Fastnettelefoner er blevet erstattet af mobiltelefoner, desktop-computere er blevet til laptops og tablets, og de to produkter er endda smeltet tæt sammen til smartphones.
Den teknologiske udvikling blæser derudaf, men på ét punkt står verden bare stille: Faxen vil ikke dø!
Telefaxen stammer helt tilbage fra 1960’erne, og grundlæggende er der ikke meget, der har ændret sig. En dokument indscannes, data sendes via en telefonlinje, og dokumentet printes ud i den anden ende.
Jeg arbejder på et hospital, og selv om vi i dag har kopimaskiner, der kan indscanne og emaile dokumenter både hurtigere og i væsentlig bedre kvalitet end en fax, så har vi stadig den forbandede gamle faxmaskine stående.
Forbandede, fordi der stadig er folk, der bruger den. For det første er kvaliteten elendig. Vi bruger den til patientfølsomme oplysninger, og hvis der er tale om et dokument på farvet papir – ikke ualmindeligt i hospitalsverdenen, hvor farvekoder er udbredt for at mindske fejl – bliver resultatet i modtagerenden et stærkt sværtet, næsten ulæseligt print. I værste fald en fejlkilde i en patientbehandling; i bedste fald en ressourcekrævende opgave at afkode informationen.
For det andet skal man indtaste et flercifret telefonnummer; med masser af muligheder for fejl. Taster man et forkert nummer, kan patientfølsomme oplysninger pludselig dukke op i faxen hos en uvedkommende person. Taster man det rigtige nummer, kan man stadig komme ud for, at oplysningerne printes ud og ligger uberørt i dage eller uger, fordi modtageren ikke var klar over, at der var noget på vej i faxen.
Alt dette undgås med scan og email, hvor man har en navngiven modtager, der sikrer opfølgning på det sendte dokument.
Det er mig derfor ubegribeligt, hvorfor man overhovedet tillader brug af telefax i et moderne sundhedsvæsen.
Derfor kære fax: Det er på tide at give slip. Forlad nu denne jord!
