Alle indlæg af Anton Smith

Arla imod GMO: Det handler om penge – ikke sundhed eller natur

Arlas bestyrelse skrotter det teknologiske fremskridt ved udfasning af GMO-foder og træder mere end halvtreds år bagud, fordi det er trendy, og de kan tjene penge på det.

De ved godt, det ikke er fornuftigt, men som forretning skal de jo følge tidens ånd og pengene. De har set bort fra videnskaben, kastet forskerne og deres egen fornuft ud af vinduet, fordi deres brugerundersøgelser bekræfter samtidens forelskelse i ordet naturlig, og der er derfor lige nu penge i GMO- fri mælk. Læs videre Arla imod GMO: Det handler om penge – ikke sundhed eller natur

GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Jeg spiser kød. Når det hænder en vegetar prøver at overtale mig til at droppe de animalske herligheder via sundhedsbaserede argumenter, har jeg har en del videnskabelig ammunition at svare igen med. Jeg har bare ikke ikke så meget, hvis de trækker miljø- eller dyrevelfærds kortet.

At ‘jeg kan lide det’ er det eneste argument, jeg har at forsvare mig med. Læs videre GMO Bøf: Det Nye Veganske Alternativ

Kaffeforskning, sundhedsmani og enormt dårlige smoothies

Et nyt studie fra Stanford viser, at folk, der drikker kaffe, kan have mindre inflammation. En vidunderlig nyhed for dem der allerede er afhængige. Det er et stort studie, hvor der ikke kun er observationer på mennesker, men også eksperimenter på mus og in-vitro celle forsøg, dvs. der er eksperimenteret på celler dyrket i en petriskål. Forskerne går på opdagelse i mekanismen bag koffeins anti-inflammatoriske egenskaber. Det er både populærvidenskab og grundforskning. Haps, haps, herlig formiddagslæsning.

Når jeg læser det, får jeg en varm fornemmelse i maven, delvist, fordi at jeg tager en kop kaffe mere, og delvist, fordi nyheden luner. Jeg har jo også læst, at kaffedrikkere er mindre deprimerede og har lavere risiko for leverkræft. Det er enormt godt videnskabeligt underbygget, at der er bonus hele vejen rundt.

Det bekræfter, hvad jeg allerede ved: Kaffe er fantastisk! Samtidig synes jeg selv, at jeg er lidt af en tumpe, som jeg sidder der og godter mig, for jeg plejer mit eget pro-kaffe-bias, og jeg har med mit klik bidraget til, at der kommer mere kaffeforskning og mere populærvidenskabelig formidling af kaffeforskningen, men er den til nogen gavn?

Ja, det er det, for der kan være nogle guldkorn gemt, der har stor interesse for grundforskningen. Forskningen er i sig selv værdifuld, men der er desværre også en stor kommerciel værdi i at publicere positive fund, specielt når man studerer sundhed og fødevarer.

Det er nemt at få opmærksomhed med videnskab, der bakker op om den nutidigt dominerende opfattelse, at hvad der er ”naturligt” er også godt.

Der er levebrødsforskere, der baserer hele deres karrierer i at lege med deres data for at publicere positive fund om ting med meget ringe eller ingen effekt, for der er ikke nogen, der gider læse, at gurkemeje ikke gør en dyt godt for noget, hvilket er videnskabelig bevist nu efter alt for mange studier.

Tingene er blevet rigtig godt rodet sammen, og sundhedsvidenskaben er i det offentlige rum blevet reduceret til et gimmick, ikke kun af medier og producenter, men også delvist af forskere selv.

Hele sundhedsmanien med den tilhørende industri af petitesseforskning er egentlig ironisk. Frygten og fanatismen vedrørende kost er enorm, og samtidig har vi aldrig levet længere.

Det er klart, at det er noget rod, og det er derfor, at man skal være kritisk over for diverse helse-slagord om anti-inflammatoriske superfoods, der angiveligt giver dig superkræfter.

Alligevel luner du dig også ved tanken om, at det er særligt sundt, når du nyder chokolade, rødvin og smoothies.

Den lune fornemmelse påvirker din beslutningsevne, derfor er der mange penge i at forske i feel-good fødevarevidenskab. Den komplekse sandhed får sjældent opmærksomhed, for en fyldestgørende kontekst er meget besværlig at servere i et kulørt format, der bevarer opmærksomheden.

