Kategoriarkiv: Forskningspolitik

Indlæg om forskningspolitik.

Velkommen til den antividenskabelige præsident Trump

Som bekendt får USA ny præsident på fredag, og det kan man jo sige meget om. Selv skrev jeg i november 2016 et indlæg i Weekendavisen, hvor jeg pointerede, at det med Trump var den antividenskabelige dagsorden, der havde vundet, og jeg nævnte blandt andet hans mistillid til vaccinationer – et emne jeg har skrevet om flere gange både her på bloggen og andre steder. Trump har flere gang udtalt, at der er en sammenhæng imellem vaccinationer og autisme, og hvordan han personligt kender forældre, hvor børnene har udviklet autisme kort efter vaccinen. Han har også, som han har for vane, udtalt sig om emnet på Twitter:

Ideen om, at vacciner giver autisme, er gammel og for længst tilbagevist af videnskaben. Det store dyr i åbenbaringen er her Andrew Wakefield, der udgav en artikel tilbage i 1998, hvor han påstod at have vist en kausal sammenhæng. Artiklen viste sig at bygge på fabrikerede data, den blev trukket tilbage i 2010, og Wakefield mistede sin lægeautorisation. Til gengæld har han nu en ny og lukrativ karriere i antivaccinationsbevægelsen, der står særligt stærkt i USA. Hvad de mangler i form af videnskabelige argumenter og data, har de til gengæld i kendisser: Modellen Jenny McCarthy er bannerfører, skuespilleren Alicia Silverstone har advaret imod vacciner i sin bog “The Kind Mama”, ligesom Robert F. Kennedy Jr. længe har været at finde på holdet af antividenskabelige vaccinationsmodstandere.

Det er måske værd kort at give et historisk snit: Vaccinationsmodstandere har længe hævdet, at der er indholdsstoffer i vaccinationerne, der forårsager neurologiske sygdomme – specielt autisme – men at det holdes skjult af sundhedsmyndighederne, forskere og journalister i hele verden. Det er en af de helt store konspirationsteorier, der ville kræve, at et utal af mennesker holdt deres mund, fordi de af en eller anden grund gerne ville give børn autisme. Ja, det giver ingen mening…

Det væsentlige er dog, at man rent faktisk har taget bekymringen alvorligt og har undersøgt, om der kunne være en sammenhæng, for antallet af diagnosticerede tilfælde af autisme er ganske rigtigt steget. Det har dog vist sig helt uden tvivl, at der IKKE er en sammenhæng. Antallet af autister er uafhængigt af antal og tidspunkt for vacciner. I stedet ligger forklaringen i, at man bl.a. har ændret for diagnosticeringen og definitionen af autisme, hvilket helt oplagt har medført en stigning. Hvis man kigger retrospektivt på det med de nye retningslinier, er der ingen ændring i antallet over de sidste 20 år. Med andre ord er der ingen grund til at frygte en kausal sammenhæng, for der er ingenting at forklare.

Det har dog ikke stoppet antivaccinationsbvægelsen. De havde besluttet sig for, at det var tilsætningsstoffet thimerosal (en harmløs kviksølvforbindelse der øgede holdbarheden af vaccinen), der forårsagede autisme, og de krævede, at man fjernede det. Ja, de forudsagde endda, at det ville føre til et stort fald i antallet af autismediagnoser. Det er for længst vist, at thimerosal ikke er skadeligt, men alligevel blev det fjernet fra de fleste vacciner (undtaget visse influenzavacciner) tilbage omkring år 2000. Resultatet? Ingenting. Hverken flere eller færre fik autisme, hvilket jo burde have stoppet antivaccinationsbevægelsen, hvis de altså lyttede til videnskaben – men det gør de jo ikke.

