En MR-scanner er som bekendt et apparat som kan tage billeder af menneskers organer uden brug af røntgenstråler men via et ekstremt kraftigt magnetfelt. Virkemåden af en MR-scanner er ganske kompliceret, wikipedia har en god artikel om scanneren. Læg i øvrigt mærke til at en MR-scanner er nøjagtigt det samme som en NMR-scanner (Nuclear Magnetic Rasonance scanner) som anvendes i meget biokemisk forskning, blot har man i sygehusvæset valgt at fjernet N’et da mange patienter er bange for ordet ‘Nuclear’ (et faktum som i øvrigt er meget tankevækkende i relation til Klaus’ artikel om almindelig naturvidenskabelig dannelse….).
Meningen med dette indlæg er dog ikke at beskrive selve scanneren, men derimod at beskrive et besøg i scanneren. Jeg var nemlig i dag så heldig at få den meget sjældne oplevelse at prøve en tur i scanneren uden at være alvorligt syg, idet jeg var deltager i et forsøg om blodtryk, hvor man havde behov for en måling af afstanden mellem nogle af de såkaldte baroreceptorer, som er strækreceptorer i blodårerne, der giver besked til hjernen om ens blodtryk.
Turen i scanneren er meget udramatisk, selvom det godt kan virke lidt skræmmende i starten. Først bliver man spurgt om man er helt sikker på, at man ikke indeholder noget metal. Og selvom man jo egentlig godt ved, at man aldrig har fået indopereret noget kommer man uværligt en lille smule i tvivl når man får at vide, at scanneren vil kunne trække magnetiske genstande tværs ud gennem kroppen…
Scanneren er meget stor og når den ikke er i drift lyder den lidt som en fiskekutter, jeg formoder at det er en pumpe, som holder den superledende magnet kold. Når man skal scannes spændes man fast på en slæde som føres ind i et ret lille hul. Da maskinen larmer meget når den scanner, får man høreværn på og hele oplevelsen bliver derfor lidt speciel, da man faktisk bliver lukket helt ude af verden inde i et lille smalt rør og uden at kunne høre andet end larmen fra maskinen gennem høreværnene.
Selve magnetfeltet kan slet ikke mærkes, ikke det mindste føler man, hvilket jeg egentlig følte var ret skuffende, når man nu har set at stærke magnet felter faktisk kan få en frø til at svæve, men et menneske er åbenbart for stort til at lade sig påvirke blot en smule af magnetfeltet.
For at undgå at billederne bliver uskarpe, skal man holde vejret, mens selve scanningen foregår. Da scanneren laver 3D-billeder ved at tage en lang række billeder i små snit og derefter sætte dem sammen, består selve scanneprocessen mest af en lang række af dybe vejrtrækninger efterfulgt af, at man holder vejret i ca. 10 sekunder ad gangen.
Hele processen tog ca 20 minutter, og på den tid, var der kun blevet taget billeder af toppen af hjertet og det øverste af halsen, så jeg formoder at det ville tage meget lang tid, hvis man skulle få brug for at scanne en hel person.
Efter scanningen så jeg nogle af billederne og man må sige, at det er meget imponerende at se, hvordan man kan se tværs gennem hele kroppen og få et billede af lige præcis det udsnit, man er interesseret i.
Jeg fik engang scannet mit knæ. Mest af alt husker jeg, at det var småkoldt, og det er ret irriterende når man skal ligge helt stille i en halv time.