Alle indlæg af Guest

Hvorfor undlader moderne forældre at vaccinere deres børn mod mæslinger?

Peter Henrik Andersen, SSIGæsteindlæg: Flere og flere forældre undlader at vaccinere deres små børn mod mæslinger, men det er en beslutning, der ikke er uden konsekvenser.

Peter Henrik Andersen er speciallæge og har arbejdet med vacciner og forebyggelse af smitsomme sygdomme i 15 år. Han er ansat som afdelingslæge på Afdeling for Infektionsepidemiologi på Statens Serum Institut (SSI) og repræsenterer SSI i både Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg og i dets Vaccinationspanel. Her fortæller han om hele problematikken omkring de manglende vaccinationer:

 

Hvorfor kan vi ikke få moderne forældre til at vaccinere deres børn mod mæslinger?

Svaret er ikke simpelt. Der kan være flere årsager. I mange tilfælde skyldes det simpelthen glemsomhed. Måske har barnet været sygt, da det skulle vaccineres, og man har aldrig fået lavet en ny aftale med lægen. Mange af dem kan vi nå ved at minde om, at barnet mangler at blive vaccineret. Det har en ny påmindelsesordning allerede kunnet vise.

Der er også dem, der mener, at mæslinger ikke rigtig findes mere, at de er elimineret, og at det derfor ikke er nødvendigt at vaccinere. Dem kan vi måske nå ved at fortælle dem, at mæslinger rigtig nok er blevet sjældne i Danmark – netop fordi vi har massevaccineret i så mange år – men at de stadig findes i mange lande inden for Europa eller i fjernere dele af verden og kan ødelægge familiens sommerferierejse til Italien eller drømmerejsen til Philippinerne for det unge par.

Og at det derfor stadig er en rigtig god ide at blive vaccineret, hvis man missede det som barn. Måske fordi ens forældre foretog et aktivt fravalg på ens vegne. En beslutning som kan få konsekvenser også i voksenlivet.

Og så er der dem, der mener at vaccinen kan være farlig for barnet og faktisk foretrækker, at barnet smittes med ”naturlige” mæslinger, så det kan få et så stærkt immunsystem som muligt! Disse forældre ser risikoen for bivirkninger ved vaccinen, mens de helt overser risikoen for komplikationer ved sygdommen. De har jo selv haft mæslinger og klaret det fint. Og sygdommen er der jo ikke mere. Så hvis bare de andre er vaccineret, så behøver deres barn det jo ikke.

Individet sættes altså før samfundet. Dette er en trend i tiden. Man søger information fra mange forskellige kilder, for at kunne træffe et oplyst valg. Og her vægtes holdninger og enkelthistorier nogle gange højere end det videnskabelige grundlag og den historiske sygdomsbyrde og dødelighed, som fortaber sig i horisonten.

 

Én artikel som har kostet død og elendighed

I slutningen af 1990’erne publicerede det ansete medicinske tidsskrift The Lancet en artikel om 12 børn med autisme, som fik påvist mæslingelignende virus i tarmen, og som alle var MFR-vaccineret. ”MFR” fordi vaccinen – ud over mod mæslinger – også beskytter mod fåresyge og røde hunde. Denne postulerede sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme ramte mange landes vaccinationsprogrammer hårdt. I England faldt tilslutningen til vaccination med 12%-point i starten af 2000-tallet, og det tog 10 år at nå den samme tilslutning som før. Tilslutningen er dog stadig ikke nået op på det nødvendige niveau, hvorfor England stadig må rapportere om mange tilfælde af mæslinger hvert år.

Også i Danmark kunne det aflæses på kurven over vaccinationstilslutningen, og man kunne se små annoncer i aviserne med indholdet ”Mæslinger haves”. Altså forældre der tilbød, at deres børn kunne smitte andre forældres børn. Ud fra en forestilling om, at det var sundere for barnet at få en sygdom end at få en vaccination.

Denne forestilling er forkert. Risikoen for alvorlige bivirkninger efter vaccination er langt, langt mindre end risikoen for komplikationer til mæslingesygdom.

Men hvad var egentlig op og ned på autismehistorien. Der var jo vitterligt en stigende forekomst af autisme i den periode, hvor mange børn blev MFR-vaccineret. Og udviklingen af autismesymptomer blev tit observeret af forældre i tiden efter, at deres barn var blevet vaccineret.

Men det er jo ikke altid, at to hændelser er forbundne, blot fordi de optræder efter hinanden. For eksempel to trafikulykker kort tid efter hinanden på samme vej, men i hver sin ende. Det, at to hændelser optræder i tidsmæssig relation, betyder altså ikke nødvendigvis, at det ene er årsag til det andet. Til videnskabelig vurdering af årsagssammenhæng er for mange år siden opstillet de såkaldte Bradford-Hill kriterier. Og det er denne systematiske tilgang man må anvende, for at kunne påvise en såkaldt kausal sammenhæng.

Mange store befolkningsstudier har siden ikke kunne påvise en større hyppighed af autisme blandt vaccinerede børn end blandt uvaccinerede. Et af de største studier er faktisk lavet i Danmark, takket være vores gode registre. Og siden er artiklen i Lancet, som den eneste nogen sinde, blevet trukket tilbage af tidsskriftet. Det viste sig nemlig, at der var manipuleret med resultaterne i undersøgelsen. Og førsteforfatteren, Andrew Wakefield, som blev ved at stå ved sine fund, blev frataget retten til at praktisere som læge i England og opnåede martyr-status blandt vaccinemodstandere.