I stedet er vaccinationsmodstandere begyndt at sige, at de ikke som sådan er imod vacciner – selv om de mener de giver neurologiske skader – men at man får for mange vacciner for hurtigt. Altså en antagelse om, at sundhedspersonalet ikke ved, hvad de laver, men bare sprøjter børn fulde af kviksølv for sjovs skyld. Faktum er, at programmet er baseret på faglige vurderinger og videnskabelig data for at sikre den bedst mulige effekt og beskyttelse af børnene. Man har sammenlignet det anbefalede program med et mere langstrakt, men det eneste resultat har været, at risikoen steg for at blive smittet med de sygdomme, programmet skal forhindre. Endnu engang har antivaccinationsbevægelsen vist deres uvidenskabelige dagsorden, for de har ikke ændret holdning som følge af den bedste evidens.

Trump tilhører dem, der mener, at vaccinationer giver autisme, og at man får for mange indsprøjtninger over for kort tid. Kennedy er en kendt konspirationstilhænger og vaccinemodstander, der taler om de helt store sammensværgelser, der inkluderer hele sundhedsvæsenet og den etablerede videnskab. Wakefield er en af grundene til, at vi overhovedet har denne diskussion stadigvæk, fordi han løj og forfalskede data.

Og hvorfor er dette relevant? Det er det, fordi den kommende præsident Trump i sommers mødtes med Wakefield, hvilket fik alle med interesse for sundhed og videnskab til at råbe vagt i gevær. Tidligere på måneden, den 10. januar 2017, mødtes Trump så med Robert F. Kennedy Jr., og bagefter udtalte Kennedy, at Trump ville nedsætte et udvalg, der skulle se på “vaccinesikkerhed og videnskabelig integritet”, og at han havde peget på Kennedy som formand. Trumps kampagnekontor var dog hurtigt ude at sige, at det ikke var korrekt, men at de overvejede at lave en “autismekommision”, selv om intet var besluttet endnu.

Tilbage sidder man med nogle brikker, der alle peger i samme retning, om end intet endnu er besluttet: Vi ved, at Trump er imod vacciner. Vi ved, at han har haft møder med to af de helt store navne i denne antividenskabelige bevægelse. Vi ved, at han snart er præsident og derfor har en del at skulle have sagt i forhold til vaccinationsprogrammet i USA. Alt i alt bør det gøre en lidt bekymret for, hvad der sker, men man kan jo blot håbe på, at Trump er mere fornuftig, end han giver udtryk for på Twitter…

Esben Lunde Larsens uddannelse efterlader mange spørgsmål

Hvis man interesserer sig det mindste for forskningspolitik, har man nok opdaget, at Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen er havnet i medierne igen – denne gang fordi han har været lidt kreativ med sit CV, som man kan læse på Forsker Forum og i Ekstra Bladet. For lidt baggrund kan man eventuelt læse mine tidligere indlæg om hans syn på skabelse, hans politiske prioriteringer og hans erhvervs-ph.d.

Det nye er, at ministeren havde oplyst på sit CV, at han havde studeret cand.theol. på Københavns Universitet fra 2001 til 2008. Det havde de fleste (alle?) med god ret tolket som, at ministeren havde været studerende på den akademiske teologiuddannelse fra 2001. Det passede bare ikke, for han blev først indskrevet i 2006. I årene 2001 til 2005 var han studerende på Dansk Bibel-Institut (DBI), der er en privat uddannelse, der ikke er akkrediteret i Danmark på grund af sit religiøse indhold.

Interessant nok har ministeren i dag (onsdag den 4. november) rettet sit CV, så der nu kun står årstallet for færdiggørelsen af kandidatgraden. Han har dog ikke i samme omgang fundet det relevant at tilføje oplysninger om indskrivning på DBI.

Det spørgsmål, mange af os sidder tilbage med, er – hvorfor?

Hvorfor skrev ministeren sit CV, så det så ud som om, at han havde læst på Københavns Universitet i alle årene? Hvorfor nævnte han ikke sin tid på DBI? Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det fusk, men det er da mærkværdigt, at en minister finder det belejligt at præsentere sin uddannelse på en måde, der giver den et mere akademisk skær end ret er – især når samme minister tidligere har været nødt til at rette sit CV, fordi han fejlagtigt havde skrevet en ikke-eksisterende post.doc.-ansættelse på (se sidste artikel i linket).

