Naturvejledning i 2019

Gæsteindlæg: Mark Källstrøm er født i 1989 og uddannet skov- og landskabsingeniør. Han tog naturformidler-uddannelsen hos Natur & Ungdom i 2018 og har siden arbejdet med sin selvstændige virksomhed Naturhandel.dk, som er en klassisk webshop med en niche inden for naturfag, kombineret med en naturblog og muligheden for at leje ham som naturvejleder.

Scienceblog har spurgt Mark, hvem han er, og hvorfor han har startet sit firma:

 

Hvad er din vision?

Mit koncept handler om at få flere forældre til at lave naturaktiviteter for deres børn.

Jeg er af den overbevisning at mange af de forældre, som besøger landets naturcentre, faktisk selv ville kunne stå for naturformidlingen til deres børn.

Et naturcenter er et udtryk for en centralisering. En centralisering af naturvejledningen. Det er da dejligt, når der er et sted som har rammerne og udstyret, så man kan få sig de her naturoplevelser.

 Hvor tit ser man ude i skoven lige en familie, væk fra stien og ude i skovbunden, i gang med at grave i jorden for at finde bænkebidere? De fleste gående mennesker, man møder, er bare ude for at gå en tur. At grave efter bænkebidere er noget børnene gør i forbindelse med skolen, enten hvor klassen selv er afsted, eller hvor de er taget på et naturcenter.

Min vision for naturformidlingen i 2019 og fremefter går på en decentralisering. Jeg vil gerne have flere forældre ud i naturen med deres børn – på egen hånd.

Misforstå mig ikke. Jeg synes det er fantastisk med vores naturcentre, og jeg synes stadig folk skal komme der. Det er heller ikke de forældre, der tager derud som er mit primære fokusområde – nej, det er dem der aldrig eller sjældent besøger naturen.

Hvem er Mark Källstrøm?

Jeg har generelt 2 ting som jeg godt kan lide at arbejde med. Børn & Natur. De 2 ting kan være svære at finde i samme job.

Naturvejlederstillinger hænger ikke på træerne så at sige. Og hvis man vil arbejde med børn uden at være pædagog, så hedder det pædagogmedhjælper, og så er lønnen også derefter.

Jeg har været ansat i 4½ måned (tidsbegrænset) i en børnehave som naturvejleder, og for tiden har jeg et fuldtidsjob på Skolen I Sydhavnen som pædagogmedhjælper, hvor jeg får lov til at være en del udenfor på legepladsen.

Jeg savner noget natur. Helt vildt. Derfor er jeg også glad for, at jeg har startet mit projekt omkring Naturhandel.dk op, og her har jeg store forventninger til 2019.

Under min uddannelse til Skov- og Landskabsingeniør i 2013 skulle jeg vælge praktikplads. Jeg gik i tænkeboks og ville udfordre mig selv. På det tidspunkt følte jeg mig ikke særligt stærk i formidlingsdelen, og det afspejlede sig også i mine resultater til mundtlige eksaminer.

Jeg valgte derfor at blive naturvejleder i 9 måneder på Naturskolerne ved Raadvad og Rude Skov. De 9 måneder udviklede mig sindssygt meget, og jeg gik fra at være med og observere, til helt at køre mine egne forløb.

Hvordan bliver man naturvejleder?

Rundt omkring i landet findes der en masse mennesker der med stor passion er engageret inden for naturvejledning.

Nogle har taget den officielle naturvejlederuddannelse, nogle har ligesom jeg selv taget søsteruddannelsen som naturformidler hos Natur & Ungdom, nogle har en pædagogisk baggrund og nogle har en anden faglig baggrund som f.eks. Biolog, Geolog, Astrolog etc.

Det er klart, at der er 2 ting, der går hånd i hånd, når man vil være naturvejleder:

  1. Formidling – Du skal kunne formidle. Niveauet herfor kan dog sagtens variere.
    • Ud fra hvilken målgruppe
    • Hvis ikke man er så trænet, skal man have en lyst til at lære det.
  2. Faglighed – Du skal vide noget mere end dit publikum om et emne.
    • Nogle er eksperter inden for et felt.
    • Nogle er generalister, har en generel interesse og ved lidt om meget.

Er du så eksperten eller generalisten?

Jeg har mødt mange friluftsinteresserede. Både svampenørder, insektnørder, stjernenørder, historiefortællingsnørder mv. – Og jeg må sige at jeg bliver misundelig på deres indsigt og evner. De er altid en stor inspiration for mig til, hvordan jeg kan arbejde videre og selv formidle noget inden for samme emne.

Selv er jeg en generalist. Jeg ved noget om mange ting, og jeg interesserer mig for rigtig mange ting, men ekspert er jeg ikke. Det er heller ikke så vigtigt i det jeg laver.

For mig handler det primært om at kunne vække en interesse hos mit publikum, så de selv kan dykke ned i det som de interesserer sig for. Jeg vil give mit publikum et indspark i forskellige emner. Det dybdegående faglige indhold mener jeg bør komme indefra og bane vejen for en nysgerrighed inden for et felt.

