Alle indlæg af Stinus Lindgreen

Forskning, Nyheder, Skoler og uddannelse

At feje for egen dør

4 kommentarer

Jeg har opbygget lidt af en fascination af vores Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som jeg har skrevet om et par gange – dels om hans syn på tro og viden, dels om hans prioriteringer som minister for et helt centralt område. Især sidstnævnte finder jeg problematisk, da hans uvilje imod Det Frie Forskningsråd er tydelig. At beskære den frie forskning med en tredjedel er i mine øjne den helt forkerte vej at gå.

Der er dog en anden ting, der undrer mig, og som tydeligvis også optager flere andre for tiden…

Som bekendt har ministeren en erhvervs-Ph.D, som han har opnået i et samarbejde imellem Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum. Og hvad er så en Erhvervs-PhD? Det kan man læse på Innovationsfondens hjemmeside, men lad mig lige citere en del af beskrivelsen med mine egne fremhævelser:

En ErhvervsPhD er et erhvervsrettet forskningsprojekt og en ph.d.-uddannelse, der gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. ErhvervsPhD-kandidaten er ansat i virksomheden og samtidig indskrevet på universitetet, og arbejder på det samme projekt begge steder. Kandidaten bruger al sin arbejdstid på projektet og uddannelsen, og deler arbejdstiden mellem virksomheden og universitetet. Projektets længde svarer til uddannelsens længde, som i Danmark er på tre år. Udenlandske ph.d.-uddannelser kan vare længere. ErhvervsPhD udgør sammen med ErhvervsPostdoc Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram. Erhvervsforskerprogrammet har til formål at uddanne og udvikle forskertalenter til erhvervsforskere, der er specialiseret i at skabe vækst og beskæftigelse i Danmarks erhvervsliv gennem forskning, udvikling og innovation.

Ministeren har netop været i Deadline, hvor han blev udspurgt ganske habilt af Nynne Bjerre Christensen. Hun kom til slut ind på ministerens egen Ph.D, og hvordan den harmonerer med hans ønske om at begrænse den frie forskning og i stedet have et stærkere fokus på erhvervsrettet forskning. Ministeren svarede, at han jo netop havde en Erhvervs-PhD og argumenterede lidt vævende for, hvorfor hans projekt om Grundtvig var relevant for dansk erhvervsliv, men han sagde dog også, at hans Ph.D-projekt “ikke skaber kolde arbejdspladser ude i virksomhederne”.

Jeg er stor tilhænger af fri og bred forskning, og jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over Esben Lunde Larsens Ph.D-projekt, der ligger milevidt fra mit eget felt, men jeg sidder dog tilbage med en række spørgsmål:

  • Grundtvigsk Forum er en forening, der så vidt jeg kan gennemskue har nogle indtægter fra noget forlagsdrift og udlejning af lokaler. Når man læser retningslinierne for en erhvervs-Ph.D, står der dog igen og igen, at det skal være en privat virksomhed. Hvordan kan man bruge en forening som Grundtvigsk Forum? Selv hvis de har lidt indtægter fra bøger og lokaleleje, er det så – om jeg så må sige – ånden i lovteksten?
  • Målet med en erhvervs-Ph.D er at skabe vækst og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvordan harmonere det med ministerens Ph.D, der jo med hans egne ord ikke havde det for øje?
  • Hvordan kan ministeren forsvare, at han skærer i midlerne til den frie forskning og vil have mere erhvervsrettet forskning, når han så åbenlyst selv har brugt 5 år på at forske i et område, der har hans interesse men ingen reel relevans for erhvervslivet?
  • Ifølge ministerens CV har Esben Lunde Larsen været 7 år om at opnå sin kandidatgrad og 5 år om at opnå sin Ph.D-grad. Ikke at jeg er stor fan af at tvinge alle folk hurtigt igennem systemet, men det bør bemærkes, at det samlet set burde have taget 8 år. Står der ikke i beskrivelsen af en erhvervs-Ph.D, at man skal arbejde fuld tid på projektet i 3 år?

Jeg synes, at der er en vis diskrepans, imellem hvad forskningsministeren synes, landets forskere skal gøre, og hvad han åbenbart mener, han selv skal gøre. Man undres.

