Tag-arkiv: Klimaforandringer

Havene stiger, fordi der falder sten ned i dem

Imens klimabenægtere finder på nye, skøre teorier, fortsætter klimaet med at sætte triste rekorder

Ved en høring i en politisk komité for videnskab, rumfart og teknologi onsdag den 16. maj 2018, der havde til formål at diskutere teknologiske løsninger på udfordringerne fra klimaforandringer, benyttede republikanske politikere lejligheden til at lufte en række kendte klimabenægtende myter. De indkaldte eksperter brugte således størstedelen af deres tid på at korrigere disse politikeres påstande, rapporterer Science.

Læs videre Havene stiger, fordi der falder sten ned i dem

Dommer satte spørgsmålstegn ved klimaforandringerne

Klimabenægterne fik en gylden chance til at tale deres sag, da klimatologer måtte stå skoleret ved amerikansk høring. Men olieindustrien er flygtet fra benægternes sidste standpunkter

Den amerikanske dommer William Alsup bad om svar på otte konkrete spørgsmål til de menneskeskabte klimaforandringer ved en høring inden byerne San Fransisco og Oaklands sagsanlæg mod olieselskaberne Chevron, Exxon Mobil, ConocoPhillips, Royal Dutch Shell og BP eventuelt sættes i gang. Det fik han.

Spørgsmålene blev besvaret

Ved høringen besvarede de førende klimaforskere professor Myles Allen, professor Gary Griggs og Dr. Don Wuebbles dommerens spørgsmål. Kun Chevron havde sendt en advokat til at tale deres sag.

Chevron accepterer hvad IPCC er nået til enighed om hvad angår videnskab og klimaændringer

Herunder følger meget korte svar på hvert af Alsups spørgsmål – men med links til yderligere læsning.

Læs videre Dommer satte spørgsmålstegn ved klimaforandringerne

Avancerede klimamodeller udstikker retningen for fremtidens vejr

“Det er vigtigt, at du ved lidt om mig,” siger en rolig, ældre mand i habit på YouTube, inden han fremlægger påstande om, at klimamodeller er humbug.

Manden på YouTube er den pensionerede professor i fysik William Happer, der blev født i 1939 og uddannet i 1964. Han har forsket, undervist og rådgivet præsidenter. Det, han siger om moderne klimatologi, er dog forkert. Læs videre Avancerede klimamodeller udstikker retningen for fremtidens vejr

Sultende isbjørn maner myter frem i Asger Aamund

Erhvervsmanden Asger Aamund blev i P1s Søndagsfrokosten d. 17. december 2017 bedt om at forholde sig til et videoklip med en sultende isbjørn, der afkræftet og på dødens rand leder efter føde blandt græstotterne på en canadisk ø. Den lejlighed brugte han til at gentage en række for længst tilbageviste myter fra klimabenægternes bagkatalog.

I det følgende vil hvert enkelt af Asger Aamunds udsagn blive holdt op imod kendsgerninger. Han starter tilforladeligt ud, men siden hopper kæden helt af.

Det svarer til at lægge kræftsyge på Facebook
Asger Aamund har en valid pointe i, at det er problematisk at bruge eksemplet med den enkelte sultende isbjørn som smoking gun i hele klimadebatten. Læs videre Sultende isbjørn maner myter frem i Asger Aamund

Nej, tusindvis af nye videnskabelige studier har IKKE “trukket i klima-skeptisk retning”

Civilingeniør Frank Lansner viderebringer i sin blog på Børsen en variant af en falsk nyhed, der for tiden er trendy i klimabenægtende kredse: at en masse ny forskning skulle modbevise menneskeskabte klimaforandringer. Han skriver blandt andet:

“Det vælter ind med resultater der trækker I klima-skeptisk retning. […] De 2 seneste år er publiceret henved 1000 klimarelaterede videnskabelige artikler [1] med resultater og konklusioner der på forskellig vis ikke synes at bekræfte at katastrofal menneskeskabt global opvarmning skulle være indtruffet. […] Denne flod af artikler indikerer også at naturen hyppigt kan flå Jordens temperaturer op og ned igen og igen. Og dermed også at Jordens fauna og flora har evnet at komme igennem dette.”

Læs videre Nej, tusindvis af nye videnskabelige studier har IKKE “trukket i klima-skeptisk retning”

Talmagi tillader tonsvis yderligere CO2 i atmosfæren og genstarter klima-benægterne

Vi kan tillade os at udlede flere hundrede gigatons kuldioxid (CO2) mere ud i atmosfæren end hidtil antaget, antyder en videnskabelig artikel tilsyneladende. Klimaforskere kommer med kollegiale indvendinger, de sædvanlige medier dækker historien ud fra konservativ ønsketænkning, og klimabenægterne jubler på de sociale medier.

