Kategoriarkiv: Forskningspolitik

Indlæg om forskningspolitik.

De Bløde Videnskabers Værdi i en Pandemi

Noget man kan være stolt over ved Danmarks coronahåndtering, er selve vaccineudrulningen. Mens vaccineudviklingen var en stor teknologisk udfordring, har udrulningen vist sig at være endnu mere vanskelig. Med den udfordring skiftede stafetten fra de tekniske videnskaber til de samfundsfaglige og humanistiske. Og det er gået godt. Danmark har en af de højeste vaccinetilslutninger i verden.

Læs videre De Bløde Videnskabers Værdi i en Pandemi

Universiteter og Utopier

Jeg hørte for nogle år siden følgende vits fortalt af en strålende amerikansk postdoc, Kristian Finlator, vi havde fornøjelsen af at have ansat på Dark kosmologicenteret ved Niels Bohr Institutet, hvor jeg arbejder:

Den finske komponist Sibelius havde engang indbudt en samling musikere og bankfolk til middag. På den ene side af middagsbordet satte han bankmændene og på den anden side musikerne. Selv satte han sig hos bankfolkene. Musikerne spurgte, hvorfor han satte sig hos bankfolkene, hvortil Sibelius svarede, at det var fordi, at det eneste musikere taler om er penge.

Læs videre Universiteter og Utopier

Du kan hvad du vil – du skal bare arbejde for det!

Dette er et lidt anderledes indlæg i forhold til de andre indlæg der er her på bloggen. Det handler om noget, som jeg brænder virkelig meget for – og det er uddannelse.

Hvis man nu kigger på universitetet. Så kan man undre over, at der på universitetet er tusindvis, der starter hvert eneste år, men der er også tusindvis, der dropper ud. Der kan selvfølgelig være mange grunde til at droppe ud af universitetet. Og de kan sagtens være fornuftige grunde, men der er også masser, der bare giver op på deres drømmestudie. Jo længere man kommer i studiet jo færre fortsætter. Hvis man tager ph.d-studerende og postdocs med i betragtningen bliver det endnu mere tydeligt. Selvom mange ph.d.-studerende  nok drømmer om en karrierer indenfor forskningensverdenen, så er det de færreste der ender med at arbejde i forskningensverden som professor eller lektor i sidste ende. Kan grunden til at så mange dropper ud være, at de ikke føler, at de er kloge nok?

Naturvidenskab er hårdt arbejde

Det at være god til matematik, fysik eller biokemi er en færdighed ligesom alt muligt andet, og det er en færdighed, som kan trænes. Hvornår skal man så træne disse færdigheder? Min holdning er, at man skal træne dem hele tiden, så tidligt som muligt og så meget som muligt.  Forskning viser, at tidligt i livet, så lærer man hurtigst. Vi har brug for dygtige ingeniører såvel som dygtige håndværkere og dygtige lærere, men det kræver hårdt arbejde at nå dertil, og hvis vi kan finde talenterne så tidligt som muligt, så kan vi også kultivere dem.

Nu er jeg formand i en forening, der beskæftiger sig med at formidle naturvidenskab til unge, og jeg vil argumentere for, at formidleres største ansvar er at inspirere de unge og undervisningen kommer i anden række.  Dette tror jeg er vigtigst, da forskning viser, at det meste læring ikke sker på skolebænken, men derimod udenfor skolen.  Ikke alle elever har lige stor interesse for alting, men interessen skal helst findes tidligt, så den kan nå at blomstre. Det er en lærers ansvar at sikre, at alle hans elever er godt med i skolen og ikke mister interessen.  Det kræver mange års arbejde at blive en god ingeniør eller matematiker, og der er masser af tidspunkter, hvor ens interesse kan falme.

Naturvidenskab på universitet

Alle der læser en naturvidenskabelige uddannelse på universitetet ved, at det er hårdt arbejde. Men det gode ved mange naturvidenskabelige uddannelser er, at alle har chancen for at vælge den uddannelse de har lyst til, da snittet stadig er lavt (med nogle få undtagelser).