Det er sjældent, at der præsenteres studier, hvor ’sunde’ stoffer har meget uhensigtsmæssige effekter: A- og E- vitamintilskud er associeret med en højere dødelighed. Antioxidanter negerer de gode effekter ved cardio-træning og kan desuden modvirke visse former for kræftbehandling. Stevia kan være hormonforstyrrende, og gulerødder øger risikoen for lungekræft, hvis du er ryger.

Det er jo pokkers kompliceret, og en kompliceret historie sælger aldrig så godt, hverken i medierne eller i butikkerne.

Jeg er bosat i San Francisco og mit nærmeste supermarked er en ’Whole Foods’. Konceptet for butikken er nærmest en kraftigt forstørret helsekostbutik. Det opretholder et image, der omfatter sundhed, socialt ansvar og bæredygtighed.

Hvis du handler her, gør du det rigtige på alle måder.

Med nogle ting har konceptet sikkert fat i den lange ende, men det spiller også på natur-romantiske forestillinger og teknologiforskrækkelse med det formål at sælge chokolade, der er tilsat trækul fra kokosnøddeskaller for at absorbere tungmetallerne.

Butikken er åbenlyst meget pro-økologisk og anti-GMO. De er ikke blege for at sælge alternativ medicin og homøopatiske remedier ved kassen fra tid til anden.

Markedsføringen af deres produkter er allerede i dur med den pseudo-videnskabelige markedsføring, der allerede føres i Danmark: Immunstimulerende smoothies med anti-inflammatoriske og radikal-absorberende flavenoider, anthrocyaniner og umættede fedtsyrer.

Alle gode ting, og alle med ’videnskaben’ i ryggen.

Der bruges videnskabelige ord, og der er et gran af sandhed i historierne, men der er en enorm mangel på kontekst, der gør, at det ikke er noget værd, og konklusionerne er trukket meget længere, end hvad videnskabelige data dækker.

De faktorer, der virkelig har en indflydelse på vores sundhed, er der en god forståelse af. Listen er som følgende i nogenlunde prioriteret rækkefølge: Rygning, gener, fedme, alkoholforbrug, fysisk kondition og til sidst en varieret kost.

Generne ligger uden for indflydelse, men hvis man har styr på de øvrige faktorer, er man på rette vej. Den finere komposition af kosten blegner i forhold til de øvrige faktorer.

Det er ikke nødvendigvis, fordi forskningen ikke er valid, men du bliver ikke klogere på antioxidanter eller immunregulering af at læse, hvad der står om emnet på en smoothie-flaske eller i let fordøjelige underholdningsblade. For hverken medierne, producenterne, forhandlerne eller forskerne er helt upartiske, fordi deres primære formål handler om noget andet end at give dig en videnskabelig dannelse.

Mad er ikke medicin, og derfor er det vigtigt at værne om din kildekritik, når du læser om sundhed og videnskab, ellers står du en dag og hælder grønkål, spinat og hørfrø i din smoothie, som ellers kunne have været ret så velsmagende.

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

‘Tænk’ og de hormonforstyrrende stoffer

Jeg har en klar agenda med at skrive dette. Jeg håber at nedtone frygten for hormonforstyrrende stoffer ved at informere om dem. Der er stoffer der er værd at være opmærksom på og der er stoffer hvor panikken er til mere skade end gavn.

Hvis du undrer dig over hvorfor jeg har valgt blåbær som billede til denne lille skrivelse skyldes det at de naturligt indeholder parahydroxybenzoat*, et dokumenteret hormonforstyrrende stof. Det er det selv samme stof som især bidrager til at blåbær måles til at være rig på antioxidanter, som jo skulle være så sunde så sunde (hele antioxidant/anti-inflamatorisk-superfood fad’en har jeg ikke lige energi til at kommentere på denne gang).

Pointen er ikke at blåbær er farlige, men at emnet er for nuanceret til at se sort/hvidt på det.

Hormonforstyrrende stoffer er et kompliceret emne, men det er værd at sætte sig ind i så man kan danne et overblik over hvilke produkter der er værd at være opmærksomme på, og berettige sig en holdning om emnet.

’Tænk Kemi’ har i en årrække været en hjælp til at skabe dette overblik for både forhandlere og forbrugere. Eksempelvis fandt de [Tænk kemi] uønskede kemikalier i en række børnevanter i december 2015 der resulterede i en tilbagekaldelse af varerne, ikke fordi at stofferne var over grænseværdierne, men fordi det var imod forhandlerens forretningspolitik.