At forekomsten af autisme er steget i samme periode som MFR-vaccinationsprogrammet har andre forklaringer, bl.a. større opmærksomhed, bedre mulighed for at stille diagnosen, samt at autisme nu opfattes som en samlebetegnelse for en række forskellige udviklingsforstyrrelser.

Men den påståede sammenhæng mellem MFR vaccination og autisme er blevet ved med at hænge over vaccinen i mange år. For mens det er lykkedes videnskabeligt ikke at påvise en sammenhæng, så kan det være nærmest umuligt videnskabeligt at kunne afvise en sammenhæng. Og frygten for autisme kan derfor fortsat tænkes at spille ind, når unge forældre skal beslutte, om deres barn skal vaccineres.

 

Er mæslinger overhovedet en alvorlig sygdom, og hvor smitsom er den egentlig?

Mæslingevirus er det mest smitsomme virus, som kan give sygdom blandt mennesker. Det er så smitsomt, at viruspartikler kan findes i mikro-partikler fra luftvejene fra en smitsom patient i op til 2 timer efter, at denne har forladt et rum. Rummet kan være et værelse i et hus. Men det kan også være et venteværelse hos lægen, et metrotog eller en transithal i en lufthavn. Og man har altså ikke nødvendigvis nogensinde mødt den, man er blevet smittet af.

Sagt på en anden måde: I en befolkning som aldrig har mødt mæslingevirus, og hvor alle derfor er modtagelige for smitte, vil én patient med mæslinger, som ”introduceres” i befolkningen, i gennemsnit smitte 15 personer. Dette tal kaldes det basale reproduktive tal for sygdommen mæslinger. Hver af disse vil i gennemsnit smitte 15 nye, og epidemien vil fortsætte, indtil det effektive reproduktive tal falder til en værdi under én. Det gør det først, når andelen af immune i befolkningen er nået op på 95 %.

Det er også årsagen til, at man skal vaccinere de fleste i befolkningen to gange for at kunne forhindre smittespredning i samfundet. Selvom mæslingevaccinen er god, er den ikke er 100% effektiv, og da ikke alle danner beskyttende antistoffer efter 1. vaccination, men de fleste af disse efter 2. vaccination, er det nødvendigt, at mindst 95 % af befolkningen vaccineres to gange, for at opnå den ønskede flokbeskyttelse, som betyder, at større udbrud kan undgås.

Langt hovedparten af børn, der får mæslinger, kommer sig heldigvis helt, og vil ikke have mén efter infektionen, men forskellige komplikationer ses med forskellig hyppighed efter mæslinger.

I lande med god hospitalsstandard som i Danmark vil få børn dø af mæslinger, men dødsfald vil alligevel optræde blandt 1 ud af 2.500-3.000 mæslingetilfælde. I udviklingslande er dødeligheden desværre væsentligt højere, mellem 1 og 5 per 100 mæslingetilfælde.

 

Kan man tvinge forældre til at lade deres børn vaccinere?

Debatten om mæslingevaccination er blevet aktuel efter omtale af de seneste udbrud i USA og i Tyskland. I USA lykkedes det faktisk at eliminere mæslinger allerede for 15 år siden. For her kræves det normalt, at et barn er vaccineret for at komme i skole. Men det er muligt at undgå vaccination, fx hvis det strider mod ens religiøse overbevisning. Og i de mest liberale stater kan man fritages, blot det strider mod ens personlige overbevisning. I Californien betaler man p.t. prisen for denne holdning, hvor et mæslingeudbrud breder sig på skolerne og i samfundet. Et mæslingeudbrud som formodes at være startet, da en smitsom patient besøgte Disneyland og gav adskillige gæster en uventet souvenir med hjem.

Men skal vi så tvinge forældre til at vaccinere deres børn i Danmark? Tvangsmæssig børne-vaccination har været gennemført i mange lande i det østlige Europa i tiden før kommunismens fald, og hvor man opnåede god kontrol over mange smitsomme sygdomme. Og der er faktisk bestemmelser i den danske epidemilov, der muliggør tvangsmæssig vaccination. Men selv om mæslinger kan være en alvorlig sygdom, er den ikke omfattet af disse bestemmelser. Og det ville også stride mod det danske samfunds traditioner om sundhedstilbud at indføre sådanne foranstaltninger. Så selv om det kunne være fristende, er det ikke vejen frem.

Svaret på det indledende spørgsmål er i øvrigt: Det kan vi også godt! Ni ud af ti børn får den første MFR-vaccine og mere end 8 ud af 10 får også den anden. Så langt de fleste forældre kan godt se de fornuftige i at få deres barn vaccineret, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Men der er en mindre restgruppe, som vi i stigende grad skal nå, hvis målet om at eliminere mæslinger i Danmark og i Europa skal lykkes.

Vejen frem må fortsat være sober, saglig og balanceret information baseret på den bedste videnskabelige evidens kombineret med at møde unge forældres bekymring, både hos lægen, men også der hvor de færdes i dag og søger information, på de sociale medier og på blogs som denne.

Forskningsformidling i hverdagen: Maggi-terninger af viden

Jakob RosenfeldtGæsteindlæg: En ny formidlingstjeneste for forskningsresultater har set dagens lys i Danmark. Useful Science specialiserer sig i at fortælle om forskningsresultater med ganske få ord gennem f.eks. Twitter og Tumblr-siden dk.usefulscience.org. Scienceblog har snakket med initiativtageren til den danske afdeling, Jakob Rosenfeldt, der til daglig arbejder som marketingassistent i Bureau Veritas og freelancerådgiver i digitale medier.

