Tag-arkiv: App

Anmeldelse – 3 forskellige apps til hverdagens naturregistrering

Smartphones med kamera og lokalitetsregistrering har givet befolkningen en helt ny måde at deltage i forskning på.

Meget feltarbejde er omstændigt da der skal meget data til, før man kan konkludere noget signifikant. Citizen science er en mulighed for at lade hverdagens befolkning indgå som aktiv dataindsamlingsenhed, der tilmed giver deltagerne mulighed for at lære lidt om eksempelvis naturen omkring dem. Dette kan give en større forståelse, og dermed tit også interesse, og samtidig hjælper det videnskaben med at sætte fokus på hvor de efterhånden sparsomme ressourcer kan sættes ind i kampen mod tabet af biodiversitet. En app der kan registrere hvor, hvornår og hvad du observerer af natur, kan være et meget værdifuldt værktøj.

Når sådan en app skal bygges op, er det hele tiden en afvejning af at det skal være nemt og samtidigt ikke for enkelt. Forskere kan eksempelvis ikke bruge at jeg har registreret en ”fugl” i min baghave, hvorimod det er interessant at jeg har registreret en spætte eller en strandskade.

På den anden side må det ikke være for indviklet. Dem af læserne der kender til www.fugleognatur.dk ved at for det første er hjemmesiden lidt gammeldags at navigere rundt i, den er også præget af et noget omstændigt arbejde når der skal uploades billeder og skrives kommentarer, hvilket kan snævre brugerfeltet ind til en lille hårdkogt skare, og begrænse mængden af registreringer til dem, der også giver lidt kredit (aka de mere sjældne/sjove arter) i kratluskerkredse.

Der er pt. tre bud på brugervenlige naturregistreringsapps, Naturtjek fra Danmarks Naturfredningsforening, Naturbasen der udspringer af netop fugleognatur i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus og så har WWF denne sommer lanceret en Opdag Havet app, der også er koblet op på åbne events hvor biologer har vist havet frem for de fremmødte. Opdag havet og Naturtjek er forbløffende ens i deres opbygning.

Så næste gang du skal lokke børnene med i skoven, skal på fisketur, eller blot slentre rundt i din baghave, så tag telefonen op af lommen og registrér mere end din nabo.

Alle tre apps kan hentes på både Google Play og App Store.

 

NaturTjek – www.biodiversitet.nu/ og Danmarks Naturfredningsforening

Man er hurtigt i gang, men man kan kun registrere 30 på forhånd bestemte arter. Det er sjovt at gå lidt på opdagelse i de registreringer der er lavet forskellige steder. NaturTjek

Hvem? Appen er udviklet af www.biodiversitet.nu, der er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og forskere på både Københavns Universitet og Aarhus Universitet og finansieret af Aage V. Jensen naturfond.

Hvorfor? Dine registreringer bliver sendt til førende forskere inden for biodiversitet. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening vil de undersøge, om det går op eller ned for naturen i Danmark.

Hvem kan? Alle der opretter en bruger og logger ind kan registrere. Man kan også logge ind med sin facebookprofil.

Hvor mange? Knap 61.000 registreringer i alt.

Brugervenlighed? Appen er nem at bruge, og især kortfunktionen hvor man kan se andres indberetninger er underholdende.

Begrænsninger? Der er kun 30 arter og 12 levesteder der på forhånd er udvalgt der kan registreres. Folkene bag appen udtaler selv at de skal bruge 150.000 registreringer om året frem til 2020 hvis det skal give mening. Det er ret mange.

Egern erfaring: Man bør på forhånd sætte sig ind i, hvilke 30 arter der bliver spurgt til, da man ellers kan gå fejl virkelig mange gange. Jeg ville f.eks registrere både birketræ, en snegl og noget tang inden jeg fangede at ingen af disse var blandt de 30 udvalgte arter. Omvendt var der mange af de udvalgte arter, jeg ikke kender. Når man først har fanget det, er det nemt at smide en registrering når man observere en af de 30 arter. Hvis man husker det.

Bonusinfo: Man kan også ikke-registrere, altså ”jeg har ikke observeret nogen af de 30 arter her”. Har i samarbejde med Det Danske Spejderkorps (DDS) og KFUM udviklet spejdermærker, spejderne kan opnå når de har lavet registreringer nok. Appen har en ”in-aktivitetsbesked” funktion, den har jeg dog endnu ikke stødt på.

 

NATURBASEN – Naturhistorisk Museum, Aarhus

Meget grundig, hvilket kan spænde ben for mængden af indregistreringer. Dog er funktionen ”Hvad er det?” ret sjovt, og har medvirket til at ikke-nørder har registreret endda meget sjældne arter.

NATURBASENHvem? Naturbasen er udviklet af Naturbasen ApS i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus og delvis finansieret med støtte fra Nordeafonden, Undervisningsministeriets udlodningsmidler samt Tips- og Lottomidler fra Friluftsrådet. Naturbasen er en integreret del af www.fugleognatur.dk.