Tænk Kemi står til at blive lukket. I min optik er Tænk Kemi et tveægget sværd pga. deres tilbøjelighed til en demagogisk formidling af risici og dermed sætter folk en frygt i livet uden at tage dosis og eksponeringsgrad med i deres betragtninger når de advarer imod produkter, men når alt er vejet op vil jeg alligevel mene at Tænk Kemi er værd at bevare.

Dermed slet ikke sagt at danske forbrugere ikke er godt beskyttet imod kemikalier i dagligdagen; EU gør et stort stykke arbejde for at kontrollere producenterne og risikovurdere produkter før de kommer på markedet.  I denne sammenhæng har Tænk kemi blot været et ekstra nationalt led i kontrollen, og har været godt for den folkelige bevidsthed omkring kemikalieeksponering, selvom det ville have hjulpet mere hvis deres information var mere nuanceret.

Et stof kategoriseres som hormonforstyrrende hvis stoffet påvirker kroppens hormonstystem. Da hormoner regulerer og påvirker mange af kroppens funktioner kan et hormonforstyrrende stof have effekter som fører til mange forskellige tilstande, lige fra kræft til dårlig sædkvalitet. Der er en række af de stoffer som i dag betegnes som hormonforstyrrende af både Tænk Kemi og EU som jeg umiddelbart ikke bekymrer mig for at blive eksponeret til.

Min frygtløshed skyldes dels min viden om eksponeringsgraden i forhold til grænseværdierne, dels min tiltro til min lever som heldigvis gør det muligt at håndtere en vis mængde af kemikalier som ender i kroppen. Med sine 1½ kilo er en sund lever ret robust, men kan overrumples af høje doser af et givet stof. Dette gælder naturlige såvel syntetiske stoffer. Der er rigeligt af eksempler på folk der har taget bestemte fødevarer ud på et overdrev, og dermed formået at forgifte sig selv i troen om at de gjorde noget sundt. Der er eksempelvis observeret leverbetændelse hos folk der drak for meget grøn te. Lektien må være alting med måde.

Naturen er en fjendtlig størrelse da hverken dyr eller planter er ude på at blive spist. De afgrøder som vi dyrker, er som udgangspunkt sikre, men de producerer stadig kemikalier som vores krop ikke har nogen ernæringsmæssig interesse i.

Heriblandt er der også en del naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer. Det er svært at blive klog om hvorvidt at disse har skadelige effekter. Studierne af stofferne giver et billede af at de kan være både sunde og sundhedsskadelige, alt efter om man studerer deres effekt på knogleskørhed eller testikelkræft.

En entydig dom vil vi nok ikke se i den nærmeste fremtid, da de naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer ikke er enormt populære at forske i.

Syntetiske hormonforstyrrende stoffer er også svære at blive kloge på. En hurtig søgning på google vil enten føre til sider der opfordrer til vild panik (som desuden linker videre til sider der sælger kosttilskud og cannabisolie) eller ensidige udlægninger fra kemikalie-producenter, der holder fast i at deres produkter er sikre.

Det er altså nødvendigt at udøve lidt informationshygiejne og hive fat i videnskabelige oversigtsartikler hvis man vil blive klogere, men videnskabeligt litteratur er oftest ikke for lægmand og det hormonelle eller endokrine system er svært at gøre sig klog på fordi vi simpelthen ikke ved alt endnu.

Det betyder desværre også at mange af de videnskabelige studier af stofferne er i strid med hinanden. Den simpleste konsensus der står klart er denne: Det er fornuftigt at begrænse eksponeringen af potentielle hormonforsyrrende stoffer overfor især gravide og meget små børn, da det er der skaden har vist sig at være størst.

Der er set et fald i sædkvaliteten verden over, sandsynligvis som følge af fordums tids afslappede lovgivning og kontrol, samt manglende viden om hormonkemiens verden. Det er dog min overbevisning at det er muligt at finde en balance i hvilken eksponering der er acceptabel for befolkningen, samt at informere forbrugere om korrekt omgang med produkter der kan være problematiske.

En total ud-fasning af alle stofferne er ikke en reel mulighed. Der forskes i alternativer, men det er en meget lang vej, og incitamentet er lavt når vi ved at de eksisterende stoffer er forholdsvist sikre ved ansvarligt brug.