 

Hvad er Useful Science?

Useful Science er små Maggiterninger af viden, du på den ene eller anden måde kan bruge i din hverdag – som regel aldrig mere end 2 sætninger.

Det hele startede i Canada, hvor en gruppe studerende gav sig til at gøre netop det ovenstående: koge videnskabsresultater ned til noget alle kunne forholde sig til, og derved gøre videnskab mere tilgængelig for alle.

Hvis du har en computer og en internetadgang kan man selv søge rundt på Springer, JSTOR og alle de andre videnskabelige databaser, men det er langt fra alle der gør det. Jeg kender ikke nogen, og har aldrig hørt om nogen der gør det. Bortset fra de andre frivillige i Useful Science ;).

Der er som sådan ingen indlysende grund til at Useful Science er startet op i Danmark andet end, at jeg så en charme i at kunne være med til at berige andre folks liv med ny viden i et format, der interesserer mig: digitale medier samt en fascination af at det kan lade sig gøre at være med i et projekt, der har rødder i Canada.

Jeg startede det op i Danmark alene, og der har været 3-4 andre ind over – 2 er blevet: Christina og Thomas. Og det har betydet en del, at vi er flere om det – og der er snildt plads til flere. Der er masser af materiale at rive i, særligt på den engelske del, hvor folk fra hele verden hjælper til med at koge en stor mængde viden ned til en koncentreret fond.

Lige nu laver vi primært omskrivninger og oversættelser af de engelske tekster og resultater, men det er min plan på sigt at vi også kan bidrage med danske (måske skandinaviske) forskningsresultater, når vi er up to speed med det engelske content – og det bliver vi kun hurtigere, hvis der kommer flere folk til.

Opgaverne består bl.a. i at oversætte, så det også giver mening i en dansk kontekst, koordinere hvem gør hvad hvornår, lægge det på vores hjemmeside (tumblr) samt distribuere på sociale medier (Tumblr og Twitter).

Som en sidenote kan jeg fortælle, at den type viden, der har været mest interesse i, er det, der omhandler børn og opdragelse.

Hvad er jeres faglige baggrunde for at forstå de forskningsresultater, I formidler, og som giver jer kompetencer til at koge avanceret forskning ned til et så forsimplet budskab?

Vi er alle akademikere. Så det med at forstå ny viden er ikke ukendt for os. Desuden er det pt. primært oversættelse, så vi får god træning i at se, hvordan de arbejder med nedkogningen ovre i Canada. Vi får vores for, når de danske/nordiske resultater tikker ind.

På Scienceblog er vi ofte efter journalister, der forsimpler forskningsartikler og dermed videregiver et budskab, der egentlig ikke bakkes op af de resultater, som forskerne har fundet frem til? Er der ikke en stor fare for at gentage dette med Useful Science?

Jo. Misforståelser forekommer alle steder. Vi er dog aldrig på jagt efter læsertal eller scoops. Vi ser på tallene og resultaterne og formidler det, der står. Vi er helt upartiske i resultatet.

Hvilke medier arbejder I gennem – kun Tumblr og Twitter? Ikke Facebook?

Tumblr og Twitter er det format de kører i Canada, og derfor det vi har adopteret. Det er noget personlig interesse fra min side i at holde det på Twitter for nu – det er simpelthen et sjovere medie at arbejde med. Facebook kunne være næste skridt – men LinkedIn er lige så sandsynlig, da vi snart inkluderer “management” som kategori.

Overvejer I samarbejde med de etablerede nyhedsmedier?

Vi vil hellere end gerne samarbejde. Også derfor jeg skrev til Scienceblog. Vi starter småt, så mediet passer med den tid, vi har lige nu. Videnskab.dk har i øvrigt sagt nej tak. De vil kun have rigtige forskere som gæstebloggere. Men vi er åbne overfor muligheder – måske er der nogen, der sidder med et behov eller en vinkel vi ikke tænkt på eller set. Moderskibet har et samarbejde med Washington Post på vej, og gæsteblogger om Fitness for tech/gadget-virksomheden Fitbit.

Har I et bestemt succeskriterium – antal followers, eller lignende?

Kort: Nej. Langt: Nej. Jeg ved det kan være farligt at arbejde uden mål, men det er et frivilligt projekt med kun 3 mand lige nu. Vi skal først og fremmest up to speed med de engelske resultater – vi er ret tæt på. Når vi har nået det, sætter vi nye mål. Men det bliver ikke likes/followers vi kommer til at måle os i. Det bliver måske i samtaler og samarbejder med nøglepersoner/organisationer indenfor videnskab, forskning og læring.

Søger I sponsorater, eller skal det bare være baseret på frivilligt arbejde?

Det gør de i Canada, og vi burde måske også kigge den vej, men igen falder det på at holde fokus på én ting, når vi kun er 3. Skulle der sidde en læser med næse for ansøgninger, skal du bare skrive eller tweete – så finder jeg tid til dig 😀

Har I bare ambitioner om at formidle “sjove facts”, eller er der et højere mål omkring formidling af forskning og at øge samfundets forståelse af forskningsresultater?

Jeg synes nu ikke at vi kun formidler “sjove facts”. Det kan være at formatet på ca. 140 tegn ikke tilgodeser alvorlighed, men at der nu er forsket i at vacciner ikke forårsager autisme, eller at der er bevis for at fattigdom påvirker børns sociale adfærd er ikke sjove facts. Det er hard facts.

