https://flic.kr/p/oKsCcL

Dommer satte spørgsmålstegn ved klimaforandringerne

Klimabenægterne fik en gylden chance til at tale deres sag, da klimatologer måtte stå skoleret ved amerikansk høring. Men olieindustrien er flygtet fra benægternes sidste standpunkter

Den amerikanske dommer William Alsup bad om svar på otte konkrete spørgsmål til de menneskeskabte klimaforandringer ved en høring inden byerne San Fransisco og Oaklands sagsanlæg mod olieselskaberne Chevron, Exxon Mobil, ConocoPhillips, Royal Dutch Shell og BP eventuelt sættes i gang. Det fik han.

Spørgsmålene blev besvaret

Ved høringen besvarede de førende klimaforskere professor Myles Allen, professor Gary Griggs og Dr. Don Wuebbles dommerens spørgsmål. Kun Chevron havde sendt en advokat til at tale deres sag.

Chevron accepterer hvad IPCC er nået til enighed om hvad angår videnskab og klimaændringer

Herunder følger meget korte svar på hvert af Alsups spørgsmål – men med links til yderligere læsning.

1. Hvad forårsagede istiderne (herunder “Den Lille Istid” og lignende kølige perioder) og hvad fik isen til at smelte igen? Når den smeltede, hvor meget steg havniveauet så?

Istidernes kommen og gåen er knyttet til Milanković-cyklerne: små cykliske ændringer i Jordens rotation og bane omkring Solen påvirker klimaet. Jo mere solskin på Nordpolen, jo mere afsmeltning.

Havets overflade har flyttet sig meget som konsekvens af isdannelse eller -afsmeltning. IPCC nævner et konservativt bud på, at havet stiger en halv millimeter om året, imens nogle videnskabelige artikler omhandler relativt “pludselige” svingninger på op til 120 meter.

Den Lille Istid blev behandlet i SULTENDE ISBJØRN MANER MYTER FREM I ASGER AAMUND.

2. På det molekylære niveau, hvorfor absorberer CO2 så infrarød stråling, når ilt og nitrogen ikke gør?

Gasser, der kan absorbere og udstråle infrarød stråling, er drivhusgasser. Bindingen i ilt (mellem de to atomer i O2) kan kun strække sig, når den rammes, og strålingen suser igennem. Bindingerne i for eksempel kuldioxid (mellem de tre atomer i CO2) gør, at molekylet bøjer sig, når det rammes, hvilket får noget af strålingen til at skifte retning.

Du skal have lyst til at læse om kemi, hvis du vil læse mere. Dette emne er særdeles velbeskrevet og ukontroversielt.

3. Hvordan bliver infrarød stråling fanget af CO2 højt oppe i atmosfæren til varme ved Jordens overflade?

Noget af den infrarøde stråling, der udsendes fra Jordens overflade, returneres af drivhusgasserne i atmosfæren j.f. foregående svar. Det er drivhuseffekten.

4. Reflekterer CO2 i atmosfæren noget sollys tilbage i rummet?

Ganske lidt.

5. Bortset fra CO2, hvad sker der med den samlede varme fra udstødningsrør, generatorer og al anden varme fra forbrænding af fossile brændstoffer? Hvordan bidrager den samlede opvarmning i det hele taget til atmosfærens opvarmning?

Atmosfæren opvarmes omkring hundrede gange så meget af den menneskeskabte øgning af drivhuseffekten som af varmen dannet af forbrændingen selv.

6. I skolen lærte mange af os, at mennesker udånder CO2, imens planter absorberer CO2 og returnerer ilt til luften. Gælder det stadig? Hvis ja, hvorfor har plantelivet så ikke konverteret de høje CO2-niveauer til ilt? I betragtning af stigningen i den menneskelige befolkning på jorden er menneskets respiration da en medvirkende faktor til ophobning af CO2?

Planter optager noget af al den kuldioxid, vi producerer. Men størstedelen ophobes i verdenshavene og atmosfæren. Menneskets åndedræt er af en insignifikant størrelsesorden i forhold til klimaet, og er i øvrigt del af en “naturlig cyklus”.