Flere hormonforstyrrende stoffer er uundværlige for nogle af de materialer vi bruger. Hospitalsvæsenet kan ikke fungere uden de bløde plasttyper der muliggøres vha. phtalater (drop-poser, bløde plast-slanger og andet sterilt udstyr), ligeledes er hygiejnen, distributionen og sikkerheden af vores fødevareindustri afhængig af emballage, der i nogle tilfælde kan afgive uønskede kemikalier til fødevarerne.

Det er heldigvis enormt reguleret fra EU’s side og de store emballage producenter har styr på deres kemi. Plast der er godkendt til fødevarer har en meget høj sikkerhed i forhold til kemikalieeksponering.

Biologisk set kan vi håndtere langt størstedelen af hormonforstyrrende stoffer enkeltvis i en eller anden udstrækning, men der kan være et problem i at de kan have en additiv effekt hvis de virker på de samme hormonsystemer.

Dermed kan eksponerings-studier med enkelte stoffer være utilstrækkelige, og det er så nødvendigt at studere kombinationen af stofferne, populært kaldet en cocktail for at få klarlagt om de nuværende grænseværdier er fornuftige.

Uheldigvis bliver ordet ’cocktail-effekten af hormonforstyrrende stoffer’ brugt som en skræmmende frase for at understrege at vi ikke ved alt. Det er jo noget der kan studeres og grænseværdierne kan som følge rettes til. Der er et forskningsprojekt der omhandler netop dette på DTU.

Der er mange kemikalier der er værd at stifte bekendtskab med, her til sidst er der beskrevet et par af dem der hyppigt berettes om i medierne.  Overordnet er det klart at det ikke er så apokalyptisk som kunne frygte, men der er grund til at være opmærksom på problematikkerne der er forbundet med disse stoffer, især hvis man er gravid eller har et lille barn.

I det lange løb er den bedste beskyttelse mod hormonforstyrrende stoffer mere viden om deres effekter, samt en tilpasset lovgivning og kontrol af producenter. Som følge af kemikaliernes allestedsværende karakter er det begrænset hvad individet kan gøre for at beskytte sig.

Undervejs i mit research til dette indlæg er jeg kun blevet mere begejstret for EU, for de gør et meget godt arbejde på dette område. Derfor vil jeg også anbefale EU’s food safety authority hvis man søger kvalificeret viden og indsigt i konkrete problemstillinger der har med fødevaresikkerheden at gøre.

 

Parabener

Parabener findes typisk i makeup, solcreme og hudplejeprodukter hvor de virker som antioxidanter og konserveringsmidler. Jeg kan ikke få pulsen op over parabener. De har ikke en lang halverings tid og deres potens i forhold til at være hormonforstyrrende er begrænset..

Parabeners potens i forhold til at være hormonforstyrrende stiger med deres fedtopløselighed. Jo mere fedtopløselige, desto længere tid bliver de i kroppen til at kunne påvirke den. Hvis man skal lave en liste over uskadelige til lettere skadelige ville den være: methylparaben < ethylparaben < propylparaben < butylparaben, men de er alle bionedbrydelige og har halveringstider på under 24 timer, dvs. den tid det tager for kroppen at skille sig af med halvdelen af en given koncentration. En hyppigt anvendt tommelfingerregel er at det tager 5 halveringstider for kroppen at eliminere et givent stof. Så medmindre der er tale om kontinuerlig høj eksponering af parabener er det usandsynligt at de skulle være skadelige.

Perfluorerede fedtstoffer

Leveren er den største kemiske hammer vi har til at nedbryde fremmede stoffer med, men den har sine begrænsninger. Den kan groft sagt ikke nedbryde ting der ikke kan brænde. I den kategori har vi perfluorerede fedtstoffer som er helt fantastiske til at gøre papir og tekstiler fedtafvisende, som bla. kendt fra microbølgepopcorn og pizzabakker. De er ligeledes at finde i vandafvisende tekstiler.

Der er evidens for at disse stoffer er hormonforstyrrende i vid udstrækning, og det bliver ikke bedre af at de har en halveringstid i kroppen der måles i år. Det er en meget uheldig kombination.

Det skyldes at de så vidt vides slet ikke kan biologisk nedbrydes, så de akkumulerer op gennem fødekæden. Det er tåbeligt at bruge disse stoffer så uhæmmet som vi gør. Udover de skadevirkninger de har på os kontaminerer de også fødekæden i en sådan grad at rovdyr kan lide skade. Det er efter min mening en høj pris at betale for fedtafvisende papir og tekstiler.  Professor Philippe Grandjean på Syddansk Universitet forsker i disse stoffer og er fortaler for deres udfasning. Jeg kan kun erklære mig enig i hans standpunkt, i hvert fald når det gælder fødevareemballage.

