Alle indlæg af Anton Smith

Følelser og Roundup i folketinget

Efter en PhD, og et lille årtis erfaring med eksperimentel syntesekemi i rygsækken, er jeg halv-paranoid type når det kommer til de kemikalier som jeg er i kontakt med i hverdagen. Det rækker også til kemien udenfor laboratoriet. Jeg er bevidst om hvor den chokolade jeg spiser har sin kakao fra, da kakaobønnen er god til at akkumulere tungmetaller. Jeg rører ikke mikrobølgeovnspopkorn, grundet risikoen for perfluorerede stoffer, hvis skadelige effekter er anerkendte. Jeg holder vejret når lugten af stearin fra dieseltoget spreder sig på perronen om morgenen, og jeg tjekker hyppigt luftkvaliteten i mit nærområde.

Roundup, fra de fødevarer som jeg spiser, er ikke på min liste. Mine bekymringer har jeg et nogenlunde fagligt belæg for, men min faglige viden frigør mig også fra en del bekymringer om kemikalieeksponering, deriblandt Roundup. Jeg har tidligere skrevet om toksicitet af Roundup (eller manglen på samme) i et andet indlæg. I det indlæg kom jeg bl.a. ind på hvad Roundup består af, hvordan man bruger det og hvorfor eksponering via fødevarer ikke er farligt for os. Grunden til at jeg tager fat i Roundup igen er, at det har fået folkelig og politisk modstand i Danmark den seneste tid. En underskriftindsamling på borgerforslag.dk som foreslår ”Øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre bekæmpelsesmidler til privat brug i haver og på offentlige fællesarealer” har nået de 50.000 underskrifter, hvilket betyder at forslaget skal fremlægges i folketinget. Det Radikale Venstre fremlægger et lignende forbud hvis regeringen tøver, så der er reelt to forslag på vej til folketinget.

Sundhed og glyphosat

At noget er et pesticid, betyder ikke at det er giftigt for alt. Vi bruger pencillin til at slå bakterier ihjel, og det er sikkert for os, da der er en forskel på bakterier og mennesker. Måden glyphosat er giftigt på overfor planter, er ligeledes ikke gældende for dyr.

Glyphosat virker ved at hæmme et enzym i planter, der er nødvendigt for plantens produktion af bestemte aminosyrer. Dyr og mennesker har ikke det pågældende enzym, så vi går fri af nogen effekt af stoffet. Det er meget vandopløseligt, så skulle man have spist det, kommer det hurtigt ud med urinen. Mit tidligere indlæg går i dybden i kemien og sundheden, men det korte af det lange er, fra det sundhedsmæssige perspektiv ikke er noget at være bange for. Det er også biologisk nedbrydeligt, så det forsvinder af sig selv i naturen, med en halveringstid mellem 2-197 dage, alt efter de konkrete betingelser. Nedbrydningsprodukterne kan ligeledes totalt nedbrydes til vand og CO2, så en vedvarende forurening er ikke mulig.

Det er ikke overraskende det er så populært. Det virker som det skal, uden nogle ubehagelige overraskelser.

Hvad med miljøet?

Der, hvor der kunne være noget at komme efter, er påvirkningen af glyphosat i natur og miljø. Biodiversitet og natur er i høj grad truet af landbrug, og kunsten er at finde en balance.

Om glyphosat er mere eller mindre skadeligt for miljøet, i forhold til andre dyrkningsformer, er et teknisk kompliceret spørgsmål. Alle dyrkningsformer skal på den ene eller anden måde håndtere ukrudt, og hver metode har sine fordele og ulemper.

Det er skadeligt for miljøet at pløje, og glyphosat tillader pløjningsfri dyrkningsformer. En landbrugsform, som jeg er begejstret for, er ”Conservation Agroculture”, som er en dyrkningsform, hvor naturen i højere grad trives på den opdyrkede jord.1 Denne dyrkningsform benytter sig af glyphosat. Min pointe er dermed, at Roundup kan facilitere dyrkningsmetoder, der muligvis er mindre destruktive for naturen, end økologiske dyrkningsmetoder hvor bestemte pesticider som udgangspunkt ikke må bruges, heriblandt glyphosat.

Det store perspektiv om hvilke dyrkningsformer der er de bedste, er jeg ikke kvalificeret til at vurdere. Det jeg taler imod, er en dogmatisk og følelsesladet tilgang til emnet, og min forståelse er at der ikke er én korrekt landbrugsform, men at specifikke omstændigheder afgør hvad de bedste valg er.

