Velkommen til den antividenskabelige præsident Trump

Som bekendt får USA ny præsident på fredag, og det kan man jo sige meget om. Selv skrev jeg i november 2016 et indlæg i Weekendavisen, hvor jeg pointerede, at det med Trump var den antividenskabelige dagsorden, der havde vundet, og jeg nævnte blandt andet hans mistillid til vaccinationer – et emne jeg har skrevet om flere gange både her på bloggen og andre steder. Trump har flere gang udtalt, at der er en sammenhæng imellem vaccinationer og autisme, og hvordan han personligt kender forældre, hvor børnene har udviklet autisme kort efter vaccinen. Han har også, som han har for vane, udtalt sig om emnet på Twitter:

Ideen om, at vacciner giver autisme, er gammel og for længst tilbagevist af videnskaben. Det store dyr i åbenbaringen er her Andrew Wakefield, der udgav en artikel tilbage i 1998, hvor han påstod at have vist en kausal sammenhæng. Artiklen viste sig at bygge på fabrikerede data, den blev trukket tilbage i 2010, og Wakefield mistede sin lægeautorisation. Til gengæld har han nu en ny og lukrativ karriere i antivaccinationsbevægelsen, der står særligt stærkt i USA. Hvad de mangler i form af videnskabelige argumenter og data, har de til gengæld i kendisser: Modellen Jenny McCarthy er bannerfører, skuespilleren Alicia Silverstone har advaret imod vacciner i sin bog “The Kind Mama”, ligesom Robert F. Kennedy Jr. længe har været at finde på holdet af antividenskabelige vaccinationsmodstandere.

Det er måske værd kort at give et historisk snit: Vaccinationsmodstandere har længe hævdet, at der er indholdsstoffer i vaccinationerne, der forårsager neurologiske sygdomme – specielt autisme – men at det holdes skjult af sundhedsmyndighederne, forskere og journalister i hele verden. Det er en af de helt store konspirationsteorier, der ville kræve, at et utal af mennesker holdt deres mund, fordi de af en eller anden grund gerne ville give børn autisme. Ja, det giver ingen mening…

Det væsentlige er dog, at man rent faktisk har taget bekymringen alvorligt og har undersøgt, om der kunne være en sammenhæng, for antallet af diagnosticerede tilfælde af autisme er ganske rigtigt steget. Det har dog vist sig helt uden tvivl, at der IKKE er en sammenhæng. Antallet af autister er uafhængigt af antal og tidspunkt for vacciner. I stedet ligger forklaringen i, at man bl.a. har ændret for diagnosticeringen og definitionen af autisme, hvilket helt oplagt har medført en stigning. Hvis man kigger retrospektivt på det med de nye retningslinier, er der ingen ændring i antallet over de sidste 20 år. Med andre ord er der ingen grund til at frygte en kausal sammenhæng, for der er ingenting at forklare.

Det har dog ikke stoppet antivaccinationsbvægelsen. De havde besluttet sig for, at det var tilsætningsstoffet thimerosal (en harmløs kviksølvforbindelse der øgede holdbarheden af vaccinen), der forårsagede autisme, og de krævede, at man fjernede det. Ja, de forudsagde endda, at det ville føre til et stort fald i antallet af autismediagnoser. Det er for længst vist, at thimerosal ikke er skadeligt, men alligevel blev det fjernet fra de fleste vacciner (undtaget visse influenzavacciner) tilbage omkring år 2000. Resultatet? Ingenting. Hverken flere eller færre fik autisme, hvilket jo burde have stoppet antivaccinationsbevægelsen, hvis de altså lyttede til videnskaben – men det gør de jo ikke.

I stedet er vaccinationsmodstandere begyndt at sige, at de ikke som sådan er imod vacciner – selv om de mener de giver neurologiske skader – men at man får for mange vacciner for hurtigt. Altså en antagelse om, at sundhedspersonalet ikke ved, hvad de laver, men bare sprøjter børn fulde af kviksølv for sjovs skyld. Faktum er, at programmet er baseret på faglige vurderinger og videnskabelig data for at sikre den bedst mulige effekt og beskyttelse af børnene. Man har sammenlignet det anbefalede program med et mere langstrakt, men det eneste resultat har været, at risikoen steg for at blive smittet med de sygdomme, programmet skal forhindre. Endnu engang har antivaccinationsbevægelsen vist deres uvidenskabelige dagsorden, for de har ikke ændret holdning som følge af den bedste evidens.

