Danske succeskoder

Som beskrevet i fredags har danske Peter Naur modtaget den højeste udmærkelse inden for datalogien. Peter Naur er blandt andet kendt for sit bidrag i udviklingen af programmeringssproget “Algol 60“. Begivenheden giver anledning til at bemærke, hvilke andre programmeringssprog danskere har været med til at udvikle. Og listen er faktisk overraskende!

For eksempel var det danske Anders Hejlsberg, der lavede Pascal compilerne “Compas Pascal” og “PolyPascal“, der førte til det yderst populære “Turbo Pascal“-sprog. Anders er desuden manden bag “C#“, og også i “Delphi“-sproget finder vi ham på forfatterlisten.

Også “C++“, der er et af de mest populære sprog for både professionelle og amatører, er faktisk udviklet af en dansker, nemlig århusianske Bjarne Stoustrup der i dag er ansat ved Texas A&M University.

Derudover kommer vi ikke uden om open source server-sproget “PHP“, som denne side faktisk er skrevet i. Her er det dansk-canadieren Rasmus Lerdorf (født i Grønland), vi kan tilskrive æren. Selv om der ikke er tale om et programmeringssprog, må man dog i den forbindelse også nævne det yderst populære Content Management System “typo3“, der netop anvender PHP, og som er skrevet af Kasper Skårhøj.

Mon ikke stort set alle programmører i verden før eller siden arbejder med et dansk programmeringssprog? Imponerende af et så lille land!