Kan En helligfrans spise en burger?

Jeg har lidt et ønske om at være vegetar. Det er mest etikken der trykker i skoen når jeg spiser kød. For lidt tid siden medvirkede jeg til et dyreforsøg, hvor jeg undervejs kælede med den samme gris i lidt for mange timer. Jeg kunne ikke holde en kølig distance, og det virkede til at være gensidigt. Da forsøget var slut, og dyrene aflivet, bævrede min underlæbe måske en smule. Dyr er følende væsener, og vi skal ikke tage for let på etikken i, hvordan vi bruger dem. Dyreforsøg har jeg ikke svært ved at forsvare, men det samme kan ikke siges om storstilet kødproduktion. Vi får rigeligt protein, og de fleste spiser kød for smagen.

Derfor er jeg begejstret for de plantefars alternativer der dukker op. Især bøffen fra Impossible Foods tager kegler.* Jeg har før skrevet om bøffen, men efter at have besøgt virksomheden har jeg lidt mere kød på historien.

Q&A hos Impossible Foods

Impossible Foods er et firma der vil servere planteprotein, på en måde hvor smagen kan sammenlignes med kød. De har en meget forskningsbaseret tilgang til køkkenet, og det gør at det har lykkedes at lave nogle ‘bøffer’ bestående af hovedsageligt planteprotein og kokosolie. De har for nyligt fået en aftale om at bøffen kommer i burgere hos Burger King.

Jeg har været på rundvisning hos Impossible Foods, og det har givet mig nogle nye perspektiver omkring bøffen. Anledningen var en rundtur arrangeret via Stanford Universitet, med henblik på at rekruttere arbejdskraft. Jeg var mere ude på at snakke madkemi, og jerns indflydelse i deres bøf, og det var en fornøjelse at høre hvor videnskabeligt de går til værks.

De kunne svare på spørgsmål om madkemi, jeg ikke har kunnet finde svar på i den videnskabelige litteratur. Det eneste der forhindrede mig i at blive helt forelsket var at de mente der var sundhedsfordele i deres bøf, og det er der ikke rigtig noget der peger på. Bøffen har overordnet den samme næringskomposition som egentlig kød, men med en meget mere natrium i.**

Det arbejder de på at reducere, da det ikke er der for smagen, men som en konsekvens af et proteinteknisk problem. Men vores forbrug handler mest om smagen. Den rammer de, og da snakken ved bordet lakkede mod enden blev bøffen serveret.

Lobbyisme imod veganerbøffen

Et af spørgsmålene de blev stillet var om kødindustrien har givet dem modstand. Og svaret var en smule, men ikke voldsomt. Lobbyisme har ført til at de ikke må kalde det kød i enkelte delstater. Derudover virkede producenter interesserede i det ekspanderende marked for kødfrit kød. Der er god økonomi at kunne lave planteprotein om til bøffer, uden at en ko eller dyreceller er involveret, det kræver bare teknisk viden. Deres forventning var at de fik mere konkurrence fra netop disse producenter. Patrick Brown, som også er professor på Stanford, startede Impossible Foods med det mål at reducere antallet af produktionsdyr, så de tager gladeligt imod konkurrencen. Der er til gengæld modstand fra kanter man ikke skulle forvente det fra.

Den gode og den dårlige helligfrans

En af mine tidligere studerende arbejder der. Han er vegetar, af etiske årsager, og hælder måske til at være lidt en frelst type. Han er ikke den store tilhænger af plantebøffer og imiteret kød, for han har ikke noget behov for den smagsoplevelse. Men han tog alligevel et job hos Impossible Foods for 2 år siden, fordi han så det som en mulighed for at redde verden en lille smule.

Det er for meget at forvente man kan omvende andre til sit eget synspunkt, men formålet med plantebøffen stemmer overens med hans etiske overbevisning, så det er hans tid værd.

Det er ikke alle dyreværnsaktivister der er som ham. Den amerikanske dyrerettighedsorganisation, PETA, har tordnet imod Impossible Burger fordi 180 rotter blev brugt som forsøgsdyr. Som jeg tidligere har skrevet om, er der en komponent af bøffen der er fremkommet ved genetisk modifikation af gærceller, så de laver en variant af hæmoglobin der normalt findes i rødderne af sojabønner. Denne komponents sikkerhed er testet på rotter, til PETAs misbehag.

Min etiske lommeregner kører måske på en anden slags batterier end PETAs, men at Burger King får en vegetarburger på menuen, synes jeg er en sejr der klart er 180 rotter værd.