Landbruget er det endelige mål

At offentligheden bruger så meget tid på at debattere Roundup, virker for mig bizart. Debatten synes mest at have rod i følelser om landbrugsformer, og det står klart, at det egentlige formål for borgerforslaget og de politiske partier, der støtter det, er at fjerne glyphosat fra landbruget og ikke kun den private borger.

Zenia Stampe og Jens Rohde fra Radikale Venstre lægger direkte op til et totalt forbud.

De skriver:

”…kemikalieindustrien har trods adskillige advarsler forsømt at udvikle miljøvenlige alternativer. EU har derfor givet industrien og landbruget fem år til at udfase brugen af Roundup og udvikle alternativer. Men fra 2023 er det slut.

Om det reelt er slut med at bruge Roundup i 2023, må tiden vise. Som kemiker har jeg svært ved at forestille mig et stof med mindre skadelige karakteristika, og jeg håber at et mere fagligt syn på emnet vil få vind blandt magthaverne og i befolkningen. Et totalforbud mod glyphosat er jeg sikker på, ikke er et skridt i en fagligt funderet retning.

Modstanden mod Roundup er en interessant situation, for modstanden hviler på et meget følelsesladet grundlag, på trods af der stort set er enighed om sikkerheden blandt de nationale fødevare- og kemi agenturer. 2

Politik, følelser og faglighed

På trods af alt dette, har folkestemningen vendt sig mod glyphosat. Præcist hvordan det er sket, ved jeg ikke, men jeg tror, det har noget at gøre med, at det er berømt, og alle kender navnet.3 Derudover har firmaet Monsanto også et utroligt dårligt image, og sammen bærer Monsanto og Roundup en fortælling om globalisering, industrialisering, monopoldannelse, og gift.

Amerikanske domstole har tilkendt erstatninger til kræftramte, der mener at deres sygdom skyldes glyphosat, mens der er i faglitteraturen ikke belæg for, at der skulle være en sammenhæng.4 Videnskab afgøres dårligt ved retssager, noget som Galileo nok gerne vil skrive under på, efter han fik stuearrest for at støtte hypotesen om, at solen er centrum i vores solsystem. Jeg kan dog godt forstå den skepsis og frygt offentligheden har.

Der er en del tilfælde, hvor kemiske produkter, der ikke var gennemtænkte, blev taget i brug, med katastrofale følger. Vi er blevet klogere, men tilliden til kemien vakler. Her står kemien i en særlig position, i forhold til andre videnskaber. Der er tillid til broer, på trods af at dårlig ingeniørkunst har kostet menneskeliv. Ingeniører lærer af deres fejl, og det gør kemikere også. Ingeniørvidenskaben tilgives i højere grad deres fejl, måske fordi det er en umiddelbart mere intuitiv videnskab. Kemien er mere fremmed, og det gør dens rygte mere udsat.

Det hjælper bare heller ikke der stadig er kemiske produkter i omløb, der vides at være meget problematiske. Et eksempel er at Brasilien benytter sig af et pesticid der er baseret på perfluorerede fedtsyrer der aldrig bliver nedbrudt i naturen, men derimod akkumuleres op igennem fødekæden, ligesom tungmetaller og dioxiner.

Lande, der handler med Brasilien, ville kunne presse landet til at forbyde dette kemikalie, men det vil nok kræve mere medieopmærksomhed på problemet. I hvert fald ville offentlighedens energi være bedre brugt bedre på at begrænse udbredelsen af produkter som disse, end på glyphosat.

Disclaimer

Som en pre-fodnote vil jeg gerne gøre det klart at jeg ingen tilknytning har til landbrug eller kemikalieproducenter. I forhold til det aktuelle emne har jeg ingen interessekonflikter, og er på ingen måde betalt for at engagere mig i dette emne. Den eneste grund til at jeg skriver er samfundsengagement. Min forskning er pt. støttet af Novo Nordisk Fonden, og er på ingen måde relateret til emnet.

Det konkrete forslag om et privat forbud, er mig ligegyldig. Jeg er af den overbevisning at havepleje er rekreativt, og haveejere snyder sig selv for et zen øjeblik ved ikke at bruge knofedt. Men jeg er ikke haveejer, så det er en billig holdning for mig at have. Jeg tror dog ikke der er noget zen ved mekanisk at tømme en mark for ukrudt.

————————————————————————————-

1. Landmanden Søren Ilsøe der driver et landbrug med denne metode har givet et interview på Zetland. Det er værd at læse.