Der er forhåbentlig ikke noget galt med det, unge mennesker lærer i skolerne. Blot må vi håbe, lærerne også husker at forklare forskellen mellem økosystemets naturlige kulstofcyklus og udledning af fossile kulstoffer.

7. Hvad er de vigtigste kilder til CO2, der ophobes i atmosfæren?

Afbrænding af fossile brændstoffer og fældning af skov. Lige nu er kul den største kilde. Historisk set har fældning af skov tilført meget store mængder kuldioxid.

Vi ved det for det første fordi, vi har ret godt styr på, hvor meget kul, olie og gas, der afbrændes, og der er iøjenfaldende korrelation mellem udledning af CO2 og atmosfærens CO2-niveau. Faktisk hævdes det, at blot 100 firmaer forårsager over 70% af CO2-udledningen. For det andet fordi, kuldioxid, der stammer fra fossile brændstoffer, har en anden kemi end kuldioxid fra andre kilder (for eksempel menneskers udåndingsluft).

Kuldioxid-niveau og -udledninger. Et sådant sammenfald er ikke tilfældigt. Fra SkepticalScience.

8. Hvad er de vigtigste kilder til stigningen i temperaturen på Jorden for nylig?

Kort sagt: os. Der er ikke andre end mennesket, som afbrænder abnorme mængder fossile brændstoffer, og fælder verdens skove.

Det menneskelige bidrag til temperaturstigningen siden 1950 ligger mellem 0,6 og 0,8°C – fra 93% til 123% af den observerede ændring afhængigt af, hvor stor det naturlige bidrag har været, og om det ligefrem har været negativt. Det er ekstremt usandsynligt, at naturlig variation skulle have betydet mere end halvdelen af klimaforandringerne. Den største naturlige bidragyder lader til at være solen, og energien fra den er kun steget ganske lidt.

https://www.bloomberg.com/graphics/2015-whats-warming-the-world/
Se evt. et par fantastisk pædagogiske animerede grafer på bloomberg.com, der ingen tvivl efterlader om kilderne til klimaforandringerne. (Ovenstående er blot et screenshot.)

Olieindustrien har ikke længere brug for klimabenægterne

Kernen i søgsmålet er, på hvilket tidspunkt det stod klart, at menneskeskabte CO2-emissioner ødelægger klimaet, forklarer Climate Liability News i deres reportage. De sagsøgtes advokat hævdede, at videnskaben om årsag og virkning af klimaændringer har været for usikker til at give dem skylden. Professor Myles Allen redegjorde for den videnskabelige diskussion over hypotesen om drivhuseffekten, og angav 1950erne som det årti, forskerne nåede konsensus.

Bortset fra, at dommer Alsup havde modtaget et høringssvar fra benægterne i Heartland Institute, og at forsvareren viste nogle fem år gamle grafer, hvoraf de seneste års rekordsættende klimaforandringer ikke fremgår, var der ikke meget klimabenægteri til høringen. Faktisk sagde Chevrons mand direkte, at hans arbejdsgiver “accepterer hvad IPCC er nået til enighed om hvad angår videnskab og klimaændringer”, og eksplicit at temperaturerne stiger, at det skyldes menneskeskabte CO2-udledninger, at andre faktorer er minimale og at havstanden stiger.

Blot forsøgte Chevrons advokat at fremskrive årtiet, hvori klimatologien nåede til konsensus om klimaforandringernes rette sammenhæng. (Siden har hollandske journalister gravet dokumenter frem, der viser, at Shell vidste alt om klimaforandringer allerede i 1980erne.) Samt, ifølge The Verge, argumenterede for, at CO2-udledninger ikke skyldes udvinding af fossile brændsler men derimod økonomisk aktivitet.

Klimabenægterne: Først benægtede de, at problemet overhovedet eksisterer. Så benægtede de, at mennesket forårsager det og/eller at det er et rigtigt problem. Siden at det er umuligt eller for sent for os at løse. Olieindustrien har aktivt financieret og opildnet grupper af klimabenægtere undervejs. I år 2018 holder industrien sig så til IPCCs rapport, og skyder skylden på økonomien. Benægterne er der ikke meget tilbage af.


Kilder til svar på Alsups spørgsmål: