Kategoriarkiv: Astronomi

Indlæg om astronomi.

Supernova

Har lige set første del af en bizzar miniserie på DR1. I “Truslen fra Solen” (Originaltitel: Supernova) går det op for astrofysikere, at Solen måske er på vej til at eksplodere i en supernova. Det er selvfølgelig skidt, og det bliver ikke bedre af, at regeringen vil holde det hemmeligt for befolkningen. Den har nemlig intentioner om at videreføre udvalgte elementer af menneskeracen i gigantiske underjordiske anlæg. Så går det ellers over stok og sten med forskere, som forsvinder under mystiske omstændigheder, special effects, efterretningsorganer med mærkelige forkortelser og en smule kærlighed. Der er enddog en nedtælling. Jo klichéerne er så sandlig blevet støvet af. Så kniber det lidt mere med videskaben. Læs videre Supernova

Solopgang i vest

I torsdag var jeg på hjem fra Budapest. Jeg fløj via Amsterdam, og da jeg lettede fra Amsterdam mod Billund om aftenen, fik jeg en speciel oplevelse. Jeg sad ved vinduet i venstre side, og jeg kunne derfor se den vestlige horisont. Solen var netop gået ned, men som flyet steg, dukkede Solen frem igen bag horisonten. Lige så langsomt; først en smal, ildrød bue, og så mere og mere af solskiven. Til sidst var halvdelen af Solen synlig, før den igen begyndte at gå ned.

Hvad der skulle have været en rutineflyvning gav lige pludseligt – ud over en virkelig flot oplevelse – en masse tanker om astronomi, geometri, afstande, Jordens krumning og meget andet naturvidenskab. I den forbindelse vil jeg lige minde om, at nu hvor sommeren nærmere sig, skal man selvfølgelig benytte sig af ferien ved Vesterhavet til at se flere solnedgange samme aften. Man stiller sig bare på stranden, og så snart Solen er gået ned, løber man op i en høj klit. Solen bliver synlig igen, og man kan se endnu en solnedgang.

God fornøjelse!

Jordlignende planet fundet

Astronomer har for første gang kunnet eftervise eksistensen af en jordlignende planet uden for vores solsystem.

Planeten er ca 50% større og fem gange mere massiv end jorden. Det er den første gang at en så lille planet er blevet fundet som samtidigt har muligheden for at have flydende vand på overfladen.

Ved hjælp af den super-nøjagtige HARPS spektrograf på ESOs 3.6m teleskop har astronomerne udmålt at planeten Gliese 581 c. har et “år” på kun 13 dage og dermed er meget tæt på stjernen den er i omløb omkring. Stjernen er dog en rød dværgstjerne som er en hel del koldere end vores sol og det er derfor stadigvæk koldt nok på overfladen til at der principielt kan være flydende vand.

Vand er nødvendigt for liv som vi kender det og astronomer håber på efterhånden at finde flere af disse jordlignende planeter eftersom målemetoderne bliver bedre.

edit: Læs mere om exoplaneter i den danske wikipedia

Global opvarmning – nu på Mars!

Mens debatten forsat kører omkring årsager og konsekvenser af den opvarmning vi i øjeblikket ser på jorden, har andre forskere rettet blikket længere ud i solsystemet.

Her har man som bekendt i mange år udforsket mars i efterhånden meget stor detalje og det har længe været kendt at temperaturen på den røde planet har været stigende. Faktisk 0,65 grader siden Viking-sonden ankom til planeten i 1976.

Mekanismen for denne opvarmning har ikke været forstået før nu, hvor et hold forskere via en model af marsatmosfæren har fundet frem til, at stigningen skyldes, at støvstorme langsomt har ændret farven af planeten. Mars er simpelthen blevet en smule mørkere og derfor optager den en større del af det sollys, den modtager. Forskerne mener i øvrigt også at kunne vise, at dette skaber et positivt feedback, hvor den forøgede temperatur øger mængden af vind, som derved yderligere gør planeten mørkere og derved eskalerer hele processen.

Og hvad betyder alt dette nu for vores egen situation? Den viser i hvertfald, at klimaforandringer kan være ganske alvorlige, netop fordi de kan have denne selvforstærkende effekt, et fænomen som jo også kendes fra istiderne på jorden.

