Tag-arkiv: politik

Velkommen til den antividenskabelige præsident Trump

Som bekendt får USA ny præsident på fredag, og det kan man jo sige meget om. Selv skrev jeg i november 2016 et indlæg i Weekendavisen, hvor jeg pointerede, at det med Trump var den antividenskabelige dagsorden, der havde vundet, og jeg nævnte blandt andet hans mistillid til vaccinationer – et emne jeg har skrevet om flere gange både her på bloggen og andre steder. Trump har flere gang udtalt, at der er en sammenhæng imellem vaccinationer og autisme, og hvordan han personligt kender forældre, hvor børnene har udviklet autisme kort efter vaccinen. Han har også, som han har for vane, udtalt sig om emnet på Twitter:

Ideen om, at vacciner giver autisme, er gammel og for længst tilbagevist af videnskaben. Det store dyr i åbenbaringen er her Andrew Wakefield, der udgav en artikel tilbage i 1998, hvor han påstod at have vist en kausal sammenhæng. Artiklen viste sig at bygge på fabrikerede data, den blev trukket tilbage i 2010, og Wakefield mistede sin lægeautorisation. Til gengæld har han nu en ny og lukrativ karriere i antivaccinationsbevægelsen, der står særligt stærkt i USA. Hvad de mangler i form af videnskabelige argumenter og data, har de til gengæld i kendisser: Modellen Jenny McCarthy er bannerfører, skuespilleren Alicia Silverstone har advaret imod vacciner i sin bog “The Kind Mama”, ligesom Robert F. Kennedy Jr. længe har været at finde på holdet af antividenskabelige vaccinationsmodstandere.

Det er måske værd kort at give et historisk snit: Vaccinationsmodstandere har længe hævdet, at der er indholdsstoffer i vaccinationerne, der forårsager neurologiske sygdomme – specielt autisme – men at det holdes skjult af sundhedsmyndighederne, forskere og journalister i hele verden. Det er en af de helt store konspirationsteorier, der ville kræve, at et utal af mennesker holdt deres mund, fordi de af en eller anden grund gerne ville give børn autisme. Ja, det giver ingen mening…

Det væsentlige er dog, at man rent faktisk har taget bekymringen alvorligt og har undersøgt, om der kunne være en sammenhæng, for antallet af diagnosticerede tilfælde af autisme er ganske rigtigt steget. Det har dog vist sig helt uden tvivl, at der IKKE er en sammenhæng. Antallet af autister er uafhængigt af antal og tidspunkt for vacciner. I stedet ligger forklaringen i, at man bl.a. har ændret for diagnosticeringen og definitionen af autisme, hvilket helt oplagt har medført en stigning. Hvis man kigger retrospektivt på det med de nye retningslinier, er der ingen ændring i antallet over de sidste 20 år. Med andre ord er der ingen grund til at frygte en kausal sammenhæng, for der er ingenting at forklare.

Det har dog ikke stoppet antivaccinationsbvægelsen. De havde besluttet sig for, at det var tilsætningsstoffet thimerosal (en harmløs kviksølvforbindelse der øgede holdbarheden af vaccinen), der forårsagede autisme, og de krævede, at man fjernede det. Ja, de forudsagde endda, at det ville føre til et stort fald i antallet af autismediagnoser. Det er for længst vist, at thimerosal ikke er skadeligt, men alligevel blev det fjernet fra de fleste vacciner (undtaget visse influenzavacciner) tilbage omkring år 2000. Resultatet? Ingenting. Hverken flere eller færre fik autisme, hvilket jo burde have stoppet antivaccinationsbevægelsen, hvis de altså lyttede til videnskaben – men det gør de jo ikke.