Men – vi må aldrig blive hellige. Der skal også være plads til sjov. For eksempel at vi drømmer i farver pga. farve-tv, og at kvinder over 20 år kunne reducere deres snorken, hvis de trænede min. 3 timer om ugen.

Parkinson: Livet på kanten, mellem forskning og forfald

Mette KirkGæsteindlæg: Dagens gæsteindlæg er ikke et traditionelt indlæg. Det er skrevet af sygeplejerske Mette Kirk, der i en alder af kun 35 fik konstateret Parkinsons sygdom. Scienceblog har spurgt Mette, hvorfor hun vælger at deltage i kliniske forsøg. Det er en historie om sundhedsfaglig forskning og om at være et menneske med Parkinsons. Og at være ung med Parkinsons.

 

Jeg begræder Robin Williams’ dødsfald.

Det viser sig, at han havde Parkinson. At han led af depression. Det er ikke overraskende for mig, for der er øget forekomst af depressioner hos Parkinson-patienter. Parkinson medfører ofte depression, depression forværrer Parkinson. Det føles som skruen uden ende.

At være kendt som en sjov mand, der bruger sit ansigt til at udtrykke sig professionelt, der mister sin mimik og føler sig som alt andet end sjov. Det er et identitetstab uden lige, som jeg ser det – og jeg mener, jeg ved noget om sagen.

Jeg har Parkinson og er i antidepressiv behandling.

 

Almindelig, men uden dopamin

Jeg er 40 år, mor, intensivsygeplejerske og stråleterapeut – so far ret almindelig. Jeg mangler bare lige, at mine dopamin-producerende celler i hjernens substantia nigra ikke degenererer. Jeg mangler bare lige, at jeg ikke har Parkinson, for at være såkaldt almindelig.

Jeg var 35, da jeg en morgen efter flere års undersøgelser og uvished fik diagnosen Parkinsons Disease. Fedt, endelig et svar, en sygdom jeg kunne forholde mig til, symptombehandling, alt sammen fint nok. Men hey – jeg var 35. Ikke 65, 75 eller mere.

Jeg mangler dopamin-dopamin-dopamin, men også serotonin, melatonin, oxytocin og en hel kaskade af transmittorstoffer som følge af agglutinerende proteiner i Lewy’s bodies.

Men jeg har en plan: Find det middel, der forhindrer proteinernes agglutineringsproces. Banko, Parkinson er kureret!

Jeg vil stadig mangle et sted mellem 70 og 80 % af mine dopamin-producerende celler, men henfaldsprocessen vil stoppe. Kurativ behandling for Parkinson, tjek, den napper jeg frem for den symptomlindrende behandling.

Den symptomlindrende behandling, der har bivirkninger som hyperseksualitet, ludomani, manglende impulskontrol, overforbrug og powershopping, overbevægelser, ……, indre uro, manglende søvn, maniodepressive tendenser, manglende koncentrationsevne og påvirkning af det normale stemningsleje. Denne labilitet glæder alle følelser, der bliver kæmpestore. En behandling, der minder lidt om et heroin high, hvis man er overdoseret.

Dopamin-high kan jeg kalde det – nogen kalder det også rask.

 

Symptomerne rammer personligheden

Og netop derfor mistænker jeg, at der er så store compliance problematikker i  behandlingen af Parkinson. Enten jagter patienterne bevidst et dopamin-high eller også er egenproduktionen af dopamin større den ene dag end den anden. Det er kompliceret at være Parkinsonpatient. Ikke nemt at substituere et naturligt forekommende transmittorstof, hvor egenproduktionen er svingende.

Jeg ved aldrig helt, hvad dagene bringer af medicinske udfordringer. Kan jeg dårligt gå, springer jeg afsted, går jeg off midt i noget? Hele tiden skal der være en del  af mig, der har konstant fokus på min krop. På de små tegn, der indikerer fald i dopamin. Noget så simpelt som at fryse brænder mit dopamin af, pludselig træthed betyder også lavvande i dopamin-poolen. En simpel infektion og medicinen er nærmest effektløs. Den kvindelige cyklus påvirker medicinens effekt negativt, store røde bøffer hæmmer optagelsen af medicinen. Glæde, musik og motion er fremmende faktorer.

For mange er de fysiske symptomer de værste. At man kan se, at de er syge. At de spilder ned af sig selv, ryster, nedsat balance og trippende gang. Det betyder ikke noget for mig. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om min fysiske fremtoning. Dog irriterer det mig voldsomt, når min tale er så påvirket, at folk ikke kan forstå, hvad jeg siger. Når man har så mange ord som jeg, så er det noget træls.

Jeg er så til gengæld meget, meget træt af de kognitive forstyrrelser. Pludseligt ordfindingsbesvær, nedsat korttidshukommelse, nedsat koncentration, manglende overblik. Jeg hader det , det er jo min spidskompetence. Det er det, der er med til at personificerer mig. Så er det da bedøvende ligegyldigt, om jeg halter. Det bliver min personlighed ikke ændret af.

 

Fra sygeplejerske til patient

Hvis det er mit ønske, min forhåbning, at der en dag findes en kur for min kroniske, progredierende cerebrale degeneration – så må jeg jo tage ansvar for eget liv.

Jeg er ung, i hvert fald yngre, med en stor sundhedsfaglig viden fra det komplekse højteknologiske felt, hvor opgaven er at finde mennesket i det tekniske rum, og bevare menneskets følelse af autonomi i en situation, hvor der ikke er noget valg.

Jeg har ikke noget valg!

