Overskriften er ikke titlen på en nyopsætning af det klassiske eventyr – men kunne godt have været det. I den seneste tid har den omsiggribende nanoficeringen sneget sig hele vejen ind i danskernes trygge dagligstuer; senest med en TV-reklame, som viser en ”nanobeklædt” sofa, der nedsænkes i rødt saftevand. Sådan en nano-dims må enhver børnefamilie da bare eje – for så er det slut med chokoladefingre og klistret cola i møblerne.
Men er nano ven eller fjende? Det afhænger af øjnene, der ser. Mange har spået at debatten om nanoteknologien vil tage samme drejning som GMO-debatten gjorde i 90’erne. Onde tunger har tilmed sagt, at en filmatisering af Michael Crichton’s roman Prey (Sværmen, på dansk) vil være det, der for alvor sætter gang i en negativ ladet debat om hvor nanoteknologien bringer vores moderne samfund hen?
Aktuel Naturvidenskab bragte i 2005 en udmærket artikel om hvordan vi som mennesker kan blive klogere ved læsning af science fiction romaner – både på videnskaben, verden og os selv. Artiklen i Aktuel Naturvidenskab såvel som Crichton’s bog Prey kan stærkt anbefales som kløgtig og underholdende læsning.
Men hvor er nanoteknologien ved at bringe vores samfund hen? Er der nogen der kender konsekvenserne af den nano-udvikling, vi er midt i? Vil vi kende til den? Hvordan laver man en risikoanalyse af noget, der ikke går ind under de gængse toksikologiske begreber, vi kender for farlighed af kemiske stoffer i dag? Hvordan håndteres mængdebegreber og risikomodeller på nano-skala? Hvordan påvirkes vi immunulogisk og hvordan påvirkes miljøet? Spørgsmålene er mange – måske særligt for en biolog?! Vi har de sidste fem-syv år hørt mange positive nano-melodier blive spillet på den “store” gulvbas. Men hvad er bagsiden af medaljen. Hvis en ”nano” har sådan en?
Jeg vil med dette indlæg gerne starte en lødig og faglig diskussion om de risikomomenter, der kan tænkes at være forbundet med den nano-udvikling, som er under udvikling i disse år. Det gælder både fra gruppen af skribenter på ScienceBlog.dk (tak Klaus for at have inviteret mig) samt jer som læsere. Ballet er hermed åbnet. Snehvide tog den første svingom med de syv små nano’er – nu er det jeres tur.
Så vidt jeg lige kan se, er det et problem hvis nanorobotter begynder at reproducere sig selv med designvariationer. Så er de underlagt evolutionære processer, og så er springet til nano-patogener ikke langt.
Emnet har været diskuteret rigtig meget det sidste år, og det har da også haft den effekt, at der rent faktisk forskes i nanopartiklers farlighed, hvilket jeg mener, er den rette vej. Uanset om enkelte nanoprodukter er farlige eller ej, er det vigtigt at få noget videnskabelig dokumentation på området.
Eksempler på artikler om emnet fra efteråret:
http://ing.dk/article/20061011/FORSKNING/110130049
http://ing.dk/article/20061227/FORSKNING/112290005
http://ing.dk/article/20061127/FORSKNING/112010017
Dog er der også advarsler om, at det på nuværende tidspunkt er svært at teste risikoen ved produkterne:
http://ing.dk/article/20061227/FORSKNING/112290006
Og derfor kan man stå i den situation, at den teknologiske udvikling af produkterne går betydeligt hurtigere end afprøvninger af sundhedsfaren!
Indtil da må vi holde os til tests af, om produkterne overhovedet virker. Det kan man for eksempel følge på DR1 torsdag aften:
http://www.dr.dk/DR1/Rabatten/Udsendelser/2007/0215124011.htm
—Klaus
Så fik Rabatten vist ødelagt lidt af det rosenrøde image, som NanoCovers egne reklame præsenterer. Det er ikke bare at spraye på, og så er den hvide sofa vandafvisende. Men der er nok også stor forskel på, præcis hvilket materiale man bruger, og den problemstilling skænker man slet ikke en tanke i programmet. Men budskabet er nu klart: NanoCover virker ikke på alt stof.
Rabatten laver dog en fejl, når de tester nanosokker. Nanosokker er bakteriedræbende, og dermed kan de lugtskabende bakterier ikke overleve i sokkerne. I Rabatten tester de sokkerne i sko, der allerede lugter! Og dermed er det ligegyldigt, om der er bakterier eller ej. Jeg har selv testet nanosokker over en weekend, og det virker faktisk.
—Klaus
Jeg faldt over en interessant artikel (på engelsk) i Wired som godt nok er mere end to år gammel, men alligevel meget relevant:
http://www.wired.com/news/technology/0,64235-0.html
Især syntes jeg det er interessant at verdens største genforsikringsselskab SwissRe allerede på det tidspunkt har lavet en analyse af problemet (link til den i artiklen) og advarer mod risici.
Jonas, du fremhæver egentligt lige præcis min holdning til sagen.
Der er da en risiko for, at visse typer nanoteknologiske pordukter kan være farlige, men hvordan beviser man, at de ikke er det? Det er den klassiske diskussion, som man også kender fra bioteknologi og gensplejsning; man kan vise, at noget har en skadelig virkning, men det kan være forbandet svært at vise, at der overhovedet ikke er nogen skadelig virkning.
Dog ser vi (som dit og mine egne links viser), at der er mange, der tager risikoen alvorligt, og at man har gjort det i mange år. Der bliver undersøgt for helbredsfare og skadelige virkninger, og der bliver diskuteret lovmæssig regulering og kontrol.
Så derfor er det forkert at sige, at folk bare ukritisk kaster sig over nanoteknologien. Visse politikere og journalister gør måske – ja, sikkert også flere forskere – men jeg tror, der er en meget udbredt bevidsthed om, at man bliver nødt til at undersøge mulige skadesvirkninger.
Og det har man nok lært specielt af forbrugernes kritiske holdning til bioteknologi.
—Klaus