Forskning, Nyheder

Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af? 

Biologi, Formidling, Medier, Nyheder

Om at true sig til tavshed

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg om kvaksalveren Kay Hougaard, der påstår, at man kan lære at leve af lys og derved sige farvel til fysisk næring. Det er selvsagt noget vås. Hvad værre er, så tilbyder han “kurser”, hvor alle – børn og voksne, syge og raske – kan “lære” at leve af lys, ligesom han flere steder giver udtryk for, at han via denne kur kan hjælpe syge mennesker med alt fra diabetes til cancer. Derved krydser han i mine øjne en grænse fra at være endnu en plattenslager til at blive en kvaksalver.

Alt dette skrev jeg i mit oprindelige indlæg, og det kan næppe overraske nogen. At opfordre forældre til ikke at give deres spædbørn mad men lade dem leve af lys, eller at opfordre dødssyge mennesker til at opgive reel næring, er decideret farligt. Det bliver kun endnu mere bizart af, at Kay Hougaard selv helt tydeligt ikke har opgivet at spise. Selvfølgelig har han ikke det – han ved jo godt, at han er nødt til at spise. Det finder man hurtigt ud af.

Hvad der derimod overraskede var, at Kay Houggard skrev en kommentar til indlægget, som I selv kan læse, ligesom han sendte en email til ejeren af scienceblog.dk. Hans mål var at få os til at fjerne indlægget ved at true med et sagsanlæg. Ifølge Kay Hougaard havde jeg fremsat injurierende udtalelser, ligesom jeg ifølge ham var kommet med dødstrusler og opildning til blodrus.

Vi kan ikke acceptere, hvis vi skal blive truet til tavshed. Som en uvildig kritisk stemme er det helt afgørende, at vi ikke lader os intimidere. Tværtimod betød Kay Hougaards henvendelse, at vi gjorde endnu mere for at gøre opmærksom på indlægget, og at det er nu blevet delt langt bredere, end det ellers ville være kommet ud. Vi skal kunne skrive sobert men kritisk om emner, der er relevante, og det er kvaksalveren Kay Hougaard – især fordi han selv har valgt at medvirke i Kontant på DR, hvorved han har gjort hele Danmark opmærksom på sin eksistens. Kære Kay Hougaard, mød Barbra Streisand.

Enhver, der har læst mit indlæg, kan se, at jeg selvfølgelig ikke har fremsat trusler af nogen art. Ja, jeg er meget kritisk overfor ham og hans absurde ideer. Ja, jeg skriver, at hans anbefalinger og virke er farligt. Ja, jeg kalder ham en løgner, da han ganske givet godt ved, at han er nødt til at spise ligesom alle andre mennesker. Men trusler? Det er der intet af.

Interessant nok henviser Kay Hougaard også til en kommentar på mit indlæg, der opfordrer til, at Kay Hougaard udsættes for den behandling, han anbefaler andre. Hvis det er det, Kay Hougaard opfatter som en dødstrussel, må det vel betyde, at han anser sin egen kur for at være livsfarlig. Det kan man jo tænke lidt over.

Og så er der truslen om at blive anklaget for injurier. Som man selv kan læse, er jeg meget kritisk: Hans anbefalinger er livsfarlige, hans påstande er forkerte, han lyver om bl.a. sit eget madforbrug, og han er en kvaksalver, der påstår at kunne hjælpe syge mennesker. Alt det står jeg ved, da det bygger på hans egne udtalelser, og jeg vil med glæde se Kay Hougaard præsentere dokumentation for, at jeg tager fejl. Indtil da sover jeg ganske roligt.

Mon ikke Kay Hougaard har lært lidt om både injurielovgivningen og internettet i de seneste dage. Vi lader os selvfølgelig ikke true til tavshed. Til gengæld har vi tilbudt Kay Hougaard at skrive et svar på kritikken, som vi vil bringe her på ScienceBlog, hvis det kommer.