Fortæl os om Naturhandel.dk

Jeg har i mange år drømt om at have min egen webshop. Det skulle dog ikke blot være for at sælge et eller andet. Jeg vidste, at det skulle have bund i en interesse for at det kunne forblive interessant for mig.

1½ måned efter endt naturformidleruddannelse startede jeg således mit projekt med Naturhandel.dk op. Jeg købte domænet i februar 2018 og d. 15. april gik jeg online med varelager og annoncering.

Henover sommeren har jeg løbende udviklet på mit projekt. Der er kommet væsentligt flere produkter i sortimentet, så jeg nu er oppe over 50.  Jeg har et lager i kælderen på min villa, og derfor er det begrænset, hvad jeg kan have på lager. Derudover har jeg måtte tænke i kun at tage produkter ind der kan være i en papkasse, da det skal sendes.

Jeg vil hellere have 50 produkter, jeg nemt kan sælge, end 2000 produkter hvor det bliver en kamp for at få dem afsat. Derfor er min webshop også ret nichepræget og indeholder primært de produkter som jeg ved at der er efterspørgsel på.

Jeg sælger bl.a. insektglas, insektsugere, sommerfuglenet, fiskenet, fotobakke, naturfoldere, naturplakater mv. Det udstyr jeg forhandler er det samme udstyr som de fleste folkeskoler har. Nu er det bare blevet tilgængeligt for resten af familien Danmark igennem en simpel webshop.

Når jeg kombinerer det med håndgribelige guides, gratis materialer som f.eks. Naturbingo, instruktioner til lege med naturfagligt indhold mv., så gør jeg det nemmere for familien Danmark at lave et formål med deres tur og dermed øger jeg chancen for at de kommer afsted.

Når der er et formål med turen og det ikke bare er “En tur i skoven”, så bliver det meget mere spiseligt for børn at tage sig sammen til at tage afsted.

Byg en hule, fang salamandere ved vandhullet, leg en fange- eller gemmeleg i skoven, lav historiefortælling i naturen etc.

Man kan leje dig som naturvejleder – hvad oplever man?

Jeg har i skrivende stund haft 3 bookinger, der alle er gået fantastisk.

 

Første arrangement var med en hel 4. klasse der skulle have 2 timer med naturvejleder i skoven.

Jeg havde planlagt 3 ting, der alle var konkurrenceprægede efter ønske fra arrangøren:

  1. Hjorteleg – En fangeleg hvor man lærer om livsbetingelserne for dyrene i naturen.
  2. Naturbingo – Jeg har lavet et ark med 10 billeder af smådyr/planter/svampe/lorte mv. hvor de kunne få points efter hvor mange de fandt.
  3. Insekt væddeløb – Hver gruppe skulle finde 2 kravlende insekter. Disse blev placeret på midten af en spilleplade som jeg selv har lavet. Nu skulle vi se hvilke der var hurtigst til at komme ud.

Til Naturbingo får man 1 point for hver forskellig lort man kom tilbage med – For en god ordens skyld havde jeg sagt på forhånd at menneskelorte og hundelorte ikke talte med – Det skulle være vilde dyr.

Til min store forbløffelse kom en af grupperne tilbage med noget som jeg ville mene ikke var fra hverken et vildt dyr eller en hund.

 

Andet arrangement var for en gruppe kvinder på omkring de 30.

De var gamle folkeskole- og gymnasieveninder og skiftes til hver 2. måned at stå for at holde et arrangement.

Vi skulle lave gryderet samt pandekager – begge vha. stativ, gryde og pande, og vi gennemgik, hvordan man på bedst mulig vis laver et bål til formålet, som deltagerne så selv skulle i gang med.

Vi sidder og nyder flammerne lidt, og pludselig er der en af veninderne, der har noget hun vil sige. Hun er gravid!

Alle jubler og skal hen og kramme. Da de er faldet ned igen, er det naboen til veninden, der også har noget hun vil sige. Hun er også gravid! Igen kæmpe jubel og store krammere.

Tilbage står jeg selv og er lidt forbløffet over, at 20 % af mine deltagere afslørede deres graviditet på MIT arrangement 🙂 Fantastisk nyhed.

 

Det tredje arrangement var for en større gruppe voksne, der skulle på dyresporstur. Det var desværre i løvfaldssæsonen, og dyrespor og løvfald går ikke så godt sammen, men jeg fandt dog et skovområde med nåletræer, hvor vi kunne søge musehuller, skader på træer, lorte, rævegrav etc. Vi afsluttede med snobrød.’

 

Min måde at gøre det på

Der vil være naturvejledere i Danmark der er uenige med mig. Det er også fint, for det kan bidrage til debatten.

Jobs som naturvejleder hænger ikke på træerne, så den vej har jeg lagt på hylden for længst. Webshoppen er den primære indtægtskilde i firmaet, men jeg synes også det er sjovt at være ude og lave naturvejledning.

Derfor er jeg gået min egen vej med naturvejledning og det her er så min måde at gøre tingene på.