Alle indlæg af Robert Jensen

Anmeldelse, Formidling, Science centre

Experimentarium sender din Puls i vejret!

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Experimentarium, og jeg var derfor meget glad for at blive inviteret til at se deres nye udstilling, Puls. I Puls handler det ikke overraskende om at gennemgå en række poster, som allesammen indeholder forskellige former for fysisk aktivitet. Vi kommer rundt til så forskellige øvelser som et kæmpe hamsterhjul, en danse-rengøringsleg og en forhindringsbane. Alle aktiviteter er godt lavet, især jorden-er-giftig legen og øvelsen hvor man ved hjælp af et slow-motion kamera kan øve sin hoppeteknik faldt i virkelig god jord hos mig selv og et medbragt barn.

Det specielle ved Puls er dog ikke kun de konkrete aktiviteter, men mere det meget specielle koncept som Experimentarium introducerer med den nye udstilling; de enkelte dele af udstillingen skal ikke ses som individuelle enheder, men skal helst udføres som en samlet oplevelse hvor et hold gennemfører alle øvelserne sammen. Undervejs optjener holdet point og laver samtidig en billedmappe over turen som man til sidst kan få med hjem på email.

1025

Dette koncept garanterer at få din puls i vejret – på den ene eller på den anden måde… når det fungerer er jeg overbevist om at oplevelsen af at gennemgå et forløb sammen som et hold fungerer helt fantastisk. Desværre sætter dette koncept også så stramme rammer for besøget, at risikoen for stærkt forøget puls som følge af et pludseligt vredesudbrud også er meget reel.  Som en lille service fra Scienceblog til læserne kommer derfor en kort guide til at sikre at pulsen kommer i vejret på den helt rigtige måde:

1) Tænk dig rigtig godt om, når du laver hold. Når først et hold er sat, kan det ikke splittes op igen, og det betyder, at gruppen skal holde sammen under hele turen. Hvis nogle af deltagerne hopper fra undervejs (der er mange distraktioner på Experimentarium!!) er resten af gruppen forhindret i at fortsætte.

2) Vær forberedt på teknisk bøvl før start på hver aktivitet. Den megen teknik, som er flettet ind i den nye udstilling er ikke fejlfri. At få en hel flok logget ind som deltagere på en øvelse er ikke uden problemer. De tre børn som jeg havde medbragt, havde store problemer med at få drejet armbåndet, så det faktisk blev registreret.

3) Pas på dit armbånd! Puls er (sjovt nok….) forbundet med en del fysisk aktivitet og flere deltagere i vores gruppe nåede at få revet deres armbånd af undervejs.

4) Kig godt efter om du kan finde en Ja-hat et sted hjemme i gemmerne inden du tager afsted. Tro mig, når du kommer igennem alt bøvlet, er det faktisk ret sjovt.

Forskning, Fysik, Nanoteknologi

Du er en ion – og du er på vej på dit livs flyvetur!

1 kommentar

En af de store glæder ved at arbejde i et eksperimentelt laboratorium er de mange instrumenter og dimser man får lov at arbejde med. Selvom et instrument jo er et middel og ikke et mål er nogle af dem nu alligevel så fantastiske, at de fortjener omtale. I dag vil jeg viser jer et af mine absolutte yndlingsinstrumenter, nemlig vores Time-of-Flight massespektrometer.

TOF

Et massespektrometer er et apparat som kan skelne forskellige typer af molekyler og på den måde give en beskrivelse af hvilken sammensætning man har i den gas man ønsker at undersøge. Dette kan anvendes til alt fra læksøgning af et vakummkammer til avanceret analyse af kemiske stoffer. I vores lab anvendes i stor stil massespektrometre til at påvise omdannelse af kemiske stoffer under katalytiske reaktioner.