I stedet er vaccinationsmodstandere begyndt at sige, at de ikke som sådan er imod vacciner – selv om de mener de giver neurologiske skader – men at man får for mange vacciner for hurtigt. Altså en antagelse om, at sundhedspersonalet ikke ved, hvad de laver, men bare sprøjter børn fulde af kviksølv for sjovs skyld. Faktum er, at programmet er baseret på faglige vurderinger og videnskabelig data for at sikre den bedst mulige effekt og beskyttelse af børnene. Man har sammenlignet det anbefalede program med et mere langstrakt, men det eneste resultat har været, at risikoen steg for at blive smittet med de sygdomme, programmet skal forhindre. Endnu engang har antivaccinationsbevægelsen vist deres uvidenskabelige dagsorden, for de har ikke ændret holdning som følge af den bedste evidens.

Trump tilhører dem, der mener, at vaccinationer giver autisme, og at man får for mange indsprøjtninger over for kort tid. Kennedy er en kendt konspirationstilhænger og vaccinemodstander, der taler om de helt store sammensværgelser, der inkluderer hele sundhedsvæsenet og den etablerede videnskab. Wakefield er en af grundene til, at vi overhovedet har denne diskussion stadigvæk, fordi han løj og forfalskede data.

Og hvorfor er dette relevant? Det er det, fordi den kommende præsident Trump i sommers mødtes med Wakefield, hvilket fik alle med interesse for sundhed og videnskab til at råbe vagt i gevær. Tidligere på måneden, den 10. januar 2017, mødtes Trump så med Robert F. Kennedy Jr., og bagefter udtalte Kennedy, at Trump ville nedsætte et udvalg, der skulle se på “vaccinesikkerhed og videnskabelig integritet”, og at han havde peget på Kennedy som formand. Trumps kampagnekontor var dog hurtigt ude at sige, at det ikke var korrekt, men at de overvejede at lave en “autismekommision”, selv om intet var besluttet endnu.

Tilbage sidder man med nogle brikker, der alle peger i samme retning, om end intet endnu er besluttet: Vi ved, at Trump er imod vacciner. Vi ved, at han har haft møder med to af de helt store navne i denne antividenskabelige bevægelse. Vi ved, at han snart er præsident og derfor har en del at skulle have sagt i forhold til vaccinationsprogrammet i USA. Alt i alt bør det gøre en lidt bekymret for, hvad der sker, men man kan jo blot håbe på, at Trump er mere fornuftig, end han giver udtryk for på Twitter…

Var COP21 en succes eller en fiasko?

Ja, tiden flyver … nu er det godt en måned siden, at klimakonferencen COP21 fandt sted i Paris, og jeg burde have skrevet om det langt tidligere. I den nys overståede juleferie blev jeg flere gange spurgt til, hvad jeg mente om resultatet, og da det måske kunne interessere andre, vil jeg derfor dele mine tanker om emnet her.

For var COP21 en succes eller en fiasko? Det kommer lidt an på, hvilken tilgang man har, så jeg vil prøve at nuancere det lidt.

Optimisten: Det var en bragende succes!

Man kommer ikke uden om det fantastiske i, at det rent faktisk lykkedes at få 196 lande til at mødes i to uger og blive enige om noget som helst. Det er i alle henseender en succes for diplomati og politisk håndværk. Der er jo tale om 196 lande med meget forskellige og ofte modstridende interesser og politiske mål. Ikke desto mindre blev de enige og godkendte et fælles dokument den 12. december 2015. Hurra for det!

Endnu mere fantastisk er det, at denne enighed viser, at alle 196 lande anerkender de udfordringer, vi som menneskehed står overfor i form af klimaforandringer. Det kræver fælles handling, og her viste vores politikere den nødvendige handlekraft. Ikke noget med at en enkelt oliestat eller et forurenende industriland spændte ben for de fælles mål.

Politikerne har også lyttet til den videnskabelige konsensus og har vedtaget et mål om at holde den forventede temperaturstigning på et godt stykke under de 2°C i forhold til det før-industrielle niveau, som eksperter har sat som smertegrænsen. Ja, de vil endda sigte efter maksimum 1.5°C. For at nå dette mål har landene sat et fælles mål om, at udledningen af CO2 og andre drivhusgasser skal toppe snarest muligt.