Biologi, Medier

At leve af lys – om kvaksalveren Kay Hougaard

16 kommentarer

Torsdag den 24. september kunne man i DRs “Kontant” høre om en alternativ behandler, der tilbyder kurser i, hvordan man kan holde op med at spise og drikke og i stedet leve af lys. Ja, det er rigtigt – behandleren har åbenbart fundet ud af, hvordan mennesker kan lære at fotosyntetisere! Det er temmelig imponerende. Især fordi han slet ikke så grøn ud i interviewet.

Jeg bruger her ordet “behandler” i den vagest mulige betydning. Kay Hougaard, der har skiftet spor fra en karriere som slagter til at leve som kvaksalver, tilbyder kurser og en række forskellige behandlinger uden at skele til, at alt, hvad han skriver, er det rene vås, og at han tydeligvis ingen forstand har på basal fysiologi og biologi.

Denne kynisme, der i bogstaveligste forstand negligerer folks liv og helbred for egen vindings skyld, er direkte afskyelig. Kay Hougaard driver rovdrift på sårbare mennesker og står ikke tilbage for at lyve sig selv til andre folks penge. Han udnytter da også en lang række andre kendte “behandlingsformer” – fra homøopati og akupunktur til (fjern)healing og clairvoyance – til at franarre mennesker deres penge og helbred. Som bekendt er clairvoyante de laveste former for “alternative behandlere”, der bevidst udnytter sårbare menneskers ønsker og drømme.

Men denne magt over andre mennesker kommer med et stort ansvar. Et ansvar som Kay Hougaard tydeligvis ikke er i stand til at løfte.

Hans absurde påstand om, at alle mennesker kan lære at leve af lys ved at aktivere et center i hjernen, er ikke ny. Han har helt oplagt hørt om andre “behandlere”, der tjener styrtende med penge på at lyve for folk, og ment, at det da var en fremragende ide. Der findes jo masser af syge og sårbare mennesker der – ligesom han selv – ikke ved noget om fysiologi men gerne vil høre noget om energi.

Det burde ikke være nødvendigt at skrive, men mennesker og alle andre dyr kan selvfølgelig ikke leve uden næring og vand. Vi er nødt til at spise for at få energi, fordi vi – modsat grønne planter – ikke kan udføre fotosyntese. Men selv planter optager jo vand og forskellige stoffer igennem deres rodnet i jorden, så selv her er Kay Hougaard ude af trit med virkeligheden.

Alt, hvad han siger, er derfor direkte forkert. Forkert og farligt. Denne “lyskur” har ført til dødsfald, fordi mennesker sulter sig ihjel. Når man så samtidig, som Kay Hougaard, er kynisk nok til at tilbyde disse kurser til spædbørn og syge mennesker, så er man ude et sted, hvor al sympati er væk. At Kay Hougaard mere eller mindre direkte påstår, at han kan kurere sygdomme som diabetes 1 (hvilket er umuligt) eller cancer (hvilket er kynisk og ulækkert), så har man krydset en grænse fra harmløs charlatan til dødsensfarlig kvaksalver.

Det burde vi ikke acceptere i Danmark, og alle bør vide, hvor stor en løgner Kay Hougaard er.

Formidling, Nyheder

Overtræk på kontoen

Forestil dig, at det er den 19. i måneden. Du kigger i din pung, ryster sparegrisen en ekstra gang og dobbelttjekker kontoudtoget. Den er god nok: Du har brugt hele dit budget for måneden. Resten af måneden vil hvert eneste indkøb give overtræk på kontoen. Det værste er, at der ikke er udsigt til forbedring i den umiddelbare fremtid – tværtimod vil du med din nuværende livsstil ramme den røde linie tidligere og tidligere på måneden.

Er det holdbart? Bør du ikke tage et grundigt kig på din økonomi og dit husholdningsbudget for at få enderne til at mødes? Er det rimeligt at leve af overtræk og blot håbe på, at det bliver bedre en dag, uden at tage de nødvendige skridt? Det første skridt imod en løsning er at erkende, at du har et økonomisk problem, som du bør tage alvorligt.

I år er torsdag den 13. august en dag, det er værd at huske på for os alle sammen. Det var den dag, vi alle sammen ramte den røde linie og begyndte at have overtræk på kontoen. Ikke den økonomiske men den økologiske.