Trump tilhører dem, der mener, at vaccinationer giver autisme, og at man får for mange indsprøjtninger over for kort tid. Kennedy er en kendt konspirationstilhænger og vaccinemodstander, der taler om de helt store sammensværgelser, der inkluderer hele sundhedsvæsenet og den etablerede videnskab. Wakefield er en af grundene til, at vi overhovedet har denne diskussion stadigvæk, fordi han løj og forfalskede data.

Og hvorfor er dette relevant? Det er det, fordi den kommende præsident Trump i sommers mødtes med Wakefield, hvilket fik alle med interesse for sundhed og videnskab til at råbe vagt i gevær. Tidligere på måneden, den 10. januar 2017, mødtes Trump så med Robert F. Kennedy Jr., og bagefter udtalte Kennedy, at Trump ville nedsætte et udvalg, der skulle se på “vaccinesikkerhed og videnskabelig integritet”, og at han havde peget på Kennedy som formand. Trumps kampagnekontor var dog hurtigt ude at sige, at det ikke var korrekt, men at de overvejede at lave en “autismekommision”, selv om intet var besluttet endnu.

Tilbage sidder man med nogle brikker, der alle peger i samme retning, om end intet endnu er besluttet: Vi ved, at Trump er imod vacciner. Vi ved, at han har haft møder med to af de helt store navne i denne antividenskabelige bevægelse. Vi ved, at han snart er præsident og derfor har en del at skulle have sagt i forhold til vaccinationsprogrammet i USA. Alt i alt bør det gøre en lidt bekymret for, hvad der sker, men man kan jo blot håbe på, at Trump er mere fornuftig, end han giver udtryk for på Twitter…

Her er top-10 over mest læste indlæg i 2016

Scienceblog siger tusind tak for endnu et spændende år.

Her er listen over vores meste læste indlæg i løbet af året:

  1. Den store HPV-debat
  2. Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data
  3. Farlig kemi, naturlige stoffer og mediernes misinformation
  4. Facepalm Lomborg!
  5. Er GMO en god ide?
  6. Sølvpapirshat – Om hvordan journalister ødelægger befolkningen
  7. HPV-debatten tager endnu en tur
  8. En HPV-tretrinsraket
  9. Detektion af gravitationsbølger: en videnskabelig revolution!
  10. ‘Tænk’ og de hormonforstyrrende stoffer

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data

Som trofaste læsere ved, er debatten om HPV-vaccinen og frygten for bivirkninger noget, der optager mig, og som jeg har skrevet flere blogindlæg om allerede – det startede i januar, fik en opfølger i maj, og jeg skrev en kort opdatering igen i juni. Nu er det tid til endnu en omgang, for der er sket flere væsentlig ting, der fortjener at blive bredt anerkendt.

Kritikere af HPV-vaccinen hævder gerne, at der ikke er bevis for, at vaccinen virker, fordi man – ganske oplagt – ikke har lavet et randomiseret, dobbeltblindet studie. Det har jeg og andre skrevet om før, og vi har også henvist til, at man kender årsagskæden, der fører til bl.a. livmoderhalskræft, og at man ved, at vaccinen beskytter mod de vigtigste vira i den forbindelse. Vi har også sagt, at man jo med tiden kan lave et retrospektivt studie.

Nu er de første af den slags studier kommet. Dels er der et metastudie, der kigger på effekten efter 10 år med vaccinen. Tallene herfra er virkelig positive for især lande med høj vaccinationsgrad. De rapporterer et fald i HPV-infektioner på op imod 90% – det er fænomenalt godt. Hvad der er endnu mere interessant er, at de også ser markante fald i de sygdomme, man havde forventet ville blive reduceret: Antallet af kønsvorter er faldet med op imod 90%, og alvorlige tilfælde af celleforandringer er reduceret med op imod 85%. Det var jo netop det, man havde sagt, ville ske.

