Kategoriarkiv: Biologi

Indlæg om biologi.

Svensk økologireklame – oplysning eller skræmmekampagne?

De fleste har nok set, at den svenske supermarkedskæde Coop har bestilt en reklamekampagne forklædt som en videnskabelig undersøgelse, der skal vise, hvor farlige konventionelle fødevarer er. I al sin enkelhed er reklamekampagnen meget effektiv: En familie spiste konventionelle fødevarer i en uge og afleverede en urinprøve hver dag, der blev undersøgt for spor efter 12 udvalgte pesticider. Derefter spiste de udelukkende økologiske fødevarer i to uger, hvor de igen afgav urinprøver hver dag.

Resultatet blev vist i en dramatisk video: For de tre børn blev måleresultaterne for fire af de 12 pesticider vist i søjlediagrammer før og efter skiftet til økologiske varer, og hvor de alle fire var til stede før skiftet, var kun et enkelt af dem målbart i de to piger efter skiftet, og ingen af dem blev fundet i drengen. Koncentrationen af chlormequat chlorid var endda så høj i drengens urin, at det sprang y-aksens skala!

Konklusionen er klar: Hvis du spiser konventionelle fødevarer, fylder du dine børn med gift!

Der er dog en del grunde til, at man skal se reklamevideoen med en vis skepsis:

Der blev kigget efter 12 udvalgte pesticider, der kun er tilladt i konventionelt landbrug, og som derfor ikke bør forekomme i økologiske fødevarer. Det er derfor ikke overraskende, at man finder dem, når familien spiser konventionelt, men (næsten) ikke når de spiser økologisk. Men hvad nu hvis man havde målt efter de midler, der er tilladt i økologisk landbrug men ikke bliver brugt i de konventionelle? Det kunne have været Fe(III)fosfat eller det “naturlige” pesticid fra pyrethrum. Ja, så havde resultatet jo nok været det direkte modsatte: Ingen spor mens de spiste konventionelt men en umiddelbart voldsom stigning efter skiftet til økologisk. Man kunne lige så vel have undersøgt indholdet af koffein i urinen før og efter man forbød kaffedrikning. Det er ikke et overraskende resultat.

Derudover er det også interessant, at de valgte 12 specifikke pesticider men kun kunne finde målbare mængder af 8 af dem. Jeg går ud fra, at de valgte de pesticider, hvor der var størst chance for succes i forhold til den historie, de ville fortælle. Endvidere er det kun fire af dem, der bruges i reklamen. Når man tager reklamens mål i betragtning, er det nok ikke helt forkert at gætte på, at de har valgt de pesticider, der havde højest koncentration for at få det mest dramatiske resultat. Hvis der var tale om reel videnskab, er det selvfølgelig uhørt at skjule data på den måde. Men det er jo en reklame, og de har et budskab, så de udvælger data. Men betyder det så, at de resterende fire pesticider havde meget små koncentrationer?

Og hvorfor har de dog valgt y-aksen, så drengens koncentration af chlormequat chlorid bryder skalaen? Det giver jo ingen mening. Er det for at skabe en dramatisk effekt (han har UENDELIGT meget gift i urinen)? Eller fordi det ville få de andre koncentrationer til at se for små ud, hvis de havde skaleret data korrekt?

Hvorfor er det kun børnenes data, vi ser? Passede forældrenes data ikke ind i historien?

Men alt dette er form og retorik (og fordrejninger af data). Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, om det er farligt. Skal vi være bekymrede over, at man kan måle pesticider i vores urin? Den første ting, man kan overveje, er om det overhovedet er et problem, når stofferne netop bliver udskilt i urinen. Det afhænger af stoffet, men det er dog en væsentlig ting at huske på, at vores krop netop udskiller affaldsstoffer på denne måde. At pesticiderne har været i vores krop er ikke nødvendigvis et problem. For hvor høje koncentrationer kan vi klare? Igen afhænger det af stoffet, men der foreligger mange undersøgelser af grænseværdier, og de tilladte mængder ligger langt under, hvad vi med vores nuværende viden vil klassificere som farligt.

Et eksempel: Stoffet med højest koncentration i studiet er chlormerquat chlorid (5-15 ng/ml). Den tilladte daglige mængde er ifølge WHO 0.05 mg/kg legemsvægt (LD50 er 400 mg/kg legemsvægt). Hvor meget det svarer til i urinen, ved jeg ikke, men for at oversætte til deres skala (ng/ml) er den tilladte sikre mængde 50,000 ng/kg legemsvægt, og de målte 5-15 ng/ml urin. Skal man være nervøs? Nok ikke.

Man kunne også se en anden positiv historie i dette stunt: De har valgt at måle efter 12 pesticider, som man må antage, at de have en formodning om at finde. Kun 8 af dem kunne måles, og her var koncentrationerne små – ofte så små, at de ikke kunne bruges i deres diagrammer. Det er da postivt, at den anvendte mængde af pesticider i konventionelt landbrug er så lavt.

Hvad er min pointe med dette indlæg? Er det sundt at spise pesticider? Nej, selvfølgelig ikke – men det er vigtigt at huske på forholdet mellem dosis og respons. Er det godt at sprøjte med pesticider? Nej, men det er nødvendigt. Selvfølgelig skal det begrænses mest muligt, ligesom man skal være opmærksom på skadevirkninger både i naturen og i os, når vi spiser maden.

