Kategoriarkiv: Nanoteknologi

Indlæg om nanoteknologi.

Hvad er nanoteknologi?

I går sluttede Inascon, en konference for nanoteknologistuderende fra det meste af Europa.

Jeg deltog selv i den vældig inspirerende konference (læs eventuelt mere her) og kom i løbet af de fire dage, den varede, frem til hvad nanoteknologi også er. (Læs om hvad nano almindeligvis er her.)

Det, som er lidt specielt ved nanoteknologi og nanoscience for tiden, er tværfagligheden. Denne dyrkes i høj grad på grunduddannelsen i nanoscience på Aarhus Universitet, hvor de tre første år byder på en række fag inden for fysik, kemi og molekylærbiologi, sådan at man som studerende allerede fra starten er helt igennem tværfaglig. Uddannelsen i Århus administreres af iNANO, interdisciplinært nanoscience center, så allerede i titlen sporer man det høje fokus på tværfaglighed hos iNANO.

Tværfagligheden betyder, at grænserne mellem de forskellige grene inden for naturvidenskab mere eller mindre udviskes, hvilket gør naturvidenskabens verden langt mere mangfoldig. Er man specialist i DNA er der både fysiske, kemiske og biologiske egenskaber at tage fat på. En fysiker ville nøjes med at se på de fysiske egenskaber, og selv om det kan være nok så interessant, synes jeg personligt, at det bliver noget mere interessant, når man ser på disse egenskaber i en større sammenhæng, hvor også molekylets særlige kemiske og biologiske egenskaber betragtes.

Og det er det, vi efterhånden har lært, og det er derfor, det lige nu er superinteressant at være en del af denne nye generation af tværfagligt uddannede nanoteknologer! Vi er ikke opdraget inden for et bestemt fags traditioner, og det skal nok ende med at blive vores styrke.

Utraditionel tænkning indover!

Et nanodøgn

Et Døgn Med Nano‘ er navnet på et tema på DRs hjemmeside. På siden får man alt at vide om de muligheder, nanoteknologien rummer for os lige nu. På siden skitseres det kort, hvor ordet nano kommer fra og hvad nanoteknologi egentlig er.

Under vejledning af Professor Flemming Besenbacher fra iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) ved Aarhus Universitet, gennemgås alt fra cykler til lys, medicin, mad og tøj. Professor Besenbacher fortæller i små korte klip om fremtidsperspektiverne ved de nogle af de teknikker, vi allerede nu er ved at udvikle.

Men ingen fremtidsperspektiver uden lidt etisk omtanke, nanoetik. Det store spørgsmål er: “Skal vi eller skal vi ikke fortsætte udviklingen af nanoprodukter?” Hvorfor skulle man? Fordi der kan være uanede muligheder inden for nanoteknologien, som vi alle måske kan drage fordel af. Nye og forbedrede lægemidler, ikke-sure sokker og bedre overfladebehandling, så vi slipper for at vaske vinduer. Men hvorfor skulle man så lade være? Måske fordi vi ikke ved nok om ‘bivirkningerne’ ved at bruge fx. nanopartikler. Vi ved heller ikke, hvad det kommer til at betyde for os, at vi efterhånden kan lave elektroniske komponenter så små, at vi nærmest ikke opdager, at de er der. (der tales om bittesmå nanomikrofoner! (= femtofoner?!))

Men er disse spekulationer en god nok grund til at hindre udviklingen? Vi kunne jo også gå hen at vinde i det helt store nanolotteri, men det kræver jo at vi tør at spille.

Tør vi det?

Det skader bestemt ikke at tænke over konsekvenserne, men jeg mener, vi skal passe på med at træde for hårdt på bremsen.

Advarsel mod nanoprodukter

Der tales meget om nanoprodukter for tiden, men det er ikke alle, der kun er positive over for den nye teknologi. Spørgsmålet er, om visse nanoprodukter kan være skadelige?

I Ingeniøren kan man nu læse, at svenske eksperter advarer mod de typer af nanoprodukter, der indeholder bakteriedræbende sølvpartikler. Dette findes for eksempel i nanosokker, køleskabe og vaskemaskiner. I værste fald frygter eksperterne, at nanoprodukterne kan forøge forekomsten af antibiotikaresistens hos bakterier.

Det er alvorligt dette her. Derfor er det vigtig, at vi bruger forsigtighedsprincippet og stopper den totalt overdrevne brug af hverdagsprodukter med sølvpartikler,” udtaler overlæge Åsa Melhus fra Uppsala Sygehus.