Men det stopper ikke her, for et andet studie har kigget på effekten i USA, hvor tilslutningen har været markant lavere – kun 37% piger og 13% drenge i alderen 13 til 17 år er fuldt vaccineret. Modsat Danmark skyldes den ringe tilslutning ikke frygt for bivirkninger men moralske kvababbelser over at give børn en vaccine imod en seksuelt overført sygdom. Ikke desto mindre har de set et fald på op imod 64% af HPV-infektioner.

Det er jo gode nyheder, så lad os straks dæmpe optimismen ved at se på tallene for tilslutning til HPV-vaccinen i Danmark. Hos Statens Serum Institut kan man se data for tilslutningen efter fødselsår. De seneste tal er fra 2015 og viser derfor tilslutningen blandt piger født i 2003, da vaccinen jo gives i 12-års alderen. Det er sørgelige nyheder: Hvis man ser på, hvor mange piger der får den første dosis af vaccinen, var tilslutningen tidligere helt oppe omkring 90% af en årgang.  Den er nu styrtdykket til 42%:

hpv-graf

 

Altså fravælger 58% af forældre en vaccine, der kan beskytte deres børn imod en række vira, som vi ved kan forårsage en masse sygdomme og i værste fald cancer. 

Endnu værre er det, hvis man kigger på, hvor mange der får begge doser og derved er fuldt beskyttede. Tidligere årgange var næsten oppe på 80% dækning – hvilket stadig er lavt – men nu er det faldet helt ned til 11%:

hpv-graf-2

Det er virkelig trist, og jeg håber inderligt, at vi kan få vendt denne tendens. Data viser jo, at den virker.

Men hvad så med disse bivirkninger? Jeg har skrevet meget om de såkaldte HPV-piger, og jeg håber oprigtigt, at de får den hjælp, de har brug for, for der er jo ingen tvivl om, at de lider. Min pointe har dog hele tiden været, at der ikke var nogle gode grunde til at mistænke HPV-vaccinen, og at jeg derfor var bange for, at man stirrer sig blind på den forkert ting og derved ikke finder frem til den sande årsag. Der er nu endnu mere data, der bakker mig op. I et nyligt studie i PLOS ONE har forskere lavet et registerstudie, hvor de sammenholder data for de piger, der har rapporteret alvorlige bivirkninger, med data for en gruppe piger, der er vaccineret men ikke har rapporteret nogle bivirkninger. Resultaterne er virkelig interessante.

Pigerne med påståede bivirkninger havde en sygdomshistorie, der signifikant adskilte sig fra de andre – vel at mærke før de blev vaccineret. De benyttede sig oftere af email- og telefonkonsultation, de gik hyppigere til fysioterapi, og de var hyppigere hos psykolog eller psykiater. Derudover led de i forvejen hyppigere af forskellige diagnoser, der passer godt med de historier, man nu kan se præsenteret som vaccineskader. Dette er et virkelig vigtigt studie.

Betyder det, at pigerne ikke kræver behandling? Slet ikke. Men det viser, at hvad det end er, de lider af, så ligger det forud for vaccinen. Altså bør man nu endelig begynde at se efter den reelle bagvedliggende årsag i stedet for at skyde skylden på en vaccine, der ikke kan være skurken. Resultatet af denne strategi har vi jo set: Skræmmekampagner og faldende tilslutning, hvilket uundgåeligt vil føre til, at flere piger og drenge bliver smittet med HPV. Konsekvenserne af dette kender vi.

Rettelse den 6. oktober: Jeg har opdateret grafen og tallet for andelen af vaccinerede piger med de nyeste oplysninger fra Statens Serum Institut.

Og endnu en opdatering den 6. oktober: Jeg har opdateret afsnittet omkring vaccinationsdækningen for at gøre det klart, hvor stor forskel der er på andelen af piger, der får en hhv. to doser af vaccinen.

Farlig kemi, naturlige stoffer og mediernes misinformation

For en lille uges tid siden havde jeg (mis)fornøjelsen af at lytte til nattevagten på Radio24syv. Her blev jeg eksponeret for en verdensopfattelse jeg vidste eksisterede, men naivt har opfattet som tilhørende en minoritet.

Det var værten Keith Thomas Lohse og naturlægen Koko der snakkede om alternativ behandling. Som kemiker lærte jeg utrolig meget på den halve time, bla. at syntetisk kemi er dødt i forhold til den levende naturmedicin, der jo naturligvis er uden bivirkninger.