Men Burger King sælger ikke bøffen af deres gode hjerte, og de brede massers smagsløg skal vindes med det bedre produkt. Og det er sådan jeg tror verden bliver reddet. Det er bæredygtighed, båret frem af god videnskab. Jeg håber virkelig på flere virksomheder af denne type, og udbredelsen af denne type af produkter.

Som disclaimer vil jeg nævne at jeg ikke er tilknyttet nogle af virksomhederne der er nævnt , og ikke har modtaget kompensation for dette indlæg. Jeg fik dog en burger, et klistermærke, og en t-shirt (der ikke passede) i anledning af besøget.

*Sammenhængen mellem natrium i mad, og om hvor meget det smager af salt, alt efter hvilken natriumforbindelse det er, er også super spændende. Salt er ikke bare salt , men det er et stort sidespor for dette indlæg)

** Pølsen fra Beyond Meat skal også nævnes. Til en grilfest, og efter to øl, vidste jeg ikke at jeg spiste en plantepølse, før pølsens tiltænkte ejer gjorde mig opmærksom på det. Det var en fænomenal pølse.

6 tanker om “Kan En helligfrans spise en burger?”

    1. Hej Rasmus
      Jeg vil lige lufte en hypotese. Vegetarer med en træls retorik, og upassende virtue-signaling i det offentlige rum, afskrækker potentielle vegetarer fra at lufte deres overvejelser. Vegetarer med træls adfærd kan endda øge lysten til spise kød. Jeg tror at skamskydning skader den vegetariske sag.

      Mht artiklen, Morten Elsøe har et projekt der tager udgangspunkt i resultater som det fund i artiklen. Han mener at en bevidsthed om de mekanismer der gør tyk, kan hjælpe på problemet.

      At man spiser mere, når mad smager godt, er let at spise, og altid er tilgængeligt, kan virke som et simpelt resultat. Jeg ser det mere som en fødevareteknisk sejr, at man kan lave mad der ikke trigger en mæthedsfornemmelse. Det støtter ihvertfald min overbevisning om at “fri vilje” er kraftigt overvurderet, og at fedmeepidemien skal løses med tiltag der tager dette i mente.

      1. Håber det var tydeligt at jeg var sarkastisk. I den virkelige verden undgår jeg at prædike og prøver ikke være for normativ når folk spørger til hvorfor jeg er vegetar.

        Jeg kan fuldbyrdet tilslutte mig enhver udtalelse af formularen “X med en træls retorik, og upassende virtue-signaling i det offentlige rum, afskrækker potentielle X”. Problemet er at det er rigtig svært at præsentere nogen argumenter for vegetarisme uden at det bliver opfattet som træls af folk der godt kan lide deres kød. “træls” er et ret flydende begreb i den her sammenhæng (ligesom det historisk har været i alle sociale omstruktureringer som har krævet at majoriteten accepterer en ændring i deres livsstil).

        1. Det var helt tydeligt, og lige på kornet.
          Jeg tror det er særlig svært at navigere som vegetar, især fordi der er etableret en kløft i retorikken. Jeg håber at en mere positiv debat fortsat bliver synlig, frem for at skam bruges som et redskab.
          Når det er sagt, synes de vegetariske strømninger i DK ikke at have gjort et hug i kødforbruget (Det kan være jeg tager fejl, jeg fik det fra en dansk overskrift noget tid siden), så der skal klart mere til.
          Den større sociale omstrukturering ser jeg ikke lige komme snigende, hvilket er grunden til at jeg hepper på fødevareteknologiske fremskridt. Det må være teknisk muligt at levere et produkt, der er at foretrække kulinarisk, og til en lavere pris.

  1. Det er jo ikke nødvendigt at skulle spise kød eller fisk.

    Man kan få de meste direkte fra planterne i sig selv.
    Eksempelvis kan man få sine omega fedtsyre fra cannabisplanten.

    Dette var noget jeg læste om på https://cbdforum.dk – Hvad mener du om dette?

    1. Hej Anders- tak for din kommentar.

      Jeg er naturligvis enig.
      Det er ikke strengt taget nødvendigt at spise kød og fisk, men skæres alt animalsk ud af diæten, kræver det noget arbejde at sammensætte en funktionel kost.
      Omega 3 er også i en mange andre ting end fisk og cannabis, så det er ikke der det er besværligt. Tilsætning af svært tilgængelige næringsstoffer til vegetarisk mad er en mulighed, men det er passer ikke så godt med den det-skal-være-naturligt-centriske kostforståelse der er så populær disse dage.

      Mvh Anton

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.