Bisphenol A (BPA)

BPA anvendes i produktionen af to plasttyper; polycarbonater og BPA epoxyresiner. Polycarbonater bruges typisk til at lave hård-klare plastmaterialer der er særdeles slidstærke, brugt i f.eks. CD og DVD’er samt hårde, brudsikre plastflasker. De udskiller BPA hvis de eksponeres for syre eller base over en længere periode, og dette accelereres hvis de samtidig bliver udsat for UV-lys og varme, alle betingelser der kan forekomme ved almindeligt brug. Når det er sagt er det stadig meget begrænsede mængder der udskilles.

Der er BPA fri polycarbonat plast der er baseret på analoge stoffer til BPA, men disse er strukturel set utrolig lig BPA, så det vil ikke være overraskende hvis de også er hormonforstyrrende, der er bare ikke så meget data på dem endnu.

Epoxyresiner af BPA burde ikke udskille BPA som udgangspunkt da disse plasttyper er ekstremt stabile. De er at finde på indersiden af nogle dåser for at forhindre kontakt mellem fødevaren og metallet. De kan dog udskille små mængder af BPA der ikke er kemisk bundet, men også her er der tale om meget begrænsede mængder.

En mere hyppig eksponeringsvej er bonner og kvitteringer. Disse bruger BPA i den varme-aktiverede blæk. BPA har en kort halveringstid (ca 4 timer) og er bionedbrydeligt. Som følge af migration over i fedtvæv kan BPA dog godt tage meget lang tid for at komme helt ud af kroppen, men der er tale om meget lave niveauer.

Phtalater

Phtalater bruges til at blødgøre plast og muliggør mange af de plast typer der anvendes indenfor hospitalsverdenen, som f.eks. plastslanger. De bruges desuden som opløsningsmidler i parfume. Der er klar evidens for at phtalater er hormonforstyrrende, og at de er forholdsvist potente, alt efter hvilken phtalat eller phtalat metabolit det drejer sig om.

Da de bløde plasttyper kan indeholde rigtig meget phtalat, op til 50% af vægten af blød plast, er der mulighed for væsentlig eksponering. Så her er det vigtigt at de ikke bliver brugt til fødevarer. Dette gælder opbevaring såvel som forarbejdningen af varen før den når forbrugeren.

Hvis fede fødevarer kommer i kontakt med phtalatholdig plast kan phtalaterne snildt vandre over i produktet. Her er det nødvendigt med kontrol af producenterne for forbrugerne har ingen måde at beskytte sig på.

Phtalater er bionedbrydelige og deres halveringstider er afhængig af hvilken phtalat det drejer sig om, i værste tilfælde et par dage.

——————-

Hvis man ønsker at vide mere har The Endocrine Society udgivet en god oversigts artikel der absolut er værd at bruge en stille og rolig tirsdag aften på. For den mere forbrugerorienterede information er der Tænk kemi samt fødevareministeriets skrækkeligt betitlede side ’Mad med mindre kemi’.

* Tidligere skrev jeg at blåbær indholdte methylparaben, Claus Jørgensen fra forbrugerrådet har gjort mig opmærksom på at dette ikke var korrekt. Methylparaben er ikke naturligt forekommende i blåbær, men det strukturelt lignende og ligeledes hormonforstyrrende parahydroxybenzoat er. Læs kommentarerne for yderligere information.

 

Farlig kemi, naturlige stoffer og mediernes misinformation

For en lille uges tid siden havde jeg (mis)fornøjelsen af at lytte til nattevagten på Radio24syv. Her blev jeg eksponeret for en verdensopfattelse jeg vidste eksisterede, men naivt har opfattet som tilhørende en minoritet.

Det var værten Keith Thomas Lohse og naturlægen Koko der snakkede om alternativ behandling. Som kemiker lærte jeg utrolig meget på den halve time, bla. at syntetisk kemi er dødt i forhold til den levende naturmedicin, der jo naturligvis er uden bivirkninger.

Mine øjenbryn kravlede helt op til hårkanten da jeg hørte at når kemikeren isolerer, strukturbestemmer og bagefter syntetiserer et naturstof er det ikke det samme fordi det jo er dødt. Konspirations-sølvpapirs-hatten kom på overfor medicinalindustrien og den etablerede lægevidenskab, som jo bare er ude på at tjene penge.