2. Et enkelt agentur bryder med de øvrige, International Agency for Research on Cancer (IARC), og de har i 2015 klassificeret glyphosat som 2A: sandsynligvis kræftfremkaldende. Blandt de statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer står IARC alene med denne vurdering. Den praktiske anvendelse af IARCs klassificering er begrænset, idet ikke tager dosis med i deres vurdering. Glyphosat udgør det man kalder en hazard og ikke risk. Hvis noget vurderes som en hazard  skal det forstås at IARCs ikke kan udelukke, at der er scenarier hvor glyphosat kan foråsage kræft. Efter denne definition er glyphosat i kategori med natarbejde og varme drikke i forhold til en chance for at udvikle cancer (cancer hazard), men glyphosat vurderes mildere end rødt kød. Forskellen på hazard og risk er lidt kringlet. Der er en hazard forbundet med at drikke kakao med teskeen nede i koppen, da man kan blive blind af at få den i øjet under de rigtige omstændigheder. Hvad den reelle risk er, er en anden snak. Hazard vurderinger er i min optik en lidt løjerlig konstruktion, men hvis man ikke har tilstrækkelig data om et emne kan de give et praj. Det er ikke tilfældet her. IARCs klassificering af glyphosat har fået kritik som følge af at meget få dyreforsøg var udslagsgivende (som en post-udgivet note vil jeg her gøre opmærksom på at linket er en respons på den kritik. Selve kritikken kan findes bla. her), hvori epidemilogisk data blev mindre vægtet. Vurderingen resulterede i at flere statslige og overstatslige miljø- og fødevareagenturer genovervejede glyphosat som et risikabelt stof, men de holdte fast i deres gamle konklusion; at glyphosat med alt sandsynlighed ikke forsager kræft. Dvs. IARC stadig står alene med deres vurdering, godt nok med enkelte lande, og amerikanske stater, der vælger at ændre bestemmelser i dette efterspil.

Det skal også nævnes formanden for den pågældende arbejdsgruppe der vurderede glyphosat til at være kræftfremkaldende hos IARC, har modtaget er honorar på 120.000 pund, for at vidne i de californiske retsager mod Monsanto, som er den oprindelige patenthaver af glyphosat. Hele sagen omkring IARCs klassificering har ikke medført en konstruktiv videnskabelig dialog i min optik.

3. Jeg har tidligere snakket med en PR repræsentant fra Monsanto. Vedkommende mente at det skyldes Monsanto i midten af 2000erne droppede alt lobby-modstand mod Enviromental Working Group, som er en Amerikansk interesseorganisation, støttet af øko-lobbien. Der er sikkert flere faktorer på spil, men klikker man rundt på EWGs side er det klart de lukrerer på glyphosat frygten.

4. Læs evt. mit tidligere indlæg. Der er selvfølgelig forskere der tager overskrifter med at have fundet en sammenhæng, efter nok statistiske krumspring, men det er ikke god forskning. Det seneste skud på stammen over forskere der mente der var en sammenhæng er denne, som svar på den vil jeg referere til DTUs notat om dette studie.

Kan En helligfrans spise en burger?

Jeg har lidt et ønske om at være vegetar. Det er mest etikken der trykker i skoen når jeg spiser kød. For lidt tid siden medvirkede jeg til et dyreforsøg, hvor jeg undervejs kælede med den samme gris i lidt for mange timer. Jeg kunne ikke holde en kølig distance, og det virkede til at være gensidigt. Da forsøget var slut, og dyrene aflivet, bævrede min underlæbe måske en smule. Dyr er følende væsener, og vi skal ikke tage for let på etikken i, hvordan vi bruger dem. Dyreforsøg har jeg ikke svært ved at forsvare, men det samme kan ikke siges om storstilet kødproduktion. Vi får rigeligt protein, og de fleste spiser kød for smagen.

Derfor er jeg begejstret for de plantefars alternativer der dukker op. Især bøffen fra Impossible Foods tager kegler.* Jeg har før skrevet om bøffen, men efter at have besøgt virksomheden har jeg lidt mere kød på historien.

Q&A hos Impossible Foods

Impossible Foods er et firma der vil servere planteprotein, på en måde hvor smagen kan sammenlignes med kød. De har en meget forskningsbaseret tilgang til køkkenet, og det gør at det har lykkedes at lave nogle ‘bøffer’ bestående af hovedsageligt planteprotein og kokosolie. De har for nyligt fået en aftale om at bøffen kommer i burgere hos Burger King.

