Kategoriarkiv: Anmeldelse

Indlæg der anmelder bøger, museer, TV-udsendelser og lignende.

Naturhistorisk Museum: Ny hjemmeside, nyt indhold?

Så er der ny hjemmeside på adressen http://www.naturhistoriskmuseum.dk/.

Jeg har selv haft min gang både foran og bagved scenen på museet i mange år. Faktisk siden jeg i 9. klasse var i erhvervspraktik på museet. Meget er sket siden dengang, og meget har fået lov at være det samme. En ny hjemmeside er et skridt på vejen mod en opdateret udgave.

Museet kom for nyligt i vælten både nationalt og internationalt pga. den berømte dissektion af Marius (og nej, der var ikke tale om en obduktion, vi VED godt hvad dyret døde af…).

Da vinterferien efterfølgende dukkede op gjorde Naturhistorisk Museum (både i Århus og Statens i København) blot hvad de altid har gjort. Nemlig at holde offentlige dissektion af døde dyr. Jeg har selv haft fornøjelsen af at skære og klippe både hajer og blæksprutter op på museet, foran en fyldt sal af glade og interesserede børn og voksne. Og ja, det lugter, og ja det er grænseoverskridende. Men når man høre børnenes ligefremhed og nysgerrighed så….

Hov, det var slet ikke det indlægget skulle handle om. Tilbage til hjemmesiden.

Hjemmesiden har fået et gevaldigt løft. Siden er blevet opdateret og rummer nemt tilgængelige oplysninger, både mht. til det praktiske (det er utroligt hvor mange hjemmesider hvor f.eks et telefonnummer eller adressen er gemt godt af vejen). Siden er nem at navigere rundt på, og virker lige godt på mobile platforme som på almindelig webbrowser.

Der er ikke tale om noget nyt indhold, der er ikke mange nye features, og webbutikken er stadig brugbar men ikke særlig sexet. Jeg kan heller ikke finde oplysninger om kantinen, men det kan man heldigvis ringe og snakke med de venlige og erfarne mennesker i receptionen om. Telefonnummeret står på forsiden.

Der er stadig enkelte småting, noget tekst står mærkeligt, og enkelte genveje er blevet til blindgyder. Jeg mangler også lidt mere dybde om selve udstillingerne, og gerne endnu flere billeder. Jeg bruger selv billeder til at danne mig et indtryk og lidt ejerfornemmelse inden et besøg, og der er nok af flotte motiver både på museet og på deres afdeling på Mols. Brug det.

Linket til deres Instagram viser et blot et enkelt billede fra 2012. Hvis den ikke er opdateret, så lad være med at linke til den!

Til gengæld bruges deres Facebookprofil som et supplement til hjemmesiden, med backstagebilleder, link til interessante artikler, og “husk nu weekendens krybdyrstur på mols”-indlæg. Bliv ved med det.

Lad os håbe at de holder opdateringerne ved lige, får udviklet nye features og får rettet de små ting til. Så burde museet kunne aflæse hyppigere og længervarende besøg i deres hjemmesidestastik.

Ny hjemmeside, gammelt indhold.

Stop dem, DR!

DRs ungdomsprogram NØRD er virkelig blevet dårligt, efter der er kommet nye værter. I ugens afsnit ville de to kiksede nørder bygge en “extreme burnout maskine”, så de kunne brænde dæk af. DR lever sandelig op til sine public service forpligtelser!

I praksisk var maskinen bare en lille gocart med et par bildæk på. Nørderne har i flere udgaver lavet projekter, som enten ikke virkede, eller som virkede ret dårligt, og denne gang var succesen da også ret begrænset, idet de tidligere i programmet havde lavet en betydelig bedre dækafbrænding i en bil. I hvert fald hvis man definerer en god dækafbrænding som mængden af røg. Ikke meget “extreme” over den maskine.

Højdepunktet for mig var, da de forklarede, hvorfor de hældte lidt metanol i benzinen:

“I dag der har vi valgt at blande en tredjedel metanol i, fordi at det køler sår’n motor her, når vi ikke har nogen køler på i dag. Så når metanolen kommer ind, så bliver der koldt, og det køler så motoren.”

Stop dem, DR. Det er simpelthen for pinligt…

Dansk Naturvidenskabsfestival 2007

I går åbnedes Dansk Naturvidenskabsfestival 2007 med pomp og pragt. Åbningen foregik på Odense Ishockeyarena og ledtes af Jens Oddershede, rektor på SDU. Blandt talerne var Borgmester i Odense, Jan Boye, professor ved KU, Minik Rosing og Direktør for Dansk Naturvidenskabsformidling, Mikkel Bohm. Minik Rosing holdt et ganske underholdende og spændende foredrag, som absolut bør fremhæves. Det handlede om vand og is, hvilket jo også er temaet for festivalen.

Åbningen blev afsluttet med et spektakulært isshow, hvor hele universets begyndelse blev danset og skøjtet til den helt store guldmedalje. Når isdanserne holdt pause, var der små korte foredrag af nogle forskellige forskere, og vi så et par forsøg leveret af Kemishow Odense. Hele højtideligheden blev afsluttet med en ishockeykamp bedømt af selveste Isaac Newton. Jeg håber, at børnene morede sig godt (selv om de væltede lidt på skøjterne), for som helhed var denne afslutning lidt sær efter min mening. Det kan være nok så interessant at høre forskere fortælle om deres arbejde (ligesom Minik), men det virker ret malplaceret midt i et dansenummer. Selve dansenummeret var sådan set meget sødt, men en hel times dans er nok lige i overkanten, selv om det selvfølgelig tager tid at danse al tiden fra big bang til hvalernes komme på jord.

Men altså, en spektakulær åbning skal der selvfølgelig til! Og det var lige præcis det, vi fik!