Tag-arkiv: carl sagan

Da Jorden stod op

Rumskibet roterede langsomt i sit kredsløb og det var da, at William Anders så Jorden. Månens grå kraterlandskab strakte sig ud under ham, og over ham hang det kulsorte verdensrum. Han kiggede ud af et vindue i Apollo-kapslen og så en plet i strålende blå og hvide farver kravle op over Månens horisont.

“Oh my God! Look at that picture over there! There’s the Earth coming up. Wow, that’s pretty,” udbrød William Anders.

Han greb sit kamera og trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

“You got a color film, Jim? “, spurgte William Anders. Hans astronaut-kollega Jim Lovell skyndte sig at lede efter en rulle farve-film.

Rumskibet blev ved med at rotere. I samme øjeblik som Jim Lovell rakte William Anders farve-filmen, forsvandt Jorden ud af syne fra det vindue, William Anders havde kigget igennem.

Han svævede over til et andet vindue. Han trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

Lyset fra Jorden og Månen blev fanget på filmrullen i William Anders’ kamera for 50 år siden den 24. december 1968 klokken 17:39 dansk tid.

Det var første gang et menneske så sit hjem fra Månen.

Billedet – som har fået navnet “Earthrise” – landede på forsiden af New York Times den 30. december bare tre dage efter, at William Anders, Jim Lovell og Frank Bormann vendte tilbage til Jorden. Det er siden blevet et ikon.

Da William Anders tog billedet rasede Vietnam-krigen nede på Jorden. USA og Sovjetunionen var parate til at udslette hinanden og resten af civilisationen ved det mindste tegn på et angreb fra den anden side. Industrien buldrede frem og det begyndte at gå op for folk, at naturen led under menneskernes forurening.

Earthrise viser, hvor bittesmå vi er på vores blå planet, og hvor skrøbelige vi er. Vi bor på en lille ø i det tomme verdensrum. Månen står som en diametral modsætning til vores oase – øde, grå og hærget af asteroiders ustandselige bombardament over milliarder af år. Er det sådan, vi efterlader Jorden, hvis ikke vi tænker os om?

Jim Lovell har senere fortalt Business Insider om, hvordan det var at se sin hjemplanet fra Månen:

“When I put my thumb up to the window I could completely hide it, and then I realized that behind my thumb that I’m hiding this Earth, and there are about 6 billion people that are all striving to live there.”

Billeder af Jorden fra rummet sætter os i perspektiv til universet. Med vores rumsonder, har vi været i stand til at tage billeder af vores lille blå klat fra både Mars, Saturn og det ydre solsystem.

Efter solnedgang den 31. januar 2014 tog NASAs Curiosity rover dette billede af Mars’ horisont og Jorden, der titter frem bag Mars’ tynde atmosfære. Et menneske på Mars’ overflade ville nemt være i stand til at se Jorden og Månen som to klare “aften-stjerner”. Da Curiosity tog billedet var Jorden omkring 160 millioner kilometer fra Mars. Foto: NASA Jet Propulsion Laboratory-Caltech/Malin Space Science Systems/Texas A&M University.
NASAs Cassini-rumsonde tog det her billede af Jorden, Saturn og dens ringe den 19. juli 2013. Billedet blev taget i en afstand på 1,4 milliarder kilometer fra Jorden. Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute
Da NASAs Voyager 1 i 1990 var på vej ud af Solsystemet bad astrofysiker Carl Sagan NASA om at få rumsonden til at tage et billede af Jorden og solsystemets øvrige planeter. Det blev til billedet “Pale Blue Dot”, hvor Jorden ses i en afstand på seks milliarder kilometer på et grynet foto – fanget i en solstråle. Foto: NASA JP

For folk som astrofysiker og videnskabsformidler Carl Sagan (1934-1996) transcenderer billeder som disse det rent videnskabelige. De får os til at stoppe op og tænke over vores plads i universet, og hvordan vi forvalter vores hjem:

“To me, it underscores our responsibility to deal more kindly with one another and to preserve and cherish the only home we’ve ever known.”

Lad det være årets julebudskab.