“Alt du kan se” er titlen på en tegneserie af Jakob Albrethsen. Den rummer små firs sort/hvide sider, hvoraf de fleste er tegninger af historiens fortæller og hans tekstfyldte talebobler. Det lyder måske umiddelbart  harmløst, men tro mig, som læser står man på tærsklen til en ganske dramatisk fortælling!

Vi inviteres med på en ekspedition, som vil bringe os langt ud på erkendelsens vidtstrakte slette, og vi bør væbne os med styrke og mod og fortsætte rejsen, selv om man undervejs kan føle sig fortabt. [Ordvalget er stærkt inspireret af bogens første par sider.]

Som sagt, så gjort!

Ekspeditionen starter i menneskehjernen og herfra når vi vidt omkring! Helt ud i det yderste af rummet og helt ind i cellerne af mennesket. Menneskehjernen foretrækker en stabil verden, hvilket er en udfordring for vor erkendelse af verden. Tegneseriens fortæller (som muligvis ligner forfatteren?) troner faretruende frem fra sin ramme med armene hævet som i en gyserfortælling med farlige skygger, som understreger alvoren:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

(Forestil dig lyder af en spøgelse, uuhhuuhh, og en voksende skygge bag en farlig bussebøhmand… Du er MEGET BANGE lige nu!) Jeg gentager:

“Måske er livet heller ikke perfekt og statisk!”

Og puf, vi klipper lige direkte til næste ramme, et nøgternt billede af menneskehjernen. Du ved, menneskehjernen, som jo foretrækker en stabil verden, hvorfor ovenstående er en virkelig skræmmende tanke. Vi ånder lettet op, det er heldigvis bare en bog. (Fantastisk brug af tegneseriemediets fortræffeligheder i øvrigt!) Straks fortsætter vi med en gennemgang af naturlig selektion.

Bogen rummer en forklaring på, hvorfor vi forlod den filosofisk/teologiske tankegang og gik over til den mere videnskabelige tilgang. Hvis det er naturen, man ønsker indsigt i, så er det naturen, man må henvende sig til (tilskrevet Francis Bacon). Slut med at sidde og spekulere over, hvordan tingene mon kan hænge sammen. Du må ud i marken, du må teste dine hypoteser. I dén grad en fornuftig pointe.

Jeg har kun fundet en enkelt ting, som jeg vil driste mig til at sætte en finger på. Hele humlen i den naturlige selektion er, at den baserer sig på tilfældige mutationer, der giver en fordel for den pågældende organisme på langt sigt. Det er sådan set rigtig fint forklaret i bogen.

“Der er ingen regel, som dikterer, at der skal udvikle sig havpattedyr. Det var bare den rute, som evolutionen valgte.”

Men evolutionen tager vel ingen valg, den har jo intet større formål i sig selv, det har vi jo lige lært. Så måske kunne man have formuleret det anderledes her, når nu bogen netop afviser en skaber (eller et intelligent design), der har valgt at verden skulle se ud sådan, som den nu engang gør. [Indrømmet, det er en lille ting.]

Men alt i alt en fin lille bog at have stående på hylden. Indholdet er fint og interessant, og som tegneserie interessant. Den får i hvert fald et antal stjerner med herfra.

[Køb bogen her]