Der er flere interessante ting ved DBI, som er relevante i denne sammenhæng. Uddannelser på DBI er ikke akkrediteret i Danmark, så man kan derfor ikke få meritoverført sine kurser, hvis man ønsker at tage en rigtig akademisk uddannelse på et dansk universitet. Det kan man dog snige sig uden om via en såkaldt “diplomagent”, hvilke ministeren da også har gjort: Han har læst de fleste kurser på DBI i Danmark men har været indskrevet på den norske MHS Misjonshøgskolen.

Jeg ville rigtig gerne vide, hvorfor ministeren med ansvar for akkreditering i Danmark ikke finder systemet godt nok, og hvorfor han syntes, at DBI kunne tilbyde en bedre uddannelse end teologi på KU. Ser han ikke noget problem i, at han på den måde omgår det danske akkrediteringssystem?

Derudover er grundlaget for DBI temmelig problematisk – især når man tager ministerens tidligere udtalelser om skabelse, evolution og Big Bang i betragtning. De har et meget fundamentalistisk syn på Bibelen, der anses for “Guds ord” der er “fuldt troværdig og urokkelig”, og den er i sin oprindelige form “uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn” – ja, Bibelen er “den eneste, men også fuldt tilstrækkelige, klare og absolutte autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”.

Er dette dækkende for ministerens syn på verden, og er det den tilgang til viden og forskning, der har præget hans uddannelse?

Tilbage i 2009 deltog jeg i en konference arrangeret af DBI, der handlede om Darwin og klima (ja, det er en sær kombination, som jeg stadig ikke helt forstår). Kristeligt Dagblad havde deres journalist til stede, og jeg skrev også selv en kort anmeldelse til avisen.

Det var et rendyrket kreationistisk arrangement uden skyggen af videnskabelighed. Panelet bestod af kendte ansigter indenfor kreationisme og “intelligent design” (Peter Øhrstrøm, Peder Tyvand og Jakob Volf f.eks.), og jeg var tydeligvis den eneste ikke-troende deltager. Her blev forbindelsen mellem DBI og højrekristne grupper som Indre Mission og Luthersk Mission tydelig. Foredraget handlede om al den ondskab, “Darwinismen” førte til, og al den kompleksitet i naturen, der kun kan forklares ved en “designer”. De samme fejlagtige argumenter, vi alle har hørt utallige gange.

Hen imod slutningen af konferencen startede der en absurd diskussion blandt deltagerne – for er Jorden nu 6000 år eller 4.6 milliarder år gammel? Og betyder det noget? Igen minder det mig om ministerens tidligere udtalelser om Universets alder, som han åbenbart aldrig rigtig havde tænkt over.

Om Esben deltog, ved jeg ikke. Men jeg ville gerne vide, hvor meget overlap der er imellem hans syn og DBIs grundlag, og hvorfor han valgte at skjule sin tilknytning til DBI. Hvis han anser uddannelsen for god, er der vel ingen grund til at holde den slags hemmeligt?

Hvorfor grundforskning?

I disse tider, hvor grundforskningen i Danmark i nogen grad er under pres er det vigtigt at kaste mere lys over, hvad grundforskning er og hvorfor den er vigtig. Et godt sted at starte er hos den romerske digter Ovid som i første sang i ‘Forvandlinger’ skriver om det, der adskiller os mennesker fra dyrene :

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

Astronomien, som er mit eget (grund)forskningsfelt, benyttes altså som billede på selve kulturen.