Inspireret af Jonas’ indlæg som viser en film af hvordan solsystemet ser ud set fra en rumsonde fik jeg lyst til at lave det samme visualisering af hvordan en ion oplever sin begivenhedsrige tur gennem et massespektrometer. Desværre har jeg ikke kunne finde sådan en film, så I må i stedet tage til takke med mit ydmyge forsøg på at beskrive turen.

Forestil dig, at du er et molekyle, lad os for nemheds skyld antage, at du er en ædelgas, hvis du føler dig ganske særlig og enestående kunne du forestille dig, at du et et Xenon atom, føler du dig mere gennemsnitlig og almindelig kan du være et Argon atom. Som et neutralt atom bevæger du dig omkring i et relativt kaotisk mønster hvor du konstant flyver fra den ene væg til den anden.

For at fungere må et massespektrometer  operere i et relativt højt vakuum; hvis trykket er for højt vil de enkelte gasmolekyler ramme hinanden, og det bliver umuligt at styre ionerne gennem den relativt komplicerede rute de skal igennem for, at vi kan opnå den ønskede masseseparation. En betingelse for at kunne håndtere gassen på en kontrolleret måde er, at vi kan ionisere den, dette foregår i ioniseringskilden:

Pludselig og uden varsel oplever du, at en elektron rammer dig meget hårdt! Efter at have sundet dig et kort øjeblik oplever du til din skræk at kollisionen har frarøvet dig en af dine elektroner – du er blevet til en ion. I dit nye liv som ion er dit bevægelsesmønster kraftigt forandret idet du opdager, at du nu påvirkes af elektriske kræfter, og lige nu kigger du ned i en lille fordybning med hul i midten – din tur ind i massespektrometret er begyndt! 

acceleration_region

Efter at have ioniseret gassen og ledt den ind i selve massespektrometeret gennem en serie af simple elektrostatiske linser er ionerne nu klar til selve masseseparationen. Der findes flere måde at adskille de forskellige typer af gas, men fra navnet Time-Of-Flight kan man nok hurtigt gætte, at vi i dette apparat baserer os på et princip hvor vi adskiller de enkelte komponenter via deres flyvetid hen over en bestemt afstand.

Langsomt bevæger du dig ned mod hullet og ude på den anden side ser du, at du nu befinder dig i et egentlig ganske fredeligt område hvor du er fanget i en smal gyde med et tæt hønsenet til den ene side og en massiv kobberplade til den anden. Glad og tilfreds driver du langsomt gennem gyden indtil du pludselig overraskes af et kraftigt elektrisk felt som sender dig direkte gennem gitteret (pas på at ramme mellem hullerne, ellers bliver dit liv som ion ikke meget længere!).

Ude på den anden side af gitteret raser du nu af sted med en hastighed på 44km/s (24km/s hvis du er et xenon atom). Men ikke nok med, at du pludselig farer afsted, du befinder dig nu på en meget stejl rampe som uden hvil bliver ved med at forøge din hastighed til svimlende højder. Da du efter meget kort tid når en hastighed på 111km/s (61 for xenon) farer du igennem endnu et tæt vævet net og befinder dig nu i et meget langt rør.  Der sker så mange ting på en gang, at du måske slet ikke bemærker, at du får et lille skub som drejer din bane så du nu flyver en lille smule skævt.

IMG_20110201_154610

Pludselig synes din høje fart ikke længere at være et problem, her er fred og ingen fare og dit nye højhastighedsliv forekommer egentlig at være ganske ubekymret. Forude anes dog problemer; det er som om røret slutter i en lang stejl bakke, og det er ikke godt at vide hvad der er på den anden side… bekymringen skal dog hurtigt vise sig at være ubegrundet for bakken viser sig at være nøje afstemt så du roligt og kontrolleret ruller op indtil du et kort øjeblik ligger stille for derefter at rulle ned igen.

IMG_20110201_154631

På turen ned bemærker du, at bakker i det elektriske felt er ægte gnidningsfri og du rammer derfor bunden af bakken med nøjagtigt samme hastighed som du kom med, og du farer igen med voldsom hastighed ud i røret. Glad og ubekymret fortsætter du turen tilbage, ikke siden du for mere end 15μ-sekunder siden mistede en elektron i en voldsom kollision har du oplevet noget rigtig ubehagelig og da du som atom har en uhyre kort hukommelse er den lille oplevelse for længst glemt.