Jeg kan se en stor udvikling i dem der går på studiet nu i forhold til da vi startede på studiet. Alle er meget hårdtarbejdende, og der er en generel tro på, at man kan blive bedre, hvis man bare arbejder hårdt nok. Det er en tro som ikke mange unge bliver opvokset med. De er bange for at fejle og tror deres position i verden er fikseret, og dermed gør de ikke noget for at forbedre deres position. Unge i folkeskolen, gymnasiet såvel som på universitetet er så bange for at tage fejl, at de ikke har lyst til at række hånden op i timerne. De ser det at lave en fejl som et stort nederlag i stedet for at se det som en mulighed for at blive bedre.

Det er troen på, at man kan udvikle sig og en kultur der bygger på hårdt arbejde der får de unge til at blive succesfulde.

Du kan hvad du vil!

Afsluttende vil jeg sige til de studerende. Lad være med at brokke dig. Studiet er hårdt. Det er jeg enig i, men fokuser på at lære og læg mærke til dine fejl, så du kan forbedre dem. Kun igennem hårdt fokuseret arbejde kan du blive bedre. Dit fokus bør ikke være på dine karakterer men derimod på at lære noget.

Til forældre og lærere så vil jeg opfordre til, at fortælle dine børn/elever, at kun igennem hårdt arbejde kan man opnå hvad man vil, og man ikke skal være bange for at fejle. Du kan hvad du vil. Det kræver bare hårdt arbejde. At fejle har aldrig skadet nogen, derimod er det kun igennem at have fejlet gentagende gange, at man bliver bedre.

Ligestilling eller Hjernevask?

Forskelsbehandling baseret på hudfarve, religion, køn, seksuel orientering, handikap, o.s.v. er de fleste af os enige i er forkert. Jeg tror vi har en enten medfødt eller dybt-i-kulturen rodfæstet retfærdighedssans, der fortæller os, at når den bedste til en opgave skal vælges, så bør det kun være personens egnethed til at løse opgaven, der er relevant for udvælgelsen.

Men er vi så i stand til at vælge den bedste – kan vi se guldet, når det er der?

For knap 20 år siden kom de to amerikanske psykologer Mahzarin Banaji og Anthony Greenwald frem med budskabet om, at det kan vi i hvert fald i væsentlig grad ikke. Der findes naturligvis bevidste racister, sexister, o.s.v. der er overbeviste om, at visse racer eller det ene køn (typisk det mandlige, men ikke nødvendigvis) er andre racer eller køn overlegne og derfor bør have forret. Selv når vi oprigtigt gerne vil være upartiske, behandle alle lige, så diskriminerer vi ifølge Banaji og Greenwald imidlertid alligevel på grund af ”ubevidst bias”.

De to har endvidere udviklet et psykologisk redskab, på engelsk kaldet Implicit Association Test (IAT) som ifølge de to kan måle, i hvilken udstrækning vi hver især er præget af ubevidst bias. Kort sagt består testen i at måle en forskel i reaktionstid med hvilken testpersoner associerer positive eller negative træk med forskellige karakteristika som køn eller “race”. En målt tidsforskel tilskrives ubevidst bias og menes at kunne danne grundlag for et kvantitativt mål for denne.

Ideen om ubevidst bias og IATs har opnået en meget stor udbredelse. Særligt i Canada og i USA har mange offentlige institutioner med udgangspunkt heri indført obligatorisk kurser for relevante medarbejdergrupper i ”Unconscious bias training”. Også i Europa er ideen meget udbredt og den diskuteres f.eks. ofte i.f.m. ligestillingsdebatten herhjemme. Lone Frank skriver interessant om emnet på forsiden af Weekendavisen 21. juli 2017. I EU programmet FESTA (Female Empowerment in Science and Technology Academia) optræder ideen om ubevidst bias meget prominent, f.eks. i deres publikation omkring tilstræbte organisatoriske forandringer.

På det seneste er det imidlertid kommet meget kritik af Banaji og Greenwald og IATs. F.eks. har den Canadiske psykolog Jordan Peterson via en række youtube-indlæg fået enorm opmærksomhed for sin modstand mod hele denne tankegang. Et af hans første indlæg om sagen kan ses her.

Hans kritik har flere aspekter. Først spørger han om vi virkelig synes det principielt er rimligt, at en arbejdsplads kan sende deres medarbejdere på obligatoriske kurser, der piller ved folks ubevidste forestillinger? Det minder jo om, hvis det ikke direkte er, det vi populært kalder hjernevask.