Læs videre Talmagi tillader tonsvis yderligere CO2 i atmosfæren og genstarter klima-benægterne

Var COP21 en succes eller en fiasko?

Ja, tiden flyver … nu er det godt en måned siden, at klimakonferencen COP21 fandt sted i Paris, og jeg burde have skrevet om det langt tidligere. I den nys overståede juleferie blev jeg flere gange spurgt til, hvad jeg mente om resultatet, og da det måske kunne interessere andre, vil jeg derfor dele mine tanker om emnet her.

For var COP21 en succes eller en fiasko? Det kommer lidt an på, hvilken tilgang man har, så jeg vil prøve at nuancere det lidt.

Optimisten: Det var en bragende succes!

Man kommer ikke uden om det fantastiske i, at det rent faktisk lykkedes at få 196 lande til at mødes i to uger og blive enige om noget som helst. Det er i alle henseender en succes for diplomati og politisk håndværk. Der er jo tale om 196 lande med meget forskellige og ofte modstridende interesser og politiske mål. Ikke desto mindre blev de enige og godkendte et fælles dokument den 12. december 2015. Hurra for det!

Endnu mere fantastisk er det, at denne enighed viser, at alle 196 lande anerkender de udfordringer, vi som menneskehed står overfor i form af klimaforandringer. Det kræver fælles handling, og her viste vores politikere den nødvendige handlekraft. Ikke noget med at en enkelt oliestat eller et forurenende industriland spændte ben for de fælles mål.

Politikerne har også lyttet til den videnskabelige konsensus og har vedtaget et mål om at holde den forventede temperaturstigning på et godt stykke under de 2°C i forhold til det før-industrielle niveau, som eksperter har sat som smertegrænsen. Ja, de vil endda sigte efter maksimum 1.5°C. For at nå dette mål har landene sat et fælles mål om, at udledningen af CO2 og andre drivhusgasser skal toppe snarest muligt.

COP21 anerkender også det skæve forhold i, at I-landene står for langt hovedparten af udledningen men også står i en langt bedre position i forhold til at begrænse denne, mens udledningen i de fleste U-lande stadig vokser. For at hjælpe de fattigere lande med at nå målene ved i praksis at springe den forurenende “industrielle revolution” over og nå direkte til en grønnere økonomi skal de rige lande betale US$ 100,000,000,000 hvert år fra 2020.

Endelig er aftalen juridisk bindende og transparent, idet landene har pligt til at oplyse deres fremgang hvert andet år (udledning af drivhusgasser, tilpasning, skridt imod de fastsatte mål osv.). Hvert femte år skal den samlede fremgang evalueres og justeres. Det er da en klimaaftale, der betyder noget!

Pessimisten: Det var en dundrende fiasko!

Desværre er det altsammen lige meget, da der gøres alt for lidt alt for sent. Det lyder godt men er bare skåltaler og tomme politiske ord. Det lyder jo rigtig godt med mål om at holde temperaturstigningen på 1.5°C – og i hvert fald under 2°C – men faktum er, at det med det nuværende momentum bliver umådelig svært bare at holde sig under de 2°C. Vi udleder stadig for meget CO2, og budskaber om, at udledningerne skal toppe “snarest muligt” betyder i praksis intet uden reel handling og redskaber til at nå målet. Vi skal være glade, hvis vi bare rammer 2°C.

Med vores nuværende udledninger – og uden udsigt til at de topper endsige falder drastisk i den nærmeste fremtid – så skal der for alvor forskes i, hvordan vi kan hive CO2 ud af atmosfæren. Det er den eneste mulige vej, men der er vi slet ikke endnu. Flere eksperter – bl.a. James Hansen – påpeger, at en markant skat på drivhusgasser er den eneste sikre måde at tvinge den globale udledning ned, men det er politisk umuligt.

Dernæst er der ingen reel straf for at bryde denne såkaldt juridisk bindende aftale. Javist, det vil se grimt ud, og de lande, der utvivlsomt ikke når deres mål inden den næste evaluering, vil blive kritiseret og sat i skammekrogen. Og hvad så? Vil de andre lande opgive deres egne bestræbelser, når nu man kan slippe udenom uden reel straf?

Selvom aftalen anerkender det skæve forhold imellem U- og I-lande og også erkender, at nogle lande kommer til at lide stort (eller allerede lider) på grund af os andre, så er der ikke udsigt til, at disse lande vil blive kompenseret. Det ville trods alt kræve lidt for store ofre fra de rige lande.

