Første Venusmission i mere end et årti

Den 10. august 1990 var sidste gang, en rumsonde gik om kredsløb om planeten Venus. Det var den gang den amerikanske Magellan sonde, der over de næste fire år lavede de mest detaljerede målinger af Venus nogensinde. I dag gik den europæiske rumsonde Venus Express så i kredsløb om planeten, og det er dermed den første Venussonde bygget af den europæiske rumfartsorganisation ESA. Manøvren, der bragte sonden i kredsløb, blev afsluttet klokken 10.07 dansk tid bekræfter kontrolcenteret i Darmstadt.

Sonden skal ikke lande på Venus, men i dens kredsløb om planeten vil den studere Venus’ atmosfære. Venus og Jorden er to planeter, der minder meget om hinanden i størrelse og opbygning, men på trods af dette har de vidt forskellige atomsfærer. Venus har en overflade, hvor temperaturen er omkring 450 grader, og trykket er 90 atmosfærer. Venus Express kan forhåbentligt kaste lys over, hvorfor forskellen mellem de to planeter er så stor.

Bemærk for øvrigt at to rumsonder siden Magellan har passeret tæt forbi Venus på vej mod andre mål. Det drejer sig om Galileo missionen til Jupiter og Cassini-Huygens missionen til Saturn. I begge tilfælde blev Venus studeret nærmere.

Læs mere på venus.esa.int.