Mere substantielt er imidlertid, at der faktisk er store problemer med IATs: resultaterne er ikke særlig robuste, d.v.s. hvis den samme person tager testen flere gange, så varierer resultatet meget. Endvidere er testen ikke særlig god til at forudsige folks faktiske opførsel, altså testen siger ikke ret meget om, hvordan folk faktisk handler i konkrete dagligdagssituationer. Endelig er han stærk kritisk overfor de kurser, der faktisk gennemføres, særligt fordi han mener, at de ledes af folk uden den nødvendige psykologiske fagkundskab og de har en politisk slagside.

Jeg er ikke tilstrækkelig faglig kyndig inden for psykologien til at kunne udtale mig kvalificeret for eller imod validiteten af IATs. Den interesserede kan læse mere i en artikel i New York Magasine af Jesse Singal og i en artikel skrevet af juristen Gregory Mitchell listet herunder. Jeg vil erklære mig enig med Jordan Peterson langt hen af vejen.

Jeg vil gerne her citere K. E. Løgstrup som jeg synes er umådelig klog, når det kommer til indsigt i etikken og det menneskelige samkvem. Han skrev flg. i “Den Etiske Fordring” med relevans for denne diskussion:

“Den, der derimod vil lave menneskene om, besat af forbitret vilje til fuldkommenhed, standser ingen steder, heller ikke foran den andens individualitet og vilje.” s. 37

“Af den elementære afhængighed og middelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er afhængigt af een, og som man har i sin magt, idet det dog for samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for den andens egen skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar.” s. 39

“Netop når man lader sit forhold til det andet menneske formidle af en ideologi, som man venter sig alles frelse af, bliver overgrebet uundgåeligt.” s. 40

Helt grundlæggende, udover de problemer der synes at være med IATs, så mener jeg,  at vi bør føre vore kulturelle og politiske kampe fuldt ud i det bevidste og lade den enkeltes ubevidsthed være i fred. Vi er selv sagt alle præget af en bestemt baggrund og kontekst, men hele forestillingen om et samfund eller en civilisation beror på tanken eller idealet om, at vi er borgere, der indgår med lige borgerrettigheder. Fremfor at søge ind i det ubevidste må vi sørge for at gøre vores udvalgsprocesser mere åbne og gennemskuelige, således at tilfælde af diskrimination, kan påpeges og rettes, hvor de end måtte forekomme.

Forslag til fordybelse:
Implicite Association Tests:

FESTA

Jordan Petersons you-tube indlæg om Unconscious bias training

Artikel om problemer med IATs fra New York magazine

Artikel af Gregory Mitchell om problemstillingen: Jumping to Conclusions: Advocacy and Application of Psychological Research

Velkommen til den antividenskabelige præsident Trump

Som bekendt får USA ny præsident på fredag, og det kan man jo sige meget om. Selv skrev jeg i november 2016 et indlæg i Weekendavisen, hvor jeg pointerede, at det med Trump var den antividenskabelige dagsorden, der havde vundet, og jeg nævnte blandt andet hans mistillid til vaccinationer – et emne jeg har skrevet om flere gange både her på bloggen og andre steder. Trump har flere gang udtalt, at der er en sammenhæng imellem vaccinationer og autisme, og hvordan han personligt kender forældre, hvor børnene har udviklet autisme kort efter vaccinen. Han har også, som han har for vane, udtalt sig om emnet på Twitter:

Ideen om, at vacciner giver autisme, er gammel og for længst tilbagevist af videnskaben. Det store dyr i åbenbaringen er her Andrew Wakefield, der udgav en artikel tilbage i 1998, hvor han påstod at have vist en kausal sammenhæng. Artiklen viste sig at bygge på fabrikerede data, den blev trukket tilbage i 2010, og Wakefield mistede sin lægeautorisation. Til gengæld har han nu en ny og lukrativ karriere i antivaccinationsbevægelsen, der står særligt stærkt i USA. Hvad de mangler i form af videnskabelige argumenter og data, har de til gengæld i kendisser: Modellen Jenny McCarthy er bannerfører, skuespilleren Alicia Silverstone har advaret imod vacciner i sin bog “The Kind Mama”, ligesom Robert F. Kennedy Jr. længe har været at finde på holdet af antividenskabelige vaccinationsmodstandere.

