Kleenex tak

Eller nej tak skulle jeg måske hellere sige. Idag faldt jeg over en rigtig latterlig reklame for lommetørklæder fra Kleenex.

Kleenex reklamestand

Ifølge reklamestanden dræber disse antivirale lommetørklæder 99,9% af alle forkølelses- og influenzaviruser! Jeg har haft en lille smule biologi i skolen og i timerne lærte jeg, at viruser ikke er levende – altså kan de ikke dræbes, så Kleenex er helt galt på den her!

Til trods for at vira ikke klassificeres som værende levende, kan de dog alligevel godt smitte. Når man nyser spredes en masse bittesmå dråber ud i rummet og disse dråber indeholder vira, når man er forkølet eller har influenza. Så længe en virus befinder sig i en dråbe, går den ikke til grunde og hvis man er så uheldig at samle en af disse dråber op og få anbragt den i næsen, kan man altså blive syg.

Da jeg så reklamen lagde jeg mærke til den lille * efter anti-viral. Som regel betyder det, at der er en lille fodnote med ekstra information et sted, så jeg samlede selvfølgelig en af pakkerne op for at finde ud af, hvad det var, de forsøgte at skjule for mig. På Kleenex’ hjemmeside står der, at man lige skal vente 15 minutter og så smitter lommetørklædet ikke længere! Jamen altså, hvad skal det så til for?! Ingen mennesker gemmer vel på et engangslommetørklæde, hvis det først er blevet brugt, og man giver det forhåbentlig heller ikke til andre. Desuden tager det sikkert heller ikke mere end 15 minutter for et par virusholdige dråber at tørre ud i et almindeligt ikke-anti-viralt engangslommetørklæde, så mere tåbeligt kan det da ikke blive… håber jeg.

Eller er det mig, der har overset et eller andet?