Eller det har jeg – men i mine øjne er det ikke reelt. Jeg tager min medicin velvidende, at det medfører nogle trælse bivirkninger. Men hellere det end alternativet, der er ingenting i mine øjne.

Derfor er jeg inkluderet i videnskabelige forsøg på Aarhus Universitetshospital. Hvis jeg vil tage ansvar for mit liv, må jeg deltage i forskningen hen imod en kurativ behandling. Eller en medicinsk behandling, der er mere effektiv og har færre bivirkninger, end den vi kender i dag.

For hvad er Parkinson? Jeg har skrevet agglutinerende proteiner i Lewy´s bodies; men hvorfor? Er det en virus, der trænger ind i kroppen gennem næsen og via nervus vagus vandrer op i cerebrum og forårsager henfaldet af de dopamin-producerende celler? Det forskes der i i Århus.

Det er rigtig interessant i mine øjne, for jeg har symptomer fra samtlige organsystemer, der er innerveret af nervus vagus. Og det er mange: stemme, lunger, mavetarmkanal, blære, galdeblære, …

Derfor er jeg forsøgsperson. Jeg er mere nysgerrig, end jeg er fortrøstningsfuld. For Parkinson er et stort syndrom, der involverer  samtlige organsystemer. Det er ikke bare langsommelighed, stivhed, rysten og at gå i stå midt i det hele. Det er alt, der forbindes med nervus vagus.

Jeg er gået fra at yde højteknologisk pleje og behandling på en kræftafdeling til patient og førtidspensionist på få år. Jeg mener ikke, man har pligt til at deltage i forsøg, jeg kan bare ikke lade være. Alt andet lige, så er det min vej tilbage til den sundhedsfaglige udvikling og forskning, som jeg brænder for.

Min eneste forbindelse med min tabte professionelle identitet. Og det gik først op for mig, hvor stor en del af mig, jeg forbandt med min arbejdsidentitet, da jeg mistede mit arbejde.

Og derfor forstår jeg Robin Williams. Hele verdenen har et syn på ham og en mening om ham – en rolle og identitet han formodentlig ikke følte sig i stand til at oppebære. Jeg forstår ham. Det var ikke et selvmord i mine øjne. Det var i mine øjne Parkinson, han mistede livet til. Ligesom man mister livet til cancer.

Jeg er ikke min sygdom, jeg er ikke Parkinson. Jeg er mig selv, jeg er Mette K – bare med Parkinson.

 

Update (4. marts 2017): I en af de seneste udgaver af tidsskriftet Neurology beskriver Robin Williams enke hans sidste tid med sygdommen Lewy Body Demens, som har et vist overlap med både Alzheimers og Parkinsons; både hvad angår symptomer og sygdomsmekanismer: The terrorist inside my husband’s brain

 

Parkinson_MJF

Den canadiske skuespiller Michael J. Fox var knap 30 år, da han i 1991 fik konstateret Parkinson. Han har siden dedikeret sit liv til forskning og oplysning om sygdommen.

Gratis skolebøger?

Frank Villa, Matbog.dkGæsteindlæg: Dagens gæsteskribent er forfatter og udgiver af MatBog.dk og beskriver sig selv således: “Frank Villa er vist nok 38 år gammel og bor i et hus med stråtag. Han er uddannet i matematik og fysik med en ph.d.-grad i topologisk kvantefeltteori fra Aarhus Universitet. Han har været gymnasielærer siden 2006 og har skrevet en bog om matematik. Desuden rejser han så ofte som muligt hen til steder hvor der er total solformørkelse og/eller vilde dyr”.

Hej, jeg hedder Frank, jeg er naiv.

Richard Stallmann har spillet en væsentlig rolle i min opvækst, og jeg har læst Lawrence Lessigs bog “Free Culture” to gange. Hvis du ikke er bekendt med disse navne, vil jeg lige starte med et ultrakort resumé:

Ideen om fri software og fri kultur kan bedst forstås med udgangspunkt i en misforståelse. Nemlig den misforståelse som kan opstå fordi ordet “fri” og ordet “gratis” staves ens på engelsk.

Richard Stallmann har forklaret forskellen ved at sige at “Free Software” skulle forstås lige som “Free Speech”, men ikke som “Free Beer”.

Desværre er der mange som ikke kender forskel på disse to. I Danmark, hvor vi egentlig har to forskellige ord, er der rigtigt mange (f.eks. 95% af mine lærerkolleger) som tror at software som ligger frit tilgængeligt på internettet kan og bør bruges kvit og frit. Så kan ophavsmændene til denne software jo tjene penge ved at samle flasker i en park. Programmører bliver vel lykkelige fordi vi gider at bruge det som de har lavet? Eller hvad?

I 2005 blev jeg ansat som gymnasielærer i matematik.

Lige som mange andre unge idealister blev jeg overrasket over hvor dårlige de eksisterende lærebøger var. Jeg kunne finde helt grundlæggende, faktuelle misforståelser i næsten hver eneste, og eleverne læste dem simpelt hen ikke.

Lige som mange andre unge idealister med for meget fritid, begyndte jeg derfor at skrive et alternativ. Det startede som nogle supplerende noter og voksede langsomt til at dække omkring halvdelen af alt gymnasiestoffet. Mine elever elskede det. Naturligvis var der en positiv effekt fra at noterne var skrevet i det samme sprog som jeg brugte med dem til hverdag. Og naturligvis var der en positiv effekt fra at vi kunne være fælles om at hade og håne den gamle, dumme bog. Men selv når disse effekter blev fraregnet (bl.a. ved at nogle af mine kolleger brugte noterne), var der en tydelig tendens til at især de middelstærke og stærke elever fik et stort udbytte af at bruge dem.

