Pseudovidenskab og alternativ behandling

Dette er egentlig en fortsættelse af diskussionen i indlægget “omblogning“, men jeg syntes at emnet var kommet så langt væk fra det oprindelige, at det fortjente en ny overskrift.

Diskussionen gik på, om alternative behandlinger som f.eks. kraniosakral terapi er et problem. Jeg mener, at det er vigtigt at skille tingene ad her. De alternative behandlinger kan godt have en vis virkning – fordi patienten for eksempel føler at hun gør noget aktivt, eller får større livslyst, fordi hun selv tror på, at det virker. Psyken spiller jo en enorm rolle i vores fysiske velbefindende. Derfor kan man måske godt argumentere for, at det kan være gavnligt for nogle patienter at opsøge alternative behandlingsformer. Problemet er derfor ikke nødvendigvis at folk opsøger de alternative behandlinger, men at de ofte så at sige bliver solgt under falsk varebetegnelse. At noget, der er uvidenskabeligt bliver fremstillet som videnskabeligt. Ikke mindst fordi der bliver tjent utroligt mange penge på folk, som er meget syge eller har det psykisk dårligt og derfor er villige til at prøve hvad som helst – og betale hvad som helst.

På samme måde kan andre “pseudovidenskaber” godt have en vis funktion. Astrologi kan f.eks. sikkert være en udmærket måde at få sorteret ud i sit følelsesliv og få en ide om, hvad man skal gøre for at komme videre i sit liv. Astrologer kan bare ikke forudsige fremtiden, og det er et problem når de tager rigtig mange penge for at gøre netop det. Og astrologi er netop ikke videnskabeligt. Der er intet videnskabeligt belæg for at påstå en sammenhæng mellem menneskelivets op- og nedture og planeternes position på nattehimlen.

Nogle af de ideer vi i dag kalder for pseudovidenskab danner historisk set baggrund for de moderne videnskaber. Astronomien er således vokset ud af astrologien, og alkymien (hvor man bl.a. forsøgte at omdanne andre stoffer til guld) er en vigtig forgænger for kemien. På samme måde kan der sagtens være nogen sandhed i alternativ medicin, som man kan finde frem til ved videnskabelige undersøgelser. Men problemet er, når alternativ medicin/behandling ikke er underlagt videnskabelig undersøgelse, men alligevel bliver beskrevet som videnskabeligt velfunderet.

2 tanker om “Pseudovidenskab og alternativ behandling”

  1. Det er i denne sammenhæng ikke helt uproblematisk, at den offentlige finansiering af sygehusene tilsyneladende gør at befolkning tror at det er fuldstændigt gratis at ønske tilbud om alternativ behandling på sygehusene – hvilket foruroligende mange gør:
    http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=919762

    Formanden for sammenslutningen af alternative behandlere i P3 nyheder kl. 9 onsdag, som kan findes her:
    http://www.dr.dk/P3/P3Nyheder/P3nyheder.htm

    Her omtaler han et eventuelt offentligt udbud som “en lille guldgrube”. Det er nok et ordvalg, han burde have diskuteret med sin kommunikationsrådgiver…

Der er lukket for kommentarer.