Det er måske værd kort at give et historisk snit: Vaccinationsmodstandere har længe hævdet, at der er indholdsstoffer i vaccinationerne, der forårsager neurologiske sygdomme – specielt autisme – men at det holdes skjult af sundhedsmyndighederne, forskere og journalister i hele verden. Det er en af de helt store konspirationsteorier, der ville kræve, at et utal af mennesker holdt deres mund, fordi de af en eller anden grund gerne ville give børn autisme. Ja, det giver ingen mening…

Det væsentlige er dog, at man rent faktisk har taget bekymringen alvorligt og har undersøgt, om der kunne være en sammenhæng, for antallet af diagnosticerede tilfælde af autisme er ganske rigtigt steget. Det har dog vist sig helt uden tvivl, at der IKKE er en sammenhæng. Antallet af autister er uafhængigt af antal og tidspunkt for vacciner. I stedet ligger forklaringen i, at man bl.a. har ændret for diagnosticeringen og definitionen af autisme, hvilket helt oplagt har medført en stigning. Hvis man kigger retrospektivt på det med de nye retningslinier, er der ingen ændring i antallet over de sidste 20 år. Med andre ord er der ingen grund til at frygte en kausal sammenhæng, for der er ingenting at forklare.

Det har dog ikke stoppet antivaccinationsbvægelsen. De havde besluttet sig for, at det var tilsætningsstoffet thimerosal (en harmløs kviksølvforbindelse der øgede holdbarheden af vaccinen), der forårsagede autisme, og de krævede, at man fjernede det. Ja, de forudsagde endda, at det ville føre til et stort fald i antallet af autismediagnoser. Det er for længst vist, at thimerosal ikke er skadeligt, men alligevel blev det fjernet fra de fleste vacciner (undtaget visse influenzavacciner) tilbage omkring år 2000. Resultatet? Ingenting. Hverken flere eller færre fik autisme, hvilket jo burde have stoppet antivaccinationsbevægelsen, hvis de altså lyttede til videnskaben – men det gør de jo ikke.

I stedet er vaccinationsmodstandere begyndt at sige, at de ikke som sådan er imod vacciner – selv om de mener de giver neurologiske skader – men at man får for mange vacciner for hurtigt. Altså en antagelse om, at sundhedspersonalet ikke ved, hvad de laver, men bare sprøjter børn fulde af kviksølv for sjovs skyld. Faktum er, at programmet er baseret på faglige vurderinger og videnskabelig data for at sikre den bedst mulige effekt og beskyttelse af børnene. Man har sammenlignet det anbefalede program med et mere langstrakt, men det eneste resultat har været, at risikoen steg for at blive smittet med de sygdomme, programmet skal forhindre. Endnu engang har antivaccinationsbevægelsen vist deres uvidenskabelige dagsorden, for de har ikke ændret holdning som følge af den bedste evidens.

Trump tilhører dem, der mener, at vaccinationer giver autisme, og at man får for mange indsprøjtninger over for kort tid. Kennedy er en kendt konspirationstilhænger og vaccinemodstander, der taler om de helt store sammensværgelser, der inkluderer hele sundhedsvæsenet og den etablerede videnskab. Wakefield er en af grundene til, at vi overhovedet har denne diskussion stadigvæk, fordi han løj og forfalskede data.

Og hvorfor er dette relevant? Det er det, fordi den kommende præsident Trump i sommers mødtes med Wakefield, hvilket fik alle med interesse for sundhed og videnskab til at råbe vagt i gevær. Tidligere på måneden, den 10. januar 2017, mødtes Trump så med Robert F. Kennedy Jr., og bagefter udtalte Kennedy, at Trump ville nedsætte et udvalg, der skulle se på “vaccinesikkerhed og videnskabelig integritet”, og at han havde peget på Kennedy som formand. Trumps kampagnekontor var dog hurtigt ude at sige, at det ikke var korrekt, men at de overvejede at lave en “autismekommision”, selv om intet var besluttet endnu.

