Danfoss Universe fylder 1 år

På fredag er det 1 år siden, Danmarks nyeste naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe åbnede. Danfoss har yderst ambitiøse planer. På trods af at parken blev placeret ved Danfoss’ hovedkvarter på Nordals – langt fra den jyske motorvej – så er planen, at parkens budget på sigt skal kunne løbe rundt uden ekstra tilførte midler fra Danfoss virksomheden, hvilket ville kræve 160.000 årligt besøgende. Det besøgstal blev nået efter allerede 8 måneder, men spørgsmålet er, om det er nok?

På Danfoss har man været så tilfreds med årets første resultater, at man allerede nu er begyndt at planlægge en udvidelse af parken, som således bliver en helårspark. Sammenligner man med andre science centre som Experimentarium, er der ingen tvivl om, at nyhedens interesse tiltrækker ekstra mange gæster det første år, men de følgende år er antallet lidt lavere. Så det bliver altså først rigtig spændende at se, hvor højt besøgstallet bliver i år 2 og 3.

Uanset hvordan det vil gå, ønsker ScienceBlog.dk i hvert fald Danfoss Universe tillykke med fødselsdagen og held og lykke fremover.