COP21 anerkender også det skæve forhold i, at I-landene står for langt hovedparten af udledningen men også står i en langt bedre position i forhold til at begrænse denne, mens udledningen i de fleste U-lande stadig vokser. For at hjælpe de fattigere lande med at nå målene ved i praksis at springe den forurenende “industrielle revolution” over og nå direkte til en grønnere økonomi skal de rige lande betale US$ 100,000,000,000 hvert år fra 2020.

Endelig er aftalen juridisk bindende og transparent, idet landene har pligt til at oplyse deres fremgang hvert andet år (udledning af drivhusgasser, tilpasning, skridt imod de fastsatte mål osv.). Hvert femte år skal den samlede fremgang evalueres og justeres. Det er da en klimaaftale, der betyder noget!

Pessimisten: Det var en dundrende fiasko!

Desværre er det altsammen lige meget, da der gøres alt for lidt alt for sent. Det lyder godt men er bare skåltaler og tomme politiske ord. Det lyder jo rigtig godt med mål om at holde temperaturstigningen på 1.5°C – og i hvert fald under 2°C – men faktum er, at det med det nuværende momentum bliver umådelig svært bare at holde sig under de 2°C. Vi udleder stadig for meget CO2, og budskaber om, at udledningerne skal toppe “snarest muligt” betyder i praksis intet uden reel handling og redskaber til at nå målet. Vi skal være glade, hvis vi bare rammer 2°C.

Med vores nuværende udledninger – og uden udsigt til at de topper endsige falder drastisk i den nærmeste fremtid – så skal der for alvor forskes i, hvordan vi kan hive CO2 ud af atmosfæren. Det er den eneste mulige vej, men der er vi slet ikke endnu. Flere eksperter – bl.a. James Hansen – påpeger, at en markant skat på drivhusgasser er den eneste sikre måde at tvinge den globale udledning ned, men det er politisk umuligt.

Dernæst er der ingen reel straf for at bryde denne såkaldt juridisk bindende aftale. Javist, det vil se grimt ud, og de lande, der utvivlsomt ikke når deres mål inden den næste evaluering, vil blive kritiseret og sat i skammekrogen. Og hvad så? Vil de andre lande opgive deres egne bestræbelser, når nu man kan slippe udenom uden reel straf?

Selvom aftalen anerkender det skæve forhold imellem U- og I-lande og også erkender, at nogle lande kommer til at lide stort (eller allerede lider) på grund af os andre, så er der ikke udsigt til, at disse lande vil blive kompenseret. Det ville trods alt kræve lidt for store ofre fra de rige lande.

Realisten: Det var nok det bedste, vi kunne håbe på, men ikke helt godt nok.

Jeg befinder mig selv i denne sidste kategori. Der er gode og dårlige ting ved denne aftale, hvilket vel er det eneste, man kunne forvente af en global aftale mellem 196 forskellige lande. De anerkender videnskaben og viser vilje til at handle for at imødegå de værste følger af klimaforandringer, men er det nok, eller er de alt for sent ude?

Det er også tydeligt, at de fossile brændstoffers rolle som den største synder er bredt anerkendt, men lobbyisterne har trods alt været dygtige nok til at imødegå det måske bedste middel i form af øgede afgifter. Ikke desto mindre er der enighed om at arbejde målrettet imod en drastisk reduktion af den globale udledning, hvilket nødvendigvis må indebære, at vi løsriver os mere og mere fra olie, gas og kul.

Det er også godt at se, at de rige lande anerkender, at de må løfte en større byrde, også selv om de kunne gøre mere. Men alt i alt vil jeg mene, at det gode opvejer det dårlige, og at vi kan glæde os over den politiske vilje, der blev udvist i Paris.