Er det et problem at spise økologisk? Nej, selvfølgelig ikke (hvis du husker at skylle din frugt, ligesom du selvfølgelig gør med konventionelt dyrket frugt). Men er det et problem at skabe ubegrundet frygt? Ja. Er det et problem at skævvride data? Ja. Er det et problem at få forældre til at føle sig dårlige, fordi de giver deres børn konventionelt dyrket mad? Ja. Fakta bør drive enhver debat, men i diskussionen om økologi overfor konventionelt landbrug er det desværre ofte følelserne, der dominerer.

 

 

 

Se videoen her:

Nu kan du se havørne over Århus

Et ungt havørnepar – vores allerstørste rovfugl – har slået sig ned på en ø midt i Egå Engsø i udkanten af Århus. Det betegnes af ornitologer som lidt af en sensation, dels fordi det er så nær en stor by og en befærdet motorvej, og dels fordi der hele vejen rundt om søen går en sti, der er tæt befolket af motionister og især nysgerrige fuglekiggere.

Ørneparret er af en naturvejleder kaldt de mest publikumsvenlige havørne i Nordeuropa. 

Alle med en simpel håndkikkert kan uden problemer se ørnene, når de sidder ude på øen, og når ørnene letter kan man være heldig, at de flyver lavt hen over hovederne på de forbipasserende.

I dag tog jeg selv den 5 km lange tur rundt om søen. Ørnene skulle efter sigende være nemmest at se om formiddagen og så igen om eftermiddagen. Den ene ørn sad ganske rigtig på øen, og omkring klokken 10.15 lettede den, fløj et par paraderunder over søen (jaget af en stor flok vrede måger), hvorefter den fløj væk. Så vidt jeg kunne vurdere, havde den fundet følgeskab af sin partner lige før de forsvandt i det fjerne. 

Det menes, at hunnen er for ung til at være kønsmoden, men fuglene er set parre sig, så hvis der ikke kommer unger i år, er der gode chancer for det næste år.

Fuglene kan ses dagligt, og de er som sagt nemme at se i en mindre kikkert, hvis de ellers er ved søen, samtidig med at man går en tur. Er man i tvivl, kan man bare spørge de mange fugleentusiaster, der slæber rundt på kamera- og kikkertudstyr for titusindvis af kroner. De fortæller gerne løs om deres hobby. 

Jeg fik ikke selv fanget et billede i dag, men her er en video uploadet til YouTube:

Og her er nogle fotos af havørnen, der angiveligt jagter en grågås:

 

Hån og latterliggørelse i videnskabens navn

Debatten om mæslinger og vaccination raser både her og i udlandet. Videnskabsfolk har valgt at imødegå tvivlerne (“anti-vaxxers” kaldes de i USA) med masser af information og saglige argumenter, som det for eksempel også har været tilfældet her på Scienceblog.

På sociale medier raser dog en anden krig. Her forsøger mange sig i stedet med sjove vittighedstegninger, der ofte ligefrem håner og latterliggør de forældre, som ikke vaccinerer deres børn.

Er den strategi i orden? Kom gerne med din mening i kommentarfeltet.

Her bringer vi et lille udsnit af de tegninger og billeder, der florerer på nettet i øjeblikket (klik på billederne for at forstørre):

May 6, 201410342751_1029752053712472_2845597094239698528_nvirusestumblr_nj87vx4bow1qbq86qo1_500the-anti-vaccine-epidemic16226_10152672735398869_4496002155152146472_n1-2D7g4LKBI3yQhMaeVd2qbA1babyvaccinated_zps2bb64042

 

Hvorfor undlader moderne forældre at vaccinere deres børn mod mæslinger?

Peter Henrik Andersen, SSIGæsteindlæg: Flere og flere forældre undlader at vaccinere deres små børn mod mæslinger, men det er en beslutning, der ikke er uden konsekvenser.

Peter Henrik Andersen er speciallæge og har arbejdet med vacciner og forebyggelse af smitsomme sygdomme i 15 år. Han er ansat som afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut (SSI) og repræsenterer SSI i både Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg og i dets Vaccinationspanel. Her fortæller han om hele problematikken omkring de manglende vaccinationer:

 

Hvorfor kan vi ikke få moderne forældre til at vaccinere deres børn mod mæslinger?

Svaret er ikke simpelt. Der kan være flere årsager. I mange tilfælde skyldes det simpelthen glemsomhed. Måske har barnet været sygt, da det skulle vaccineres, og man har aldrig fået lavet en ny aftale med lægen. Mange af dem kan vi nå ved at minde om, at barnet mangler at blive vaccineret. Det har en ny påmindelsesordning allerede kunnet vise.

Der er også dem, der mener, at mæslinger ikke rigtig findes mere, at de er elimineret, og at det derfor ikke er nødvendigt at vaccinere. Dem kan vi måske nå ved at fortælle dem, at mæslinger rigtig nok er blevet sjældne i Danmark – netop fordi vi har massevaccineret i så mange år – men at de stadig findes i mange lande inden for Europa eller i fjernere dele af verden og kan ødelægge familiens sommerferierejse til Italien eller drømmerejsen til Philippinerne for det unge par.

Og at det derfor stadig er en rigtig god ide at blive vaccineret, hvis man missede det som barn. Måske fordi ens forældre foretog et aktivt fravalg på ens vegne. En beslutning som kan få konsekvenser også i voksenlivet.

