Tiden er i gang, jagten kan begynde

Jeg er faldet over et helt fantastisk TV-program, som jeg bliver nødt til at fortælle om.

Det er egentlig ikke så tit, jeg ser naturprogrammer længere. Jeg har været gennem de fleste af BBCs fremragende serier som The Blue Planet og Planet Earth, der begejstrer gennem flotte kameraoptagelser, også selv om BBC gerne snyder lidt for at få de imponerende optagelser i hus. Som tilskuer er man desværre også blevet lidt forvænt. Det vil næsten være underligt i dag, hvis et naturprogram ikke er båret oppe af helt enestående billeder.

TV2 viser dog, at naturudsendelser også kan produceres for et markant mindre budget. Faktisk startede serien “1 døgn, 2 hold, 3 dyr” tilbage i december 2017, men det er først nu, jeg falder over den, og efter at have binge-watched begge sæsoner på et par dage, vil jeg tillade mig at gøre lidt reklame.

Programmet er kort fortalt et underholdningsprogram, hvor 2 hold på tid dyster om at opspore 3 forskellige dyr i den danske natur.

Deltagerne er ikke tilfældige ukendte danskere, der har søgt om deltagelse i programmet, men derimod de fire erfarne naturformidlere Morten D.D. Hansen, Sebastian Klein, Bjørli Lehrmann og Vicky Knudsen. Man har endda sparet den sædvanlige kække quizvært væk, og i stedet bare ladet Sebastian Klein stå for introduktionen til opgaverne, som han så selv kaster sig ud i med sin holdkammerat.

Det er altså fagligheden, der er i højsædet, selv om både underholdning og drama skam også er i top. Der bliver f.eks. moonet ud af sideruden, når det ene hold overhaler det andet, og at se Bjørli Lehrmann kaste sig over og fange en aggressiv hugorm minder én om en nordisk udgave af Steve Irwin.

Deltagerne er alle entusiastiske og karismatiske, og der er stærke følelser med i programmet. Der fældes ofte en tåre, enten fordi det ene hold efter timers søgning taber med kun et enkelt minut, eller ganske enkelt fordi programmet byder på særdeles stærke naturoplevelser. Det ene hold har f.eks. held til at komme i nærkontakt med en lille nysgerrig ræv, der kommer helt hen for at undersøge dem.

På et andet tidspunkt bliver Morten D.D. så begejstret, at han bogstaveligt klasker kolort i panden på sig selv, med resultatet at han mister det netop fundne dyr før det kan dokumenteres af kameraet.

Så ja, programmet er i bestemt underholdende, men det er så sandelig også lærerigt. Vi hører om en lang række spændende dyr, som lever lige her i naturen rundt omkring os på steder, hvor vi alle kan gå ud og finde dem.

Vi kommer forbi leopardsneglenes fantastiske sexliv, som jeg før har skrevet om her på bloggen, men der fanges også igler (ja, deltagerne må på barfodet jagt i søer) og spottes hvaler, rovfugle, padder, insekter og pattedyr.

Det er min påstand, at selv erfarne naturfolk kan lære nyt af programmet, men der er noget for enhver smag. Med flotte dronebilleder (måske har TV2 alligevel lært lidt af BBC…) får vi præsenteret de forskellige danske naturområder, og vi lærer, at Danmark har masser af både flot og forskelligartet natur, som mange sikkert ikke kender i forvejen.

Og så minder programmet os om, at naturen ikke er en zoologisk have. Dyrene står ikke og venter bag det næste hegn. Skal man ud og finde de rigtig store naturoplevelser, så skal man måske ikke så langt – men man skal ofte have tålmodighed. Det glemmer vi nemt i dagens zapperkultur, men jeg har selv stået stillet i timevis og ventet på bestemte dyr, og det har givet mig oplevelser som vilde pingviner, springende pukkelhvaler, og endda de sky kiwier som jeg beskrev i dette blogindlæg.

Jeg er ikke den eneste, der er begejstret; seerne har skamrost programmet, og har du ikke set det, bør du straks gå på TV2 Play og komme i gang!