Megen grundforskning, langt det meste, handler om at forstå specifikke processer eller nøje afgrænsede fænomener. Faktisk er det en del af videnskabens succes, at den kan afgrænse og fokusere på et specifikt spørgsmål. Sjældne gange sker der store gennembrud, hvor vi pludselig henter ny erkendelse, der sprænger rammerne eller udvider horisonten for hele vores verdensbillede. Det er interessant at stille to spørgsmål i denne sammenhæng: 1) hvordan opstår videnskabelige gennembrud? og 2) hvorfor er de vigtige for menneskeheden som helhed og ikke kun for videnskabsmænd og kvinder? For at kunne stille de spørgsmål, der er alt afgørende for at finde frem til nye erkendelser om verdens beskaffenhed, inklusiv de store gennembrud, må man prøve at se på verden som var man lige dumpet ned fra en anden planet. Dette er virkelig svært, for vi er alle bundet af vante forestillinger – langt mere end vi tror. Det vi ser er ikke ”verden som den er”, men et billede, der er dybt farvet af det verdensbillede vi er indhyllet i og som vi bærer med os. Gennembrud sker, når vores vante forestillinger afsløres som falske og illusoriske, eller i hvert fald mangelfulde, eller hvor vi pludselig får adgang til viden om nye ukendte dele af verden – hvide pletter på verdenskortet. Det er evnen til at se verden ”ny”, uden vanens slør, som er vigtig for at videnskabelige gennembrud kan opstå.

Ud over denne i bedste forstand lidt barnlige tilgang til verden kræver videnskabelige gennembrud også slid, hårdt arbejde og intense brydekampe med at afdække fænomenernes hemmeligheder. En væsentlig kilde til videnskabens succes i den vestlige verden er udviklingen af det vi nu kalder den videnskabelige metode: at stille præcise spørgsmål, opstille hypoteser og afprøve disse med eksperimenter involverende nøje tilpassede instrumenter. I Dantes Guddommelige komedie siger Beatrice til Dante i en diskussion om refleksion af sollys fra månens overfalde (Paradiset, 2. sang): “…men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment – og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer…” , så denne tanke om eksperimentets betydning var tænkt allerede i senmiddelalderen i starten af 1300-tallet, da Dante skrev.

Den kendte danske renæssanceastronom og adelsmand Tycho Brahe blev af den af mange højt elskede Mars-forsker Jens Martin Knudsen ofte hyldet som en af den moderne naturvidenskabs grundlæggere, fordi han var den første, der i slutningen af 1500-tallet for alvor forfinede den astronomiske observationskunst og søgte at opbygge et solidt observationelt fundament for studiet af himmellegemerne. Selv skrev Tycho i sin klagesang, da han faldt i unåde hos kongen og måtte forlade Danmark i 1597:

Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si’er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.

Tycho så virkelig vigtigheden af, at skabe et solidt fundament for verdensbilledet! Det gjorde kongen også, for han fik hele 1% af statsbudgettet til at bygge Uranienborg på den dengang Danske ø Hven. Der skal lyde et stort tak til både kongen og Tycho, fordi de på hver sin måde satte gang i denne stræben efter et fastere fundament for verdensbilledet. Samtidig er det trist at måtte beklage, at i hvert fald regeringen ligesom den gang kongen i nogen grad synes at være blevet karrig og kold overfor grundforskningen i Danmark.

Hvorfor er grundforskningen og grundvidenskabelig gennembrud vigtige for andre end videnskabsmænd og kvinder? De er vigtige, fordi vi alle må vide, hvad det er for en virkelighed vi er en del af, hvor vi kommer fra! Der ligger et element af frigørelse i at forstå, hvor vi er henne og hvor vi kommer fra. En dybere viden giver de eksistentielle grundspørgsmål hvem er vi, hvor kommer vi fra en dybere grund. Astronomien har i de seneste 100 år vist os, at vi befinder os på en planet, der kredser omkring en blandt mange milliarder stjerner i vores ”hjemgalakse” Mælkevejen. Stjerner er store ansamlinger af brint og hydrogen og en smule stjernestøv fra tidligere stjernegenerationer. Energien kommer fra kernefusion i stjernernes centre. Langt de fleste stjerner har planetsystemer, men under tiden helt forskellige fra solsystemet. Mælkevejen er en blandt mange milliarder galakser i et umådeligt stort univers, hvori energitætheden er domineret af endnu ukendt mørk stof og mørk energi. Tættere på os selv har Darwin vist, at vi er tæt forbundne med de andre levende væsener via en fælles udviklingshistorie. Kvantemekanikken har vist, at virkeligheden på det mikroskopiske niveau er fundamentalt anderledes end det vi er vant til på måder vi endnu ikke har fuldt forstået.