Ifølge den feedback jeg har fået fra eleverne, adskiller materialet sig på mange punkter fra andre matematikbøger.

  • Det er skrevet i et tidssvarende og læsevenligt sprog med respekt for typografi og korrekte kommaer. Der er meget tekst, så hvis man bare mestrer kunsten at læse, kan man finde forståelige forklaringer på alt hvad der virker mystisk.
  • Der er aldrig gået på kompromis med den matematiske præcision. Når der en gang imellem springes hen over nogle (alt for avancerede) detaljer, så indrømmes det altid åbent. Jeg tror på at man saboterer elevers forståelse af matematik, hvis man giver dem en illusion af at noget uhyre kompliceret er simpelt.
  • Alle definitioner, regler, formuleringer, navngivninger o.s.v. er tænkt meget grundigt igennem. Dvs. der er ingen dumme, intetsigende navne i stil med “tretrinsreglen” eller “topunktsformlen” (Bemærk at der kun er et enkelt “p” i den sidste. Da jeg første gang hørte om dette navn, nægtede jeg at tro på at nogen kunne finde på at bruge det. Men det findes!). Og der er ingen definitioner som strider direkte imod de rigtige definitioner i den etablerede matematik (såsom at definere det bestemte integral som tilvæksten i en stamfunktion, og derefter lade som om alle ved hvad et “areal” er).
  • Det samme stof bliver behandlet fra forskellige vinkler i forskellige dokumenter. F.eks. er definitioner og lange forklaringer henlagt til “Teori og Baggrund”-dokumenter, mens “metoder og eksempler” og “sætning og bevis” har deres egne dokumenttyper. En særlig nyskabelse er “Pointen med…”-dokumenterne som forsøger at forklare hovedemnerne på en simpel måde, hvor detaljer bliver ofret til fordel for den essentielle forståelse.
  • Der er altid plads til eksperimenter. Det som fungerer bliver stående, og det som ikke gør bliver fjernet igen. Eftersom forfatteren også er økonomiansvarlig og chef, går den slags beslutninger enormt hurtigt.
  • Der er plads til humor og pjat. Der er links og referencer til internet-memes og andet ungdomskultur. Som regel er det plat på sådan en “fuld onkel”-agtig måde. Men det giver et tiltrængt afbræk i den tunge stringens i ny og næ, og enkelt elever bliver mere motiverede til at læse, fordi de leder efter det useriøse indslag.
  • Der er fejl, lige som i alle andre bøger. Nogle dokumenter er skrevet klokken 4 om natten i et fly, og det kan ses. Men som den eneste matematikbog i verden, kan både lærere og elever indberette disse fejl elektronisk, og så bliver de rettet mere eller mindre øjeblikkeligt. I gennemsnit går der 2 timer fra en fejl er blevet påpeget til at den er rettet.

Nå, tilbage til historien…

Nu fulgte en periode hvor jeg drømte om at blive rig. Jeg undersøgte mulighederne for at få noterne udgivet som en bog hos et etableret forlag. Men det viste sig hurtigt at de arbejdsvilkår som forlagene tilbyder deres forfattere, og ikke mindst den latterligt lave provision (typisk under 10% af indtægterne fra salg) slet ikke tiltalte mig. Jeg havde brug for meget mere kreativt frirum, og jeg kunne ikke holde tanken ud om at se reklamefolk, slipsetyper og HR-medarbejdere tjene flere penge end mig selv på den bog jeg havde skrevet.

Så jeg bestemte at jeg ville prøve at blive udgiver. Med en filosofi om at selv hvis alting gik galt, så ville det gå bedre end alternativet.

Jeg lagde noterne op på en webside, lavede en spøjs måde at navigere imellem dem på ved hjælp af mindmaps og fik en yderst talentfuld elev til at hjælpe med lidt webdesign.

På den måde opstod MatBog.dk. Min matematikbog. Og lidt senere opstod “IT Teaching Tools” – mit forlag.

Jeg havde en kort periode (faktisk kun et par timer) hvor jeg spekulerede på om man kunne forhindre kopiering og uretmæssig distribution af bogmaterialet.

Det kan man ikke.

Ihvertfald ikke uden at spolere bogmaterialet og irritere brugerne grænseløst. Derfor ligger alt bogmaterialet den dag i dag helt frit tilgængeligt for alle som gider at registrere sig som bruger. De udgives under en Creative Commons licens som udelukkende har til formål at sikre at der ikke er andre som tager æren eller tjener penge på mit arbejde. Og den eneste straf for at dele og downloade dokumenterne andre steder er at man risikerer at få en version som ikke er opdateret med de nyeste rettelser af fejl.

Nu er så min store drøm at de danske gymnasier vil opdage at der ligger et helt frit og overlegent alternativ til de afsindigt dyre bøger og såkaldte “i-bøger” som de etablerede forlag overdænger dem med reklamer for.

Og en endnu større drøm er at de danske gymnasier indser at man faktisk kan og bør betale for frit tilgængeligt materiale.

For at motivere til det sidste har jeg påbegyndt opbygningen af et lille arsenal af “premium features” som man får adgang til hvis man køber et abonnement. Disse er dog langt fra færdige, fordi jeg hverken har tid eller råd til at lægge det arbejde i som kræves.

Men jeg håber at nogen vil indse at det godt kan betale sig at give penge for noget der umiddelbart ser gratis ud. Fordi de kan se at pengene vil blive brugt til noget fornuftigt.