Nu må vi så bare håbe, at politikerne lever op til deres ansvar og tager de nødvendige skridt.

At feje for egen dør

Jeg har opbygget lidt af en fascination af vores Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som jeg har skrevet om et par gange – dels om hans syn på tro og viden, dels om hans prioriteringer som minister for et helt centralt område. Især sidstnævnte finder jeg problematisk, da hans uvilje imod Det Frie Forskningsråd er tydelig. At beskære den frie forskning med en tredjedel er i mine øjne den helt forkerte vej at gå.

Der er dog en anden ting, der undrer mig, og som tydeligvis også optager flere andre for tiden…

Som bekendt har ministeren en erhvervs-Ph.D, som han har opnået i et samarbejde imellem Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Grundtvigsk Forum. Og hvad er så en Erhvervs-PhD? Det kan man læse på Innovationsfondens hjemmeside, men lad mig lige citere en del af beskrivelsen med mine egne fremhævelser:

En ErhvervsPhD er et erhvervsrettet forskningsprojekt og en ph.d.-uddannelse, der gennemføres i samarbejde mellem en privat virksomhed, en ErhvervsPhD-kandidat og et universitet. ErhvervsPhD-kandidaten er ansat i virksomheden og samtidig indskrevet på universitetet, og arbejder på det samme projekt begge steder. Kandidaten bruger al sin arbejdstid på projektet og uddannelsen, og deler arbejdstiden mellem virksomheden og universitetet. Projektets længde svarer til uddannelsens længde, som i Danmark er på tre år. Udenlandske ph.d.-uddannelser kan vare længere. ErhvervsPhD udgør sammen med ErhvervsPostdoc Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram. Erhvervsforskerprogrammet har til formål at uddanne og udvikle forskertalenter til erhvervsforskere, der er specialiseret i at skabe vækst og beskæftigelse i Danmarks erhvervsliv gennem forskning, udvikling og innovation.

Ministeren har netop været i Deadline, hvor han blev udspurgt ganske habilt af Nynne Bjerre Christensen. Hun kom til slut ind på ministerens egen Ph.D, og hvordan den harmonerer med hans ønske om at begrænse den frie forskning og i stedet have et stærkere fokus på erhvervsrettet forskning. Ministeren svarede, at han jo netop havde en Erhvervs-PhD og argumenterede lidt vævende for, hvorfor hans projekt om Grundtvig var relevant for dansk erhvervsliv, men han sagde dog også, at hans Ph.D-projekt “ikke skaber kolde arbejdspladser ude i virksomhederne”.

Jeg er stor tilhænger af fri og bred forskning, og jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over Esben Lunde Larsens Ph.D-projekt, der ligger milevidt fra mit eget felt, men jeg sidder dog tilbage med en række spørgsmål:

  • Grundtvigsk Forum er en forening, der så vidt jeg kan gennemskue har nogle indtægter fra noget forlagsdrift og udlejning af lokaler. Når man læser retningslinierne for en erhvervs-Ph.D, står der dog igen og igen, at det skal være en privat virksomhed. Hvordan kan man bruge en forening som Grundtvigsk Forum? Selv hvis de har lidt indtægter fra bøger og lokaleleje, er det så – om jeg så må sige – ånden i lovteksten?
  • Målet med en erhvervs-Ph.D er at skabe vækst og beskæftigelse i erhvervslivet. Hvordan harmonere det med ministerens Ph.D, der jo med hans egne ord ikke havde det for øje?
  • Hvordan kan ministeren forsvare, at han skærer i midlerne til den frie forskning og vil have mere erhvervsrettet forskning, når han så åbenlyst selv har brugt 5 år på at forske i et område, der har hans interesse men ingen reel relevans for erhvervslivet?
  • Ifølge ministerens CV har Esben Lunde Larsen været 7 år om at opnå sin kandidatgrad og 5 år om at opnå sin Ph.D-grad. Ikke at jeg er stor fan af at tvinge alle folk hurtigt igennem systemet, men det bør bemærkes, at det samlet set burde have taget 8 år. Står der ikke i beskrivelsen af en erhvervs-Ph.D, at man skal arbejde fuld tid på projektet i 3 år?