Ny nanoblog

Gennem snart to år har man kunne følge med på den ganske udmærkede Nano Blog, der er et fællesskab mellem iNANO centeret på Aarhus Universitet og Innovation Lab. Nu lancerer Nyhedsmagasinet Ingeniøren en ny weblog om nanoteknologi.

Ingeniørens nye blog skrives af lektor i nanoteknologi Peter Bøggild fra DTU. Det er altså yderst kompetente folk, der står bag begge blogs, og i praksis kan man meget vel forestille sig, at man må læse begge, hvis man vil følge med i den hastigt udviklende nanoteknologi.

Er der mon lidt konkurrence på nanoblog-området på vej?

En usynlighedsfrakke, tak!

Forskningsrådet har netop givet 14 mio. kroner til ‘forskning i strukturerede materialer’ – dvs. forskning i at designe materialer, så de får andre egenskaber end dem, de havde fra naturens hånd – og håber på vigtige gennembrud inden for trådløs kommunikation, optik og bioteknologi.

Et eksempel på et designet materiale er Gore-Tex®, der holder vanddråber ude, men lader din ‘damp’ passere, således at du kan ånde i en Gore-Tex jakke. Dette er vi efterhånden bekendt med, men fremtiden har mange nye spændende produkter til os, som f.eks. ‘Usynlighedsfrakken’.

Teoretisk er det muligt at fremstille et cylinder, der får lyset sendt videre som om, cylinderen slet ikke var der – og dermed fremstår som usynlig. Sæt et par ærmer på, og du har en usynlighedsfrakke. Med forskningsrådets penge skal denne teori nu omsættes til virkelighed, så der er noget at glæde sig til. Læs mere.

Hvad mon modtrækket fra lufthavnenes sikkerhedskontrol bliver?

Snehvide og de syv små nano’er

Overskriften er ikke titlen på en nyopsætning af det klassiske eventyr – men kunne godt have været det. I den seneste tid har den omsiggribende nanoficeringen sneget sig hele vejen ind i danskernes trygge dagligstuer; senest med en TV-reklame, som viser en ”nanobeklædt” sofa, der nedsænkes i rødt saftevand. Sådan en nano-dims må enhver børnefamilie da bare eje – for så er det slut med chokoladefingre og klistret cola i møblerne. 

Men er nano ven eller fjende? Det afhænger af øjnene, der ser. Mange har spået at debatten om nanoteknologien vil tage samme drejning som GMO-debatten gjorde i 90’erne. Onde tunger har tilmed sagt, at en filmatisering af Michael Crichton’s roman Prey (Sværmen, på dansk) vil være det, der for alvor sætter gang i en negativ ladet debat om hvor nanoteknologien bringer vores moderne samfund hen? 

 Cover Prey

Læs videre Snehvide og de syv små nano’er

NanoCover på rutchetur

Københavns Fondsbørs oprettede for godt et år siden en selvstændig børs for små og mellemstore vækstselskaber og iværksætterfirmaer. Et af disse firmaer, Aresa, oplevede for nogle måneder siden en voldsom nedtur, og nu oplever endnu et naturvidenskabeligt selskab voldsomme kurssving på First North. Denne gang drejer det sig om firmaet NanoCover, der producerer og sælger nanoteknologiske overfladebehandlingsprodukter.

Læs videre NanoCover på rutchetur

Der er plads nok nedad

Nu om dage, hvor man snart ikke kan købe en hotdog, uden at den er forbedret med såkaldt nanoteknologi, kan det være meget godt at få lidt perspektiv på tilværelsen. Som i så mange andre tilfælde kan man også denne gang vende sig mod gode gamle Richard Feynman i nødens stund.

Allerede i talen There’s Plenty of Room at the Bottom fra 1959 forudså han nemlig meget af den udvikling, som nanoteknologien i dag faktisk har realiseret. Talen er en spændende gennemgang af dengang science-fiction agtige idéer om manipulering af atomer, opbevaring af data og super hurtige computere.

Så skulle man i et svagt øjeblik have mistet lidt af sin nano-entusiasme på grund af alt for meget forretningssnak og endnu flere frygtelige buzz-words, er ingen bedre end Feynman til at minde os om de mange spændende teknologiske og forskningsmæssige muligheder der faktisk findes dybt nede i atomernes verden!