Tilbage sidder man med nogle brikker, der alle peger i samme retning, om end intet endnu er besluttet: Vi ved, at Trump er imod vacciner. Vi ved, at han har haft møder med to af de helt store navne i denne antividenskabelige bevægelse. Vi ved, at han snart er præsident og derfor har en del at skulle have sagt i forhold til vaccinationsprogrammet i USA. Alt i alt bør det gøre en lidt bekymret for, hvad der sker, men man kan jo blot håbe på, at Trump er mere fornuftig, end han giver udtryk for på Twitter…

Esben Lunde Larsens uddannelse efterlader mange spørgsmål

Hvis man interesserer sig det mindste for forskningspolitik, har man nok opdaget, at Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen er havnet i medierne igen – denne gang fordi han har været lidt kreativ med sit CV, som man kan læse på Forsker Forum og i Ekstra Bladet. For lidt baggrund kan man eventuelt læse mine tidligere indlæg om hans syn på skabelse, hans politiske prioriteringer og hans erhvervs-ph.d.

Det nye er, at ministeren havde oplyst på sit CV, at han havde studeret cand.theol. på Københavns Universitet fra 2001 til 2008. Det havde de fleste (alle?) med god ret tolket som, at ministeren havde været studerende på den akademiske teologiuddannelse fra 2001. Det passede bare ikke, for han blev først indskrevet i 2006. I årene 2001 til 2005 var han studerende på Dansk Bibel-Institut (DBI), der er en privat uddannelse, der ikke er akkrediteret i Danmark på grund af sit religiøse indhold.

Interessant nok har ministeren i dag (onsdag den 4. november) rettet sit CV, så der nu kun står årstallet for færdiggørelsen af kandidatgraden. Han har dog ikke i samme omgang fundet det relevant at tilføje oplysninger om indskrivning på DBI.

Det spørgsmål, mange af os sidder tilbage med, er – hvorfor?

Hvorfor skrev ministeren sit CV, så det så ud som om, at han havde læst på Københavns Universitet i alle årene? Hvorfor nævnte han ikke sin tid på DBI? Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det fusk, men det er da mærkværdigt, at en minister finder det belejligt at præsentere sin uddannelse på en måde, der giver den et mere akademisk skær end ret er – især når samme minister tidligere har været nødt til at rette sit CV, fordi han fejlagtigt havde skrevet en ikke-eksisterende post.doc.-ansættelse på (se sidste artikel i linket).

Der er flere interessante ting ved DBI, som er relevante i denne sammenhæng. Uddannelser på DBI er ikke akkrediteret i Danmark, så man kan derfor ikke få meritoverført sine kurser, hvis man ønsker at tage en rigtig akademisk uddannelse på et dansk universitet. Det kan man dog snige sig uden om via en såkaldt “diplomagent”, hvilke ministeren da også har gjort: Han har læst de fleste kurser på DBI i Danmark men har været indskrevet på den norske MHS Misjonshøgskolen.

Jeg ville rigtig gerne vide, hvorfor ministeren med ansvar for akkreditering i Danmark ikke finder systemet godt nok, og hvorfor han syntes, at DBI kunne tilbyde en bedre uddannelse end teologi på KU. Ser han ikke noget problem i, at han på den måde omgår det danske akkrediteringssystem?

Derudover er grundlaget for DBI temmelig problematisk – især når man tager ministerens tidligere udtalelser om skabelse, evolution og Big Bang i betragtning. De har et meget fundamentalistisk syn på Bibelen, der anses for “Guds ord” der er “fuldt troværdig og urokkelig”, og den er i sin oprindelige form “uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn” – ja, Bibelen er “den eneste, men også fuldt tilstrækkelige, klare og absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”.

Er dette dækkende for ministerens syn på verden, og er det den tilgang til viden og forskning, der har præget hans uddannelse?

Tilbage i 2009 deltog jeg i en konference arrangeret af DBI, der handlede om Darwin og klima (ja, det er en sær kombination, som jeg stadig ikke helt forstår). Kristeligt Dagblad havde deres journalist til stede, og jeg skrev også selv en kort anmeldelse til avisen.

