Kategoriarkiv: Astronomi

Indlæg om astronomi.

Pluto beholder sin titel

Om knap 2 uger afgøres det, om Pluto fortsat skal kaldes en planet, men allerede nu tyder det på, at Pluto vil beholde sin titel. Ifølge NPR.org har et international ekspertpanel enstemmigt besluttet sig for at anbefale den Internationale Astronomiske Union at definere en ny kategori af planeter, som Pluto – og lignende objekter – kan høre under.

Tak til SciGuy for historien.

Update (24. august 2006): Sådan skulle det altså ikke gå. Se det endelige resultat af afstemningen her.

Forskere opsporer Universets lithium

Igennem de seneste par år har nye beregninger med hidtil uhørt præcision bestemt, hvor meget der blev dannet af de lette grundstoffer som brint, helium og lithium, da Universet blev skabt i Big Bang. Problemet er bare, at observationer af gamle stjerner resulterer i et alt for lavt lithiumindhold.

Ny forskning har bekræftet en tidligere fremsat teori om, at det lave lithiumindhold skyldes diffusion i stjernerne, og dermed er mysteriet om Universets forsvundne lithium løst. Med i forskningsgruppen er Frank Grundahl fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Læs historien hos Reuters.com eller Aarhus Universitet.

Flere danske lokaliteter på Mars

Som beskrevet midt i juni har den amerikanske rumfartsorganisation NASA besluttet sig for at opkalde en række geologiske formationer nær roveren Opportunity på Mars efter Danmark. Den første var “Jammerbugt“, og siden har man også navngivet lokaliteter med navne som “Jylland“, “Sjaelland“, “Gorm“, “Holberg“, “Blixen” samt “Steno” efter den danske geolog og anatom Niels Steensen.

Se beskrivelsen af navnene på Mars Rovernes hjemmeside under “sol” 841 til 852.

Solsystemet i forandring

Vores eget Solsystem har længe være kendt som et system med ni planeter, hvoraf Jorden er den tredje fra Solen. Men vores viden om Solsystemet ændrer sig løbende, og der bliver ofte fundet nye måner omkring for eksempel de store planeter Jupiter og Saturn. Senest har man fundet to nye måner om Pluto, der tidligere kun havde én kendt måne kaldet Charon.

De to nye måner blev i sidste uge officielt navngivede Nix og Hydra af Den Internationale Astronomiske Union (IAU). Nye måner er dog ikke det eneste, der ændrer vores opfattelse af Solsystemet. For nylig opdagede man et nyt objekt større end Pluto, men noget længere væk fra Solen.

I løbet af sommeren skal IAU diskutere nærmere, hvordan man definerer en planet, og det er ikke utænkeligt, at Pluto så mister sin status som planet! Debatten inddrager både historikere og astronomer, og en beslutning ventes i september.

Læs historien på Yahoo News.

Paven ville stoppe Hawking

Fysikeren Stephen Hawking fortalte i dag, at forhåndværende pave Johannes Paul II i en tale til en kosmologikonference i Vatikanet bad videnskabsfolkene om ikke at studere universets oprindelse, da dette var Guds værk. Det var i orden at studere universet, men ikke dets skabelse. Hawking morede sig over, at han ved selvsamme konference faktisk præsenterede sin teori om, hvordan universet blev skabt!  

Læs hele historien på MSNBC.