Disse eksempler på fundamentale erkendelser er ikke endegyldige svar om virkeligheden, men de er skridt på en vandring, der aldrig stopper og som bestandigt bringer os dybere ned i forståelsen af eksistensen. Den romerske filosof Seneca beskrev det sådan her i 7. bog i værket ”Naturvidenskabelige problemer”:

“The time will come when diligent research over long periods will bring to light things that now lie hidden. A single life time, even though entirely devoted to research, would not be enough for the investigation of so vast a subject. . . . And so this knowledge will be unfolded through long successive ages. There will come a time when our descendants will be amazed that we did not know things that are so plain to them. . . . Many discoveries are reserved for ages still to come, when memory of us will have been effaced. Our universe is a sorry little affair unless it has in it something for every age to investigate . . . . Nature does not reveal her mysteries once and for all.”

Dette er så sandt for os som det var for Seneca. En mere pragmatisk grund, som måske også har større vægt i det politiske system, er, at grundforskningen giver anledning til afledte tekniske fremskridt, der ofte langt overgår de tekniske forbedringer, vi udvikler med mere målrettet anvendt og strategisk forskning. Kvantemekanikken er nok et af de bedste eksempler. Uden kvantemekanik ingen computere, internet, solceller, og mange andre i dag essentielle opfindelser. Det er blevet anslået, at kvantemekanikken ligger til grund for 30% af USA’s økonomi. Alt det voksede frem af fri forskning – ingen havde omkring år 1900 nogen som helst ide om, at der lå dette potentiale i at forstå naturen af varmestråling, den fotoelektriske effekt og Balmer-linjerne fra brintgas. Jeg tror faktisk, at grundforskningen per investeret krone på længere sigt gør os rigere end den strategiske forskning.

Det er vigtigt at understrege, at hovedformålet med grundforskningen ikke er de afledte goder, men en følgen af driften efter at forstå verden. Hvis vi glemmer grundforskningens egentlige drivkraft, så bliver den til anvendt forskning. Anvendt forskning er i sig selv er en god ting, men den kan ikke erstatte grundforskningen, da dens perspektiv er mere snævert og nytteorienteret. Forskningen skal gå på begge ben og lige nu er den ved at blive halt.

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.

Når ræven vogter høns

Ted_Cruz,_official_portrait,_113th_Congress

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.

Fødevareministeren vil udfase bredspektret tetracyclin – er det løsningen eller blot symptombehandling?

For nyligt lancerede Videncenter for Svineproduktion (VSP) en plan for, hvordan MRSA skal begrænses i Danmark. Foreslået løsning: Inden 2020 skal forbruget af antibiotika i svinestaldene reduceres med 10 procent. I går, den 22/12/2014 kunne MRSA VidenCenter på Hvidovre Hospital så fortælle at der på 4 år er sket en firdobling af antal smittede svinebesætninger, hvilket svarer til, at omkring 2 ud af 3 danske svinestalde nu er inficerede.

Nu følger fødevareminister Dan Jørgensen (S) så op i DR1 Nyhederne (22/12, kl. 18:30) og melder ud at det bredspektrede antibiotikum tetracyclin helt skal udfases i dansk landbrug. Han satte dog ikke nogen deadline på hvornår udfasningen skulle være effektueret og kom heller ikke med forslag til hvad planen er for reduktion af alle de øvrige typer af antibiotika/medicin der bruges i landbruget i dag.

Så er der tale om en løsning eller blot symptombehandling fra fødevareministerens side?

Det kunne jeg godt tænke mig nogle kvalificerede bud på fra vores kloge læsere på Scienceblog.dk – nu hvor de fleste af jer alligevel har juleferie og propper jer med flæsk og julesul i disse dage.