Jeg har været på rundvisning hos Impossible Foods, og det har givet mig nogle nye perspektiver omkring bøffen. Anledningen var en rundtur arrangeret via Stanford Universitet, med henblik på at rekruttere arbejdskraft. Jeg var mere ude på at snakke madkemi, og jerns indflydelse i deres bøf, og det var en fornøjelse at høre hvor videnskabeligt de går til værks.

De kunne svare på spørgsmål om madkemi, jeg ikke har kunnet finde svar på i den videnskabelige litteratur. Det eneste der forhindrede mig i at blive helt forelsket var at de mente der var sundhedsfordele i deres bøf, og det er der ikke rigtig noget der peger på. Bøffen har overordnet den samme næringskomposition som egentlig kød, men med en meget mere natrium i.**

Det arbejder de på at reducere, da det ikke er der for smagen, men som en konsekvens af et proteinteknisk problem. Men vores forbrug handler mest om smagen. Den rammer de, og da snakken ved bordet lakkede mod enden blev bøffen serveret.

Lobbyisme imod veganerbøffen

Et af spørgsmålene de blev stillet var om kødindustrien har givet dem modstand. Og svaret var en smule, men ikke voldsomt. Lobbyisme har ført til at de ikke må kalde det kød i enkelte delstater. Derudover virkede producenter interesserede i det ekspanderende marked for kødfrit kød. Der er god økonomi at kunne lave planteprotein om til bøffer, uden at en ko eller dyreceller er involveret, det kræver bare teknisk viden. Deres forventning var at de fik mere konkurrence fra netop disse producenter. Patrick Brown, som også er professor på Stanford, startede Impossible Foods med det mål at reducere antallet af produktionsdyr, så de tager gladeligt imod konkurrencen. Der er til gengæld modstand fra kanter man ikke skulle forvente det fra.

Den gode og den dårlige helligfrans

En af mine tidligere studerende arbejder der. Han er vegetar, af etiske årsager, og hælder måske til at være lidt en frelst type. Han er ikke den store tilhænger af plantebøffer og imiteret kød, for han har ikke noget behov for den smagsoplevelse. Men han tog alligevel et job hos Impossible Foods for 2 år siden, fordi han så det som en mulighed for at redde verden en lille smule.

Det er for meget at forvente man kan omvende andre til sit eget synspunkt, men formålet med plantebøffen stemmer overens med hans etiske overbevisning, så det er hans tid værd.

Det er ikke alle dyreværnsaktivister der er som ham. Den amerikanske dyrerettighedsorganisation, PETA, har tordnet imod Impossible Burger fordi 180 rotter blev brugt som forsøgsdyr. Som jeg tidligere har skrevet om, er der en komponent af bøffen der er fremkommet ved genetisk modifikation af gærceller, så de laver en variant af hæmoglobin der normalt findes i rødderne af sojabønner. Denne komponents sikkerhed er testet på rotter, til PETAs misbehag.

Min etiske lommeregner kører måske på en anden slags batterier end PETAs, men at Burger King får en vegetarburger på menuen, synes jeg er en sejr der klart er 180 rotter værd.

Men Burger King sælger ikke bøffen af deres gode hjerte, og de brede massers smagsløg skal vindes med det bedre produkt. Og det er sådan jeg tror verden bliver reddet. Det er bæredygtighed, båret frem af god videnskab. Jeg håber virkelig på flere virksomheder af denne type, og udbredelsen af denne type af produkter.

Som disclaimer vil jeg nævne at jeg ikke er tilknyttet nogle af virksomhederne der er nævnt, og ikke har modtaget kompensation for dette indlæg. Jeg fik dog en burger, et klistermærke, og en t-shirt (der ikke passede) i anledning af besøget.

*Sammenhængen mellem natrium i mad, og om hvor meget det smager af salt, alt efter hvilken natriumforbindelse det er, er også super spændende. Salt er ikke bare salt , men det er et stort sidespor for dette indlæg.

** Pølsen fra Beyond Meat skal også nævnes. Til en grilfest, og efter to øl, vidste jeg ikke at jeg spiste en plantepølse, før pølsens tiltænkte ejer gjorde mig opmærksom på det. Det var en fænomenal pølse.

Aluminiumsallergi, demagogi, og forskere uden jordforbindelse.