Nej, livet er trygt og ubekymret på vej gennem det store og rummelig rør. Selv ikke da du i det fjerne aner endnu en bakke finder du grund til bekymring – du har prøvet det før og det plejer at gå fint. Men hov, vent, stop, stands!!!!! Alt, alt for sent indser du, at denne bakke er helt anderledes end sidst, denne gang er møder du ikke en blød bakke, men derimod en bakke så stejl, at du fra din vinkel ikke kan se om det faktisk er en væg. Inden du når at se dig om kolliderer du meget voldsomt med væggen, og faktisk rammer du så hårdt at du trænger mange atomlag ind i vægen – kaos råder og du kæmper for at forstå hvad der er sket men’s atomer og elektroner vælter rundt mellem hinanden rundt om dig.

Det sidste du ser er, at endnu flere af dine elektroner er blevet flået af i kollisionen – du ser dem i det fjerne tordne op ad den samme væg som du lige er ramt ind i og først da kommer du i tanke om, at hvad der er en massiv væg for en type ion er en rutsjebane for andre ioner – det hele handler om fortegn, men det kan være lige meget nu…

Når ionen er kommet sikkert gennem hele flight-tube og har ramt detektoren vil dens flyvetid fortælle os hvor tung den er, forudsat at vi kender geometrien af røret samt hvilke spændinger vi anvender til acceleration af ionerne. Hvis vi sender en lang række ioner ud på samme tur som vores ven og plotter alle flyvetiderne får vi en repræsentation af hvilke elementer som var til stedet i den prøve eller den gasstrøm vi ønsker at analysere. Svaret pa, hvad man så kan bruge sådan en analyse til, må vente til en anden gang, men her kommer i hvert fald et eksempel på hvordan sådan et spektrum kan se ud.

Skriv en kommentar hvis du er nysgerrig efter hvilket stof vi her kigger på:

plot.php

Forskning, Fysik, Teknologi

Gemmer du dine data?

…eller opbevarer du dem bare midlertidigt?

Jeg tror de fleste med daglig gang i forskellige grene af eksperimentel videnskab kender til problemet med håndtering af data. Det er som om, det er et punkt, hvor teoretikerne bare er 10.000 år foran os andre. Jeg har aldrig mødt en teoretiker som ikke liiige kan finde den der beregning af båndgapet i silicumdioxid eller den oversigt over smeltepunkter af 4000 legeringer han lavede sidste år. Det forekommer også, at astronomer har utroligt velorganiserede databaser over alt mellem (bogstavlig talt) himmel og jord. Vi eksperimentalister derimod…  data har det med at være spredt ud over en hærskare af forskellige mapper, computere og netværksdrev i en pærevælling hvor ambitionsniveauet normalt rækker til at forsøge at holde et overblik længe nok til at artiklen kan skrives hvorefter data typisk diffunderer rundt til et punkt hvor de reelt er umulige at finde igen.

Sådan er det også i vores lab, eller rettere, sådan var det i vores lab. For snart en del år siden var vi nogle stykker som tænkte, at det kunne da ikke være så svært at få lidt organisering på den lille sag. Men det viser sig ret hurtigt, at der er gode grunde til, at det netop er i de eksperimentelle laboratorier, at kaos råder; mængden af forskellige dimser, apparater, filformater, billedformater og spektroskopidata er ganske overvældende og det viser sig derfor at være et betydeligt stort projekt at organisere det hele. Faktisk har det udviklet sig til et efterhånden større software projekt som vi løbende har holdt opdateret under det mundrette navn PyExpLabSys hvor vi vedligeholder drivere og filformat-parsere til et stadigt større antal apparater. Alt dette har en lang række fordele, som vi kan gemme til en anden god gang, men bare fordelene omkring datahåndtering har enormt potentiale. Faktisk så meget, at det har vist sig at kunne publiseres.