Jordens ressourcer er som bekendt begrænsede, og der er grænser for, hvor hurtigt naturen kan gendanne de råstoffer, vi forbruger, eller hvor meget af vores udledte CO2, der kan optages i økosystemet. På et tidspunkt begynder vi at bruge flere ressourcer, end der reelt er tilgængeligt, og vores udledninger begynder at ophobe sig. Det kan man regne på, og ved hjælp af komplekse modeller kan vi estimere, hvordan forbrug og ressourcer hænger sammen, og hvornår vi har opbrugt vores kvote for i år.

I år skete det den 13. august. Med vores nuværende livsstil og globale forbrug har vi reelt brug for ressourcer svarende til 1.6 jordkloder, og Danmark følger som land den samme globale tendens. Sidste år var vi bedre – der gik en hel uge mere, før vi begyndt at have overtræk – men siden omkring 1970 har vi ikke haft balance i det globale, økologiske budget et eneste år. Fortsætter det, vil vi i 2030 have brug for en ekstra jordklode for at følge med.

Hvornår kommer der overtræk på kontoen?
Hvornår kommer der overtræk på kontoen?

Jeg ville ønske, jeg havde en simpel løsning, men det har jeg ikke – og slet ikke uden at lyde irriterende moraliserende. Selvfølgelig kan der gøres noget fra politisk side, hvis der er vilje til det – for eksempel vil reduktion af vores CO2-udslip med 30% fra i år frigive ressoucer svarende til en halv jordklode i 2030 – men det væsentligste er nok, at vi er bevidste om, at vores valg af livsstil har konsekvenser. Et par ændringer i bevidsthed og vaner kan hjælpe. Lidt mere genbrug. Lidt mindre kød på middagsbordet. Tag cyklen, toget eller bussen. Kør flere sammen i bilen. Brug din iPhone én sæson mere. Vi behøver ikke opgive al luksus, men det er desværre relevant at tænke mere fremadrettet, hvis også fremtidige generationer skal have samme muligheder som os.

Astronomi, Biologi, Forskning, Forskningspolitik, Geologi, Nyheder

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

14 kommentarer

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.

Biologi, Formidling, Medier

Svensk økologireklame – oplysning eller skræmmekampagne?

2 kommentarer

De fleste har nok set, at den svenske supermarkedskæde Coop har bestilt en reklamekampagne forklædt som en videnskabelig undersøgelse, der skal vise, hvor farlige konventionelle fødevarer er. I al sin enkelhed er reklamekampagnen meget effektiv: En familie spiste konventionelle fødevarer i en uge og afleverede en urinprøve hver dag, der blev undersøgt for spor efter 12 udvalgte pesticider. Derefter spiste de udelukkende økologiske fødevarer i to uger, hvor de igen afgav urinprøver hver dag.

Resultatet blev vist i en dramatisk video: For de tre børn blev måleresultaterne for fire af de 12 pesticider vist i søjlediagrammer før og efter skiftet til økologiske varer, og hvor de alle fire var til stede før skiftet, var kun et enkelt af dem målbart i de to piger efter skiftet, og ingen af dem blev fundet i drengen. Koncentrationen af chlormequat chlorid var endda så høj i drengens urin, at det sprang y-aksens skala!

Konklusionen er klar: Hvis du spiser konventionelle fødevarer, fylder du dine børn med gift!

Der er dog en del grunde til, at man skal se reklamevideoen med en vis skepsis:

Der blev kigget efter 12 udvalgte pesticider, der kun er tilladt i konventionelt landbrug, og som derfor ikke bør forekomme i økologiske fødevarer. Det er derfor ikke overraskende, at man finder dem, når familien spiser konventionelt, men (næsten) ikke når de spiser økologisk. Men hvad nu hvis man havde målt efter de midler, der er tilladt i økologisk landbrug men ikke bliver brugt i de konventionelle? Det kunne have været Fe(III)fosfat eller det “naturlige” pesticid fra pyrethrum. Ja, så havde resultatet jo nok været det direkte modsatte: Ingen spor mens de spiste konventionelt men en umiddelbart voldsom stigning efter skiftet til økologisk. Man kunne lige så vel have undersøgt indholdet af koffein i urinen før og efter man forbød kaffedrikning. Det er ikke et overraskende resultat.