Og så er der dem, der mener at vaccinen kan være farlig for barnet og faktisk foretrækker, at barnet smittes med ”naturlige” mæslinger, så det kan få et så stærkt immunsystem som muligt! Disse forældre ser risikoen for bivirkninger ved vaccinen, mens de helt overser risikoen for komplikationer ved sygdommen. De har jo selv haft mæslinger og klaret det fint. Og sygdommen er der jo ikke mere. Så hvis bare de andre er vaccineret, så behøver deres barn det jo ikke.

Individet sættes altså før samfundet. Dette er en trend i tiden. Man søger information fra mange forskellige kilder, for at kunne træffe et oplyst valg. Og her vægtes holdninger og enkelthistorier nogle gange højere end det videnskabelige grundlag og den historiske sygdomsbyrde og dødelighed, som fortaber sig i horisonten.

 

Én artikel som har kostet død og elendighed

I slutningen af 1990’erne publicerede det ansete medicinske tidsskrift The Lancet en artikel om 12 børn med autisme, som fik påvist mæslingelignende virus i tarmen, og som alle var MFR-vaccineret. ”MFR” fordi vaccinen – ud over mod mæslinger – også beskytter mod fåresyge og røde hunde. Denne postulerede sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme ramte mange landes vaccinationsprogrammer hårdt. I England faldt tilslutningen til vaccination med 12%-point i starten af 2000-tallet, og det tog 10 år at nå den samme tilslutning som før. Tilslutningen er dog stadig ikke nået op på det nødvendige niveau, hvorfor England stadig må rapportere om mange tilfælde af mæslinger hvert år.

Også i Danmark kunne det aflæses på kurven over vaccinationstilslutningen, og man kunne se små annoncer i aviserne med indholdet ”Mæslinger haves”. Altså forældre der tilbød, at deres børn kunne smitte andre forældres børn. Ud fra en forestilling om, at det var sundere for barnet at få en sygdom end at få en vaccination.

Denne forestilling er forkert. Risikoen for alvorlige bivirkninger efter vaccination er langt, langt mindre end risikoen for komplikationer til mæslingesygdom.

Men hvad var egentlig op og ned på autismehistorien. Der var jo vitterligt en stigende forekomst af autisme i den periode, hvor mange børn blev MFR-vaccineret. Og udviklingen af autismesymptomer blev tit observeret af forældre i tiden efter, at deres barn var blevet vaccineret.

Men det er jo ikke altid, at to hændelser er forbundne, blot fordi de optræder efter hinanden. For eksempel to trafikulykker kort tid efter hinanden på samme vej, men i hver sin ende. Det, at to hændelser optræder i tidsmæssig relation, betyder altså ikke nødvendigvis, at det ene er årsag til det andet. Til videnskabelig vurdering af årsagssammenhæng er for mange år siden opstillet de såkaldte Bradford-Hill kriterier. Og det er denne systematiske tilgang man må anvende, for at kunne påvise en såkaldt kausal sammenhæng.

Mange store befolkningsstudier har siden ikke kunne påvise en større hyppighed af autisme blandt vaccinerede børn end blandt uvaccinerede. Et af de største studier er faktisk lavet i Danmark, takket være vores gode registre. Og siden er artiklen i Lancet, som den eneste nogen sinde, blevet trukket tilbage af tidsskriftet. Det viste sig nemlig, at der var manipuleret med resultaterne i undersøgelsen. Og førsteforfatteren, Andrew Wakefield, som blev ved at stå ved sine fund, blev frataget retten til at praktisere som læge i England og opnåede martyr-status blandt vaccinemodstandere.

At forekomsten af autisme er steget i samme periode som MFR-vaccinationsprogrammet har andre forklaringer, bl.a. større opmærksomhed, bedre mulighed for at stille diagnosen, samt at autisme nu opfattes som en samlebetegnelse for en række forskellige udviklingsforstyrrelser.

Men den påståede sammenhæng mellem MFR vaccination og autisme er blevet ved med at hænge over vaccinen i mange år. For mens det er lykkedes videnskabeligt ikke at påvise en sammenhæng, så kan det være nærmest umuligt videnskabeligt at kunne afvise en sammenhæng. Og frygten for autisme kan derfor fortsat tænkes at spille ind, når unge forældre skal beslutte, om deres barn skal vaccineres.

 

Er mæslinger overhovedet en alvorlig sygdom, og hvor smitsom er den egentlig?

Mæslingevirus er det mest smitsomme virus, som kan give sygdom blandt mennesker. Det er så smitsomt, at viruspartikler kan findes i mikro-partikler fra luftvejene fra en smitsom patient i op til 2 timer efter, at denne har forladt et rum. Rummet kan være et værelse i et hus. Men det kan også være et venteværelse hos lægen, et metrotog eller en transithal i en lufthavn. Og man har altså ikke nødvendigvis nogensinde mødt den, man er blevet smittet af.

Sagt på en anden måde: I en befolkning som aldrig har mødt mæslingevirus, og hvor alle derfor er modtagelige for smitte, vil én patient med mæslinger, som ”introduceres” i befolkningen, i gennemsnit smitte 15 personer. Dette tal kaldes det basale reproduktive tal for sygdommen mæslinger. Hver af disse vil i gennemsnit smitte 15 nye, og epidemien vil fortsætte, indtil det effektive reproduktive tal falder til en værdi under én. Det gør det først, når andelen af immune i befolkningen er nået op på 95 %.