Og hvad er det så man får ud af at kunne kommunikere med sine dimser med eget software i stedet for det program eller filformat, man normalt har brugt. Svaret er, at det giver fantastiske muligheder for at organisere data på tværs af formater og datatyper. Hvis jeg eksempelvis gerne vil kende trykket i et af vores vakuumkamre, er oplysningen kun et klik væk, og bare fordi jeg kan, har jeg for demonstrationens skyld lige plottet vandflowet gennem kammerets røntgenkanon på den anden akse:

stm_pressure_and_flow

Disse oplysninger er ofte utroligt nyttige i forbindelse med fejlfinding eller ved simpel koordinering og vedligehold af en eksperimentel opstilling. Afstanden fra en graf som denne og til at opstille et simpelt alarmsystem som sender emails eller sms’er hvis parametre falder uden for fastsatte rammer er meget kort, og det er derfor en simpel sag altid at vide, at ens opstilling er sund og rask.

Vi har nu adgang til alt fra STM-billeder og XPS-spektre til værdier for tryk og temperatur af kølevand og central forsyning af Argon.  Princippet kan udvides til stort set enhver faggruppe, eksempelvis kunne det jo være rart at kende temperaturen af sin 80 graders fryser gennem de sidste par år – både for at kunne dokumentere at ens prøver er uskadte, og for at kunne fange potentielle problemer i opløbet. Hvis effektforbruget af en fryser gennem nogle uger stiger stødt kunne det jo være en god anledning til at få den serviceret inden den faktisk gik i stykker. Udvid selv til dit eget fag.

Hele projektet er open source og vi håber meget at andre laboratorier og grupper kunne få lyst til at være med i projektet. Jo flere der deltagere jo flere instrumenter kan vi inkludere.

I et senere blogindlæg vil jeg vise hvordan systemet ikke kun kan bruges til at holde styr på helbredsdata for udstyr men også i meget høj grad kan bidrage til både at kunne organisere, visualisere og sammenligne rigtige eksperimentelle data. I mellemtiden kan man kigge lidt på denne kurve over temperatur og tryk af kølevandet i vores bygning.  Blå  kurve er kølevand på vej frem fra varmeveksleren, rød kurve er på vej tilbage. Sort kurve viser trykket af kølevandet.

Quiz: hvorfor er der en invers korrelation mellem trykket og temperaturen af vandet?

kølevand

Formidling, Skoler og uddannelse

Alle børn mangler et mikroskop!

2 kommentarer

På mit køkkenbord kan man finde en orange skål fyldt med en ret beset ganske underlig samling af døde insekter og andet mere eller mindre ulækkert kryb. Dette skyldes ikke en underlig form for madlavning, men er en samling omhyggeligt opbygget af ungerne siden de fik foræret et mikroskop af deres bedsteforældre i foråret.  Det viser sig nemlig, at det at have et mikroskop til rådighed er fantastisk motiverende for at samle alle mulige prøver til senere analyse.

Selve mikroskopet er et BioLux NV og er købt i en rodebunke i en tysk dagligvareforretning til en pris langt under hvad der står på hemmesiden, men er alligevel ganske avanceret. Der er mulighed for at prøve mange af de aspekter man også kommer til at møde senere i livet når man får adgang til langt dyrere mikroskoper. Instrumentet kommer med to forskellige øjestykker og tre forskellige linser hvilket alt i alt giver seks forskellige forstørrelser som desværre kun kan vælges i trin. Fokus justeres ved at flytte prøven op og ned i forhold til linsen og prøven kan oplyses både nedefra og oppefra eller begge dele.  Desuden medfølger et lille xy-bord til at flytte prøven. Derved har man alt i alt utroligt mange frihedsgrader og der er virkelig gode muligheder for at sidde i lang tid og prøve at få et godt billede ud af en prøve. Mine børn er henholdsvis 3½ og 5½ og i hvert fald den store er helt med på at sidde og eksperimentere med at finde et flot billede.