Som sagt: Jeg er naiv.

Enzymerne kommer – er vores øl i fare?

Niels BuchwaldGæsteindlæg: Øl brygges traditionelt af maltet korn, men i dag kan maltningsprocessen springes helt over ved i stedet at tilsætte industrienzymer til almindeligt byg. Hvor udbredt er det, hvad betyder det for vores øl, og kommer kvaliteten af det danske bryg til at falde? Scienceblog har spurgt Niels Buchwald, der er uddannet brygmester fra Den Skandinaviske Bryggerhøjskole, og i dag er ejer af Aarhus Bryghus.

Der er mange områder at tage fat på, når talen falder på enzymer i bryggerierne:

1) enzymer til at forbedre produktionen:

a. enzymer til at fremme fraløbet i sikarret og hjælpe på filtrerbarheden

b. enzymer til at hjælpe med forsukringen, hvis der sker et uheld i bryghuset

c. enzymer til at nedbryde ikke forgærbart sukker og dermed lave lav-kalorie-øl

d. enzymer til at hjælpe med rengøringen af membranfiltre

2) enzymer til at erstatte malt med umaltet korn (byg)

3) enzymer til mikrobryggerier

Ad 1) enzymer til at forbedre produktionen

Det er ganske almindelig kotyme på de store bryggerier at anvende et udvalg at enzymer under punkt 1. især enzymer til at hjælpe fraløbet i sikarret, som samtidig har en effekt på filtrerbarheden af øllet, er populære. De er effektive og hjælper bryggerierne med at få et bedre udbytte og dermed hjælper de med at få fremstillet en bedre og mere prisgunstig øl.

Enzymer til at hjælpe med forsukringen, er som skrevet noget man har stående til brug i nødstilfælde. Det er yderst sjældent de kommer i anvendelse. Men hvis der sker et uheld for eksempel med dampforsyningen, så indmæskningen sker ved for lav eller for høj en temperatur, risikerer man at stå med et bryg, som man kan blive nødt til at kassere, med store omkostninger til følge. Det er heldigvis noget der sker yderst sjældent. Her kan det være på sin plads at tilsætte eksterne enzymer, som kan erstatte og hjælpe naturens egne enzymer. Det siger sig selv at dette har omkostninger, og derfor ikke er noget man ønsker at gøre frivilligt. Til gengæld kan omkostningerne være langt større ,hvis brygget skal kasseres. Jeg har personligt oplevet det måske en eller to gange i løbet af de 30 år jeg har arbejdet med øl.

Enzymer til at lave lav-kalorie-øl er nødvendige, hvis man vil lave en ”Light” øl. Naturens amylaser kan kun nedbryde cirka to tredjedele af stivelsen til forgærbare mono-, di- og tri-saccharider. De højere sukkerarter (dekstriner) forbliver tilbage og giver fylde og karakter til øllet. Disse dekstriner kan nedbrydes, hvorved øllet bliver nærmest fuldstændig forgærbart. Så kan man nøjes med at anvende eksempelvis 30% mindre malt (færre kalorier) for at opnå samme alkohol indhold. Samtidig bliver øllet meget drikkeligt, da alle de højere sukkerarter, som giver smag og fylde er lavet til alkohol. Dette er især tilstræbt i varme klimaer. Man skal ikke kimse af dette, for Light øllet er meget let at drikke i varmen. Når termometeret viser temperaturer på den forkerte side af 40 grader, er det ganske rart med en let drikkelig øl.

I dag anvender de fleste bryggerier stadig kiselgur til filtrering af øl. Cross-flow membran teknologien har i mange år været anvendt i mælke-, juice, vin- og spiritus industrien til filtrering. Imidlertid har øl vist sig meget vanskeligt at filtrere i CMF-filtre. Samtidig skal membranerne rengøres, og her har enzymer vist sig ganske nyttige til denne rengøringsproces. Dermed er enzymerne ikke direkte involveret i produktionen af øl, men vigtige for at få membranfiltrene til at fungere. Der er stadig ganske få bryggerier som anvender denne teknologi. I mere end 20 år har vi ventet på et gennembrud.

Ad 2) enzymer til at erstatte malt med umaltet korn (byg)

Enzymer til at erstatte malt med umaltet korn har jeg det sværere med. Det er en trend, som er blevet ganske udbredt på de store bryggerier. Nogle bryggerier har i mange år erstattet en andel af malten med umaltet korn. Nu breder det sig og mængden af umaltet korn stiger i øllerne, samtidig med at der tilsættes eksterne enzymer, da det umaltede korn jo ikke indeholder enzymer.

Definitionen af malt er korn, som er spiret og tørret. Under spiringen dannes de enzymer, som skal nedbryde stivelsen til forgærbare sukkerarter. Tørringen/ristningen tilfører smags- og aromakomponenter og gør samtidig malten lagerfast, ligesom spiringsprocessen standses. Det koster 20% i ”maltnings-svind” at omdanne korn til malt. Det er den pris man betaler for at lade naturen lave sine egne enzymer.

Der er ikke noget galt i at erstatte noget af malten med umaltet korn og enten anvende de naturlige enzymer i den andel af malten, som stadig er tilbage, eller tilføre eksterne enzymer.