Der er organisationer, hvis formål det er at starte en debat om aluminium i vacciner. De er blandt andet drevet af forældre til syge børn, hvor forældrene vil have undersøgt, om aluminium i vacciner spiller en rolle i deres barns sygdom. Aluminiums sikkerhedprofil er bare allerede meget dokumentet. Det er hovedsageligt sikkert, men der er plads til forbedringer af adjuvanter som koncept. Læs videre Aluminiumsallergi, demagogi, og forskere uden jordforbindelse.

Øktober – Når rene intentioner kolliderer med økonomiske interesser

Køb økologisk og red verden

Coop og Dansk Naturfredningsforening har sat økologidebatten i centrum som aldrig før. Deres standpunkt er ikke til at tage fejl af; De kæmper for et sprøjtefrit Danmark.

De har haft succes med kampagnen, for viljen til at skabe en bæredygtig verden er stærk, og det har blandt andet udmøntet sig i en øget efterspørgsel efter økologi.

Og økologi virker umiddelbart som en fornuftig måde at redde verden på, men realiteterne er mere nuancerede end som så.

Det økologiske korstogs march-sange repræsenterer ikke virkeligheden, men snarere et kundesegments forestillinger om hvad sundhed og bæredygtighed indebærer.

Læs videre Øktober – Når rene intentioner kolliderer med økonomiske interesser

Vandet Der (måske) Forlænger Livet

2H2O beriget vand… du har muligvis hørt om det før, men det er de færreste, der ved, at det højst sandsynligt er livsforlængende. Hypotesen er, at det skruer ned for reaktiviteten af alt kemi og dermed sænker aldringsprocessen. Eksperimenter på gær og bananfluer viser uden tvivl, at hvis de får vand, der er beriget med 2H2O, lever de længere. Helt op til 22% længere.

Læs videre Vandet Der (måske) Forlænger Livet

Arla imod GMO: Det handler om penge – ikke sundhed eller natur

Arlas bestyrelse skrotter det teknologiske fremskridt ved udfasning af GMO-foder og træder mere end halvtreds år bagud, fordi det er trendy, og de kan tjene penge på det.

De ved godt, det ikke er fornuftigt, men som forretning skal de jo følge tidens ånd og pengene. De har set bort fra videnskaben, kastet forskerne og deres egen fornuft ud af vinduet, fordi deres brugerundersøgelser bekræfter samtidens forelskelse i ordet naturlig, og der er derfor lige nu penge i GMO- fri mælk. Læs videre Arla imod GMO: Det handler om penge – ikke sundhed eller natur

GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Jeg spiser kød. Når det hænder en vegetar prøver at overtale mig til at droppe de animalske herligheder via sundhedsbaserede argumenter, har jeg har en del videnskabelig ammunition at svare igen med. Jeg har bare ikke ikke så meget, hvis de trækker miljø- eller dyrevelfærds kortet.

At ‘jeg kan lide det’ er det eneste argument, jeg har at forsvare mig med. Læs videre GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Kaffeforskning, sundhedsmani og enormt dårlige smoothies

Et nyt studie fra Stanford viser, at folk, der drikker kaffe, kan have mindre inflammation. En vidunderlig nyhed for dem der allerede er afhængige. Det er et stort studie, hvor der ikke kun er observationer på mennesker, men også eksperimenter på mus og in-vitro celle forsøg, dvs. der er eksperimenteret på celler dyrket i en petriskål. Forskerne går på opdagelse i mekanismen bag koffeins anti-inflammatoriske egenskaber. Det er både populærvidenskab og grundforskning. Haps, haps, herlig formiddagslæsning.

Når jeg læser det, får jeg en varm fornemmelse i maven, delvist, fordi at jeg tager en kop kaffe mere, og delvist, fordi nyheden luner. Jeg har jo også læst, at kaffedrikkere er mindre deprimerede og har lavere risiko for leverkræft. Det er enormt godt videnskabeligt underbygget, at der er bonus hele vejen rundt.

Det bekræfter, hvad jeg allerede ved: Kaffe er fantastisk! Samtidig synes jeg selv, at jeg er lidt af en tumpe, som jeg sidder der og godter mig, for jeg plejer mit eget pro-kaffe-bias, og jeg har med mit klik bidraget til, at der kommer mere kaffeforskning og mere populærvidenskabelig formidling af kaffeforskningen, men er den til nogen gavn?

Ja, det er det, for der kan være nogle guldkorn gemt, der har stor interesse for grundforskningen. Forskningen er i sig selv værdifuld, men der er desværre også en stor kommerciel værdi i at publicere positive fund, specielt når man studerer sundhed og fødevarer.