Derudover er det også interessant, at de valgte 12 specifikke pesticider men kun kunne finde målbare mængder af 8 af dem. Jeg går ud fra, at de valgte de pesticider, hvor der var størst chance for succes i forhold til den historie, de ville fortælle. Endvidere er det kun fire af dem, der bruges i reklamen. Når man tager reklamens mål i betragtning, er det nok ikke helt forkert at gætte på, at de har valgt de pesticider, der havde højest koncentration for at få det mest dramatiske resultat. Hvis der var tale om reel videnskab, er det selvfølgelig uhørt at skjule data på den måde. Men det er jo en reklame, og de har et budskab, så de udvælger data. Men betyder det så, at de resterende fire pesticider havde meget små koncentrationer?

Og hvorfor har de dog valgt y-aksen, så drengens koncentration af chlormequat chlorid bryder skalaen? Det giver jo ingen mening. Er det for at skabe en dramatisk effekt (han har UENDELIGT meget gift i urinen)? Eller fordi det ville få de andre koncentrationer til at se for små ud, hvis de havde skaleret data korrekt?

Hvorfor er det kun børnenes data, vi ser? Passede forældrenes data ikke ind i historien?

Men alt dette er form og retorik (og fordrejninger af data). Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, om det er farligt. Skal vi være bekymrede over, at man kan måle pesticider i vores urin? Den første ting, man kan overveje, er om det overhovedet er et problem, når stofferne netop bliver udskilt i urinen. Det afhænger af stoffet, men det er dog en væsentlig ting at huske på, at vores krop netop udskiller affaldsstoffer på denne måde. At pesticiderne har været i vores krop er ikke nødvendigvis et problem. For hvor høje koncentrationer kan vi klare? Igen afhænger det af stoffet, men der foreligger mange undersøgelser af grænseværdier, og de tilladte mængder ligger langt under, hvad vi med vores nuværende viden vil klassificere som farligt.

Et eksempel: Stoffet med højest koncentration i studiet er chlormerquat chlorid (5-15 ng/ml). Den tilladte daglige mængde er ifølge WHO 0.05 mg/kg legemsvægt (LD50 er 400 mg/kg legemsvægt). Hvor meget det svarer til i urinen, ved jeg ikke, men for at oversætte til deres skala (ng/ml) er den tilladte sikre mængde 50,000 ng/kg legemsvægt, og de målte 5-15 ng/ml urin. Skal man være nervøs? Nok ikke.

Man kunne også se en anden positiv historie i dette stunt: De har valgt at måle efter 12 pesticider, som man må antage, at de have en formodning om at finde. Kun 8 af dem kunne måles, og her var koncentrationerne små – ofte så små, at de ikke kunne bruges i deres diagrammer. Det er da postivt, at den anvendte mængde af pesticider i konventionelt landbrug er så lavt.

Hvad er min pointe med dette indlæg? Er det sundt at spise pesticider? Nej, selvfølgelig ikke – men det er vigtigt at huske på forholdet mellem dosis og respons. Er det godt at sprøjte med pesticider? Nej, men det er nødvendigt. Selvfølgelig skal det begrænses mest muligt, ligesom man skal være opmærksom på skadevirkninger både i naturen og i os, når vi spiser maden.

Er det et problem at spise økologisk? Nej, selvfølgelig ikke (hvis du husker at skylle din frugt, ligesom du selvfølgelig gør med konventionelt dyrket frugt). Men er det et problem at skabe ubegrundet frygt? Ja. Er det et problem at skævvride data? Ja. Er det et problem at få forældre til at føle sig dårlige, fordi de giver deres børn konventionelt dyrket mad? Ja. Fakta bør drive enhver debat, men i diskussionen om økologi overfor konventionelt landbrug er det desværre ofte følelserne, der dominerer.

 

 

 

Se videoen her:

Forskningspolitik, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Når ræven vogter høns

Ted_Cruz,_official_portrait,_113th_Congress

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.

Biologi, Kemi, Medicin

Kan en videnskabsminister tro på magi?