Det er også årsagen til, at man skal vaccinere de fleste i befolkningen to gange for at kunne forhindre smittespredning i samfundet. Selvom mæslingevaccinen er god, er den ikke er 100% effektiv, og da ikke alle danner beskyttende antistoffer efter 1. vaccination, men de fleste af disse efter 2. vaccination, er det nødvendigt, at mindst 95 % af befolkningen vaccineres to gange, for at opnå den ønskede flokbeskyttelse, som betyder, at større udbrud kan undgås.

Langt hovedparten af børn, der får mæslinger, kommer sig heldigvis helt, og vil ikke have mén efter infektionen, men forskellige komplikationer ses med forskellig hyppighed efter mæslinger.

I lande med god hospitalsstandard som i Danmark vil få børn dø af mæslinger, men dødsfald vil alligevel optræde blandt 1 ud af 2.500-3.000 mæslingetilfælde. I udviklingslande er dødeligheden desværre væsentligt højere, mellem 1 og 5 per 100 mæslingetilfælde.

 

Kan man tvinge forældre til at lade deres børn vaccinere?

Debatten om mæslingevaccination er blevet aktuel efter omtale af de seneste udbrud i USA og i Tyskland. I USA lykkedes det faktisk at eliminere mæslinger allerede for 15 år siden. For her kræves det normalt, at et barn er vaccineret for at komme i skole. Men det er muligt at undgå vaccination, fx hvis det strider mod ens religiøse overbevisning. Og i de mest liberale stater kan man fritages, blot det strider mod ens personlige overbevisning. I Californien betaler man p.t. prisen for denne holdning, hvor et mæslingeudbrud breder sig på skolerne og i samfundet. Et mæslingeudbrud som formodes at være startet, da en smitsom patient besøgte Disneyland og gav adskillige gæster en uventet souvenir med hjem.

Men skal vi så tvinge forældre til at vaccinere deres børn i Danmark? Tvangsmæssig børne-vaccination har været gennemført i mange lande i det østlige Europa i tiden før kommunismens fald, og hvor man opnåede god kontrol over mange smitsomme sygdomme. Og der er faktisk bestemmelser i den danske epidemilov, der muliggør tvangsmæssig vaccination. Men selv om mæslinger kan være en alvorlig sygdom, er den ikke omfattet af disse bestemmelser. Og det ville også stride mod det danske samfunds traditioner om sundhedstilbud at indføre sådanne foranstaltninger. Så selv om det kunne være fristende, er det ikke vejen frem.

Svaret på det indledende spørgsmål er i øvrigt: Det kan vi også godt! Ni ud af ti børn får den første MFR-vaccine og mere end 8 ud af 10 får også den anden. Så langt de fleste forældre kan godt se de fornuftige i at få deres barn vaccineret, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Men der er en mindre restgruppe, som vi i stigende grad skal nå, hvis målet om at eliminere mæslinger i Danmark og i Europa skal lykkes.

Vejen frem må fortsat være sober, saglig og balanceret information baseret på den bedste videnskabelige evidens kombineret med at møde unge forældres bekymring, både hos lægen, men også der hvor de færdes i dag og søger information, på de sociale medier og på blogs som denne.

Planetary Boundaries –  Klimaforandringer er ikke planetens største problem

Klimaforandringerne har efterhånden vundet indpas i de fleste menneskers forståelse, men klimaforandringerne er kun én af de effekter, der er forbundet med vores tilstedeværelse og vores omsætning af de ressourcer vi har til rådighed. Mennesket er nu blevet en naturkraft i sig selv, og vores tidsalder kaldes af mange for Anthropocen, menneskets tidsalder.

Vores indflydelse på Jorden handler altså ikke kun om overforbrug af fossile brændstoffer, men at det påvirker mange globale processer og kan i mange tilfælde måles direkte. Hvis vi stresser dette system og ændrer for meget på processerne, risikerer vi at nå et punkt hvor planeten tippes ud af ligevægt, et såkaldt tipping point, og forandringerne bliver varige.

En ny artikel i Science peger på ni processer der er vitale for at opretholde en stabil planet, og undersøger hvor meget vi kan ændre på det globale system inden vi når et tipping point. Konceptet kaldes ’Planetary boundaries’, Planetens grænser, og viser hvordan vi på flere andre områder presser de globale systemer der er grundlag for liv, eller i hvert fald vores civilisation, på Jorden. Planetary boundary ideen er relativ simpel, og bygger på ideen om at jorden er et lukket, men meget komplekst system, og at alle processer i dette system påvirker hinanden.

Pointen er at det ikke kun er klimaet der har et problem. De ni forskellige processer som er undersøgt i denne artikel, er beviseligt er blevet ændret af menneskelig indflydelse: klimaet, ozonlaget, havets forsuring, kemiske cyklusser, ferskvand, landskabet, biosfæren, aerosoler i atmosfæren, samt en kategori der kaldes nye enheder. Den sidste kategori dækker over nye menneskeskabte substanser som fx CFC-gasser og mikropartikler, der er uhyre praktiske for os, men som ikke før har eksisteret på jorden, og som vi ikke rigtigt hvad der sker med når de bliver sluppet fri. Forskerne bag denne artikel mener, at vi bliver nødt til at se på hele systemet i stedet for kun delelementerne som ozonlaget eller klimaforandringer.

