Kategoriarkiv: Kemi

Indlæg om kemi.

Billedet er falsk – det er bombe sikkert!

Hvordan slår man med 100% sikkerhed fast, at et billede fra en berømt russisk maler fra 1930’erne er falsk?

I følge denne artikel fra Physcis World, er det ganske simpelt. Man tager en ganske lille prøve af billedet og putter i et massespektrometer. Hvis prøven indeholder Cæsium-137 og Strontium-90 er det 100% sikkert, at billedet er falsk. Og hvorfor så det? Jo, disse to isotoper eksisterer ikke i naturen, men produceres derimod i rigelige mængder i en atombombeeksplosion, og en sådan har jo som bekendt ikke fundet sted før 1945 — ret snedigt, hvis man spørger mig!

Men selvom metoden med garanti kan slå fast, at et billede er falsk, gælder forholdet desværre ikke den anden vej – det er ikke muligt at fastslå, at billedet er ægte. Meget grundige kunstsvindlere har genbrugt maling fra gamle malerier for på den måde at komme så tæt på den originale malingstype som muligt, og i så fald vil der ikke være spor af isotoperne, selvom billedet er falsk.

Nobelprisen 2007 III

I går kom den tredje naturvidenskabelige Nobelpris så, og den tilfaldt tyskeren Gerhard Ertl. Sørme om det ikke var endnu en ikke-amerikaner, der kom på årets modtagerliste!

Ertl, der har lavet banebrydende arbejde indenfor feltet nanokatalyse, blev i 2003 udnævnt som æresdoktor ved Aarhus Universitet. I forbindelse med Nobelprisen udtaler Flemming Besenbacher fra iNANO centeret i Århus: “Jeg er utroligt glad for at Gerhard Ertl har modtaget Nobelprisen. Han står for mig som faderen til moderne overfladefysik og nanokatalyse“.

Mon ikke vi snart ser Ertl give et Nobelforedrag i det østjyske…?

Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin

Danmarks Radio er åbenbart stadig fanget i agurketiden. Det er i hvert fald det indtryk man får når man læser denne fantastiske nyhed om brændende saltvand. For at gøre historien kort så berettes der om en fyr der åbenbart kan få saltvand til at brænde ved at proppe det ned i sin vidundermaskine. Temmeligt ukritisk videregives informationer fra amerikanske nyhedsmedier og der linkes til en video på YouTube, åbenbart uden at den ansvarlige journalist fik en fornemmelse af at historien lyder for godt til at være sandt.

Læs videre Nej, saltvand er med sikkerhed ikke benzin