Omvendt lærer vi også, at hele planeter altså sagtens kan skifte temperatur, uden at der har været indblanding fra intelligent liv. Dette sætter med andre ord fokus på et af de emner, som jeg personligt mener ikke bliver belyst nok i den nuværende debat; alle er enige om, at temperaturen stiger, men der er er ikke enighed om, at det entydigt skulle være CO2, som forårsager denne effekt.

Gigantiske vandmængder fundet på Mars

Den europæiske rumsonde Mars Express har gennemlyst polkapperne af Mars og udmålt hvor meget is der gemmer sig under overfladen.

Tykkelsen af is under mars sydpol. Kilde: NASA/JPL/ASI/ESA/Univ. of Rome/MOLA Science Team/USGS

Det viser sig at være forbløffende meget: Isslaget har en tykkelse på op til 3700 meter og er i alt næsten på størrelse af Europa. Det samlede volumen af is vurderes til 1.6 millioner kubikkilometer, hvilket cirka svarer til 2/3 af Grønlandsisen.

Læs videre Gigantiske vandmængder fundet på Mars

Methansøer på Titan?

Rumsonden Cassini-Huygens har sandsynligvis opdaget en gigantisk sø på Saturns Måne Titan.

NASA/JPL/GSFC: Titan Sø sammenlignet med Lake Superior

NASA/ESA sondens radar har allerede tidligere fundet en række meget glatte områder på Titans nordhalvkugle som man mener er søer af methan og ethan.

Nu har man fundet den hidtil største af dem med en overflade på ca 100.000 km², hvilket omtrent svarer til størrelsen af Island. Man er dog ikke er helt færdig med opmålingen af søen endnu, da den var på kanten af et større måleområde – så den kan sagtens være endnu større.

Til sammenligning har Jordens største sø, det Kaspiske Hav, for tiden en overflade på ca 371.000 km². Det Kaspiske Hav skrumper dog kraftigt på grund menneskets rovdrift på vandet fra søens tilløb, i starten af forrige århundrede skønnes søen at have været på omkring 420.000 km².

Måneformørkelse

Så er det i aften, der er total måneformørkelse. I England håber man på en af de bedste formørkelser i årevis, mens vi herhjemme nok vil se en hel del skyer. Ifølge DMI er der dog enkelte steder i landet, der får en chance for at opleve den spektakulære begivenhed.

I forbindelse med formørkelsen afholdes en række offentlige arrangementer. Listen over disse kan ses på Tycho Brahe Planetariets hjemmeside.

Update (4. marts 2007): Billede af måneformørkelsen set fra Århus, tilføjet klokken 1 om natten.

Måneformørkelse med stjerner over Århus

 

Big Questions Wiki

Skulle man gå og tumle med spørgsmål som: Hvorfor flipper jordens magnetfelt?, Hvad er universet lavet af? og Hvorfor har vi stadig store spørgsmål? så er der nu hjælp at hente – eller rettere hjælpen er på vej. På Big Questions Wiki arbejdes der på spørgsmålene. Siden er lavet som en wiki, så alle kan være med til at forklare og stille spørgsmål.

Wikien har en række personer tilknyttet, så der står faktisk noget fornuftigt på siden, og det giver jo også håb om udvikling på siden.

Komet varsler forandringer på ScienceBlog!

Allerførst vil jeg meget gerne ønske Klaus tillykke med 1.års fødselsdagen af ScienceBlog.dk og takke meget for invitationen til at komme og skrive her, jeg håber ikke han kommer til at fortryde den idé lige med det samme.

Jeg arbejder selv indenfor astronomiens verden som ligesom de fleste andre discipliner af naturvidenskaben efterhånden er blevet ret kompliceret affære og kan være svær at formidle i detaljerne.Kometen McNaught og VLT

Heldigvis har astronomi dog den fordel at der som biprodukt af de videnskabelige målinger kan laves utroligt flotte billeder af universet omkring os, og der går da heller ikke en uge hvor medierne ikke viser mindst én af disse imponerende optagelser lavet af observatorierne her på jorden eller i rummet.

Læs videre Komet varsler forandringer på ScienceBlog!