Det er nemt at få opmærksomhed med videnskab, der bakker op om den nutidigt dominerende opfattelse, at hvad der er ”naturligt” er også godt.

Der er levebrødsforskere, der baserer hele deres karrierer i at lege med deres data for at publicere positive fund om ting med meget ringe eller ingen effekt, for der er ikke nogen, der gider læse, at gurkemeje ikke gør en dyt godt for noget, hvilket er videnskabelig bevist nu efter alt for mange studier.

Tingene er blevet rigtig godt rodet sammen, og sundhedsvidenskaben er i det offentlige rum blevet reduceret til et gimmick, ikke kun af medier og producenter, men også delvist af forskere selv.

Hele sundhedsmanien med den tilhørende industri af petitesseforskning er egentlig ironisk. Frygten og fanatismen vedrørende kost er enorm, og samtidig har vi aldrig levet længere.

Det er klart, at det er noget rod, og det er derfor, at man skal være kritisk over for diverse helse-slagord om anti-inflammatoriske superfoods, der angiveligt giver dig superkræfter.

Alligevel luner du dig også ved tanken om, at det er særligt sundt, når du nyder chokolade, rødvin og smoothies.

Den lune fornemmelse påvirker din beslutningsevne, derfor er der mange penge i at forske i feel-good fødevarevidenskab. Den komplekse sandhed får sjældent opmærksomhed, for en fyldestgørende kontekst er meget besværlig at servere i et kulørt format, der bevarer opmærksomheden.

Det er sjældent, at der præsenteres studier, hvor ’sunde’ stoffer har meget uhensigtsmæssige effekter: A- og E- vitamintilskud er associeret med en højere dødelighed. Antioxidanter negerer de gode effekter ved cardio-træning og kan desuden modvirke visse former for kræftbehandling. Stevia kan være hormonforstyrrende, og gulerødder øger risikoen for lungekræft, hvis du er ryger.

Det er jo pokkers kompliceret, og en kompliceret historie sælger aldrig så godt, hverken i medierne eller i butikkerne.

Jeg er bosat i San Francisco og mit nærmeste supermarked er en ’Whole Foods’. Konceptet for butikken er nærmest en kraftigt forstørret helsekostbutik. Det opretholder et image, der omfatter sundhed, socialt ansvar og bæredygtighed.

Hvis du handler her, gør du det rigtige på alle måder.

Med nogle ting har konceptet sikkert fat i den lange ende, men det spiller også på natur-romantiske forestillinger og teknologiforskrækkelse med det formål at sælge chokolade, der er tilsat trækul fra kokosnøddeskaller for at absorbere tungmetallerne.

Butikken er åbenlyst meget pro-økologisk og anti-GMO. De er ikke blege for at sælge alternativ medicin og homøopatiske remedier ved kassen fra tid til anden.

Markedsføringen af deres produkter er allerede i dur med den pseudo-videnskabelige markedsføring, der allerede føres i Danmark: Immunstimulerende smoothies med anti-inflammatoriske og radikal-absorberende flavenoider, anthrocyaniner og umættede fedtsyrer.

Alle gode ting, og alle med ’videnskaben’ i ryggen.

Der bruges videnskabelige ord, og der er et gran af sandhed i historierne, men der er en enorm mangel på kontekst, der gør, at det ikke er noget værd, og konklusionerne er trukket meget længere, end hvad videnskabelige data dækker.

De faktorer, der virkelig har en indflydelse på vores sundhed, er der en god forståelse af. Listen er som følgende i nogenlunde prioriteret rækkefølge: Rygning, gener, fedme, alkoholforbrug, fysisk kondition og til sidst en varieret kost.

Generne ligger uden for indflydelse, men hvis man har styr på de øvrige faktorer, er man på rette vej. Den finere komposition af kosten blegner i forhold til de øvrige faktorer.

Det er ikke nødvendigvis, fordi forskningen ikke er valid, men du bliver ikke klogere på antioxidanter eller immunregulering af at læse, hvad der står om emnet på en smoothie-flaske eller i let fordøjelige underholdningsblade. For hverken medierne, producenterne, forhandlerne eller forskerne er helt upartiske, fordi deres primære formål handler om noget andet end at give dig en videnskabelig dannelse.

Mad er ikke medicin, og derfor er det vigtigt at værne om din kildekritik, når du læser om sundhed og videnskab, ellers står du en dag og hælder grønkål, spinat og hørfrø i din smoothie, som ellers kunne have været ret så velsmagende.