Realisten: Det var nok det bedste, vi kunne håbe på, men ikke helt godt nok.

Jeg befinder mig selv i denne sidste kategori. Der er gode og dårlige ting ved denne aftale, hvilket vel er det eneste, man kunne forvente af en global aftale mellem 196 forskellige lande. De anerkender videnskaben og viser vilje til at handle for at imødegå de værste følger af klimaforandringer, men er det nok, eller er de alt for sent ude?

Det er også tydeligt, at de fossile brændstoffers rolle som den største synder er bredt anerkendt, men lobbyisterne har trods alt været dygtige nok til at imødegå det måske bedste middel i form af øgede afgifter. Ikke desto mindre er der enighed om at arbejde målrettet imod en drastisk reduktion af den globale udledning, hvilket nødvendigvis må indebære, at vi løsriver os mere og mere fra olie, gas og kul.

Det er også godt at se, at de rige lande anerkender, at de må løfte en større byrde, også selv om de kunne gøre mere. Men alt i alt vil jeg mene, at det gode opvejer det dårlige, og at vi kan glæde os over den politiske vilje, der blev udvist i Paris.

Nu må vi så bare håbe, at politikerne lever op til deres ansvar og tager de nødvendige skridt.

Overtræk på kontoen

Forestil dig, at det er den 19. i måneden. Du kigger i din pung, ryster sparegrisen en ekstra gang og dobbelttjekker kontoudtoget. Den er god nok: Du har brugt hele dit budget for måneden. Resten af måneden vil hvert eneste indkøb give overtræk på kontoen. Det værste er, at der ikke er udsigt til forbedring i den umiddelbare fremtid – tværtimod vil du med din nuværende livsstil ramme den røde linie tidligere og tidligere på måneden.

Er det holdbart? Bør du ikke tage et grundigt kig på din økonomi og dit husholdningsbudget for at få enderne til at mødes? Er det rimeligt at leve af overtræk og blot håbe på, at det bliver bedre en dag, uden at tage de nødvendige skridt? Det første skridt imod en løsning er at erkende, at du har et økonomisk problem, som du bør tage alvorligt.

I år er torsdag den 13. august en dag, det er værd at huske på for os alle sammen. Det var den dag, vi alle sammen ramte den røde linie og begyndte at have overtræk på kontoen. Ikke den økonomiske men den økologiske.

Jordens ressourcer er som bekendt begrænsede, og der er grænser for, hvor hurtigt naturen kan gendanne de råstoffer, vi forbruger, eller hvor meget af vores udledte CO2, der kan optages i økosystemet. På et tidspunkt begynder vi at bruge flere ressourcer, end der reelt er tilgængeligt, og vores udledninger begynder at ophobe sig. Det kan man regne på, og ved hjælp af komplekse modeller kan vi estimere, hvordan forbrug og ressourcer hænger sammen, og hvornår vi har opbrugt vores kvote for i år.

I år skete det den 13. august. Med vores nuværende livsstil og globale forbrug har vi reelt brug for ressourcer svarende til 1.6 jordkloder, og Danmark følger som land den samme globale tendens. Sidste år var vi bedre – der gik en hel uge mere, før vi begyndt at have overtræk – men siden omkring 1970 har vi ikke haft balance i det globale, økologiske budget et eneste år. Fortsætter det, vil vi i 2030 have brug for en ekstra jordklode for at følge med.

Hvornår kommer der overtræk på kontoen?
Hvornår kommer der overtræk på kontoen?

Jeg ville ønske, jeg havde en simpel løsning, men det har jeg ikke – og slet ikke uden at lyde irriterende moraliserende. Selvfølgelig kan der gøres noget fra politisk side, hvis der er vilje til det – for eksempel vil reduktion af vores CO2-udslip med 30% fra i år frigive ressoucer svarende til en halv jordklode i 2030 – men det væsentligste er nok, at vi er bevidste om, at vores valg af livsstil har konsekvenser. Et par ændringer i bevidsthed og vaner kan hjælpe. Lidt mere genbrug. Lidt mindre kød på middagsbordet. Tag cyklen, toget eller bussen. Kør flere sammen i bilen. Brug din iPhone én sæson mere. Vi behøver ikke opgive al luksus, men det er desværre relevant at tænke mere fremadrettet, hvis også fremtidige generationer skal have samme muligheder som os.

Når ræven vogter høns

Ted_Cruz,_official_portrait,_113th_Congress

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.