Stjernekammeret

Carsten Skovgård AndersenGæsteindlæg: Som beskrevet i sidste uge er Stjernekammeret på Bellahøj Skole netop blevet reddet fra at miste sit økonomiske grundlag. Her beskriver den daglige leder af Stjernekammeret, Carsten Skovgård Andersen, det 70 år gamle planetarium og nogle af de mange undervisningsprojekter, han har arbejdet med i tidens løb.

Stjernekammeret er Københavns Kommunes Skoleplanetarium. Det blev bygget af et tysk firma, da Bellahøj Skole blev opført i 1936, og siden den 01.02.1937 har der været astronomiundervisning på alle hverdage. I de seneste år har 3.800 elever om året fået et kursus på 90 minutter. Prisen er 545 kr. pr. hold; dog er undervisningen gratis for elever fra Københavns Kommune.

I centrum af den syv meter brede kuppel i Stjernekammeret sender et lys sine stråler ud gennem små huller i en jernkugle. Derved fremkommer en smuk stjernehimmel. En motor kan dreje jernkuglen med forskellige hastigheder, så man ser stjernernes rotation. Man kan ”rejse” til forskellige steder på den Nordlige halvkugle og tydeligt se, hvilke stjerner, der er cirkumpolare på den breddegrad.

Mens jeg viser rundt på stjernehimlen fortæller jeg myter. På den måde bliver det mere spændende og lettere at huske. Solens vandring mellem stjernerne kan vises, så man ser, hvordan Solen i årets løb skiftevis er over og under Himlens Ækvator.

Stjernekammerets første lærer, Ingolf Andersen har opstillet apparater, der viser meridianen, højdecirklen og deklinationscirklen. Derfor er søfolk gennem årtier kommet i Stjernekammeret for at lære nautisk astronomi.

Ved hjælp af en internetforbindelse og en videoprojektor viser jeg astronomiske billeder og videoer m.m. Jeg viser også undervisningsprojekter i Stjernekammeret:

Projektet “Magnetisme på Jorden og på Mars” har jeg lavet sammen med Marsgruppen på Center for Planetforskning ved Københavns Universitet. Det er lagt ud på nedenstående webside og kan frit downloades. På den engelske udgave er der også en video på engelsk. Eleverne måler på magnetisk støv i forskellige jordtyper. Man kan se målinger af magnetiske jordtyper fra mange lande.

http://www.bellahoj.dk/klasser/astronomi/magnetisme1.htm

og på www.bellahoj.dk (vælg Stjernekammeret).

Projektet “Kroppens reaktion på Vægtløshed” har jeg lavet i samarbejde med ESA. Der er produceret en DVD: Body Space, hvor astronauter laver eksperimenter på ISS, og elever laver eksperimenter i gymnastiksalen. Fem af mine elever var med i CERN i Geneve for at deltage i en direkte radiokontakt med astronaut Bill McArthur på ISS.

Jeg har opfundet en vægtløshedsmåler: En jernskrue er anbragt i en plastiklange med en magnet i den ene ende. Når man taber slagen, trækker magneten jernskruen op med et smæld, fordi alt bliver næsten vægtløst under et frit fald. Eleverne bliver glade for eksperimenterne, fordi de lærer, at de samme naturlove gælder i rummet, som her på Jorden. Astronauterne i rummet kan falde frit i længere tid, men her på Jorden kan man også opleve at være vægtløs i korte øjeblikke.

Projektet kan downloades frit her:

www.bellahoj.dk vælg Stjernekammeret/Kroppen i rummet.

Jeg prøver at stimulere elevernes interesse for naturfag. Det er vigtigt at svare på spørgsmål og give eleverne ideer til projekter. Jeg er glad for at svare på mails med spørgsmål fra elever.

Man kan bestille tid i Stjernekammeret ved at ringe til Bellahøj Skoles kontor 38 26 23 00. Der er undervisning for hold kl. 9.40 til 11.10. Forestillinger uden for åbningstiden kan aftales med mig. Der kommer ofte hold af spejdere, lærerstuderende, kursister, søfolk m.fl.

I marts 2006 ville Skoleforvaltningen i Københavns Kommune tage alle ressourcer fra bl.a. Stjernekammeret. Mange skrev udtalelser for at støtte Stjernekammeret. Børne- og Ungdomsudvalget under Borgerrepræsentationen tog sagen op efter en uge. Politikerne i udvalget besluttede enstemmigt og med stor velvilje at give Stjernekammeret og Lego Dacta alle tildelinger tilbage.

Carsten Skovgård Andersen
ca@bellahoj.dk

Carsten Andersen i Stjernekammeret