Som tiden dog går. Det er seks år siden jeg skrev et indlæg her på bloggen sidst. Så kan det jo være en god ide at træde et skridt tilbage og se på hvad der er sket siden da.
Astronomi har i lang tid været i rivende udvikling og en af de mest spændende ting der er sket i de seneste år er klart opdagelsen af hundredevis af exoplaneter, altså planeter uden for vores solsystem. Da jeg sidst skrev her sidst i 2008 havde man i alt opdaget omkring 300 exoplaneter, og de fleste af dem var kæmpe gasplaneter i tæt omløb omkring deres stjerne. Sensationen dengang var at man lige netop havde fundet “jordlignende” exoplaneter som kun var få gange tungere en jorden, men også i meget tæt omløb og dermed ret ubeboelige.
Siden da er det gået hurtigt. Bedre instumenter og mere avancerede observationsmetoder har betydet at man ikke har fundet mange flere gaskæmper, men også en del klippeplaneter, hvoraf en del åbenbart er i den beboelige zone – op til flere forskerhold har over de sidste år i hvert fald forkyndt at de har fundet jord nr 2 (det er jo godt at have et par stykker i reserve).
Det store spring for 2014 man kan se i grafen for oven kommer fra gårsdagens pressemeddelelse fra Kepler missionen at man nu har verificeret 715 nye planeter. Langt de fleste af dem er mindre end Neptun og fire af dem menes kun at være lidt større end jorden og er placeret i deres planetsystems beboelige zone. Kepler teleskopet har godt nok tekniske problemer lige nu, men astronomerne fra Kepler er ikke færdige endnu: De analyserer stadig på data teleskopet har taget siden 2009 og har lidt under 3000 planetkandidater de prøver at verificere.
Så nu vi snildt kan finde exoplaneter må det næste skridt jo prøve at lære lidt om dem og prøve at finde ud af hvordan planetsystemer egentligt opstår. ESO har lige netop sendt et nyt instrument kaldt SPHERE til Chile for at installere det på et af VLT teleskoperne. SPHERE skal lave spektralanalyser af nogen af det tætteste gaskæmper – utroligt svært at gøre gennem dens stjernes blændende skær. Også nye teleskoper, som ESO’s kæmpe E-ELT, bliver projekteret med exoplaneter i tankerne.
Så det er gyldne tider for planetjægerne, men det er kun en lille del af Astronomien. Hvilket felt bliver mon det næste der oplever en tilsvarende revolution?
Hvad betyder det for feltet – giver det overhovedet mening at “jagte” flere planeter? Altså, hvad kan vi lære af at opdage endnu flere planeter?
Det giver stadig gode mening at jagte planeter, især fordi man bliver bedre og bedre til at finde små jordlignende af slagsen.
For 15 år siden kendte vi kun en håndfuld exoplaneter og vidste ikke om det var normalt eller en undtagelse at nye solsytemer danner planeter og om der kun findes gaskæmper derude. Nu er vi efterhånden næsten der hvor man kan lave statistik på det og når vi kender sandsynligheden for at andre systemer har jordlignende planeter i den beboelige zone så kan vi sætte tal på den ene faktor i Drake ligningen og er tættere på at vurdere om der er liv derude.
Ultimativt (jeg kommer forhåbentlig til at æde det ord i mig igen 🙂 er vores mål vel at kolonisere planeter i andre solsystemer om ikke andet for at overleve solens grådige undergang. Lang tid inden da er der rigeligt med ricisi, vi skal overkomme her på planeten, så det giver god mening som art at stræbe efter overlevelse på den lange bane.
Utroligt spændende opdagelser. Men udover hvad vi kan lære af planeternes, solsystemernes opståen, så har vi vel ikke den fjerneste chance for nogensinde at besøge dem selv, idet de fleste ligger adskillige lysår fra jorden og det ville kræve at vi fik evidens for at “ormehuller” eksisterer. Teknologien er vel overhovedet ikke engang på teoretisk plan endnu, til at kunne foretage sådanne rejser med eller uden bemanding?
Her er en video hvor man kan se teknikkerne pakke SPHERE instrumentet sammen til rejsen – ikke helt nemt….