F3.large
http://www.sciencemag.org/content/early/2015/01/14/science.1259855/F3.large.jpg

 

Ideen med denne artikel er at den skal hjælpe os til at bestemme ”the safe operating space”, en sikker operationszone, altså hvor meget vi kan presse og påvirke disse processer, før det går ud over planetens evne til at genvinde balancen. Der bliver opstillet tre niveauer til at bestemme hvorvidt vi er ved at overskride denne sikre zone, og hvis vi bevæger os ud over den sikre zone, vides det ikke hvad konsekvenserne er. Desuden, er nogle af processerne ikke engang mulige at måle endnu. Zonerne er ment som en advarsel så vi kan nå at reagere i tide til at rette op på problemet, som vi faktisk nåede det i 80’erne ved at forbyde CFC gasser, før de gjorde uoprettelig skade på ozonlaget.

Det kommer nok ikke bag på nogen at vi overskrider grænsen for den sikre operationszone, for CO2 i atmosfæren, som er lagt fast på 350 ppm (vi er pt omkring 400 ppm). Det som mange nok vil finde overraskende er, at vi er i endnu større problemer med de massive ændringer vi forsager i de kemiske processer i naturen (fx fosfor og kvælstof der bliver ledt væk fra landjorden og ud i havet af landbruget), og den vilde tilbagegang i biodiversitet, også kaldet den 6. masseuddøen (den 5. var den meteor der gjorde kål på dinosaurerne).

Både det nuværende tab af biodiversitet og udledningen af næringsstoffer ligger begge i den røde højrisiko-zone, dér hvor der beviseligt sker ændringer af systemet. Men også de ændringer vi forsager i landskabet, dvs. urbanisering, skovfældning og landbrug, er rykket ind i den forhøjede risiko-zone, hvor vi forringer vores miljø og økosystemer og dermed risikerer permanent nedsættelse af vores livskvalitet og vores civilisations grundlag.

Det er altså ikke nok kun at koncentrere sig om klimakrisen. Vi skal i gang med at navigere og rette ind på langt flere punkter, hvis vi ikke skal nå dertil hvor vi ikke kan redde den hjem. Forskerne mener dog stadig er der er tid til at reagere og vende udviklingen som historien har vist er mulig.

Fødevareministeren vil udfase bredspektret tetracyclin – er det løsningen eller blot symptombehandling?

For nyligt lancerede Videncenter for Svineproduktion (VSP) en plan for, hvordan MRSA skal begrænses i Danmark. Foreslået løsning: Inden 2020 skal forbruget af antibiotika i svinestaldene reduceres med 10 procent. I går, den 22/12/2014 kunne MRSA VidenCenter på Hvidovre Hospital så fortælle at der på 4 år er sket en firdobling af antal smittede svinebesætninger, hvilket svarer til, at omkring 2 ud af 3 danske svinestalde nu er inficerede.

Nu følger fødevareminister Dan Jørgensen (S) så op i DR1 Nyhederne (22/12, kl. 18:30) og melder ud at det bredspektrede antibiotikum tetracyclin helt skal udfases i dansk landbrug. Han satte dog ikke nogen deadline på hvornår udfasningen skulle være effektueret og kom heller ikke med forslag til hvad planen er for reduktion af alle de øvrige typer af antibiotika/medicin der bruges i landbruget i dag.

Så er der tale om en løsning eller blot symptombehandling fra fødevareministerens side?

Det kunne jeg godt tænke mig nogle kvalificerede bud på fra vores kloge læsere på Scienceblog.dk – nu hvor de fleste af jer alligevel har juleferie og propper jer med flæsk og julesul i disse dage.

Her er lige et par spørgsmål til at starte debatten:

1) Hvilken sammenhæng er der mellem MRSA smitte blandt husdyr og brugen af antibiotika?

2) Hvilke mængder og typer af antibiotika bruges i landbruget i dag?

3) Hvad er samfundets acceptgrænse for brugen af antibiotika i landbruget? Om nogen?

4) Hvilken rolle spiller det økologiske landbrug overfor det konventionelle landbrug i denne debat?

5) Og her op til jul: Hvad afspejler prisforskellen på en konventionel og en økologisk flæskesteg (bonus-info: prisforskellen er lidt under 100 kr/kg)?

6) Har vi ”gode bakterier” der kan hjælpe landbruget mod MRSA? Hvis ja – hvordan?

7) Hvad kan du som forbruger gøre i hverdagen?

8) Hvad kan de folkevalgte gøre – nu hvor vores nationalret er blevet kåret?

9) Hvor finder vi løsningen til det der er blevet kaldt et af videnskabens største problemer – udvikling af antibiotikaresistente mikroorganismer?

10) Er din flæskesteg økologisk i år? Hvad med næste år?

Nedenfor har jeg udvalgt lidt supplerende julelæsning om ”Amerikanske tilstande” ved CDC, en kronik fra Politiken om en aktuel bog af landmand og mejeriingeniør Lone Vitus og den seneste rapport fra vores hjemlige MRSA VidenCenter fra Hvidovre Hospital om det aktuelle MRSA risikobillede (udkom den 22/12).

God læsning, Glædelig Jul og MRSA-Sikker Flæskesteg!

Rapport fra: Centers for Disease Control and Prevention

Kronik fra Politiken den 15/11 2014

Rapport fra MRSA-ekspertgruppen (22/11 2014)

 Ing.dk skriver: Andre dyr end svin skal også undersøges

 

Derfor er ebola-epidemien ude af kontrol

Vi hører om det jævnligt i øjeblikket: ebola-udbruddet i Vestafrika.