Mine øjenbryn kravlede helt op til hårkanten da jeg hørte at når kemikeren isolerer, strukturbestemmer og bagefter syntetiserer et naturstof er det ikke det samme fordi det jo er dødt. Konspirations-sølvpapirs-hatten kom på overfor medicinalindustrien og den etablerede lægevidenskab, som jo bare er ude på at tjene penge.

De naturlige alternativer blev rost til skyerne og selve ordet ”naturlig” blev brugt som et positivt ladet adjektiv, med den forglemmelse at dårlig ånde, aflatoxiner, forkølelse, cancer, stryknin solanin og fluoroacetate alle også er naturligt forekommende. Det er kun i markedsføringen af kosmetik og naturmedicin at ”naturligt” er et positivt ladet trylle-ord fremfor et adjektiv der bare betyder at noget ikke er menneskeskabt.

Programmet ulmede af modstand overfor den etablerede viden, især indenfor kemien og lægevidenskaben. Nu ekstrapolerer jeg udover mit datasæt, men jeg finder det rimeligt at antage at Koko også har stærke holdninger om fluorid i tandpasta, genmodificerede organismer og vacciner. Hun må endelig rette mig hvis jeg tager fejl.

Keith fortæller i programmet at han har type 1 diabetes, og jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over at han kan takke insulinproducerende genmodificerede organismer samt den etablerede lægevidenskab for at han fortsat er i live. Det ligger udenfor min fatteevne at synspunkter som dem Keith og Koko klappede hinanden på ryggen med fortsat eksisterer, men tilsyneladende kan den simpleste etablerede videns validitet stadig diskuteres.

Situation er sandsynligvis opstået som følge af det fokus medierne har med nyhedsformidling; at forarge og underholde, fremfor at informere.

Som kemiker bliver jeg især personlig trist når jeg kun hører om den farlige kemi, når jeg selv bare kender den som kemi; Værktøjet jeg bruger til at forstå verden. Bevares, der er da kemi der er skadeligt, men den kan nemt unødigt fremmedgøres ved at bruge kemiske fagtermer.

Det er enormt ærgerligt at et fagsprog bruges til at skræmme, for det er meget neutrale ord der bare kræver lidt viden at forstå. Jeg har mødt veluddannede, intelligente mennesker (hovedsageligt i den kreative klasse) der var af den grundopfattelse at kemikalier hvis navne de ikke kunne udtale måtte være skadelige. Værre er at de har stærke holdninger om ”kemi i mad” på trods af at de fagligt befinder sig et sted hvor de slet ikke kan bunde.

I august bragte Politiken en artikelserie om sænkning af kravene til kemikalieafgivelse fra vandhaner i Danmark. Dette var som følge af vores medlemskab af EU og de regler og krav der derfor stilles til Danmark i forhold til resten af EU. Politiken prøvede dens bedste for at få folk til at finde høtyvene frem med en grafik der fortalte om phenols og formaldehyds skadevirkninger. Disse stoffer bruges i fremstillingen af plast og gummi og kan afgives til vandet fra vandhanen.

Politiken glemte dog at informere om, at begge stoffer er at finde naturligt i langt højere koncentrationer i mennesker, dyr, planter og fødevarer, uden at det er til nogen målbar skade.

Dermed ikke sagt at det ikke var relevant at diskutere.

Der var også øgede mængder af akrylonitril i de europæiske vandhaner. Bekymringen om dette stof er mere reel, men uden kemisk viden vil lægmand ikke have en chance for at forstå det. Retorikken om phenol og akrylonitril er identisk, men kun den ene vil for en fagperson være bekymringsværdigt i denne sammenhæng.

Den almindelige borger er ikke tjent med en fordummende udlægning af videnskab der kun efterlader ham en misforståelse og en frygt rigere. Når alt der er kemisk betragtes som værende farligt bliver det svært at skabe opmærksomhed om de reelle problemer der kan være. For der er reelle problemer, men de bliver ikke set og hørt tilstrækkeligt med den støj der er i pressens nuværende formidling af videnskaben.