Dog har jeg et problem når bryggerierne tilsætter rent korn, og det kan smages i det færdige øl. Korn har en grim smag i forhold til malt. Alle aromakomponenterne fra ristningen af kornet mangler. Visse bryggerier anvender ristet korn i stedet for malt. Så ser jeg ikke noget problem. Jeg er ret sikker på at de store bryggerier arbejder på højtryk med hele tiden at optimere deres processer og laver mange forsøg og prøvesmagninger for at sikre at den smag, som netop er deres varemærke, ikke forringes ved erstatning af en del af malten med umaltet korn.

Konkurrencesituationen vil medføre at alle bryggerier før eller siden har erstattet en del af deres malt med umaltet/ristet korn.

Ad 3) enzymer til mikrobryggerier

Forskellen på mikrobryggerier og industrielle bryggerier er blandt andet at brygmesteren har meget mere indflydelse på mikrobryggeriet. Jeg tror ikke, at mikrobryggerier anvender enzymer i nogen af ovenstående situationer. Dog vil jeg ikke udelukke, at der står en lille sjat amylase til nødbrug, hvis det går galt i bryghuset. Det svarer til at have en forsikring.

Til gengæld er der spændende perspektiver i at anvende enzymer kreativt til at udvikle nye øl. Jeg er ikke fortaler for at anvende enzymer til procesoptimering. Men hvis man ved hjælp af enzymer kan opnå en effekt, man ikke kan opnå uden enzymer, så har jeg det fint med enzymer.

[Scienceblog.dk]: Jeg synes, det er interessant, at der er en væsentlig besparelse og ingen smagsforskel, men at du alligevel ikke forventer, at nogen mikrobryggerier vil bruge det. Hvorfor egentlig ikke – faglig stolthed? Bange for forbrugernes reaktion?

Jeg er nok bare gammeldags. Jeg sammenligner lidt det at være et mikrobryggeri med at være møbelsnedker. Fordi IKEA masseproducerer og bruger spånplade, behøver vi andre ikke at gøre det. Og hvis vi gør det, vil til enhver tid tabe kampen. Vi kan aldrig konkurrere på pris. Jeg tror også der er mange følelser involveret i dette.

Videnskabsformidling for dummies

Carsten R. KjaerJørgen DahlgaardGæsteindlæg: Der har været skrevet meget om Galathea 3, især efter at Anders Lund Madsen kritiserede hele ekspeditionen i en skarp kronik, der igangsatte en voldsom debat om hele Galatheas berettigelse. Også her på ScienceBlog har vi skrevet en hel del indlæg om Vædderens verdensomsejling. I dette gæsteindlæg kommenterer de to redaktører på Aktuel Naturvidenskab, Jørgen Dahlgaard og Carsten R. Kjaer, på, hvad vi kan lære af hele debatten set fra en videnskabsjournalists vinkel.

Læs videre Videnskabsformidling for dummies

Spildt energiforskning

Søren HoumøllerGæsteindlæg: Mens vi bryster os af vores vindmølleeventyr, og Anders Fogh og Connie Hedegaard har travlt med at overbyde hinanden med løfter om satsninger på energi og mjilø, mangler vi ifølge dette gæsteindlæg i fatal grad evnen til at bringe vores viden fra forskning til faktura. Forfatteren Søren Houmøller skriver om det paradoksale ved at have så mange styrkepositioner, som vi har i Danmark, og så ringe evne til at udnytte dem. Søren er til daglig direktør i EGJ Udvikling A/S, der investerer i nye energi- og miljøteknologier som for eksempel Stirling Danmark og Amminex.

Læs videre Spildt energiforskning

Dansker i rummet?

Ronnie VangGæsteindlæg: Natten mellem torsdag og fredag opsendes den amerikanske rumfærge Discovery. Med på missionen, som kan følges live på NASAs hjemmeside, er den svenske astronaut Christer Fuglesang, der har ventet 14 år på sin første rummission. I Danmark venter tre unge mænd på samme oplevelse. De er udpeget af Videnskabsministeriet som nationens første astronautkandidater, og i dette gæsteindlæg skriver en af dem, 30-årige Ronnie Vang, om sine chancer for at træde i Fuglesangs fodspor. Ronnie er til daglig post.doc. ved det interdisciplinære nanoscience center iNANO.

Læs videre Dansker i rummet?

Hvad skal vi med Galathea?

Mette Elena SkindersøGæsteindlæg: Jeg har allerede et par gange været inde på Galathea-ekspeditionen og specielt diskuteret forholdet mellem forskning og formidling. Se for eksempel dette og dette indlæg. Her bringer vi nu et gæsteindlæg skrevet af ph.d.-studerende Mette Elena Skindersø fra Center for Biomedicinsk Mikrobiologi på Danmarks Tekniske Universitet. Mette har fået Dagbladet Ingeniørens legat til at udføre forskning om en ny type antimikrobielle stoffer på Galathea-ekspeditionens togtben 15 og 16 (Galapagos til Skt. Thomas). Titlen på Mettes projekt er ”Marin medicin – Screening for inhibitorer af patogeners kommunikations-systemer”.

Læs videre Hvad skal vi med Galathea?

Forskningens Døgn

Celia Haldan VoetmannGæsteindlæg: I dette gæsteindlæg kommer stud.scient. Celia Haldan Voetmann fra Aarhus Universitet med en kommentar til Forskningens Døgn, der blev afholdt den 5. maj. Celia er studerende ved nanoteknologilinjen og aktiv ved Fysikshowet i Århus. Her sætter hun spørgsmålstegn ved, om Forskningens Døgn er den rette måde at formidle forskning på. Indlægget er oprindeligt bragt i universitetsavisen CAMPUS på Aarhus Universitet.

Læs videre Forskningens Døgn