Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

6 tanker om "Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?"

  1. God journalistik betaler sig ikke. Der er flere penge i clickbaits. Medierne giver bare det, som flertallet vil have. . Det er i hvert fald mit indtryk.

    1. Tak for din kommentar, Kristoffer.
      Jeg er helt enig, man kunne håbe og forvente at DR ikke havde et behov for at generere trafik via clickbait når de jo kører på licenspenge. Havde det været tv2 der havde lavet historien tror jeg ikke jeg havde reageret.
      Mit håb for disse postfaktuelle tider er en modkultur af mediebrugere der vælger kvalitetsjournalistik frem for underholdningspladder. Det kunne måske skubbe medierne til at gøre det ordenligt.
      Vejen frem er er at give lyd når tingene ikke er i orden.

  2. Hej Anton

    Jeg beklager, at du synes rubrikken bliver for spændende og dermed åbenbart bevæger sig over i clickbait-land.

    Pointen med en overskrift er, at læseren skal blive fascineret og få lyst til at læse om forskningsresultatet. Og jeg ser faktisk et fint belæg for formuleringen i det citat, der bringes til sidst i artiklen.

    Det stammer fra Caltechs pressemeddelelse, som ganske rigtigt gør alt hvad de kan for at sælge en nyhed, der er lidt svær at forstå. Det er også herfra, at billedet kommer.

    Formuleringen fra forskeren lyder sådan her:

    “As to the question of whether life can evolve to use silicon on its own, Arnold says that is up to nature. “This study shows how quickly nature can adapt to new challenges,” she says. “The DNA-encoded catalytic machinery of the cell can rapidly learn to promote new chemical reactions when we provide new reagents and the appropriate incentive in the form of artificial selection. Nature could have done this herself if she cared to.”

    Handler den her opdagelse hovedsageligt om silicium-baseret liv? Nej. Men det er noget almindelige mennesker kan relatere til. Og det er min opgave hos DR Videnskab at formidle svært tilgængelige emner til almindelige danskere.

    Jeg kunne også have ladet historien ligge. Men lige præcis fascinationen i muligheden for liv, gjorde den spiselig for andre end kemikere og materialeforskere. Derfor vinklede jeg som jeg gjorde.

    I mine øjne er der intet galt i at beskrive science fiction drømmen. Jeg har jo ikke fundet på noget, som ikke kommenteres på af forskerne selv.

    Desuden vinkler Science selv på det i deres pressemateriale til den videnskabelige artikel: http://www.sciencemag.org/news/2016/03/researchers-take-small-step-toward-silicon-based-life

    Og det gør de af samme grund: De vil gerne have folk til at læse artiklen. Og det har ved gud da altid været en journalistisk dyd! Også lang tid før der var noget der hed clickbait.

    Hvis du ønsker tungere videnskabsdækning skal du nok ikke læse dr.dk/viden. Vi SKAL henvende os til alle danskere på en letforståelig måde. Og det giver os nogle begrænsninger i forhold til detaljegraden.

    Men jeg kan 100 pct stå inde for min artikel og min vinkel.

    Tak for en god blog.

  3. Hej Søren

    Tusind tak for din kommentar. Jeg er enormt glad for at være i direkte dialog med dig.

    Jeg forstår behovet for at gøre materialet opsigtsvækkende og spiseligt. Nyhedsmarkedet er et travlt og larmende sted og man bliver nødt til at gøre hvad man kan for at blive hørt. Når man forfatter videnskabelige artikler er det nøjagtig det samme.

    Når det handler om naturvidenskab er der dog hårfin og knivskarp grænse; objektive data. (Her har eksperimentalister det lidt nemt, jeg er klar over at andre felter ikke nyder den samme hårdhed når et udsagn skal vuderes)
    Caltech går helt op til denne grænse, for så at lade andre gå over den. At Science magazines blogger også går over den gør det slet ikke bedre. Det Caltech gør er frækt og kalkuleret.
    Handler artiklen overhovedet om silicium liv eller et teoretisk grundlag for det? Det korte svar er nej.

    Professorens ord skal vrides for at underbygge overskriften (hun virker mest som hun forsøger at svare på et ledende spørgsmål på en måde PR gutten kan bruge, uden at sige noget direkte forkert), selv hvis det ikke var tilfældet er det stadig ligegyldigt. Data underbygger den ikke.

    Problemet er her at videnskab formidles som underholdning.
    I mindre postfaktuelle tider ville jeg nok se det som harmløst. Rent utilitaristisk kan man tænke at videnskaben har brug for alt den positive opmærksomhed den kan få, men essensen er at kold videnskabelig objektivitet er blevet for blød og bøjelig i folkesindet. Konsekvensenerne er hyppigt omtalte emner her på bloggen.

    Det er nok sket fordi den er blevet fordrejet som underholdning i lidt for lang tid. En lidt mere Kant’et tilgang til videnskabsformidlingsetik vil nok være på sin plads i disse anti-videnskabelige dage.
    Derfor er min preference også at det er bedre at tabe nogle i svinget end at lade dem rende med en halv sandhed.

    Jeg er klar over at jeg er lidt en fakta-fundamentalist, men ligesom det er din pligt hos DR at gøre videnskab spiseligt er det min pligt som forsker at holde linjen stram. Vi arbejder for den samme sag, men jeg er bekymret for at den utilitaristike pop-sci journalistik har haft en uheldig indflydelse.

    Mvh Anton

  4. Hej Anton

    Spændende indlæg. Jeg er helt enig i din kritik på dette område. Ikke kun af denne DR artikel, men generelt. Det er søgen efter det sensationelle, som jeg synes er misforstået. Det frustrerende er skribenternes behov for at “vinkle” historier, som er spændende nok i sig selv. Min er erfaring er at, hvis man bliver indført i et emne på en vedkommende måde, kan det meste vække interesse. Selv de små opdagelser.

    Når det er sagt, har forskere også en forpligtelse til at kommunikere værdien af deres forskning og resultater. Dette kunne vi helt sikkert også blive bedre til.

    Dette indlæg mindende mig i øvrigt om NASAs “historiske” live-streamede pressemøde fra 2010 om en helt ny livsform, som levede af arsenik. Felisa Wolfe-Simon leverede en meget vedkommende, (over)entusiastisk og perspektiverende gennemgang af hendes undersøgelser. Puff, sagde ballonen så desværre kort efter…. (http://phys.org/news/2012-07-scientists-nasa-arsenic-life-untrue.html)

    1. Tak for dit kommentar, Christer.
      Jeg er glad for at du er enig, og det er helt sikkert også forskernes ansvar som du pointerer. Den vedkommende måde er uheldigvis sjældent noget der fanger blikket, men jeg er af den overbevisning at der er et marked for en grundig og lægmands fokuseret formidling. Det er igen det at tale til folk som var de voksne.
      Jeg er i øvrigt helt vildt med the rise and fall af Arsenic-i-DNA som du nævner . Forskere kan nogle gange blive lidt for forelskede i den gode historie selv, men det skønne ved dette er at de ender i gabestokken ret så hurtigt.

Der er lukket for kommentarer.