1 kommentar

Hvordan ville du reagere, hvis den danske finansminister foreslog at løse alle landets finansielle problemer ved hjælp af alkymi? Den moderne videnskab griner måske af denne gamle tradition, men at lave almindelige metaller om til guld er da værd at forsøge. Tænk hvis det virker.

Eller måske skulle vores sundhedsminister finansiere en ekspedition for at lede efter Ungdommens Kilde – det ville jo have enorme konsekvenser for vores forventede levealder!

Den simple grund til, at vi selvfølgelig ikke gør dette, er, at det er overtro og magisk tænkning. Det ved vi jo alle sammen. I et oplyst demokrati som det danske vil ingen minister seriøst overveje magi som en løsning på virkelige problemer.

Og så alligevel. Den engelske premierminister David Cameron har netop udnævnt en ny minister, Greg Clark, der får ansvar for bl.a. forskning og de engelske universiteter (hans fulde titel er Minister of State for Universities, Science and Cities). Det har skabt noget røre i videnskabelige og skeptiske kredse, da Clark tilbage i 2007 støttede en erklæring “NHS Homeopathic Hospitals” til fordel for offentlig støtte til homøopatiske hospitaler. I erklæringen slås det bl.a. fast, at underskriverne “welcomes the positive contribution made to the health of the nation by the NHS homeopathic hospitals; notes that some six million people use complementary treatments each year”.

Der er meget galt med denne erklæring. Homøpati er ren hokus-pokus, der ikke hører til i et offentligt støttet system. Ikke alene virker det ikke – det kan ikke virke. Selve ideen bag homøopatisk “behandling” strider imod alt hvad vi ved om fysik, kemi og biologi. Dernæst er det sagen underordnet, hvor mange brugere der måtte være af denne service. Om en behandling er virkningsfuld eller ej afgøres ikke ved en demokratisk afstemning, men ved at lave en videnskabelig undersøgelse af behandlingen. Det har man gjort, og konklusionen er klar: Homøopati virker ikke.

Greg Clark og de andre underskrivere tabte dog slaget. Men støttede han op om denne erklæring, fordi han tror på homøopatisk “behandling”, eller fordi der i hans vælgerkreds lå et homøopatisk hospital? Tunbridge Wells Homeopathic Hospital lukkede i 2009, efter at den offentlige støtte blev fjernet. Indtil da var der årligt blevet brugt omkring £160,000 på homøopatiske “behandlinger” på hospitalet. Penge der nu heldigvis kan bruges på virkningsfulde behandlinger i stedet.

Det store spørgsmål er dog stadig, om Englands nye videnskabsminister tror på magi? Det er i mine øjne ret væsentligt at få afklaret.

Hvad er homøopati?

Homøopati blev opfundet af Samuel Hahnemann i 1796 i en tid, hvor vores forståelse af sygdomme, fysiologi og videnskab generelt var temmelig mangelfuld. Den grundlæggende idé er ren magisk tænkning: Man kan kurere en sygdom ved at bruge en substans, der hos raske personer giver de samme symptomer som sygdommen. Et eksempel: Koffein giver søvnbesvær, så et homøpatisk middel lavet på koffein skulle kunne kurere søvnløshed. Den homøopatiske “medicin” laves ved at opløse substansen (f.eks. koffein) i alkohol eller destilleret vand i forholdet 1:100. Herefter rystes blandingen – oprindeligt ved at give den 10 hårde slag. Denne opløsning ville få betegnelsen “1C” af Hahnemann. Herefter fortyndes blandingen yderligere ved at tage en lille smule af den oprindelige opløsning og fortynde i forholdet 1:100 endnu engang, hvorefter den rystes 10 gange. Dette er en “2C”-opløsning. Bemærk at der nu er 1 del “aktiv substans” i 10,000 dele opløsning. En “3C”-blanding har et forhold på 1:1,000,000 og så fremdeles. I homøopati anses de mest fortyndede blandinger for at være de mest virkningsfulde, hvilket strider imod alt hvad vi ved om medicin, fysiologi og dosis-respons. Hahnemann anbefalede “30C”-opløsninger, hvilket vil sige 1:10^60 – med andre ord rent vand uden et eneste atom af det oprindelige materiale. Homøopati virker ikke, fordi det ikke kan virke.