Her er lige et par spørgsmål til at starte debatten:

1) Hvilken sammenhæng er der mellem MRSA smitte blandt husdyr og brugen af antibiotika?

2) Hvilke mængder og typer af antibiotika bruges i landbruget i dag?

3) Hvad er samfundets acceptgrænse for brugen af antibiotika i landbruget? Om nogen?

4) Hvilken rolle spiller det økologiske landbrug overfor det konventionelle landbrug i denne debat?

5) Og her op til jul: Hvad afspejler prisforskellen på en konventionel og en økologisk flæskesteg (bonus-info: prisforskellen er lidt under 100 kr/kg)?

6) Har vi ”gode bakterier” der kan hjælpe landbruget mod MRSA? Hvis ja – hvordan?

7) Hvad kan du som forbruger gøre i hverdagen?

8) Hvad kan de folkevalgte gøre – nu hvor vores nationalret er blevet kåret?

9) Hvor finder vi løsningen til det der er blevet kaldt et af videnskabens største problemer – udvikling af antibiotikaresistente mikroorganismer?

10) Er din flæskesteg økologisk i år? Hvad med næste år?

Nedenfor har jeg udvalgt lidt supplerende julelæsning om ”Amerikanske tilstande” ved CDC, en kronik fra Politiken om en aktuel bog af landmand og mejeriingeniør Lone Vitus og den seneste rapport fra vores hjemlige MRSA VidenCenter fra Hvidovre Hospital om det aktuelle MRSA risikobillede (udkom den 22/12).

God læsning, Glædelig Jul og MRSA-Sikker Flæskesteg!

Rapport fra: Centers for Disease Control and Prevention

Kronik fra Politiken den 15/11 2014

Rapport fra MRSA-ekspertgruppen (22/11 2014)

 Ing.dk skriver: Andre dyr end svin skal også undersøges

 

Videnskaben er det rene vrøvl

Et slidigt gravben vridrede

i brumringen på tidvis plent,

og lappingen var vaklig, og

det borte grøfgrin grent

Teksten kan ved første øjekast give fin mening. Men det er i virkeligheden det rene vrøvl, taget fra den gamle danske oversættelse af Lewis Carrolls  Bag spejlet .

I den akademiske verden er  vrøvl, humbug og bevist eller ubevist snyd ikke noget nyt. Men der plejer at være mennesker bag. Ifølge  The Guardian skal det nyeste inden for snyd i videnskabens verden findes i et sindrigt computerprogram. Dette program kan klippe nye artikler sammen, ud fra allerede eksisterende artikler.

Disse artikler bliver derfor det rene vrøvl, hvis man rent faktisk læser hvad der står. Hvis man kun skimmer hen over artiklen kan det dog være svært at skelne imellem artikler lavet af rigtig forskere, og så disse vrøvle artikler, især indenfor videnskabsfelter der ligger udenfor ens eget område. Men burde der ikke være en sikkerhed i vores nuværende review-system? Hvorfor er disse artikler ikke opdaget noget før? Jeg tror at vi i dette tillfælde har gjort som mennesker gør tit. Vi følger loven om den nemmeste vej. Hvis det lyder rigtigt, så er det det nok også. Videre. Det er ligemeget. Vi laver bare en ny artikel.

Modtrækket og grunden til at flere end 100 vrøvleartikler er blevet afsløret, er et nyt program, der kan scanne artiklerne og vurdere om der står rigtig forskning bag sætningerne. Kapløbet er altså i gang, og det er nok ikke sidste gang at der er snyd eller computerprogrammer bag videnskabelige artikler. Men skal vi ikke bare acceptere at der er enkelte snydere imellem? Eller skal vi bruge endnu flere ressourcer på at dobbelttjekke hinanden?

Man ved ikke hvor mange Jabberwocky-artikler der stadig ligger derude, men du kan øve dig i at spotte dem her.

 

Hvorfor Universiteter?