Jeg synes, at der er en vis diskrepans, imellem hvad forskningsministeren synes, landets forskere skal gøre, og hvad han åbenbart mener, han selv skal gøre. Man undres.

Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af? 

Overtræk på kontoen

Forestil dig, at det er den 19. i måneden. Du kigger i din pung, ryster sparegrisen en ekstra gang og dobbelttjekker kontoudtoget. Den er god nok: Du har brugt hele dit budget for måneden. Resten af måneden vil hvert eneste indkøb give overtræk på kontoen. Det værste er, at der ikke er udsigt til forbedring i den umiddelbare fremtid – tværtimod vil du med din nuværende livsstil ramme den røde linie tidligere og tidligere på måneden.

Er det holdbart? Bør du ikke tage et grundigt kig på din økonomi og dit husholdningsbudget for at få enderne til at mødes? Er det rimeligt at leve af overtræk og blot håbe på, at det bliver bedre en dag, uden at tage de nødvendige skridt? Det første skridt imod en løsning er at erkende, at du har et økonomisk problem, som du bør tage alvorligt.

I år er torsdag den 13. august en dag, det er værd at huske på for os alle sammen. Det var den dag, vi alle sammen ramte den røde linie og begyndte at have overtræk på kontoen. Ikke den økonomiske men den økologiske.

Jordens ressourcer er som bekendt begrænsede, og der er grænser for, hvor hurtigt naturen kan gendanne de råstoffer, vi forbruger, eller hvor meget af vores udledte CO2, der kan optages i økosystemet. På et tidspunkt begynder vi at bruge flere ressourcer, end der reelt er tilgængeligt, og vores udledninger begynder at ophobe sig. Det kan man regne på, og ved hjælp af komplekse modeller kan vi estimere, hvordan forbrug og ressourcer hænger sammen, og hvornår vi har opbrugt vores kvote for i år.

I år skete det den 13. august. Med vores nuværende livsstil og globale forbrug har vi reelt brug for ressourcer svarende til 1.6 jordkloder, og Danmark følger som land den samme globale tendens. Sidste år var vi bedre – der gik en hel uge mere, før vi begyndt at have overtræk – men siden omkring 1970 har vi ikke haft balance i det globale, økologiske budget et eneste år. Fortsætter det, vil vi i 2030 have brug for en ekstra jordklode for at følge med.

Hvornår kommer der overtræk på kontoen?
Hvornår kommer der overtræk på kontoen?

Jeg ville ønske, jeg havde en simpel løsning, men det har jeg ikke – og slet ikke uden at lyde irriterende moraliserende. Selvfølgelig kan der gøres noget fra politisk side, hvis der er vilje til det – for eksempel vil reduktion af vores CO2-udslip med 30% fra i år frigive ressoucer svarende til en halv jordklode i 2030 – men det væsentligste er nok, at vi er bevidste om, at vores valg af livsstil har konsekvenser. Et par ændringer i bevidsthed og vaner kan hjælpe. Lidt mere genbrug. Lidt mindre kød på middagsbordet. Tag cyklen, toget eller bussen. Kør flere sammen i bilen. Brug din iPhone én sæson mere. Vi behøver ikke opgive al luksus, men det er desværre relevant at tænke mere fremadrettet, hvis også fremtidige generationer skal have samme muligheder som os.

Ny forskningsminister: Uvidenskabelig eller blot uvidende?

For et års tid siden skrev jeg et indlæg om den nyudnævnte engelske minister med ansvar for forskning og spurgte, om man kan have tiltro til en forskningsminister, der tror på magi – i dette tilfælde homøopati.

