Experimentarium sender din Puls i vejret!

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Experimentarium, og jeg var derfor meget glad for at blive inviteret til at se deres nye udstilling, Puls. I Puls handler det ikke overraskende om at gennemgå en række poster, som allesammen indeholder forskellige former for fysisk aktivitet. Vi kommer rundt til så forskellige øvelser som et kæmpe hamsterhjul, en danse-rengøringsleg og en forhindringsbane. Alle aktiviteter er godt lavet, især jorden-er-giftig legen og øvelsen hvor man ved hjælp af et slow-motion kamera kan øve sin hoppeteknik faldt i virkelig god jord hos mig selv og et medbragt barn.

Det specielle ved Puls er dog ikke kun de konkrete aktiviteter, men mere det meget specielle koncept som Experimentarium introducerer med den nye udstilling; de enkelte dele af udstillingen skal ikke ses som individuelle enheder, men skal helst udføres som en samlet oplevelse hvor et hold gennemfører alle øvelserne sammen. Undervejs optjener holdet point og laver samtidig en billedmappe over turen som man til sidst kan få med hjem på email.

1025

Dette koncept garanterer at få din puls i vejret – på den ene eller på den anden måde… når det fungerer er jeg overbevist om at oplevelsen af at gennemgå et forløb sammen som et hold fungerer helt fantastisk. Desværre sætter dette koncept også så stramme rammer for besøget, at risikoen for stærkt forøget puls som følge af et pludseligt vredesudbrud også er meget reel.  Som en lille service fra Scienceblog til læserne kommer derfor en kort guide til at sikre at pulsen kommer i vejret på den helt rigtige måde:

1) Tænk dig rigtig godt om, når du laver hold. Når først et hold er sat, kan det ikke splittes op igen, og det betyder, at gruppen skal holde sammen under hele turen. Hvis nogle af deltagerne hopper fra undervejs (der er mange distraktioner på Experimentarium!!) er resten af gruppen forhindret i at fortsætte.

2) Vær forberedt på teknisk bøvl før start på hver aktivitet. Den megen teknik, som er flettet ind i den nye udstilling er ikke fejlfri. At få en hel flok logget ind som deltagere på en øvelse er ikke uden problemer. De tre børn som jeg havde medbragt, havde store problemer med at få drejet armbåndet, så det faktisk blev registreret.

3) Pas på dit armbånd! Puls er (sjovt nok….) forbundet med en del fysisk aktivitet og flere deltagere i vores gruppe nåede at få revet deres armbånd af undervejs.

4) Kig godt efter om du kan finde en Ja-hat et sted hjemme i gemmerne inden du tager afsted. Tro mig, når du kommer igennem alt bøvlet, er det faktisk ret sjovt.