 

Aktuelt er der meget debat omkring reformer af universiteterne i Danmark. Regeringen har vedtaget en fremdriftsreform med den overordnede intention at styrke “dansk økonomi, konkurrenceevne og jobskabelse.” Regeringen har også nedsat et udvalg for kvalitet og relevans, der skal foretage et “360-graders eftersyn” af uddannelserne på Universiteterne. I kommissoriet for udvalget står at læse:

Hvert år bruges ca. 14 mia. kr. på taxametertilskud mv. på de videregående uddannelser. Den massive strategiske og økonomiske satsning på at øge antallet af studerende, der gennemfører en videregående uddannelse, kan dog ikke stå alene. Det er vigtigt, at de offentlige investeringer i de videregående uddannelser anvendes målrettet og effektivt til at sikre høj faglig kvalitet i uddannelserne og relevante uddannelser i forhold til efterfølgende beskæftigelse, så de videregående uddannelser bidrager aktivt til vækst, produktivitet og velstand i Danmark. 

Endvidere er den politiske målsætning omkring kvalitet og relevans ifølge kommissoriet bl.a.: 

Kvalitet: De videregående uddannelser skal have højere kvalitet i undervisning og uddannelsesforløb, og alle studerende skal udfordres til at nå deres højeste potentiale. 

Relevans: Fokus for de videregående uddannelser skal i højere grad flyttes fra sidste eksamen til første job, så (a) flere får job i den private sektor, og (b) alle studerende tilegner sig kompetencer, der kan omsættes i relevant beskæftigelse – uanset på hvilket videregående uddannelsesniveau. 

På baggrund heraf synes jeg det er interessant at se på, hvilken role universiteter skal spille i samfundet. Platon grundlagde allerede omkring 387 f.kr. et akademi i Athen helliget filosofien. Lidt senere, omkring 335 f.kr., grundlagde Aristoteles en skole i Lyceum også i Athen, der synes at have mange af de træk, man finder i universiteter idag. Specielt har der været en tæt kobling mellem undervisning og forskning, hvilket også er centralt idag. Den arabiske kulturkreds spillede en vigtig role særligt i årene fra vestromerrigets fald og frem til Mongolernes hærgen i 1200-tallet. Et eksempel er visdommens hus i Bagdad i Irak, hvor man både studerede og oversatte de græske tekster og bedrev ny forskning. I den vestlige verden var klosterne centre for undervisning og lærd tænkning op igennem middelalderen.

Det første egentlige universitet i Europa blev grundlagt i Bologna i 1088, mens vikingetiden var ved at klinge af herhjemme. Ordet “Universitet” kommer fra “universitas magistrorum et scholarium” som betyder noget i retning af “samling af lærere og studenter”. 


“Liber ethicorum des Henricus de Alemannia”. Henrik af Tyskland forelæser for en gruppe studerende på Bolognas universitet. Billedet er fra en bog fra 1300-tallet og er malet af Laurentius de Voltolina.

Hvad skal et universitets rolle være idag? Jeg har fundet et lidenskabeligt formuleret bud skrevet midt i 1800-tallet af John Henry Newman, der bl.a. var rektor på University college i Dublin:

It is the place to which a thousand schools make contributions; in which the intellect may safely range and speculate, sure to find its equal in some antagonist activity, and its judge in the tribunal of truth. It is a place where inquiry is pushed forward, and discoveries verified and perfected, and rashness rendered innocuous, and error exposed, by the collision of mind with mind, and knowledge with knowledge. It is the place where the professor becomes eloquent, and is a missionary and a preacher, displaying his science in its most complete and most winning form, pouring it forth with the zeal of enthusiasm, and lighting up his own love of it in the breasts of his hearers. It is the place where the catechist makes good his ground as he goes, treading in the truth day by day into the ready memory, and wedging and tightening it into the expanding reason. It is a place which wins the admiration of the young by its celebrity, kindles the affections of the middle—aged by its beauty, and rivets the fidelity of the old by its associations. It is a seat of wisdom, a light of the world, a minister of the faith, an Alma Mater of the rising generation. It is this and a great deal more, and demands a somewhat better head and hand than mine to describe it well.


