Er bacon lige så farligt som rygning?

Weekendens sensationsoverskrift fra Ekstra Bladet fortalte, at “bacon og pølser så farligt som arsenik, asbest og cigaretter“.

Baggrunden er en pressemeddelelse fra WHO, der har klassificeret rødt kød og forarbejdet kød på deres sædvanlige skala for, om en given ting udgør en kræftrisiko eller ej.

Skalaen gennemgik jeg allerede i 2011, hvor sensationshungrende journalister gik i selvsving, da WHO klassificerede mobiltelefoner. Overskrifter som “Se de farligste kræft-telefoner” var helt hen i vejret.

WHO grupperer stoffer og miljøpåvirkninger i fem grupper:

Gruppe 1: Kræftfremkaldende. Der er “sufficient evidence of carcinogenicity in humans“. (Eksempler: Tobaksrøg, asbest, HPV-virus og ioniserende stråling)

Gruppe 2A: Sandsynligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: Akrylamid, trichlorethylen og udstødning fra dieselbiler)

Gruppe 2B: Muligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and less than sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: mobiltelefoner, kaffe og arbejde som brandmand)

Gruppe 3: Ikke klassificerbar. Der findes ikke tilstrækkelig med bevisførelse. (Eksempler: Koffein, statiske magnetfelter og stenuld)

Gruppe 4: Sandsynligvis ikke kræftfremkaldende. Der er “evidence suggesting lack of carcinogenicity in humans and in experimental animals“.

Den nye rapport placerer forarbejdet kød (som f.eks. bacon) i gruppe 1 – kræftfremkaldende.

Men det er der intet som helst nyt i!

Det eneste nye er, at WHOs eksperter nu for første gang har gennemgået al forskning og indplaceret kødet, hvor vi længe har vidst, at det hører til.

At sige at bacon er lige så farligt som arsenik, asbest og tobaksrøg – som også befinder sig i gruppe 1 – er ganske enkelt forkert og noget journalistisk makværk.

Grupperingen siger ikke noget om, hvor farlige de enkelte stoffer er, kun at der er evidens for, at de er kræftfremkaldende.

En artikel fra BBC News i dag giver nogle tal på, hvor forskellen ligger. Her kan man se, at tobaksrygning årligt forårsager 1.000.000 kræftdødsfald, 600.000 alkoholdødsfald og “kun” 34.000 relateret til kød.

Et ikke ubetydeligt tal – men slet ikke i samme størrelsesorden som rygning!

I øvrigt kan man bemærke, at hvis man er skomager, maler eller skorstensfejer, så befinder man sig også i gruppe 1. Hvornår ser vi mon Ekstra Bladet lave overskriften “WHO dødsdømmer verdens skomagere”?