Vi hører, at det er det hidtil største udbrud, og at antallet af smittede kan eksplodere. Her til aften melder USAs Center for Disease Control (CDC), at der til januar kan være 1,4 millioner smittede!

Det er helt vilde tal i forhold til de få tusinde, der er ramt i øjeblikket. Faktisk er det så vilde tal, at man rammes af mistro og tænker “Kan det nu være rigtigt?

Det kan det godt.

Af en eller anden grund følger de danske medier ikke op med en simpel graf, der viser udbruddets omfang, så man visuelt kan fornemme alvoren. Det kan man i stedet finde på Wikipedias artikel om udbruddet, hvor en aktiv bruger løbende opdaterer grafer over antallet af smittede og døde.

Se for eksempel denne her:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Diseased_Ebola_2014.pngDet fulde omfang forstår man dog først, når man ser præcis den samme graf på en logaritmisk skala:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Evolution_of_the_2014_Ebola_outbreak_in_semiLog_plot..pngEn ret linje i et logaritmisk plot, en eksponentiel vækst, en epidemi ude af kontrol!

Jeg har taget tallene fra Wikipedia og fremskrevet ovenstående rette linje. Det giver et tal på omkring 50.000 smittede den 1. januar 2015, men allerede 1 million smittede omkring midten af marts måned. Tal, der med den givne usikkerhed, slet ikke er i uoverensstemmelse med CDCs udmelding i dag.

Det her går den forkerte vej.

 

 

 

Wake up before it’s too late: agroøkologi, et nyt paradigme for fødevareproduktion?

”The fundamental transformation of agriculture may well turn out to be one of the biggest challenges, including for international security, of the 21st century.” (UNCTAD 2013)

En rapport fra FNs (UN) Commission on Trade and Development (UNCTAD) “Wake Up Before It’s Too Late” (Unctad.org) blev udgivet I december 2013, og er for nyligt blevet opdaget og samlet op rundt omkring bl.a. Huffington Post og TECHNOLOGYWATER og nu senest af Politiken.

Hvis vi skal møde de fremtidige behov til fødevareproduktionen der er estimeret for 2050, skal vi øge produktionen med 70% for at kunne brødføde verdens befolkning på 9 mia. til den tid. Dette er endog tal der er baseret på vores nuværende forbrug, og ikke tager den projicerede forøgelse i efterspørgslen af animalske produkter med i beregningen. Rapporten konkluderer at landbrugsmetoder over hele kloden må gentænkes hvis vi skal sikre fødevaresikkerheden og afhjælpe skadelige miljøproblemer, og at agroøkologi er vejen frem.

Rapporten rapporterer, endnu engang, at forøget fødevareproduktion alene, ikke er svaret på problemet om den globale fødevaresikkerhed, det handler om en generel langsigtet bæredygtig udvikling i følsomme områder. Problemet er, at de løsninger der bliver givet i konventionelt landbrug ofte har den konsekvens, at de degraderer det omkring- og underliggende økosystem, specielt i områder med sårbare jorde, som mange steder i troperne. Dette økosystem producerer også andre nyttige services som både mennesker og fødevareproduktionen er dybt afhængig af, kaldet ecosystem services (fx at forhindre erosion af jorden, biologisk skadedyrs- og sygdomskontrol, (drikke-) vandrensning, m.m.). Derfor kan det medføre store skader, både i nutiden og længere ude i fremtiden, at degradere disse økosystemer.

Som den nye rapport beskriver, og som er en gentagelse af hvad en lignende rapport fra De Schutter et al. (2010) også fandt frem til, kan agroøkologien anvise nye måder til at arbejde med landskabet og naturen, i stedet for at arbejde imod den. Hvis vi konstant bruger ressourcer på at bekæmpe naturen omkring os, i stedet for at integrere den i vores produktion og lade den arbejde for os, er udbyttet ofte lavere og omkostningerne højere, specielt hvis man kigger på det langsigtet.

Nogle af de artikler der er dukket op på nettet den sidste uges tid, har rapporteret at det er muligt at opnå et 80-110% højere udbytte ved at bruge økologiske metoder. Det er ganske rigtigt at de metoder der er omtalt i rapporten, er baseret på ikke at bruge syntetisk gødning og undgå sprøjtemidler, men de agroøkologiske metoder der bliver refereret til er meget mere omfattende end som så, og det er en vigtig pointe. Det handler ikke kun om at lade være med at sprøjte, men om at gentænke produktionssystemet. Agroøkologiske produktioner ofte baseret på at bruge mange flere arter, og sammensætte dem efter deres funktioner og nyttegenskaber, i stedet for kun at kigge på afgrøden og så derefter selv varetage disse funktioner. Agroøkologien kan derved fremme mere diverse mikro-habitater og -klima der er stærkere og giver en forhøjet resilliens, også kaldet modstandsdygtighed, over for ekstremer, inkl. vejrekstremer. Dette er en af de oftest omtalte konsekvenser vi får at føle med større klimaforandringer.