Værre er at pressens valg af retorik og dækning fodrer en folkelig skepsis overfor den mest valide videnskabelige viden vi har. Det kan virke harmløst, men konsekvensen ved denne skepsis overfor videnskaben kan aflæses på faldet af tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne samt modstanden overfor GMO som koncept (Monsanto’s juridiske praksis ligger udenfor mit vidensområde så det vil jeg ikke kommentere på da jeg i modsætning til Koko synes man skal tie stille om ting man ikke forstår).

Konsekvensen er til syvende og sidst tab af menneskeliv, eksempelvis via vaccinemodstand og blokeringen af udviklingen og udbredelsen af ny teknologi, samt en tilbageholdelse af almindelige samfundsfremskridt.

At informere er at influere, og væsentlige elementer af den danske presse er ikke en god indflydelse som det står til nu.

Stephen Hawking i København

24. august fik jeg en helt usædvanlig fødselsdagsgave, nemlig muligheden for at opleve et foredrag med den verdenskendte Engelske teoretiske astrofysiker Stephen Hawking. Stephen Hawking besøgte Danmark i.f.m. en konference i Videnskabernes Selskab. Med rettidig omhu var det lykkedes Carlsberg fondet at få Stephen Hawking engageret til et offentlig foredrag i DRs koncertsal.

Foredragets titel var “Quantum Black holes” – Kvantesortehuller. På forbløffende 18 minutter var foredraget udsolgt, så for at imødekomme denne overvældende interesse for foredraget blev der også transmitteret direkte til 27 biografer landet over. Det må være den største videnskabsformidlingsbegivenhed i Danmark i årtier.

I DR koncertsalen var tilhørene blevet instrueret i at komme i god tid. Tilmed var foredraget en smule forsinket, så der opbyggede sig en intens stemning af forventning. Efter en åbningstale fra Professor Flemming Besenbacher, som er formand for Carlsbergfondet, kom Stephen Hawking ind på scenen sammen med en assistent til stor applaus fra publikum.

Stephen Hawkings foredrag bestod af række foredrags-slides med tilhørende forindtalt tale fra Stephen Hawking. Jeg tror han skiftede fra den ene slide til den næste v.h.a. en muskel i ansigtet. I øvrigt var han der bare – som en mærkelige tilstedeværelse. For mig var foredraget et stor oplevelse af to grunde. Først og fremmest synes jeg fysikken er dybt interessant.

Stephen Hawking forklarede hvad sorte huller er: områder med så intense tyngdefelter, at der findes en mindste afstand hvorfra intet kan slippe bort. Alt der kommer indenfor denne grænse, kaldet Schwarzschild-radius, er uafvendeligt fanget og kan ikke slippe bort. Dette gælder også for lys. Stephen Hawking sammenlignede med en kajak-roer på vej mod Niagaravandfaldene: så længe man er over faldet kan man undgå at falde ned, men er man først kommet ud over kanten, så er der ingen vej tilbage. Han fortalte også om tidligere vigtige bidragere til studiet af sorte huller, f.eks. John Wheeler og Roger Penrose. Dernæst kom han ind på det fænomen han er mest kendt for: Hawkingstråling. Sorte huller er ikke uforanderlige kosmiske gravstene for kosmiske katastrofer, men derimod forgængelige objekter. P.g.a. en for store sorte huller som dem vi kender uhyre langsom udsendelse af stråling vil de langsomt fordampe. Hawking udviklede også tanken om hele Universet som en dannelsen af et sort hul spillet baglæns i tid. Jeg gad vide om begrebet Hawkingstråling også er relevant for Universet som helhed?

Endelige omtalte han den problemstilling, der har optaget ham senest nemlig det såkaldte informationsparakdoks og det væddemål han har indgået i den forbindelse: hvis sorte huller kan fordampe, hvad sker der så med den information, der var indeholdt i det materiale, der forsvandt ind i det sorte hul?

Jeg vil ikke rode mig dybere ud i denne problemstilling, men istedet henvise til Suskinds bog: The Black Hole War. Jeg tror ikke den endelig løsning på disse problemer er fundet og deri ligger det mest interessante: dette er et fundamentalt problem og i fysikken er problemer en gave fra himlen. De er nemlig det første og vigtigste skridt på vejen mod nye indsigter.