Det var et rendyrket kreationistisk arrangement uden skyggen af videnskabelighed. Panelet bestod af kendte ansigter indenfor kreationisme og “intelligent design” (Peter Øhrstrøm, Peder Tyvand og Jakob Volf f.eks.), og jeg var tydeligvis den eneste ikke-troende deltager. Her blev forbindelsen mellem DBI og højrekristne grupper som Indre Mission og Luthersk Mission tydelig. Foredraget handlede om al den ondskab, “Darwinismen” førte til, og al den kompleksitet i naturen, der kun kan forklares ved en “designer”. De samme fejlagtige argumenter, vi alle har hørt utallige gange.

Hen imod slutningen af konferencen startede der en absurd diskussion blandt deltagerne – for er Jorden nu 6000 år eller 4.6 milliarder år gammel? Og betyder det noget? Igen minder det mig om ministerens tidligere udtalelser om Universets alder, som han åbenbart aldrig rigtig havde tænkt over.

Om Esben deltog, ved jeg ikke. Men jeg ville gerne vide, hvor meget overlap der er imellem hans syn og DBIs grundlag, og hvorfor han valgte at skjule sin tilknytning til DBI. Hvis han anser uddannelsen for god, er der vel ingen grund til at holde den slags hemmeligt?

Hvorfor grundforskning?

I disse tider, hvor grundforskningen i Danmark i nogen grad er under pres er det vigtigt at kaste mere lys over, hvad grundforskning er og hvorfor den er vigtig. Et godt sted at starte er hos den romerske digter Ovid som i første sang i ‘Forvandlinger’ skriver om det, der adskiller os mennesker fra dyrene :

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

Astronomien, som er mit eget (grund)forskningsfelt, benyttes altså som billede på selve kulturen.

Megen grundforskning, langt det meste, handler om at forstå specifikke processer eller nøje afgrænsede fænomener. Faktisk er det en del af videnskabens succes, at den kan afgrænse og fokusere på et specifikt spørgsmål. Sjældne gange sker der store gennembrud, hvor vi pludselig henter ny erkendelse, der sprænger rammerne eller udvider horisonten for hele vores verdensbillede. Det er interessant at stille to spørgsmål i denne sammenhæng: 1) hvordan opstår videnskabelige gennembrud? og 2) hvorfor er de vigtige for menneskeheden som helhed og ikke kun for videnskabsmænd og kvinder? For at kunne stille de spørgsmål, der er alt afgørende for at finde frem til nye erkendelser om verdens beskaffenhed, inklusiv de store gennembrud, må man prøve at se på verden som var man lige dumpet ned fra en anden planet. Dette er virkelig svært, for vi er alle bundet af vante forestillinger – langt mere end vi tror. Det vi ser er ikke ”verden som den er”, men et billede, der er dybt farvet af det verdensbillede vi er indhyllet i og som vi bærer med os. Gennembrud sker, når vores vante forestillinger afsløres som falske og illusoriske, eller i hvert fald mangelfulde, eller hvor vi pludselig får adgang til viden om nye ukendte dele af verden – hvide pletter på verdenskortet. Det er evnen til at se verden ”ny”, uden vanens slør, som er vigtig for at videnskabelige gennembrud kan opstå.

Ud over denne i bedste forstand lidt barnlige tilgang til verden kræver videnskabelige gennembrud også slid, hårdt arbejde og intense brydekampe med at afdække fænomenernes hemmeligheder. En væsentlig kilde til videnskabens succes i den vestlige verden er udviklingen af det vi nu kalder den videnskabelige metode: at stille præcise spørgsmål, opstille hypoteser og afprøve disse med eksperimenter involverende nøje tilpassede instrumenter. I Dantes Guddommelige komedie siger Beatrice til Dante i en diskussion om refleksion af sollys fra månens overfalde (Paradiset, 2. sang): “…men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment – og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer…” , så denne tanke om eksperimentets betydning var tænkt allerede i senmiddelalderen i starten af 1300-tallet, da Dante skrev.

Den kendte danske renæssanceastronom og adelsmand Tycho Brahe blev af den af mange højt elskede Mars-forsker Jens Martin Knudsen ofte hyldet som en af den moderne naturvidenskabs grundlæggere, fordi han var den første, der i slutningen af 1500-tallet for alvor forfinede den astronomiske observationskunst og søgte at opbygge et solidt observationelt fundament for studiet af himmellegemerne. Selv skrev Tycho i sin klagesang, da han faldt i unåde hos kongen og måtte forlade Danmark i 1597:

Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si’er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.

