Tag-arkiv: vane

Derfor skal din tandpasta skumme rigtigt!

”Skaaaat, har du husket at købe tandpasta?”

”Ja, har købt den der nye zendium, der giver hvide tænder”

”øv!”

”Hvad er der nu galt med zendium?”

”Den skummer altså forkert”.

Tandpasta indeholder fire grundingredienser; vand, slibemiddel, fluorid og vaskemiddel. Dertil kan der være smagsstoffer, farvestoffer og forskellige former for mikroplastik.

Det er slibemidlet og fluoriden, der i samarbejde med de mekaniske bevægelser med tandbørsten, aktiv hjælper til at rengøre tænderne og forebygge caries.

Den skummende effekt kommer af et vaskemidlet, i mange tilfælde  SLS (sodium lauryl sulfat). Det er dog ikke alle tandpastaer der indeholder SLS, og især zendium er for mange forbundet med en kedelig og ikke-skummende tandbørstningsoplevelse.

TandpastaI kærlighedsromanen ”Et vink til himlen” af Brian Christensen er hovedpersonen også træt af at tandpastaen ikke skummer.

Men faktisk så har den skummende effekt intet direkte at gøre med tandpastaens evne til at rense og rengøre tænderne. Men indirekte har den alligevel effekt, fordi skummet hjælper os til at huske at få børstet tænder. Det kan også kaldes et nudge.

Nudging er et begreb der vinder voldsomt frem i disse år, og man kan få det indtryk at der næsten ikke grænser for hvad nudging kan få forbrugerne til. Men grundprincipperne ved nudging har vi faktisk været udsat for i mange år.

Læs mere om nudging 

Nudgingelementer i tandbørstning:

  1. Vanens magt: Vi er vokset op med tandbørstning fra vi er helt små.
  2. Nem tilgængelig trigger: Vi kan hurtigt mærke når vi trænger til at få børstet tænder. Det er blot at køre tungen over tænderne og mærke den belægning der har sat sig, og lugte kaffeånden der rammer den krummede hånd.
  3. Routine feedback: Når tandbørstningen rigtig skummer, så får vi fornemmelsen af at det virkelig virker, hold da op hvor det skummer, hvor er jeg god til at børste tænder, hvor bliver mine tænder rene af alt det skum!
  4. Succes feedback: Efter tandbørstningen har vi en svag smag af peppemynte i munden, kaffeånden er væk og det samme er den gule belægning.

Alle disse elementer i tandbørstningen hjælpe os til at få børstet tænder, og til at gøre det til en positiv oplevelse, selvom det ikke er verdens sjoveste beskæftigelse.

Men, lige så nemt det er at huske tandbørstningen, lige så svært er det at huske tandtråden, fordi brugen af tandtråd ikke indeholder de samme nudgingelementer.

DERFOR er det så svært at huske tandtråden!

De fleste af os ved jo godt at vi skal bruge tandtråd, og vi kender alle fornemmelsen af famlende undskyldninger, når tandlægen spørger ind til vores tandtrådsvaner. Så hvorfor er det så svært at huske tandtråden? Tandtråd mangler alle fire nudgingpunkter. De færreste af os er vokset op med tandtråd to gange om dagen, tandtråd skummer ikke, og det er begrænset hvor meget myntesmag den efterlader. Tværtimod er det som regel når vi sidder mest ubelejligt til et middagsselskab at en kødtrevel sætter sig fast, og så er der næsten altid en tandstikker i nærheden man diskret kan benytte. Dertil kan tandtråd kan være ubehageligt at bruge, når man da først har fundet den i rodet i skuffen under spejlet, eller inde bag  alle de gamle parfumeprøver og vatrondeller. Tandtråden kan skære i ens tandkødet, ens hænder bliver savlet til, og man står med et stykke tynd hvid snor der skal bortskaffes. Kort sagt, ikke den succes oplevelse man fik af tandbørstningen.

Fire tricks til at komme igang med tandtråd:

  1. Find din yndlings. Køb 2-3 forskellige slags og vælg den du har det bedst med, for der er faktisk stor forskel på de enkelte typer af tandtråd.
  2. Vanens magt. Jo flere dage i streg du husker tandtråden, jo større er chancen for at du husker det i morgen. Stil den derfor nemt tilgængeligt, og fuldt synligt ved siden af tandbørsten, beslut dig for om du gør det før eller efter tandbørstningen, og sæt dig for at bruge den f.eks. syv dage i streg.
  3. Brug nok. Undlad at stå og fedte med 10 cm snor, tag et ordenligt stykke så du har noget at arbejde med.
  4. Gør det nemt. Stil en lille fin æske med låg til brugte tandtråde, eller stil en nemt tilgængelig skraldespand der hvor du står.