Mine sokker lugter ikke…

…og det burde de egentligt! I forrige weekend var jeg med som aktiv ved Danske Ølentusiasters store, internationale Ølfestival i Valby-Hallen, og jeg valgte at prøve mine nye nano-sokker. I 4 dage – fra torsdag morgen til søndag aften – havde jeg dem på, kun afbrudt af alt for få timers søvn om natten. Hvor normale sokker ville have opbygget en gennemtrængende stank, var der stort set ingen lugt ved mine sokker. På nettet påståes det endda, at producenten har gået med dem i 90 dage uden problemer!

Nano-sokker er lavet af polypropylen, som er imprægneret med små sølvpartikler med en størrelse af omkring kun 30 nanometer. Sølv har været kendt igennem lang tid for sine antibakterielle egenskaber. I praksis sker der det, at sølvioner optages af bakterierne, hvori sølvet påvirker RNA replikation, således at bakterierne ikke kan formere sig. Der kendes omkring 650 forskellige typer bakterier, som ikke kan overleve at blive udsat for sølvioner, og grundige tests har ikke afsløret noget giftvirkning eller allergifremkaldende reaktioner hos mennesker.

Nanosokkerne er opfundet af Anson Nanotechnology Group i Hong Kong, som sendte dem på markedet med succes i Asien. I december 2002 blev sokkerne så introduceret af JR Nanotech i Storbritanien under navnet Sole-Fresh, og kort tid efter var de tilgængelige på det danske marked. I dag kan de for eksempel købes gennem en række danske internetbutikker.

Den sydkoreanske elektronikgigant Samsung har taget teknologien til sig, men i stedet for at anvende den på beklædningsgenstande, har de udviklet det såkaldte Silver Nano Health System, der er en belægning indeholdende nano-sølvpartikler, som anvendes til at desinficere vaskemaskiner, køleskabe, air-condition anlæg og støvsugere. Det hævdes blandt andet, at når Silver Nano anvendes på indersiden af køleskabe, kan det få maden til at holde sig op til 15 dage længere, og det vil samtidigt begrænse lugtgener fra stærkt lugtende madvarer. Samsungs køleskabe er allerede til salg i Danmark; for eksempel gennem Punkt 1 eller Hvidevarekompagniet.

Køb sokkerne hos Innovation Lab eller Hitech Toys ApS.