”The world needs a paradigm shift in agricultural development: from a ‘green revolution’ to an ‘ecological Intensification’ approach.” (UNCTAD 2013)

Agroøkologi er en sammensmeltning af felterne agronomi og økologi (som er studier af produktions- og økosystemer). Historisk set er det ikke en ny metode, det har været praktiseret i hundrede eller endda i tusinder af år, men er blevet tilsidesat i de seneste årtiers satsning på mekanisk og kemisk intensivering, den grønne revolution. I dag ved vi meget mere om hvordan systemerne virker og påvirker hinanden, og kan tage metoderne op til revurdering. For at højne fødevareproduktionen skal den intensiveres, men det er først bæredygtigt når man bruger metoder der ikke nedbryder det underliggende økosystem. Agroøkologi kan være meget forskellig fra det vi kender som konventionelt og økologisk landbrug herhjemme, primært fordi disse ofte er baseret på monokulturer, altså kun har en/få slags afgrøder per mark. Ved at udnytte naturens måde at gøre det på, ved at efterligne naturligt diverse dyre og plantesammensætninger, kan det erstatte meget af det arbejde der i dag bliver gjort af maskiner og mennesker og derigennem potentielt set sikre et større overskud og udbytte.

Disse metoder er forskellige fra område til område, og økosystem til økosystem, i og med at der er forskel på fx et ørkenlandskab, et regnskovslandskab, og et dansk landskab, og selvsagt på afgrøderne. Princippet om agro-biodiversitet kan sammenlignes med at have en investeringsportefølje. Hvis alle pengene satses på et aktiv, er der stor risiko for at disse med tiden mister værdi, der skal kun én hændelse til at ødelægge investeringen, hvorimod hvis man diversificerer sine investeringer, kan nogle gå godt og andre gå dårligt, men over tid er chancen højere for et positivt udbytte. Sådan virker biodiversitet også i økosystemerne, og fødevareproduktionen skal ses som en del af den omkringliggende natur. I centrum af de agroøkoligiske metoder ligger et fokus på at kunne genbruge og recirkulere de næringsstoffer og energikilder, der allerede findes i systemet og forbedre forekomsten og tilgængeligheden af disse, i stedet for at indføre eksterne midler, så der skal postes minde i systemet både af penge og arbejdstid. Med det sagt, skal man også indregne at det meste af investeringen, i hvert fald i teorien, ligger i opstarten af sådan et system. Det er komplekst og videnstungt for producenten at sætte op og drive, da det indeholder mange arter og ofte en ny måde at betragte sin produktion på.

“The 2008 food crisis was an important catalyst for realizing the need for a fundamental transformation and questioning some of the assumptions that had driven food, agricultural and trade policy in recent decades” (UNCTAD 2013)

De fleste af de studier der er publiceret i denne rapport stammer fra små landbrug i u-lande, og derfor oftest i tropisk klima, som har en lang vækstsæson, hvis de ydre omstændigheder tillader det. I 2006 udkom en rapport der bygget på en metaanalyse af studier fra 57 lande dækkende 37 mill hektarer og 12,6 mill individuelle farme. Det blev konkluderet at den gennemsnitlige farmer havde en produktionsforøgelse på 79%. Da FNs miljøorganisation (UNEP) genanalyserede tallene viste det sig at for regionen Afrika er det gennemsnit på 116%. Her taler vi ganske vel igen om tropiske klimaer, men det er ikke ensbetydende med at der ikke også er et højt potentiale herhjemme for at øge vores egen produktion med sådanne metoder, og det er ikke kun i landbruget de har potentiale. Agroøkologiske småsystemer som fx skovhaver skyder op rundt omkring i haver, i offentlige parker, endda i grøftekanten.

Der er flere tegn på at vi er ved at vågne op og gentænke vores fødevareproduktion og konsum. Der er nu over 50 økolandsbyer i Danmark, og arrangementer som Food festival,  Eat Your City, adopt-a-box, Stop spild af mad, samt så mange andre tiltag og grupper skyder frem. Disse initiativer er en stærk indikation for  interessen i at gentænke vores nuværende paradigmer, og de krav der bliver stillet til producenterne om kvaliteten af mad, dens produktionsmetoder, og de globale konsekvenser, taler om en øget bevidsthed og ønske om en bæredygtig fødevareproduktion.

 

Er Jack the Rippers identitet virkelig blevet afsløret?

I weekenden eksploderede medier verden over med historien om, at Jack the Rippers identitet langt om længe er blevet afsløret.

Den historie hører vi med jævne mellemrum, når diverse amatørdetektiver og konspirationsteoretikere har samlet mere eller mindre troværdige brikker i et stort puslespil, der udgives som bog med formålet at overbevise læseren om, at lige netop dén teori bare må være rigtig.

Men weekendens historie har en afgørende fordel i forhold til alt, hvad vi har set før. For første gang er det hårde videnskabelige data, der ligger bag bevisførelsen!

Det påstår man i hvert fald.

Den nye teori virker gennembearbejdet, og alle brikkerne passer rigtig godt sammen: En politimand er på vagt en aften, hvor et af massemorderens ofre findes. Han beslutter sig for at tage et flot (men blodigt) sjal, som findes sammen med liget, og give dette til sin kone. Sjalet bliver i familien i generationer, hvor det nedarves sammen med historien om, at konen i hvert fald ikke skulle bruge den makabre tyvekost, hvorfor det blev pakket væk og aldrig vasket.

I 2007 køber forretningsmanden Russell Edwards sjalet på en auktion, og han går nu sammen med molekylærbiologen Jari Louhelainen fra Liverpool John Moores University i gang med en grundig videnskabelig analyse. Der findes DNA-rester, og Edwards opsporer efterkommere af både mordofferet og af søsteren til en af de hovedmistænkte, som begge kan knyttes til sjalet via DNA-tests.