 IMG_20141021_112003

Det viser sig dog at selve mikroskopet ikke er specielt afgørende, det vigtige er, at man med et mikroskop i huset pludselig kan undersøge sin omverden og det bliver derfor et middel og ikke et mål.  Hurtigt lærer børnene, at selv meget små ting kan indeholde en hel verden af overraskelser, hvis man bare kigger godt nok efter, og der går derfor ikke lang tid inden de kommer rendende med alverdens dyr og dimser og vil have dem undersøgt grundigt i mikroskopet. Selvom man jo let kan finde billeder af næsten alt på internettet er der en utrolig tilfredsstillelse i selv at finde et insekt og finde ud af hvordan det ser ud.

2014-10-11-141505_crop

Det ene øje på en mariehøne, i forgrunden anes lidt af kæberne.

Som man ser på billedet er hverken dybdeskarphed eller opløsningsevne særlig imponerende forhold til professionelle mikroskoper, og som voksen sidder man hele tiden og ærgrer sig over, at man ikke lige kan komme lidt tættere på eller få fokus på et lidt større område, men virkeligheden er jo, at om så man havde købt et mikroskop for det meste af sin årsløn, ville man sidde med nøjagtigt den samme fornemmelse, bare ved en lidt større forstørrelse. Men et instrument i denne prisklasse har en fantastisk høj tilgængelighed  og det giver altså mange point hos ungerne.

Så hvis du vil have et forslag til julegaven i år: Køb et mikroskop.

Anmeldelse, Formidling, Science centre

Jeg elsker Experimentarium!

2 kommentarer

Jeg husker, at jeg som barn besøgte Experimentarium en gang vi var på tur til København. Jeg husker ikke meget af det besøg, udover at jeg var glad for det. Som voksen har jeg været der adskillige gange og er blevet skuffet hver gang; det er de sædvanlige problemer som man ser gang på gang den slags steder, for mange forsøg man kender, for små effekter og alt, alt for lidt udskiftning i udstillingen betød at jeg meget meget hurtigt mistede entusiasmen for stedet.

Så fik jeg børn.

Nu elsker jeg Experimentarium!

Først når man har et par unger med (i mit tilfælde 3 og 5 år ved seneste besøg) forstår man, at det slet ikke gør noget, at forsøgene er gamle travere, det viser sig nemlig lidt til min overraskelse at kendskab til forsøg ikke nedarves, ungerne er ligeglade med om jeg går og brokker mig over uopfindsomhed, de synes ikke der er skruet for langt ned for effekterne og de har slet, slet ikke noget imod at der kun er begrænset udskiftning i udstillingen. Genkendelsens glæde skal man ikke undervurdere…

Læg så dertil at Experimentarium som ingen andre har forstået vigtigheden af gode praktiske forhold så som toiletter og plads til madpakker og man har en sikker vinder!

IMG_20140421_110206

Faktisk forekommer Experimentariums løsning så oplagt, at man kunne tænke, at alle andre lignende institutioner vil være indrette på omtrent samme måde. Men ak nej, et besøg i Den Blå Planet viser med skræmmende sikkerhed hvor let det er at gøre omtrent det hele forkert.

Hvor Experimentarium har taget bolig i noget der mest minder om en gammel fabrikshal har Den Blå Planet valgt en dyr arkitekttegnet bygning som måske ser fin ud, men hvor forholdene for besøgende er helt igennem håbløse, stedet mangler ganske enkelt plads; uanset hvor man går er man ved at blive mast og at få et kig på en fisk er ualmindeligt svært, især hvis man gerne også vil lade ungerne kigge med. Køen til toiletterne er konsekvent lang og at få et skab i garderoben er et lotterispil man reelt kun har en chance i hvis man ankommer indenfor de første 10 minutter af åbningstiden.