Hvorfor? Naturbasen er et opslagsværk og spørgeforum til alle naturinteresserede. Gennem indberetningerne kan man følge med i, hvad der sker i naturen i løbet af året. Samtidig bruges data i både forskning og forvaltning af vores natur. I den forbindelse samarbejder Naturbasen med universiteter, museer, kommuner, nationalparker og foreninger.

Hvem kan? Alle kan bruge appen, det kræver dog at du opretter en bruger på www.fugleognatur.dk inden brug.

Hvor mange? I alt 163.2146 registreringer (inkl dem på www.fugleognatur.dk)

Brugervenlighed? Når først du har fået oprettet en profil på hjemmesiden og logget ind går det fint. Dog bøvlede jeg en del med at få godkendt et brugernavn, og hjemmesiden er ikke super brugervenlig for førstegangsbesøgende. Inde i appen er det nemt at navigere mellem spørgefunktionen og registreringsfunktionen.

Begrænsninger? Der kan kun registreres direkte på lokaliteten. Hvis du først efter hjemkomst fra skovturen kan artsbestemme svampen, skal du derfor ind på hjemmesiden for at registrere den. Appen kræver 100% artsnøjagtighed, hvilket gør den rigtig stærk i forskersammenhæng, men lidt mere tung at danse med.

Egen erfaring: Jeg har afprøvet både ”Hvad er dette” og ”Indberet”, men har ikke fået tilbagemelding på nogen af dem endnu. Listen over ”Hvad kan jeg se her?” er en blandet fornøjelse, da den blot viser standart beskrivelse af arterne, men ikke viser hvor, hvornår og hvem der har observeret. Jeg ved blot at inden for en rækkevidde af 5 km fra hvor jeg står nu, er registreret en havørn. Det mister lidt den der personlighed, der gør det ekstra interessant at gå på opdagelse.

Bonusinfo: Appen har sin oprindelse i www.fugleognatur.dk, som den er fuldt integreret med.

 

Opdag Havet – WWF

Tilpas med arter der kan registreres, hvad enten du er strandgæst eller dybdedykker, havbiolog eller kassedame. Skal helt sikkert findes frem på min næste strandtur. Opdag havet

Hvem? WWF Verdensnaturfonden. Appen har dog en forbløffende lighed med NaturTjek i sin opbygning.

Hvorfor? Appen er udviklet for at sætte fokus på havmiljøet i Danmark, og data sendes til Center for Makroøkologi, Evolution og Klima. Appen er finanseret af Aage V. Jensen Naturfond.

Hvem kan? Alle kan se registreringer, men for selv at registrere skal du oprette en bruger og logge ind, hvilket kan gøres direkte i appen. Du kan også bruge Facebook til at logge ind.

Hvor mange? Der er ifølge appen lavet 1.500 registreringer.

Brugervenlighed? Bygget op på samme måde som NaturTjek, dog er den delt op i registreringer af arter i havet og registrering af arter ved kysten. Der er 75 på forhånd oprettede arter du kan indberette, hvilket dækker de fleste ting man kan støde på som almindelig strandgæst. Hvis man ser mere sjældne arter, eksempelvis særfinnet ringbug eller langhalse skal du have åbnet din Naturbasen app.

Begrænsninger? Det kan være svært at indberette ”on the spot” da det ikke er alle der har deres smartphone med i vandet når de er ude at bade, snorkle eller fiske. Heldigvis kan man nemt manuelt markere en position så man kan sidde hjemme i sin stue og lave registreringer efter en tur i vandet.

Egern erfaring: Jeg havde tastet en hel indberetning ind, før den bad om at man loggede ind først. Så måtte stå i regnvejr(det kan appen jo selvfølgelig ikke gøre for) og  oprette mig som bruger og så starte forfra med indberetningen. Men så snart man er logget ind er det meget nemt at registrere løbende på strandturen. Hvis man ikke har lyst til at bruge sin Facebook som login, er det lidt svært at finde ”opret bruger” knappen. Til gengæld er du hurtigt i gang, og skal ikke forbi en www først. Jeg oplevede desværre at den crashede for mig et par gange, og så var det den eneste app der opleve et total signalsvigt.

Bonusinfo: Indeholder ekstra info om havets tilstande de fire årstider, dog er teksten ret mangelfuld. Hen over sommeren har der været events rundt om på de danske strande, hvor folkene bag appen har stået klar til at guide dig ud i havet og opdage det i både 2015 og 2016.

IMG_3547
Det er ikke altid der er signal der hvor hvor man gør de gode fund

 

Generelt er det ret sjovt, og minder lidt om fænomenet Geocaching der vandt frem med de håndholdt GPS’er for et par år siden. Især detaljen med “hvad er det” funktionen i Naturbasen vil jeg helt sikkert benytte mig mere af. Af egne indberetninger vil jeg nok holde mig mest til WWF´s Opdag Havet, da jeg er marinebiolog af hjerte og hjerne. Dog ville jeg elske hvis der ret hurtigt kom tilbagemeldinger med, hvad mine data konkret bruges til, så jeg ikke går og registrere tang og sæler for ingen nytte. Jeg kan godt være skeptisk overfor brugbarheden af de indberettede data, men det må tiden vise.

APP2
Registrering af blæretang med Opdag Havet app. Foto: Jacob Vinjegaard