Den anden grund til, at foredraget var en stor oplevelse er mennesket Stephen Hawking. Der er noget essentielt menneskeligt over ham som han sidder der i sin kørestol. Hans foredrag rummede stor humor og varme – og det er gribende at opleve, hvordan Hawking kan nå ud til sit publikum med denne varme og humor trods hans handicap.

For mig er mennesket, og vores sære bevidsthed og dens stræben efter forståelse, lige så interessant som de sorte huller som denne særlige bevidsthed, Stephen Hawking, fortalte os om 24. august 2016.

Efter foredraget blev Stephen Hawking mødt med et langvarigt stående applaus. Der var kærlighed i luften. Det hele blev afsluttet med gode øl fra Jacobsen bryg.

Jordlignende planet i bane om Solens nærmeste nabo: Proxima Centauri

I går blev det sensationelt annonceret at der findes en Jordlignende planet i bane om Solens allernærmeste nabostjerne – Proxima Centauri. Artiklen bag blev i dag offentliggjort i Nature.

“Jordlignende” planeter er planeter med en masse i nærheden af Jordens og placeret i den “beboelige zone” – det vil sige i en afstand fra deres stjerne som tillader flydende vand på overfladen. Jordlignende planeter har længe været den hellige gral i exoplanetforskningen og blandt de tusindvis af opdagede exoplaneter kan de jordlignende stadig tælles på to hænder.

Derfor er det da også en genuin sensation at man nu har opdaget en sådan planet i bane om den allernærmeste stjerne.

Proxima Centauri er formentlig en del af et trippel-stjernesystem med dobbeltstjernen Alfa Centauri. Systemet består af to stjerner på størrelse med Solen, Alfa Centauri A og Alfa Centauri B og så af Proxima Centauri der er en rød dværgstjerne med en masse på 12% af Solens.

Alfa Centauri A og B er i bane om hinanden med en indbyrdes afstand som varierer mellem afstanden Solen-Saturn og afstanden Solen-Pluto og en omløbstid omkring 80 år. De er så tæt på hinanden at de ikke kan skelnes fra hinanden med det blotte øje og de ses på den sydlige halvkugle som et enkelt objekt – Alfa Centauri, der er den tredjeklareste stjerne på himlen.

Proxima Centauri cirkler så om den centrale dobbeltstjerne i en afstand på omkring 15.000 astronomiske enheder eller 0.2 lysår og med en omløbstid på mere end 500.000 år. Faktisk ved vi ikke med sikkerhed om Proxima er i bane om den centrale dobbeltstjerne eller om den bare tilfældigvis er så tæt på. Under alle omstændigheder er den omkring 4.25 lysår fra Solen.

Herunder ses en figur der sammenligner størrelserne af Alfa Centauri A og B med Proxima Centauri, Solen og Jupiter:

 

The relative sizes of a number of objects, including the three (known) members of Alpha Centauri triple system and some other stars for which the angular sizes have also been measured with the Very Large Telescope Interferometer (VLTI) at the ESO Paranal Observatory. The Sun and planet Jupiter are also shown for comparison.

(Kilde: European Southern Observatory)

Læg mærke til hvor lille Proxima Centauri er:  Selvom den vejer mere end 10% af Solens masse fylder den ikke meget mere end Jupiter, som vejer mindre end 0.1% af Solen.  Proxima Centauri har uhyre høj massefylde.

En stjernes lysudsendelse vokser meget kraftigt med stjernens masse. Det betyder at selvom Proxima Centauri vejer 12 % af Solen  så udsender den kun omkring 0.17% af det lys som Solen udsender.  Og værre endnu (for mennesker) så er den kun omkring 3000 grader varm  og sender derfor langt det meste af sit lys ud som infrarødt lys hvorimod Solen ved ca. 6000 grader sender det meste af lyset ud i det synlige område. I det synlige område lyser Proxima Centauri derfor kun med 0.005 % af Solens lys og er for lyssvag til at kunne ses med det blotte øje.

Planeten, Proxima Centauri b er fundet ved den såkaldte radialhastighedsmetode hvor planeten opdages indirekte ved dens indflydelse på stjernens bevægelse. Man kan se på lyset fra stjernen at det forskydes en lille smule mod kortere bølgelængder (blåforskydes) når stjernen nærmer sig Jorden og omvendt forskydes mod længere bølgelængder (rødforskydes) når stjernen fjerner sig fra Jorden. I det planeten roterer om stjernen bevæger stjernen sig også og denne bevægelse kan ses.

