All things dull and ugly – naturmedicin dræber

DR advarede i går mod livsfarlig kinesisk naturmedicin. Kosttilskud solgt over internettet indeholder Slangerod, som kan give nyreskader og kræft.

Hvad er det der får folk til ukritisk at købe og bruge midler som i bedste fald ikke har nogen dokumenteret effekt og i værste fald dræber? Er det et rent imagespørgsmål – østens vise mænd versus den onde onde medicinalindustri?

Det er da fint med gamle erfaringsværdier der fortæller at denne eller hin plante er god mod en lidelse. Den viden bør bevares og undersøges nærmere for at se om der er noget om snakken. Men man skal da huske på at det er de samme “erfaringer” der anbefaler tørret tigerpenis som middel mod impotens.

Medicinalfirmaerne er tvunget til at lave omhyggelige tests for at vise at et nyt middel har en virkning og for at finde ud af hvilke bivirkninger det har. Hvordan kan det være at plantepræparater slipper fuldstændigt uden om den proces? Er det blot uvidenhed der får folk til at ignorere dobbelt-blinde test og stole på anekdoter?

En del af grunden er vel at folk tror at alt hvad der kommer fra naturen er godt for os – måske bør de fra en tid til anden mindes om at vi ude i naturen også finder verdens farligste gifte i diverse planter og kryb. Det vidste de vise mænd fra Monty Python i øvrigt allerede for mange år siden.

Nanoteknologi skræmmer

Danskerne er bange for nanoteknologi, i hvert fald ifølge en overskrift til en artikel i Ingeniøren.

En ny undersøgelse viser, at forbrugerne mener, at udviklingen inden for nanoteknologi skal fortsætte, og at samfundet må tage nogle chancer. På den anden side er de dog også bekymrede for mulige risici, og de ønsker mere kontrol og mærkning.

Lidt sjovt så nævnes dieselpartikler og asbest også i artiklen. Godt nok er der tale om nanopartikler, men det er ikke lige, hvad jeg forstår ved nanoteknologi.

Folketingsvalg: Helges skæbne

Der er valg i Danmark, og om godt en halv time lukker valgstederne. En af dem, der er i fare for at ryge ud af Folketinget, er Videnskabsminister Helge Sander. Jeg synes bestemt ikke, Sander har været en anonym minister, men den 57-årige journalistuddannede herningenser har dog været kritiseret fra flere sider. Se for eksempel dette blogindlæg.

Hvis Regeringen mister Sander – og hvis Venstre altså bliver siddende i Regeringen – kunne en mulighed være at slå Undervisningsministeriet sammen med Videnskabsministeriet, som Nyhedsmagasinet Ingeniøren beskrev i sidste uge. Helt sikkert et interessant forslag! Så er spørgsmålet bare, hvem der skal overtage ministerposten. Bertel?

Dagens Lone Frank

Der har været skrevet en del Lone Frank på denne blog, og derfor vil jeg lige henvise til en debat om samme emne på Caroline osv.

Caroline stiller spørgsmålet “er det så indlysende at naturvidenskabsfolk qua naturvidenskabsfolk er specielt forpligtede til at udtale sig i den offentlige debat? Det kunne jo tænkes at deres bidrag som naturvidenskabsfolk består i at lave god naturvidenskab og ikke i at være samfundsdebatører.

Læs indlægget her.

For øvrigt vil jeg lige reklamere for en podcast med Lone Frank. Det er fra hendes foredrag på Dissensus-konferencen i juni måned. Konferencen omhandlede videnskabsjournalistik og videnskab under politisk og økonomisk pres. Meget aktuelt må man sige.

Stop dem, DR!

DRs ungdomsprogram NØRD er virkelig blevet dårligt, efter der er kommet nye værter. I ugens afsnit ville de to kiksede nørder bygge en “extreme burnout maskine”, så de kunne brænde dæk af. DR lever sandelig op til sine public service forpligtelser!

I praksisk var maskinen bare en lille gocart med et par bildæk på. Nørderne har i flere udgaver lavet projekter, som enten ikke virkede, eller som virkede ret dårligt, og denne gang var succesen da også ret begrænset, idet de tidligere i programmet havde lavet en betydelig bedre dækafbrænding i en bil. I hvert fald hvis man definerer en god dækafbrænding som mængden af røg. Ikke meget “extreme” over den maskine.

Højdepunktet for mig var, da de forklarede, hvorfor de hældte lidt metanol i benzinen:

“I dag der har vi valgt at blande en tredjedel metanol i, fordi at det køler sår’n motor her, når vi ikke har nogen køler på i dag. Så når metanolen kommer ind, så bliver der koldt, og det køler så motoren.”

Stop dem, DR. Det er simpelthen for pinligt…