Det er måske lidt pompøst, men jeg synes også det er er ganske smukt: universitetet skal være helliget søgen efter sandheden og et alma mater for uddannelsen af den opvoksende generation. Mottoerne for Aarhus Universitet og Københavns universiteter er også sigende: “Solidum petit in profundis” som betyder “søger i dybet den faste grund” og “Coelestem adspicit lucem” som betyder “skuer det himmelske lys”. Det handler om at søge sandheden/lyset for derved at have et fastere grundlag. I 1988, i 900-året efter grundlæggelsen af Bolognas Universitet, underskrev en samling af knap 400 universitetsrektorer det såkaldte Magna Charta Universitatum, der mere konkret forsøger at definerer værdier og rettigheder for universiteter. Alle danske universiteter er medunderskrivere. Her hedder det blandt andet under “fundamentale principper”:

Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret; det skaber, undersøger, bedømmer og formidler kultur gennem forskning og undervisning. For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.


Nu er jeg ved at være fremme ved det dilemma jeg synes vi står i med regeringens nye udspil (og også den tidligere regerings indgreb): hvordan forener vi universiteternes rettelige grav på autonomi med det omgivne samfunds rettelig behov for at “få noget for pengene”? Hvordan fastholder vi universitetet som stedet for den højeste lærdom i en situation, hvor antallet af studerende f.eks. ved Københavns Universitet er vokset fra ca. 4000 i år 1900 til ca. 40.000 idag? Her vil jeg blot lufte nogle få synspunkter: 

  • Det er glædeligt, at regeringen sætter fokus på kvalitet. Taxametersystemet har uvægerligt flyttet fokus i uddannelserne fra kvalitet til kvantitet, så en bevægelse i den modsatte retning er tiltrængt.
  • Jeg synes man skal passe på ikke at skære al videregående uddannelse over én kam. Professionshøjskoleringeniørhøjskolerhandelshøjskoler og universiteter har forskellige, alle vigtige roller at spille, men de passer ikke ned i samme skabelon.
  • Jeg synes der ligger en fare i at flytte fokus over imod “vækst, produktivitet og velstand”. Universitetets bidrag til samfundet er meget bredere og dybere end disse tre. Her tænker jeg på den grundlæggende værdi, der har været bærende siden grækerne: søgen efter sandhed. Universitetets hovedopgave er at bedrive grundforskning og forskningsbaseret undervisning. Dette bidrager på længere sigt i høj grad til vækst, produktivitet og velstand (tænk bare på, hvad kvantemekanikken har ført med sig), men dette er et afledt gode og ikke den primære motivation. Det er ogå værd at citere Bohrs vision fra hans åbne brev til FN: “En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet.“. Vi har brug for visioner af den kaliber ved siden af eller måske endda over vores stræben efter øget vækst, produktivitet og velstand (som naturligvis er vigtigt, så længe det er bæredygtigt).
  • Jeg synes, der er værd at overveje, hvor meget skiftende regeringer egentlig skal blande sig. Den forrige regering har jo netop, med et bredt flertal bag sig, vedtaget en ny universitetslov. I loven står der i §10: “Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetets interesserer som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.” Hvis folketinget virkelig mener dette, så synes jeg men skal prøve at træde et skridt tilbage, sikre en stabil financering med mindst 3-5 årig horisont og så lade bestyrelserne lægge kursen. Dette synes også at være i bedre overensstemmelse med magna charta universitatum.
  • Endelig; det kunne være spændende, hvis man kunne få mere forskning ud i gymnasierne. Mange utroligt dygtige forskere kan ikke få faste stillinger på universiteter. Hvis nogle af disse med ansættelse i gymnasieskolen kunne få mulighed for at forske (f.eks. 20% af tiden) kunne man opnå meget godt: for de af lærene, der er interesserede ville det være en glæde at få mulighed for at fortsætte forskningen. De dygtigste elever ville kunne blive involveret og for forskningen ville det være en gevinst. En såden ordning ville også skabe en bedre forbindelse mellem gymnasier og universiteterne og måske forbedre rekruteringen.