På figuren herunder ses radialhastighederne for Proxima Centauri over en periode på 3 måneder i begyndelsen af 2016. Den blå kurve viser et matematisk fit svarende til den ideelle effekt af planeten. Stjernen bevæger sig frem og tilbage med hastigheder på omkring 5 km/t og en periode på præcis 11.2 døgn.

This plot shows how the motion of Proxima Centauri towards and away from Earth is changing with time over the first half of 2016. Sometimes Proxima Centauri is approaching Earth at about 5 kilometres per hour — normal human walking pace — and at times receding at the same speed. This regular pattern of changing radial velocities repeats with a period of 11.2 days. Careful analysis of the resulting tiny Doppler shifts showed that they indicated the presence of a planet with a mass at least 1.3 times that of the Earth, orbiting about 7 million kilometres from Proxima Centauri — only 5% of the Earth-Sun distance.

(Kilde: European Southern Observatory)

Som det ses er der en del usikkerhed på målingerne men en grundig statistisk analyse viser at målingerne dårligt kan forklares som tilfældig variation og den skulle være god nok. Der er en planet.

Fordi vi ikke ved hvordan planetens baneplan er orienteret i forhold til synsretningen er der en usikkerhed i bestemmelsen af planetens masse. Vi kan kun sige at den vejer mindst 1.3 gange Jorden og med 90 % sandsynlighed vejer mindre end 3 gange Jordens masse. Den roterer som sagt om sin stjerne med en periode (et “år”) på 11.2 døgn og i en afstand på kun 1/20 af Jordens afstand til Solen.

Forholdene på planeten Proxima Centauri b er sandsynligvis – selvom den er Jordlignende – temmelig anderledes end på Jorden. Vi kender ikke planetens rumfang og derfor heller ikke dens massefylde eller tyngdekraften ved overfladen – men den er nok ikke alt for langt væk fra tyngdekraften på Jorden. Vi ved ikke om planeten har en atmosfære og hvis ja, hvad dens beskaffenhed er. Vi ved ikke om der rent faktisk er flydende vand, have eller søer, selvom temperaturen tillader det og vi kender ikke dens omdrejningsperiode. Det er dog forholdsvist sandsynligt at den er “låst” til sin stjerne og altid vender samme side mod stjernen lige som Månen mod Jorden. Dette skyldes kraftige tidevandskræfter fordi stjernen er så tæt på og vil muligvis – muligvis ikke – gøre muligheden for liv mindre.

Set fra planeten vil stjernen Proxima Centauri være en gigantisk, men  forholdsvist lyssvag, rød skive. Et spektakulært syn, uden tvivl.

An angular size comparison of how Proxima will appear in the sky seen from Proxima b, compared to how the Sun appears in our sky on Earth. Proxima is much smaller than the Sun, but Proxima b lies very close to its star.

(Kilde: European Southern Observatory)

Jeg er slet ikke i tvivl om at dette her er en virkelig, virkelig stor nyhed. Denne planet er tæt nok på os til at den formentlig vil kunne ses direkte med næste generation af mega-teleskoper som allerede er under konstruktion og vi vil for første gang kunne se hvordan en af Jordens søstre eller brødre ser ud.

 

 

Fantastisk analyse afslører Donald Trumps egne tweets

Det er helt normalt blandt højtstående politikere at en eller flere kampagnemedarbejdere har adgang til at opdatere politikernes personlige profiler på sociale medier. Det sker skam også i lille Danmark, så det ville være mærkeligt, hvis det ikke også er tilfældet for den amerikanske præsidentkandidat Trump.

En antydning af dette finder man på Twitter, hvor man kan se, at halvdelen af de udsendte tweets fra @realDonaldTrump kommer fra en Android-telefonen, og den anden halvdel fra en iPhone.

Bloggeren David Robinson fra Variance Explained kan fortælle, at Donald Trump normalt bruger en Samsung Galaxy Android-telefon, så han opstiller en hypotese om, at Android-updates kommer direkte fra Trump selv, mens iPhone updates kommer fra en kampagnemedarbejder.