Nu står vi i en situation, hvor vi måske skal stille det samme spørgsmål om vores nyudnævnte minister for forskning og uddannelse, Esben Lunde Larsen (V). Alene det, at der kan herske tvivl om noget så centralt, er uheldigt – uagtet hvad man ellers enten måtte mene om den siddende regering.

For er vores nye forskningsminister kreationist? I et interview med Jyllands-Posten kom Esben Lunde Larsen – der er valgt i “Bibelbæltet på Ringkøbing-egnen” –  med nogle udtalelser, der har fået mange mennesker til at reagere. Kreationismedebatten er ikke ny for mig, og jeg var selv temmelig forbløffet over de ting, han sagde – og måske lige så vigtigt: De ting han ikke sagde.

Som minister med ansvar for forskning i Danmark er det nødvendigt, at man forstår den videnskabelige metode og har et blot nogenlunde kendskab til det felt, man skal forvalte. At Esben Lunde Larsen er troende kristen hersker der ingen tvivl om, og det er selvfølgelig ikke i sig selv diskvalificerende. Men hvad tror han på? Det er – modsat hvad mange andre siger – endog meget relevant i netop det embede, han har fået tildelt. I interviewet påpeger han det vigtige i, at der i regeringsgrundlaget er indskrevet, at Danmark er et kristent land. Vi ved, at han i Per Ramsdal-sagen opfordrede til en fyring, fordi Ramsdal som præst havde sagt, at Jesus ikke sådan rigtigt genopstod fra de døde. Betyder det, at vores minister tror på, at døde mennesker kan blive levende igen? I hvert fald én gang.

Men hvad med evolution, Big Bang og Jordens alder – hvad er hans holdning til disse spørgsmål, og hvordan flugter det med videnskaben? Netop dette blev han spurgt om efter sin udnævnelse, hvilket mange har påpeget var mærkværdige spørgsmål til en minister. Det kan de have ret i, men hans svar viser, at det var væsentlige spørgsmål at stille. Han må også selv have indset, at hans umiddelbare svar var problematiske, for journalisten blev indkaldt til en opfølgende samtale om emnet. Hans uddybende forklaring finder jeg dog ikke meget mere beroligende.

Adspurgt om sit syn på, om mennesket nedstammer fra aberne (det er et dårligt spørgsmål – vi nedstammer ikke fra aberne; vi er aber og deler en fælles stamfader med chimpanser cirka 6 millioner år tilbage i tiden) eller om han tror på skabelsesberetningen, svarer han:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til. Og det er der jo heller ikke nogen, der kan give en teologisk forklaring på eller lignende. På den måde har jeg ikke forholdt mig til det”

Hvilket han senere uddyber med:

“Jeg mener, at der er en skabende gud, der står bag det hele. Og hvordan udviklingen så er fra det tidspunkt, kan jeg på ingen måde give nogen kvalificerede bud på. Og det er sådan set heller ikke afgørende. For det afgørende er, om der er plads til balancen mellem videnskab og tro. Og det er der.”

Og igen:

“Jamen jeg tror, som jeg har sagt flere gange, nu: Der sker en udviklingsproces i, hvordan vi er. Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan det så er sket – hvordan det har udviklet sig – jamen, jeg er ikke videnskabsmand på det felt.”

I mine øjne er der ikke så meget mere i det uddybende svar, der belyser hans ståsted. Så hvad svarer han egentlig? Ja, han tror på en skabende Gud, der muligvis har brugt evolution som virkemiddel. Han siger ikke så meget, men det, der har ramt mig og flere andre, er, at hans ord ligger meget tæt på Intelligent Design-bevægelsens pseudointellektuelle udgave af kreationisme. Problemet ligger lige så meget i, hvad han ikke siger – for han kunne have svaret klart og entydigt på spørgsmålet (især når han beder om tid til uddybende kommentarer). Direkte adspurgt kunne han have sagt, at den videnskabelige konsensus er klar; at skabelsesberetningen kun er en myte og selvfølgelig ikke skal tages bogstaveligt; at Adam og Eva aldrig har levet. Eller han kunne have sagt, at det var ikke hans kompetence og henvise til fagfolk i stedet. Men det gør han ikke, og som videnskabsminister er det ikke bare en ligegyldighed.