Havde jeg kun været mig selv og mine spidse albuer havde jeg sikkert stadig synes at Experimentarium var kedeligt og jeg kunne da sikkert nok finde på at gå i den Blå Planet en gang imellem. Men nu er sagen klar:

Jeg elsker Experimentarium!

Forskning, Teknologi

Kan skibe sejle på havvand?

Ja, selvfølgelig kan skibe sejle på havvand, altså ovenpå havvand, men kan de også sejle udelukkende ved hjælp af energi udvundet af havvand? Jeg tvivler, men med-blogger Klaus gjorde mig opmærsom på denne artikel, som angiveligt fortæller, at vi kan lave energi ud af havvand og få et ganske stort skib ud at sejle: http://rt.com/usa/navy-fuel-conversion-ship-197/

Med jævne mellemrum dukker historier op, som baseret på et passende antal misforståelser, kommer frem til en konklusion om at verden i virkeligheden overhovedet ikke har problemer med hverken udledning af drivhusgasser eller med at sikre en stabil energiforsyning. Desværre er loven om energibevarelse, som den som ofte er, en kedelig show-stopper. Sagen er, at problemerne omkring en bæredygtig energiforsyning ofte præsenteres i en stor pærevælling selvom spørgsmålet består af en række forskellige teknologiske problemer.

Ultra kort sagt, har vi (mere eller mindre) disse problemer i forhold til vores nuværende måde at forsyne verden med energi på:

1) Udledning af drivhusgasser.

2) Mangel på energikilder når vi løber tør for fossilt brændstof (eller holder op med at bruge dem).

3) Egnede måder at transportere den energi vi i dag og i fremtiden producerer fra ikke-fossile kilder.

Teknologien i artiklen relaterer sig til punkt 3, nemlig at anvende brint CO2 og overskudsenergi til at producere flydende brændstof som kan anvendes til eksempelvis skibsfart eller anden form for transport hvor direkte forsyning fra elektriske ledninger er upraktisk. Desværre forsvinder alle mellemregninger (herunder behov for energi og frit brint)  fra artiklen og tilbage står kun det meget besnærende budskab: havvand -> fremdrift af skib. I virkeligheden drejer teknologien sig formentlig om såkaldt CO2 reduktion, som i øjeblikket er et meget hypet felt inden for elektrokatalyse. Jeg er meget langt fra at være ekspert i elektrokatalyse (som i bund og grund forekommer mig at være en smule magisk), men jeg omgives at en del elektrokemikere til daglig og kan bekræfte at den skam er god nok; det er fuldt ud muligt at omdanne CO2 til flydende brændstof, omend det ikke er specielt let. Faktisk er der derfor emnet er så meget fremme i øjeblikket; en række grupper rundt om i verden konkurrerer i korte træk om at kunne omdanne CO2 til brændstoffer som er så direkte anvendelige som muligt i vores eksisterende infrastruktur, hvilket i praksis vil sige flydende brændstoffer. De fleste katalysatorer vil hovedsageligt danne gasformige produkter og kunsten er derfor at optimere sin katalysator til at undgå dette.

Sagen er blot¸at uanset hvor god en katalysator der bliver fundet,  er er ikke tale om en energikilde, men derimod en metode til at omdanne en energiform, typisk elektrisk energi, til en anden. Dette kan være uhyre nyttigt og så afgjort en vigtig teknologi, men at fremføre det som at der skabes energi ud af havvand er at spænde buen en del mere end den kan tåle.

Fysik, Kemi

Billedet er falsk – det er bombe sikkert!

Hvordan slår man med 100% sikkerhed fast, at et billede fra en berømt russisk maler fra 1930’erne er falsk?

I følge denne artikel fra Physcis World, er det ganske simpelt. Man tager en ganske lille prøve af billedet og putter i et massespektrometer. Hvis prøven indeholder Cæsium-137 og Strontium-90 er det 100% sikkert, at billedet er falsk. Og hvorfor så det? Jo, disse to isotoper eksisterer ikke i naturen, men produceres derimod i rigelige mængder i en atombombeeksplosion, og en sådan har jo som bekendt ikke fundet sted før 1945 — ret snedigt, hvis man spørger mig!