En fin teori, det hele passer sammen. Der er bare én ting, der skurer i ørerne: Alt det videnskabelige arbejde offentliggøres i Edwards bog, og ikke i et videnskabelig tidsskrift, hvor metoderne kan kommenteres og kritiseres af fagfolk indenfor området.

Der ér nemlig problemer med analysen, som The Independents science reporter bemærker:

Hvis DNA-analyserne alle er udført i samme laboratorium – altså både de levende efterkommeres og materialet fra sjalet – kan man ikke udelukke, at der er sket en forurening. Ingen blindtests, ingen analyser udført i uafhængige laboratorier.

Ydermere viser det sig, at sjalet under en konference i 2007 har været i samme rum som the Rippers mordoffer, hvilket dermed udgør en betydelig kontamineringsrisko.

Der er bestemt en mulighed for, at historien er sand – især fordi den peger på en person, der i forvejen var en af politiets absolutte hovedmistænkte – men før vi har set de præcise detaljer af det videnskabelige arbejde, bør vi ikke drage forhastede konklusioner.

Forskningsarbejdet publiceres i morgen den 9. september.

Ikke i Science eller Nature – men i boghandlen.

Kan en videnskabsminister tro på magi?

Hvordan ville du reagere, hvis den danske finansminister foreslog at løse alle landets finansielle problemer ved hjælp af alkymi? Den moderne videnskab griner måske af denne gamle tradition, men at lave almindelige metaller om til guld er da værd at forsøge. Tænk hvis det virker.

Eller måske skulle vores sundhedsminister finansiere en ekspedition for at lede efter Ungdommens Kilde – det ville jo have enorme konsekvenser for vores forventede levealder!

Den simple grund til, at vi selvfølgelig ikke gør dette, er, at det er overtro og magisk tænkning. Det ved vi jo alle sammen. I et oplyst demokrati som det danske vil ingen minister seriøst overveje magi som en løsning på virkelige problemer.

Og så alligevel. Den engelske premierminister David Cameron har netop udnævnt en ny minister, Greg Clark, der får ansvar for bl.a. forskning og de engelske universiteter (hans fulde titel er Minister of State for Universities, Science and Cities). Det har skabt noget røre i videnskabelige og skeptiske kredse, da Clark tilbage i 2007 støttede en erklæring “NHS Homeopathic Hospitals” til fordel for offentlig støtte til homøopatiske hospitaler. I erklæringen slås det bl.a. fast, at underskriverne “welcomes the positive contribution made to the health of the nation by the NHS homeopathic hospitals; notes that some six million people use complementary treatments each year”.

Der er meget galt med denne erklæring. Homøpati er ren hokus-pokus, der ikke hører til i et offentligt støttet system. Ikke alene virker det ikke – det kan ikke virke. Selve ideen bag homøopatisk “behandling” strider imod alt hvad vi ved om fysik, kemi og biologi. Dernæst er det sagen underordnet, hvor mange brugere der måtte være af denne service. Om en behandling er virkningsfuld eller ej afgøres ikke ved en demokratisk afstemning, men ved at lave en videnskabelig undersøgelse af behandlingen. Det har man gjort, og konklusionen er klar: Homøopati virker ikke.

Greg Clark og de andre underskrivere tabte dog slaget. Men støttede han op om denne erklæring, fordi han tror på homøopatisk “behandling”, eller fordi der i hans vælgerkreds lå et homøopatisk hospital? Tunbridge Wells Homeopathic Hospital lukkede i 2009, efter at den offentlige støtte blev fjernet. Indtil da var der årligt blevet brugt omkring £160,000 på homøopatiske “behandlinger” på hospitalet. Penge der nu heldigvis kan bruges på virkningsfulde behandlinger i stedet.

Det store spørgsmål er dog stadig, om Englands nye videnskabsminister tror på magi? Det er i mine øjne ret væsentligt at få afklaret.


Hvad er homøopati?

Homøopati blev opfundet af Samuel Hahnemann i 1796 i en tid, hvor vores forståelse af sygdomme, fysiologi og videnskab generelt var temmelig mangelfuld. Den grundlæggende idé er ren magisk tænkning: Man kan kurere en sygdom ved at bruge en substans, der hos raske personer giver de samme symptomer som sygdommen. Et eksempel: Koffein giver søvnbesvær, så et homøpatisk middel lavet på koffein skulle kunne kurere søvnløshed. Den homøopatiske “medicin” laves ved at opløse substansen (f.eks. koffein) i alkohol eller destilleret vand i forholdet 1:100. Herefter rystes blandingen – oprindeligt ved at give den 10 hårde slag. Denne opløsning ville få betegnelsen “1C” af Hahnemann. Herefter fortyndes blandingen yderligere ved at tage en lille smule af den oprindelige opløsning og fortynde i forholdet 1:100 endnu engang, hvorefter den rystes 10 gange. Dette er en “2C”-opløsning. Bemærk at der nu er 1 del “aktiv substans” i 10,000 dele opløsning. En “3C”-blanding har et forhold på 1:1,000,000 og så fremdeles. I homøopati anses de mest fortyndede blandinger for at være de mest virkningsfulde, hvilket strider imod alt hvad vi ved om medicin, fysiologi og dosis-respons. Hahnemann anbefalede “30C”-opløsninger, hvilket vil sige 1:10^60 – med andre ord rent vand uden et eneste atom af det oprindelige materiale. Homøopati virker ikke, fordi det ikke kan virke.