Han svarer stort set det samme, når han bliver spurgt om Big Bang og Universets tilblivelse:

“Jeg tror, at der står en skabende gud bag det meste i verden, og hvordan det er blevet til, ja, der giver bibelen én forklaring, og naturvidenskaben giver sin forklaring. Det er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at verden er til. Og at jeg som et troende menneske tror, at der står en gud bag.”

Her bider jeg mærke i to ting: For det første at han mener, at der er to forklaringer, der her nærmest præsenteres som ækvivalente – og det er de ikke. Slet ikke. Kristendommen har ikke en forklaring, der kan bruges til noget i praksis. For det andet at det ikke er afgørende for ham – det burde det ellers være, for det har ret voldsomme implikationer, om en gud har skabt universet eller ej.

Det, der kunne ligne en manglende nysgerrighed overfor og indsigt i andre felter en teologien, kommer også til udtryk, da han bliver spurgt om Jordens alder:

“Jeg har faktisk nærmest aldrig forholdt mig til, hvor gammel jorden er. Der er jo alle mulige geologiske undersøgelser, der viser, at den er flere milliarder år gammel. Der er videnskabelige beviser, som man forholder sig til som videnskabsmand. Bevæger man sig så fra videnskaben og over i teologien, så siger teologien, at én dag er som 1.000 år, og 1.000 år er som en dag. Og det er et meget godt billede på, at det ikke er tidsaspektet for, hvor gammel jorden er, der er afgørende.”

Igen mener han ikke, at det er afgørende – men det er det, og vores forståelse for Jordens og Universets alder har haft stor indflydelse på en række felter fra biologi over geologi til kosmologi. Det betyder noget, men endnu vigtigere: En videnskabsminister med en Ph.D-grad har aldrig rigtig tænkt over Jordens alder? Jeg har samtaler med min 6-årige søn om den slags, fordi det er spændende og noget, nysgerrige mennesker på et eller andet tidspunkt tænker over. Det synes jeg er tankevækkende.

Som minister med ansvar for forskning bør man forstå den videnskabelige metode og den proces, der fører til, at vi ved, hvad vi ved. Man bør have en nysgerrighed for verden omkring os. Og man bør have en basal indsigt. På alle disse punkter fejler vores minister umiddelbart. Selv når han skal tale om forskningsfrihed, får han sagt nogle ting, der lyder mærkværdige:

“Det afgørende er, at der er forskningsfrihed. Så forskeren – uanset om han forsker i teologi eller naturvidenskab – kan dykke kritisk ned i det. Det skal enhver forsker, og så er der et privat rum for forskeren, hvor han kan tro mere eller mindre på det, som han arbejder med.”

Første del er indlysende rigtigt, men hvad betyder den anden del om, at man kan tro mere eller mindre på det, man forsker i? Er det en håndsrækning til kreationistiske forskere om, at det er ok at lade som om, man accepterer evolution?

Han siger videre, at religion og videnskab ikke nødvendigvis udelukker hinanden med henvisning til, at både Niels Bohr og Albert Einstein var troende – udover at det er irrelevant, idet deres forskning var uafhængig af eventuel tro, så er det også forkert: Niels Bohr var ikke troende, og Einstein var om noget deist og i hvert fald ikke teist. Hele diskussionen omkring religion og videnskab må vente til en anden gang.