Tycho så virkelig vigtigheden af, at skabe et solidt fundament for verdensbilledet! Det gjorde kongen også, for han fik hele 1% af statsbudgettet til at bygge Uranienborg på den dengang Danske ø Hven. Der skal lyde et stort tak til både kongen og Tycho, fordi de på hver sin måde satte gang i denne stræben efter et fastere fundament for verdensbilledet. Samtidig er det trist at måtte beklage, at i hvert fald regeringen ligesom den gang kongen i nogen grad synes at være blevet karrig og kold overfor grundforskningen i Danmark.

Hvorfor er grundforskningen og grundvidenskabelig gennembrud vigtige for andre end videnskabsmænd og kvinder? De er vigtige, fordi vi alle må vide, hvad det er for en virkelighed vi er en del af, hvor vi kommer fra! Der ligger et element af frigørelse i at forstå, hvor vi er henne og hvor vi kommer fra. En dybere viden giver de eksistentielle grundspørgsmål hvem er vi, hvor kommer vi fra en dybere grund. Astronomien har i de seneste 100 år vist os, at vi befinder os på en planet, der kredser omkring en blandt mange milliarder stjerner i vores ”hjemgalakse” Mælkevejen. Stjerner er store ansamlinger af brint og hydrogen og en smule stjernestøv fra tidligere stjernegenerationer. Energien kommer fra kernefusion i stjernernes centre. Langt de fleste stjerner har planetsystemer, men under tiden helt forskellige fra solsystemet. Mælkevejen er en blandt mange milliarder galakser i et umådeligt stort univers, hvori energitætheden er domineret af endnu ukendt mørk stof og mørk energi. Tættere på os selv har Darwin vist, at vi er tæt forbundne med de andre levende væsener via en fælles udviklingshistorie. Kvantemekanikken har vist, at virkeligheden på det mikroskopiske niveau er fundamentalt anderledes end det vi er vant til på måder vi endnu ikke har fuldt forstået.

Disse eksempler på fundamentale erkendelser er ikke endegyldige svar om virkeligheden, men de er skridt på en vandring, der aldrig stopper og som bestandigt bringer os dybere ned i forståelsen af eksistensen. Den romerske filosof Seneca beskrev det sådan her i 7. bog i værket ”Naturvidenskabelige problemer”:

“The time will come when diligent research over long periods will bring to light things that now lie hidden. A single life time, even though entirely devoted to research, would not be enough for the investigation of so vast a subject. . . . And so this knowledge will be unfolded through long successive ages. There will come a time when our descendants will be amazed that we did not know things that are so plain to them. . . . Many discoveries are reserved for ages still to come, when memory of us will have been effaced. Our universe is a sorry little affair unless it has in it something for every age to investigate . . . . Nature does not reveal her mysteries once and for all.”

Dette er så sandt for os som det var for Seneca. En mere pragmatisk grund, som måske også har større vægt i det politiske system, er, at grundforskningen giver anledning til afledte tekniske fremskridt, der ofte langt overgår de tekniske forbedringer, vi udvikler med mere målrettet anvendt og strategisk forskning. Kvantemekanikken er nok et af de bedste eksempler. Uden kvantemekanik ingen computere, internet, solceller, og mange andre i dag essentielle opfindelser. Det er blevet anslået, at kvantemekanikken ligger til grund for 30% af USA’s økonomi. Alt det voksede frem af fri forskning – ingen havde omkring år 1900 nogen som helst ide om, at der lå dette potentiale i at forstå naturen af varmestråling, den fotoelektriske effekt og Balmer-linjerne fra brintgas. Jeg tror faktisk, at grundforskningen per investeret krone på længere sigt gør os rigere end den strategiske forskning.

Det er vigtigt at understrege, at hovedformålet med grundforskningen ikke er de afledte goder, men en følgen af driften efter at forstå verden. Hvis vi glemmer grundforskningens egentlige drivkraft, så bliver den til anvendt forskning. Anvendt forskning er i sig selv er en god ting, men den kan ikke erstatte grundforskningen, da dens perspektiv er mere snævert og nytteorienteret. Forskningen skal gå på begge ben og lige nu er den ved at blive halt.

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.