer jeg kommer omkring i indlægget. Alle problemerne munder ud i at der ikke bliver produceret nok spike-protein, men det er de nye vacciner kommet ud over, takket være mange mindre tekniske fremskridt. Med de data der foreligger, peger alt på at vaccinen giver bedre immunitet end sygdommen gør. Vi ved endnu ikke hvor længe immunitet med vaccine varer, men indtil videre er ser den parameter også fornuftig ud, ud fra de kliniske forsøg.

      At vaccinere med hele RNA sekvensen fra virus svarer til en egentlig infektion. Med hele sekvensen er der ikke noget der står i vejen for at der så bliver lavet hele funktionelle virus, med alt hvad det indebærer. Covid har også proteiner der hæmmer immunsystemet, som kun findes inde i smittede celler. Dem har vi i vaccineteknisk forstand ingen interesse i at bruge.
      Vaccinen bruger koden for hele spike proteinet, netop fordi det er et overfladerotein, og der dannes antistoffer mod flere sekvenser af aminosyrer på proteinet (sådanne sekvenser kaldes epitoper). Det giver en vis styrke mod mutanter af virus.

      I forhold til at immunsystemet stresses ved gentagen vaccination, er det værd at huske at immunsystemet altid bliver udfordret og hele tiden er i arbejde. Når der vaccineres er det kun ganske få celler der egentlig kommer på arbejde. Det er til gengæld slemt ved infektioner, hvor immunsystemet er presset, og reagerer på måder der gør skade.
      Som du nævner rammer HIV og mæslinger immunsystemet. Det gør Covid heldigvis ikke, og der er ingen grund til at tro man ikke sin adaptive immunitet intakt efter infektion. Det samme kan ikke siges om mæslinger, og HIV er sin helt egen, og langt mere komplicerede historie.

      I forhold til krydsreaktive antistoffer med andre corona vira, ville jeg ikke tillægge det den store vægt. Hvis de havde en stærk effekt, ville Covid19 ikke være det problem den er. Alle virker meget modtagelige overfor denne virus.

      I forhold til at mutationer kan være en god ting, har du ret. Man har tidligere set at sygdomme bliver mindre sygdomsfremkaldende over tid. En mindre sygdomsfremkaldende virus, der er mere smitsom har en evolutionær fordel, da den har bedre overlevelseschancer. SARS var væsentligt mere dødelig end covid, og derfor reagerede verdenssamfundet hårdere, og en vaccine blev ikke engang nødvendig. Venter vi lang tid nok, vil mindre dødelige varianter nok være dominerende, men det vil tage lang tid, og koste mange menneskeliv.

      Mvh Anton

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.