Danmark er et sekulært samfund, så derfor skal en videnskabsminister selvfølgelig kunne være både troende eller ikke-troende. Andet ville stride imod vores helt grundlæggende principper. Det er dog også et krav, at en ministers religiøse overbevisning ikke karambolerer med det felt, han eller hun har ansvar for. At man som forskningsminister har valgt en person, der ikke alene lader til at være stærkt religiøs men også udviser sympati for kreationisme, er stærkt bekymrende.

Det ærgrer mig, at man har valgt en teolog. Han er Ph.D, hvilket er et plus i forhold til at kende systemet – det er mere end langt de fleste medlemmer af Folketinget – men når man ser på teologis størrelse i forhold til Københavns Universitets samlede størrelse, er det ikke det mest repræsentative valg. I 2014 var der 670 studerende på hele Det Teologiske Fakultet, hvilket er 1.6% af KUs samlede antal studerende. Det skal ses i forhold til f.eks. naturvidenskab (23%) og humaniora (28%). Dertil kan man indvende, at teologi er et noget anderledes forskningsområde end f.eks. naturvidenskab, hvilket især er relevant at huske på, når regeringen samtidig ønsker at der skal “være et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv”. Sidst jeg tjekkede, var Danmarks største eksport ikke bibelsk eksegese.

Det ville være fantastisk, hvis der generelt var flere naturvidenskabeligt uddannede politikere på Christiansborg, dels fordi det ville betyde et mere repræsentativt Folketing, men også fordi der er flere felter – forskning, sundhed og klima for blot at nævne tre – hvor en naturvidenskabelig baggrund ville være en styrke. Det ville også være fantastisk med politikere (måske endda en forskningsminister), der har reel forskningserfaring. Jeg hverken kan eller vil udtale mig om Esben Lunde Larsens afhandling – jeg er sikker på, at det er et solidt stykke arbejde, men det ligger langt væk fra mit område – men det må nødvendigvis være begrænset, hvor meget forskningsarbejde han har kunnet nå at lave, siden han fik tildelt sin grad i januar 2013, når han lige siden har siddet i Folketinget på fuld tid og været forskningsordfører for Venstre.

Derudover har Esben Lunde Larsen tidligere gjort sig til talsmand for at nedlægge Det Frie Forskningsråd og sammenlægge det med Grundforskningsfonden – et forslag der mødte modstand fra Dansk Folkeparti til Radikale Venstre. Det ville da også være en sørgelig udvikling, da DFF fungerer fantastisk og giver mulighed for unge forskere. Esben Lunde Larsen var da også ude at kritisere det nu famøse “Krølle-Bølle projekt” [http://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-krolle-bolle-forskning-er-faktisk-vigtig], fordi det ifølge ham ikke var “fornuftigt” og skabte arbejdspladser i Danmark [http://politiken.dk/indland/politik/ECE2437805/v-ordfoerer-kroelleboelle-forskning-er-ude-af-trit-med-danmarks-behov/], uagtet at det er et antropologisk studie og altså ikke en eller anden, der hævder at tale med trolde i naturen. Man kunne også sige, at det klinger lidt hult, når en teolog begynder at snakke om, at forskning skal skabe arbejdspladser og være fornuftigt…

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt han handlede efter bogen, da han var med til at forhandle en bevilling hjem til Grundtvigcenteret, som han er tilknyttet men dog har orlov fra.

Det generelle indtryk efter godt en uge er, at vi nu har en forskningsminister, der ikke forstår naturvidenskab og den videnskabelige metode, som ikke interesserer sig for helt afgørende dele af vores verdensbillede, og som ikke kan svare klart på helt grundlæggende videnskabelige spørgsmål.

Vil han så også give plads til, at de få kreationistiske forskere, vi har, kan få større spillerum? Jeg håber det ikke. I sidste ende må vi jo bare se, hvordan han forvalter sit ansvar.

Når ræven vogter høns

Ted_Cruz,_official_portrait,_113th_Congress

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.