Men selvom metoden med garanti kan slå fast, at et billede er falsk, gælder forholdet desværre ikke den anden vej – det er ikke muligt at fastslå, at billedet er ægte. Meget grundige kunstsvindlere har genbrugt maling fra gamle malerier for på den måde at komme så tæt på den originale malingstype som muligt, og i så fald vil der ikke være spor af isotoperne, selvom billedet er falsk.

Teknologi

En tur i MR-scanneren

1 kommentar

En MR-scanner er som bekendt et apparat som kan tage billeder af menneskers organer uden brug af røntgenstråler men via et ekstremt kraftigt magnetfelt. Virkemåden af en MR-scanner er ganske kompliceret, wikipedia har en god artikel om scanneren. Læg i øvrigt mærke til at en MR-scanner er nøjagtigt det samme som en NMR-scanner (Nuclear Magnetic Rasonance scanner) som anvendes i meget biokemisk forskning, blot har man i sygehusvæset valgt at fjernet N’et da mange patienter er bange for ordet ‘Nuclear’ (et faktum som i øvrigt er meget tankevækkende i relation til Klaus’ artikel om almindelig naturvidenskabelig dannelse….).

Meningen med dette indlæg er dog ikke at beskrive selve scanneren, men derimod at beskrive et besøg i scanneren. Jeg var nemlig i dag så heldig at få den meget sjældne oplevelse at prøve en tur i scanneren uden at være alvorligt syg, idet jeg var deltager i et forsøg om blodtryk, hvor man havde behov for en måling af afstanden mellem nogle af de såkaldte baroreceptorer, som er strækreceptorer i blodårerne, der giver besked til hjernen om ens blodtryk.
Læs videre En tur i MR-scanneren →

Formidling, Fysik, Skoler og uddannelse

Hvordan slides skosåler?

Hvis det første ord der falder der ind, er “Friktion” kan du med det samme stille dig hen i skammekrogen og tænke over et nyt svar.

Imens kan vi andre overveje hvad vi vil svare. Den overvejelse gør vi sammen med min yndlingsformidler, nemlig Richard P. Feynman. For en del år siden holdt han en forelæsning med titlen What Is Science? Her gør Feynman på elegant vis op med en grumsom misforståelse i alt formidling, nemlig at man skulle have forstået et fænomen, bare fordi man har fået at vide, hvad det hedder!

Læs videre Hvordan slides skosåler? →

Fysik

Fysik kun for sjov

4 kommentarer

Når jeg hver dag cykler til arbejde kører jeg under en motorvejsbro. Normaltvis er der meget larm og støj, men en gang imellem er der tilfældigvis ikke nogen biler, og alt er stille. En sådan dag kom jeg cyklende bag ved en anden person, som pludselig til min store overraskelse med høj stemme råbte: “Hvad drikker møller” og tilbage kom det flotteste og tydeligste ekko! Den mand har fra nu af min dybeste respekt – det er da alt for cool at lege med ekkoer sådan en hel almindelig morgen på vej til arbejde!

Lige siden den dag har jeg hver dag ønsket, at jeg turde gøre det samme, men genertheden er kommet over mig hver gang, så det er indtil nu kun blevet til en smule fløjten, men det lyder nu faktisk også meget godt…

Men nu er spørgsmål så; hvilke små forsøg laver du, kun for sjov? Kan du ikke se et stykke åbent vand, uden at slå smut, eller skal du altid lige puste i flasken mens du drikker, så du kan høre tonen ændrer sig, eller kan du måske ikke se et McDonaldssugerør, uden at bygge en lille fløjte? Fortæl os om din helt egen lille leg med fysik (eller måske et andet fag?) som vi andre kan kopiere og gøre hverdan lidt sjovere!