Klimamodeller undervurderer global opvarmning

Mængden af kulstof, der vil blive frigivet fra vådområder og permafrostregioner efter hånden som kloden opvarmes, såvel som konsekvenserne af klimaforandringerne på længere sigt er større end tidligere antaget, tyder to nye studier på.

“Omfanget af udledning af drivhusgasser fra vådområder og permafrostregioner er følsomt for ændringer i jordtemperatur. Ændringer i disse emissioner vil ændre mængden af drivhusgasser i atmosfæren og skal medregnes, når man vurderer mængden af menneskelige emissioner forenelig med Paris-klimaaftalen,” siger Dr Edward Comyn-Platt til ScienceDaily.com.

I artiklen Carbon budgets for 1.5 and 2 °C targets lowered by natural wetland and permafrost feedbacks i Nature Geoscience forklarer Comyn-Platt og medforfattere, hvordan de har kalibreret en moderne models evne til at estimere jordtypers indhold af carbon ved så at sige at køre den baglæns med udgangspunkt i en given temperatur. Deres resultater tyder blandt andet på, at visse jordtyper kan rumme mere carbon, men at større mængder drivhusgasser vil blive frigivet fra især de store lagre nordpå.

“Vores resultater understreger hvor påtrængende det er at reducere afbrænding af fossile brændstoffer,” siger Dr Sarah Chadburn fra University of Leeds ligeledes til ScienceDaily.com.

Palæobeviser tyder på dobbelt så store temperaturstigninger

Artiklen Palaeoclimate constraints on the impact of 2 °C anthropogenic warming and beyond i samme videnskabelige tidsskrift vurderer konsekvenserne af de menneskeskabte klimaforandringer ved at sammenligne de atmosfæriske CO2-niveauer, vi er på vej imod, med tidligere tiders forhold under lignende drivhuseffekter. Desværre tyder det på, klimamodellerne hidtil har givet for forsigtige prognoser.

“Klimamodellerne lader til at være gode ved små CO2-stigninger i korte perioder,” siger Katrin Meissner til Guardian, “men ved større eller længerevarende stigninger ser det ud til, at modellerne undervurderer klimaforandringerne.”

Det store hold af forskere har analyseret den holocene varmeperiode for ca. 8.000 år siden, mellemistiden for ca. 120.000 år siden, en marin isotopfase for ca. 400.000 år siden samt en pliocæn varmeperiode for over tre millioner år siden. Disse fortilfælde har forskerne behandlet som var de “naturlige eksperimenter” hvis høje CO2-koncentrationer kendes fra iskerner. Resultaterne af “eksperimenterne” er velkendte: Tørkeområder blev større, polerne smeltede, boreale skove spredte sig nordpå og så videre.

“På den tid var temperaturer og havniveau meget højere,” siger Katrin Meissner fra University of New South Wales også til Guardian, “to grader kan på papiret virke uskadeligt, men konsekvenserne er ret skidte, og økosystemerne ændrer sig dramatisk”.

Deres konklusion er, at stigningen i gennemsnitstemperatur såvel som af havenes vandstand på længere sigt end blot dette århundrede bliver signifikant mere alvorlige end selv de bedste, moderne klimamodeller regner sig frem til. Klimamodeller mangler at tage højde for en række feedbackmekanismer, og kan have undervurderet temperaturstigningerne med en faktor to, hastigheden, hvormed de vil ramme, såvel som omfanget af havvandsstigninger, tyder forskingen på.

“Observationer fra tidligere varme perioder tyder på, at en række forstærkende mekanismer, som er dårligt repræsenteret i klimamodellerne, øger den langsigtede opvarmning mere end eksisterende prognoser,” siger professor Hubertus Fischer fra Berns Universitet til Guardian, “dette tyder på, at kulstofbudgettet for at undgå mere end 2°C global opvarmning kan være langt mindre end anslået, hvilket giver en meget ringe fejlmargin i forhold til at kunne opfylde Paris-målene.”

Er der håb?

“De klimaforandringer, vi ser i dag, foregår meget hurtigere end hidtil set i Jordens historie. Med hensyn til forandringshastighed er vi i ukendt farvand,” siger Katrin Meissner fra University of New South Wales i Australien til USA Today.

Musikeren Kristian Leth skrev i Kristeligt Dagblad d. 7. juni 2018 i kronikken Uden håb har vi ingenting, at klimapanelet IPCC “selv for nogle måneder siden skrev, at deres modeller havde overvurderet hastigheden, med hvilken verden blev varmere.” En utrolig påstand, der i den grad modsiges af de to nye studier fra Nature Geoscience. Gået på klingen kneb det dog lidt for Kristian Leth med at finde belæg for det udsagn. Måske er hans påstand en reinkarnation af den jævnligt tilbagevendende klimamyte om, at den globale opvarmning skulle have aftaget siden år 2000, at IPCCs egen rapport skulle negligere opvarmningen eller at det ikke er blevet varmere siden 1998?

Måske er hans påstand bare et uheldigt fejltrin på hans vej imod en kritik af mediernes mekanismer, der langt hellere rapporterer om sensationer end om reviderede konfidensintervaller? Journalistikkens princip om at repræsentere “begge sider” i en debat har omvendt resulteret i årtier med klimabenægtere (og vaccineskeptikere osv.) i bedste sendetid – hvorfor ikke kritisere det aspekt, Kristian Leth?

Eller måske er hans påstand blevet til, fordi han tilsyneladende har skrevet sin kronik (og sin dertil hørende bog) ud fra en præmis om at finde håb for fremtiden? Det er muligt, der er et publikum til tekster med den præmis. Men det bliver forhåbentlig ikke en genre i Nature Geoscience lige foreløbig. Det er fint, folk vil have håb, men det må udarte sig i for eksempel politik – ikke i tendensiøs research.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.