Robinson analyserer over 1.000 tweets og finder noget interessant statistik, som bakker hypotesen op. Først og fremmest er der markant forskel i, hvordan de to grupper af tweets er bygget op, hvilket antyder, at der er tale om to forskellige afsendere.

Man ser også, at Android-tweets generelt er langt mere hadefulde end iPhone-tweets. For eksempel er negative ord som “weak“, “crazy” og “dumb” udbredte på Android-tweets, og enhver der har stiftet bekendtskab med kandidatens retorik kan hurtigt danne sig et indre billede at en oprørt Trump, der tweeter vredt på sin Samsung-telefon.

Man ser også, at hashtags stort set kun kommer fra iPhonen, og en professionel kampagnemedarbejder vil formentlig sætte en ære i at bruge de bedste hashtags for at nå ud til den bredest mulige målgruppe. Tilsvarende tweetes billeder næsten kun fra iPhonen.

Det hele bygger selvfølgelig kun på en spekulativ hypotese, men den virker umiddelbart ganske troværdig. Robinsons analyser viser yderligere, at Trump primært tweeter tidlig morgen og sen aften, mens kampagnemedarbejderen er mest aktiv om eftermiddagen.

Tag selv et kig på de mange grafer på Robinsons blogindlæg.

Historien slutter dog ikke her, for analysen har fået andre til at forske yderligere i Trumps Twitter-feed. For eksempel har Andrew McGill fra The Atlantic analyseret 6.000 af Trumps tweets gennem det seneste år, og her ser vi den tidslige udvikling af forholdet mellem tweets fra hhv. Android, iPhone og en webbrowser:

Trump_phones
Kilde: www.theatlantic.com/politics/archive/2016/08/donald-trump-twitter-iphone-android/495239

 

Holder vi fast i hypotesen, ser vi, at kampagnestaben begynder at overtage Twitterkontoen i november 2015, hvorefter de når et plateau. Men den seneste måned har forholdet ændret sig markant, idet kampagnemedarbejderne overtager mere og mere.

Dette falder sjovt nok sammen med, at Trump styrtdykker i meningsmålingerne. Se for eksempel denne Election Forecast, der viser sandsynligheden for at en given kandidat vinder præsidentvalget:

Kilde: http://projects.fivethirtyeight.com/2016-election-forecast
Kilde: http://projects.fivethirtyeight.com/2016-election-forecast

Netop i slutningen af juli skrider det hele for Trump, og i dag siger prognosen, at Trump kun har 11 procents chance for at vinde.

Det er altså en ikke-urealistisk forklaring på Twitter-dataene, at der har været krisemøde i Trumps kampagnestab, hvor man er blevet enige om at ændre strategi, således at Trump skal tweete mindre og mindre.

Det hele er stadig blot en hypotese – som dog bakkes op af de yderst interessante data.

Vi er nomineret til Blogprisen 2016!

Kære læsere.

Her på Scienceblog.dk er vi stolte og beærede over, at vi igen i år er blevet nomineret til Blogprisen!

Kategorien Teknologi består i år af 5 danske blogs, og vi er oppe i mod en række professionelle journalister og kommunikationsfolk. Scienceblog er et bloggerfællesskab af frivillige forskere og fagfolk, der alle arbejder ulønnet, alene fordi de elsker at formidle deres fag.

Vi har derfor brug for din hjælp, hvis vi skal have en chance i årets afstemning:

  1. Gå ind på www.arosbusinessacademy.dk/blogprisen-2016 og stem på Scienceblog i kategorien Teknologi.
  2. Del dette opslag og bed dine venner og netværk om at gøre det samme.

Afstemningen slutter den 1. november.

På forhånd tak!

Redaktionen

Scienceblog nomineret til Blogprisen 2016

Nordeuropas største akvarium ligger i en lille dansk fiskerby

De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.

Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.

Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.

Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.

Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.

Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:

For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.

Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.

Nå, tilbage på sporet…

Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.

Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.

Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.

Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.

Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.

Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!

Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:

Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.

Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.

Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.

Det er jo også dyrene, det handler om…

Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.

Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.

Den "spændende" udstilling i Hvalforskerhytten.
Den “spændende” udstilling i Hvalforskerhytten.

Det er bare for tyndt her i 2016.

Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.

Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.

Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?

Uafhængig dansk blog om naturvidenskabelig forskning, formidling, undervisning og politik.