De naturlige alternativer blev rost til skyerne og selve ordet ”naturlig” blev brugt som et positivt ladet adjektiv, med den forglemmelse at dårlig ånde, aflatoxiner, forkølelse, cancer, stryknin solanin og fluoroacetate alle også er naturligt forekommende. Det er kun i markedsføringen af kosmetik og naturmedicin at ”naturligt” er et positivt ladet trylle-ord fremfor et adjektiv der bare betyder at noget ikke er menneskeskabt.

Programmet ulmede af modstand overfor den etablerede viden, især indenfor kemien og lægevidenskaben. Nu ekstrapolerer jeg udover mit datasæt, men jeg finder det rimeligt at antage at Koko også har stærke holdninger om fluorid i tandpasta, genmodificerede organismer og vacciner. Hun må endelig rette mig hvis jeg tager fejl.

Keith fortæller i programmet at han har type 1 diabetes, og jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over at han kan takke insulinproducerende genmodificerede organismer samt den etablerede lægevidenskab for at han fortsat er i live. Det ligger udenfor min fatteevne at synspunkter som dem Keith og Koko klappede hinanden på ryggen med fortsat eksisterer, men tilsyneladende kan den simpleste etablerede videns validitet stadig diskuteres.

Situation er sandsynligvis opstået som følge af det fokus medierne har med nyhedsformidling; at forarge og underholde, fremfor at informere.

Som kemiker bliver jeg især personlig trist når jeg kun hører om den farlige kemi, når jeg selv bare kender den som kemi; Værktøjet jeg bruger til at forstå verden. Bevares, der er da kemi der er skadeligt, men den kan nemt unødigt fremmedgøres ved at bruge kemiske fagtermer.

Det er enormt ærgerligt at et fagsprog bruges til at skræmme, for det er meget neutrale ord der bare kræver lidt viden at forstå. Jeg har mødt veluddannede, intelligente mennesker (hovedsageligt i den kreative klasse) der var af den grundopfattelse at kemikalier hvis navne de ikke kunne udtale måtte være skadelige. Værre er at de har stærke holdninger om ”kemi i mad” på trods af at de fagligt befinder sig et sted hvor de slet ikke kan bunde.

I august bragte Politiken en artikelserie om sænkning af kravene til kemikalieafgivelse fra vandhaner i Danmark. Dette var som følge af vores medlemskab af EU og de regler og krav der derfor stilles til Danmark i forhold til resten af EU. Politiken prøvede dens bedste for at få folk til at finde høtyvene frem med en grafik der fortalte om phenols og formaldehyds skadevirkninger. Disse stoffer bruges i fremstillingen af plast og gummi og kan afgives til vandet fra vandhanen.

Politiken glemte dog at informere om, at begge stoffer er at finde naturligt i langt højere koncentrationer i mennesker, dyr, planter og fødevarer, uden at det er til nogen målbar skade.

Dermed ikke sagt at det ikke var relevant at diskutere.

Der var også øgede mængder af akrylonitril i de europæiske vandhaner. Bekymringen om dette stof er mere reel, men uden kemisk viden vil lægmand ikke have en chance for at forstå det. Retorikken om phenol og akrylonitril er identisk, men kun den ene vil for en fagperson være bekymringsværdigt i denne sammenhæng.

Den almindelige borger er ikke tjent med en fordummende udlægning af videnskab der kun efterlader ham en misforståelse og en frygt rigere. Når alt der er kemisk betragtes som værende farligt bliver det svært at skabe opmærksomhed om de reelle problemer der kan være. For der er reelle problemer, men de bliver ikke set og hørt tilstrækkeligt med den støj der er i pressens nuværende formidling af videnskaben.

Værre er at pressens valg af retorik og dækning fodrer en folkelig skepsis overfor den mest valide videnskabelige viden vi har. Det kan virke harmløst, men konsekvensen ved denne skepsis overfor videnskaben kan aflæses på faldet af tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne samt modstanden overfor GMO som koncept (Monsanto’s juridiske praksis ligger udenfor mit vidensområde så det vil jeg ikke kommentere på da jeg i modsætning til Koko synes man skal tie stille om ting man ikke forstår).

Konsekvensen er til syvende og sidst tab af menneskeliv, eksempelvis via vaccinemodstand og blokeringen af udviklingen og udbredelsen af ny teknologi, samt en tilbageholdelse af almindelige samfundsfremskridt.

At informere er at influere, og væsentlige elementer af den danske presse er ikke en god indflydelse som det står til nu.